Men alt sluttede jo. Og denne blog måtte jeg tage med ned i faldet. Og nu har jeg muligvis valgt et dårligt tidspunkt, rent sindelagsmæssigt, for denne “storslåede” afsked. For mig er det stadig onsdag. Og onsdagen slutter først i nat. Den 10 timer lange flyvetur gennem 9 tidszoner fra de forenede stater til Danmark føltes mærkelig turbulent (da jeg sad med en grædeklump i halsen over den bløde, romantiske komedie “Definitely, Maybe”, stod alt mærkelig klart, og alligevel syntes alt bare at afhænge af flyveturen). Jeg har ikke sovet i over 24 timer. Jeg føler at jeg har været et følelsesmæssigt vrag hele turen, hvis jeg egentlig skal sige det. Fra uudholden stædighed (som ledte til en minimal sultestrejke, skønt jeg nærmest var ved at besvime), til grådudbrud og stærkt had og jalousi og vrede ulmende under overfladen; antændt af enkelte sange eller blot et uskyldigt tankestrejf.

Jeg troede naivt, at man ved at rejse væk fra et følelsesmæssigt virvar indeholdende ens sårede og sårende hjerte, kunne få større perspektiv på det hele. Men tværtimod tvinger tonsvis af timer på bagsæddet af en bil, der farer gennem de smukkeste naturlandskaber man nogensinde har set, en til at gå igennem en masse tanker, men håbede på var blevet lagt bag lås og slå derhjemme. Jeg har brækket alt op i små stykker - nærstuderet hver en bid - gået igennem det hele igen.
(Det er ligesom i Haruki Murakami’s roman, “Kafka på stranden”, som jeg læste på 3 dage derhenne, hvor Drengen ved navn Krage fortæller Kafka, at man ikke kan slippe for sine problemer, blot ved at flygte til en anden by. Jeg græd lidt i slutningen af bogen, hvor Kafka endelig selv indså det og tog hjem igen for at tage hånd om det han forlod, skønt han havde chancen for at forsvinde ind i en lykkelig tidslomme for evigt).

Jeg begyndte endda at drømme om Hr.Z om natten (og siden hen om dagen) - og jeg endte med at drive mig selv til vanvid med vanvittige fantasier, som jeg jo udemærket godt ved er helt hen i vejret. Han er jo off limit. - Den person jeg tænker på - min underbevidsthed finder ham frem mod min vilje - når jeg føler mig ensom. Det er som en forbandelse. Jeg finder aldrig forløsning. Og jeg ødelægger alt for mig selv.. Og i håbet om ikke at såre andre i mine mange fald, sårer jeg alligevel også mig selv.
Jeg troede virkelig at jeg havde fundet noget virkeligt, denne gang. Det var første gang jeg rystede hånd med det jeg troede var Virkeligheden og Kærligheden. Første gang jeg turde give slip… Nu har jeg brændt mig selv. Jeg skulle aldrig have ladet mig selv græde over det. Og jeg tynges af dårlig samvittighed over alle mine handlinger. I en drøm (jeg har drømt så meget denne ferie) sagde ham hvorfra det hele er blevet katalyseret, at “Du har ikke krav på en skid. Det var dig der slog op med mig.” Og det er jo helt rigtigt. Hele mit følelsesliv afhænger af uvirkelige ting, som jeg ikke har krav på…

Men nu er man et sted i livet. Det afgørende sted, synes det som om. Jeg fylder 19 om 2 dage, og jeg kan godt mærke, at jeg ikke længere er 18. Det føles som en hel fjern alder for mig. Faktisk ved jeg ikke rigtig hvilken alder jeg har. Jeg kunne sagtens være 40 indeni. Vi rejser 9 tidszoner hen for at bo på 7 forskellige hotelværelser, som har en seng og tv som herhjemme. Hvad er det man søger efter? Og dét at jeg ikke ved hvor gammel jeg er, komplicerer tingene yderligere.
Der er gået halvanden måned siden sidst. Jeg vidste godt hvad der skulle slutte, da jeg fjernede a’et fra salut. Jeg vidste godt, at mine ord ikke længere rakte herinde. Alt for meget filter. Men nu hvor jeg .. ikke har drukket i over 2 måneder (pga kyssesygen), blevet student (med en god afsluttende 12′er i dansk), oplevet Roskilde med ædru briller (som 50 % af tiden føltes som et helved, men som blev reddet af Radiohead, - men det er nok en historie for sig), set den virkelighed man troede var den rigtige, krakelere, set en bjørn på klos hold uden at den gjorde noget (jeg troede at de var så farlige), set de mange turkise bjergsøer, og set lynene dirre fra både himlen og mine egne øjne… så synes alt som en stor genfødsel.
Ej, okay, lyder meget.. kristent.. men jeg føler egentlig tingene er klarere nu. Det er også derfor jeg kan skrive det her nu. Jeg er renset. Ikke fra de menneskelige følelser der stadig rammer mig i glimt og får verden til at gå i slowmotion omkring mig, nej, dem kan jeg ikke løbe fra - men bare renset. Det er bare en ny start. Jeg fylder 19 og så rejser jeg væk i 3 måneder (nogle ville måske kalde det for endnu en eskapisme, men, naa, en sund én, så).

Så her er det.
Mit ordentlige farvel.
Jeg kommer til at savne Frøkenen og jer. Ja, især jer. Jeg håber at jeg en dag kan vende tilbage med en ny stemme og være så ærlig som jeg er her. Det føles mere lindrende end nogle af mine ord det sidste halve år har gjort..
Men tak. Tak fordi du læste med.

Farvel

• Den nedadgående mundvige indikerer en vis utryghed foran kameraet. Det betyder at han som barn blev mobbet og derfor er vokset sig til at blive ganske usikker og derfor har en ufattelig stor venlighed overfor alle for at kompensere for hans ensomme barndom - og selvfølgelig for at undgå mobning. Alt for at være vellidt. Derfor belønner han ofte de uduelige A-niveau-elever med topkarakterer for utrolig middelmådige præstationer I sin fritid drikker han rigtig meget kaffe og udgyder solidaritet til folket via socialistiske omgangskredse.
• Den nedadgående mundvige indikerer årevis af brutal ondskab i undervisningen og sindet, hvor han på diktatorisk vis har svunget linialen over sit hoved - klar til at jabbe de ulydige bastard-elever én over fingrene ved mindste fejltrin. Han blev ganske vist mobbet som barn, men hævner sig nu på fortidens spøgelser via uskyldige gymnasieelever. Han gør alt for at grille dem, som han kynisk 3.grads-forhører dem med snedige, overintellektuelle spørgsmål, uden ét smil på læben.

Jeg er virkelig nervøs. Fuck.

Jeg så en masse scrubs-afsnit her til aften, men de kunne ikke rigtig få mig til at grine som de plejer. Der er pludselig tusind ting i verden der synes vigtigere end mit Hoved og mine Tristheder. End Psykologer og Eksaminer. End eksploderende Hjerter og Drømme.
Ja.
Det er lige meget med alt det jeg ikke ved.

(skal ikke i avisen).

10 minutter senere:
Jeg har lige spottet kæmpe-myg og derfor tændt alt lyst i mit værelse for fuldt blus. Kan stadig ikke finde den.
Har indset at jeg ikke har haft noget at sige i 3 dage.
Hvad er værst?
Man burde tro at folk havde fået nok af åndssvage kærlighedssange.

Pludselig var klokken alt for meget og en ven fulgte mig hjem. Halv fire susede min hjerne med syrede drømme om min gamle klasse. At vi var på et stort slot og at alle skulle sove der i store eksklusive værelser. Det var overdådigt! Jeg savner dem nu.. men har løfter i min lomme om sommerferieaktiviteter og trygge kram. Det er dejligt. Rigtig dejligt. Jeg var så bange for den post-3g-ensomhed jeg gik i møde.
I dag har jeg bare været rockertræt og ikke formået at læse noget kvalitativt. Mangler vidst nogle bøger.. Nevermind.. I dag har bare været et sentimentalt nostalgi-trip og udpræget sløvsind. Jeg skal læse samfundsfag. Ja. Men da det er 24-timers prøve kan jeg slet ikke tage det alvorligt… Verdammt! De her dage bliver hårde.

Fy føj, mandage og post-lur-humør.
Jeg er så urigtig at det gør ondt over det hele. Måske jeg bare skulle grave mig under min dyne og gemme mig fra mig selv og mine vrede indvolde?

Men feberen er væk nu. Og jeg er frisk nok til at skændes med min søster (Mig: Du skal ikke have navlepiercing. Det er klamt. Hende: Hvorfor er du altid så dømmende?). Hvilket må være den mest valide målstok for at jeg er frisk. Nu har jeg så fået masser af tid til at bekymre mig om eksamen i stedet for min sygdom, hvilket bare gør at jeg ryster voldsomt i bukserne. Det kan selvfølgelig også være eksamens-nøjer der har valgt at legemliggøre sig i form at et disgusting, scratching rash..? Verdammt!
Nobody likes a rash.

Men nu har jeg søbet rigeligt i gamle tekster.
Jeg kan stadig ikke finde ud af at skelne mellem Virkeligheden og Illusionerne. Min mangel på chancetagen gennem hele livet, har gjort at alt det som i bakspejlet muligvis ikke er håndgribeligt, betragtes gennem et rosa, illusionært filter. Jamen så var det jo heller ikke eksisterende.. Hr.Z var jo bare en drøm

Jeg er ved at have det bedre. Har kun 38 i feber og slet ikke så ondt i halsen. Folks bekymrethed (især fra fremmede voksne såsom forældres kollegaer, o.lign.) er virkelig kommet bag på mig. Det er som om, at alle over 20 har en virkelig god, personlig anekdote om deres eget tilfælde af kyssesyge. “Ja, jeg spiste og sov ikke i 5 uger” - “Jeg græd mig selv i søvn i 3 uger” - “Det gjorde ondt at grine i flere måneder efterfølgende”. Men nu er det biologieksamen der virkelig bekymrer mig. Min stemme er ikke helt vendt tilbage - det lyder som om at jeg snakker gennem en solid slimboble - omtrent lige så charmerende som Vogonernes poesi i Hitchheikers Guide. Jeg har stort set ikke fået læst noget denne uge. Jeg kan ikke fokusere. Bliver træt og falder i søvn oven i bøgerne. Ih, altså. Jeg er doomed. Jeg er måske endda i farefeltet. Jeg er bange, men på en eller anden måde også utrolig rolig ved situationen. Ligesom med AT. Det var bare en opgave jeg skulle igennem - måtte det bære eller briste. Fuck mit samlede snit. Fuck min fremtid. Jeg vil have den hue på! Stemme eller ej!

Jeg er bare så glad for det jeg har og endelig føler. Det føles så rigtigt og ægte. Når tankerne slet ikke kan slippe det omtalte Objekt af bare knitrende, svimlende glæde helt ude i tåspidserne. Når man har fundet en som forstår en og som synes man er smuk ligegyldig hvor ubehagelig man føler sig, så er det ligemeget med alt det andet. Det er det virkelig.
Jeg synes stadig jeg er heldig.
Og at jeg slet ikke fortjener dette Hjerte. Denne sjæl. Mit eget synes ofte så råddent i forhold til. Kikset og pinligt og udhulet. Slet ikke med samme følsomhed, kraft og skønhed. Mandsmod, ja. Men hvis man ligger tæt nok på hinanden, må det da smitte lidt? Ligesom kyssesyge?

Jeg må nok hellere sove nu. Har slet ikke fået sovet mine sædvanlige 5 middagslure i dag, så er lidt bombet.
Godnat til alle jer derude. Jeg håber I sover godt.