Frøken Mig

De seneste par dage er min døgnrytme gået fuldstændig i koks. I går aftes så jeg Mythbusters lige før jeg skulle sove, og da jeg så slukkede tv’et, drømte jeg at programmet stadig var igang. Men de lavede ikke noget i programmet, fordi de tilpassede det til min kropsro. Alligevel lå jeg vågen til halv 4 hvor jeg rullede rundt med min dyne og forsøgte at finde mig tilpas i programmet. Da jeg så endelig fandt ud af at jeg ikke var med i Mythbusterse og blev overvældet af bevidstheden om, at nu kunne jeg sove, tjekkede jeg uret hvert kvarter for at finde ud af om jeg stadig sov (!?).
Forsøgte at tage en middagslur til Dawson’s Creek hvilket også bare resulterede i at jeg troede jeg selv var Dawson der skulle score Jen. Vågnede op i total feberagtig hvilelse med følelsen af at jeg havde skreget.

Gosh.
Jeg oplever ingenting disse dage.
Jeg er desuden blevet afhængig af minimum 5 serier. Jesus christ! I det mindste har den daglige madmangel resulteret i at jeg har tabt mig. Hurra… men som jeg siger til min mor med døvstum-stemme (skal gentage alt 3 gange) “hellere være fed og rask, end tynd og syg.” Åh. Al den fråder mad jeg går glip af.. Sidder bare og babber på minimale portioner af yougurt og pulversuppe.

Glæder mig til denne aftens afsnit af Mythbusters…
Fuck hvor ynkeligt.

Kort rapport fra sygesengen:

- Jeg befinder mig under dynen for 48. time i træk, spyt-spand ved min side samt tusind vandflasker jeg ikke kan drikke af.
- Da jeg åbnede min computer kravlede en myre rundt på tastaturet.
- Lægen går ud fra at jeg har kyssesyge. Biologi-eksamen om 8 dage er store fare. Roskilde, studentermiddag og vogntur er ligeledes i fare. Min stakkels lever.
- Jeg kan ikke styre mine tårekanaler og græder af frustration hvert andet øjeblik. Jeg er i sandhed blevet virkelig svag.
- For 6. dag i træk har jeg problemer med at presse både mad og væske ned.
- Det eneste jeg kan er at græde. Og nu græder jeg lidt her på bloggen.

Det her er det værste jeg nogensinde har prøvet!

(et ps.-punkt: heldigvis har han bæret over med mig og strøget mig over ryggen når jeg snorkede mere end højt, det kan høres helt inde i stuen siges det, og græd af frustration og selvynk. Hvis jeg ikke havde haft ham, havde jeg været forbandet ensom. Se, nu græder jeg igen. Åh, må smutte. Kan ikke mere…)

De sidste mange dage har jeg set ufattelig meget dårligt tv (alt fra reportager om kendte i badetøj til Liebhaverne), fordi jeg ikke har været i stand til hverken læse eller se gode film.
Men i går aftes kunne jeg mirakuløst holde mig vågen til døgnets 11. time - og kunne derfor se det sidste afsnit af mit yndlingsprogram evaaar, Den 11. Time, med den mand jeg en dag skal giftes med når han har droppet Malou Aamund, nemlig Mikael Bertelsen. Først snakker han om hvor meget han elsker ildebrande og brandbiler og jeg tænker: åh nej, ikke en drengerøvsudsendelse. Men til min store overraskelse tog programmet en hel anden drejning, hvor Mikael Bertelsen forvandles til den lille kat Mikil der humper tilfældige studieværter og møblementer i tv-byen. Jeg grinede ekstremt meget og da programmet var slut havde jeg en virkelig lykkelig følelse i maven. Jeg kunne ikke lade vær’ med at smile. Dagens frustrationstårer var pludselig glemt.
Da jeg vågnede i morges følte jeg mig også glad og kunne endda fyre et par snøvlede jokes af til de andre før den sidste skriftlige eksamen gik igang.

I bliver nødt til at se det. Det kan helbrede enhver hjertesorg, sygdom og depression. “Mikil, nu er du simpelthen for fræk! Ud med dig!”.

Ej. Jeg må se at blive rask. De andre er i byen nu. Ham dér er i Odense. Mit værelse er helt mørkt og forladt af alt lys. Det skal ikke være programmer der muntrer mig op. Det er sølle. Men det er nu sjovt at gense klippet.. åh..

Og nu er det som om at alle sociale bekendtskaber er svundet ind i Ingentingheden og at det eneste der er tilbage er mine ord og denne frygtelige blog. Det ensomme massemenneske.

Min allerældste barndomsveninde, lad os kalde hende Juicy Malone, var altid meget lang tid på toilettet. Hver gang vi skulle ud af døren for at tage på biblioteket eller i det lokale supermarked, skulle hun altid på toilettet. Imens klædte jeg mig så på med alt mit overtøj og sad og ventede (utålmodigt) på trappen. Der gik i hvert fald minimum 10 minutter hver gang. Jeg var selv en lyntisser (sorry for udtrykket) og forstod ikke hvad der opholdt hende. Hun var altid meget renlig.
Før vi skulle i seng brugte hun altid 3-4 forskellige slags tand-redskaber og vaskede både sit ansigt og hænder grundigt. Smurte hver en finger og kno ind i parfumefri fugtighedscreme. Jeg sad og ventede på hende oppe på drømmesengen i hendes værelse. Jeg følte mig altid som en beskidt og rodet person i forhold til hende. Misundte hende for hendes gode hygiejne, som blev dikteret af hendes mindst lige så hyperrenlige mor.

I dag fik jeg af vide at Juicy Malone (som sidder alene i Jylland på sin drømmeuddannelse med en mørk depression i hjertet og magiske lykkepiller i lommen) har OCD (tvangstanker, red.).
Hun vasker alt for meget hænder. Og har åbenbart altid gjort det.
Mærkeligt at nogle ting aldrig falder en ind. At vi ikke kunne se det. Det var jo bare hendes thing. Ah, typisk Juicy Malone at være så lang tid på toilettet.

Jeg håber hun er ok.

“Jeg håber at I vil bære over med mig, jeg har betændelse i alle mine bihuler” forsikrede jeg censor og eksaminator om, før jeg gik i gang med min AT-fremlæggelse. Jeg mistede al væsken i min mund, min tunge klikkede i halsen, mit hoved snørrede sig sammen, jeg stammede mit oplæg videre, og forsøgte på bedste vis at svare på deres spørgsmål uden at bryde sammen af udmattelse.
“Du får 12″. Jesus christ superstar.
Så har man set det med.
Sick girls don’t cry.
Ak, jeg har nu altid holdt af hermeneutik.

Og nu sidder jeg og dyrker en af mine guilty pleasures, melodi gran prix. Jeg har allerede fundet to foreløbige favoritsange. Frankrig og Spanien. To sprøde sommersange. Selvfølgelig sange, der ingen chance har for at vinde. Jeg holder af dem alligevel. Jeg føler mig som den største freak, at jeg år på år ser dette lorte program. Jeg ser det ikke pga. den musiske kvalitet, skal det dog siges. Derimod er ESC altid et godt forenende program af snart alle verdens lande. Det er et fedt indblik i andre kulturer. Hyper grinagtigt.. jeg elsker det en smule. Hemmeligt.

Mit hoved gør stadig ondt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med det. Desuden har jeg lyst til at se Eraserhead. Tror jeg vil sidde og stene alt-for-nice klip fra den inde på nettet… Måske jeg bare skulle flytte om bag en radiator og synge “In heaven, everything is fine”.

Familiefest med 20-25 larmende mennesker inde i stuen. Jeg barrikaderer min dør og lader mig sove væk fra fødselsdagssange og festligheder. Jeg kan intet. Børneråb ude fra haven. Den nuttede Lille Per-klon løber slalom mellem de voksnes ben. Halv 11 smider min far sine søskende og onkel ud. Min fars bror faldt i søvn ude på toilettet. Kom ind i stuen med bukserne nede. Min fars onkel prustede og nøs rødvin ud over det hele. Min mor viser arrigt sin rødvinsplettede bluse til min søster og jeg. Singstar i høj falset. Benægtelse om hændelserne inde i stuen. “Jeg har fandme lov til at tage en smøg på terrARsen først, mand,” skreg min fars brors kæreste. De drikker sig altid så fulde. Jeg falder i søvn klokken tolv. Jeg kan stadigvæk intet. Er ikke et rigtigt menneske. Og nu kommer der flere eksamner. Jeg kan ikke.. er alt for syg..

Overlevede skriftlig engelsk med nød og næppe, efter at være blevet køresyg af den taxa som kørte mig til skolen. Tog hjem og sov. Gik modvilligt i bad og spiste modvilligt dagens sidste ration af panodiler. Ankomst på skolen. Åndeløse var vi. Ideerne blev hyldet. Vores idé. Vores film. Vores ansigter blev badet i spotlight. Jeg spejdede ud over publikum, uden at kunne genkende nogen. Forsøgte at benægte den umiskendelige hovedpine pulserende i hele min venstre side. Bare smil og klap. Det føltes som en evighed. Du er ikke syg, sagde nogen. Jo, jeg skal hjem nu. Ingen efterfest. Der var helt stille i bilen hjem. Åndeløse. Idéer. Mit hoved.

Skriftlig dansk eksamen. Min søsters fødselsdag. Et eksplosivt hoved. “Må jeg få en panodil?”. “Må jeg ikke springe over toiletkøen, jeg tror jeg skal kaste op?”. Brækflammer. Mit paniske, blege ansigt i kælderens toiletspejl. Går 2½ time efter tomme ord i et tomt essay. Falder i søvn med solen bagende på den venstre side af mit ansigt. De andre er forsvundet. Jeg pakker mine ting sammen da eksamen er slut. Jeg er allerede en levende, halvdød legende. Cykler hjem og græder mens min mormor og morfar spiser lagkage herhjemme.

En hel eftermiddag i solen. Lagkage og små børn der skriger ens navn. Man er deres Gud. Et guddommeligt lift til en vens Crib. Åndede film (latterkramper) og mere hurtigmad (en chickenburger, en chickenburger?). Pludselig 5 øl i svælget og pludselig foran Stengade 30 til Reggae-fest blandt det multikulturelle Nørrebro. Rokke fra side til side. Trykkende, fantastisk varme. Den lumre lugt af hash. Isvand mod tindingerne. Get up, stand up. For evigt. Natbussen fisker mig op fra Nørrebros kolde fortovsfliser. Jeg går gennem natten til det bliver dag. Fuglene går amok. Mit fulde hjerter griner i takt med solens opstigning. Tømmermændsmorgen.

Kongens Have. To kulinariske bagles i vores hænder. Solskin og bare arme. Vandpistolkamp. Flettede fingre i biografsalen, små tårer der tørres væk fra øjenkrogen. Bob Dylan og den simple vridning af skæbnen. Sammenflettede kroppe i morgensolen. Søde, svimlende ord. De sidste sørgmodige afskedskys før Han forsvinder ind i toget og tilbage over Bæltet. Jeg spiser en tør sodavandsis med bildørerne åbne på den tomme parkeringsplads.