Frøken Mig

I morges da jeg vågnede havde jeg fået rødt udslæt ud over mine arme og ben.
Min mor siger, at det er pga. sygdommen. Jeg siger, at det er pga. det faktum at jeg ikke har været ude for vores hus i nu 7 dage. Så udslættet er lidt ligesom det lig får, når de har ligget i en kælder for lang tid.
Jeg ved ikke hvad der er mest skræmmende: Det klamme udslæt (som sikkert er ultrasexy i alles øjne) eller det faktum at jeg ikke har snuset frisk luft i en uge.

Men feberen er væk nu. Og jeg er frisk nok til at skændes med min søster (Mig: Du skal ikke have navlepiercing. Det er klamt. Hende: Hvorfor er du altid så dømmende?). Hvilket må være den mest valide målstok for at jeg er frisk. Nu har jeg så fået masser af tid til at bekymre mig om eksamen i stedet for min sygdom, hvilket bare gør at jeg ryster voldsomt i bukserne. Det kan selvfølgelig også være eksamens-nøjer der har valgt at legemliggøre sig i form at et disgusting, scratching rash..? Verdammt!
Nobody likes a rash.

Jeg drømte i nat, at der var startet en ny dreng i klassen som kunne danse alle ord (dvs. forme sin krop i de pågældende bogstaver). Alle mennesker klappede voldsomt i deres små, fedtede hænder af begivenheden. Af talentet. Jeg sagde en masse svære ord, men han kunne bøje sin krop i dem alle.
Da jeg havde drømt drømmen, kunne jeg ikke vågne op igen; lå og dasede i sengen i uendeligheder (kunne sove fordi jeg har haft fri de sidste to dage). Skønt næsten 10 timers søvn, var jeg stadig udmattet. Kom til lægen og fik foretaget den livsvigtige livsmoder- (ha, var lige ved at skrive “morder”)-halskræfts-vaccine (interessant for jer, ikke sandt?) og tog så ind til byen for at fejre min ømme arm efter nålestikket (jeg er ikke bange for nåle). Inde i byen købte jeg tusind ufantastiske ting for hele min SU og hvor var det dog en skøn følelse af lade dankortet overtage mine handlinger og bruge det i en kronisk penge-udfosnings-ekstase.
Jeg fik endelig købt soundtracket til Shortbus, som jeg har gået sukket over i uendeligheder. Jeg hører det nu. Det er perfekt til natten, egentlig.

Jeg sad på rådhuspladsen og spiste min is med hovedet vendt mod solen. Det var en henrivende følelse der gennemsusede min krop. Jeg følte mig selvsikker og godt tilpas (ligefrem selvtilfreds? smock). Fri! Og tænk, det er kun fredag! Jeg har uanede mængder af tid tilbage. Det er som om at alle dage er forsvundet ind i selve Livet (den tingest jeg har levet ved siden af i ufattelig lang tid). Jeg er endelig med på vognen igen.
Det er værste er dog når man rammes af følelser man ikke kan forklare og definere. Man burde da kende sin egen tankeverden, burde man ikke?
Oftest når jeg besidder lykkelige tendenser i mit sindelag, så er det som om at jeg er med i en eller anden latterlig amerikansk film der burde nedskydes og banlyses fra samtlige biografer. Ingen gider at høre på sådan noget lort. Eller på mig generelt for den sags skyld…
(“I would never want to belong to any club, that would have someone like me for a member”)
Lidt i samme stil som når jeg tror, at 1000 mia. mennesker læser min blog og er jeg er, by the fact, en berømthed. Og jeg har jo ret. For jeg ved jo, at alle elsker at læse om en drøm om en dreng der kan danse og bøje alle verdens bogstaver. Hvilket talent, hvilket talent!

Det demokratiske stormvejr tog ikke til, da min veninde og jeg tumlede gennem Nørrebros gader hen over midnat. Vi havde dristigt forventet at vandre i orkanens øje - i det mindste se nogle biler blive brændt af i religiøse protester. Men nej, ingenting. I stedet drog der sig et ekko-suk gennem de isklare gader af denne aftens hengivelse til Jens Lekmans blide, klare røst og hans øjne i mine da han stillede mig et spørgsmål og signerede albummet. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Kun mit navn. Ja, det var det eneste fornuftige der poppede frem. Ha, mit navn. Jeg tænkte på min generations kulturradikale og kulturintellektuelle som jeg på mærkværdigvis konstant støder ind i - ja, de kunne sige smarte ting til ham. Men jeg? Ligeså tavs som Nørrebros deprimerede gader.. Social retard.
På den halvtomme kro - ikke et chic sted for disse after-koncert intellektuelle - men med en ludoman, 3 alkoholikere og 2 frikadellespisende midaldrende danskere i læderveste og slidte cowboybukser, spillede vi vores eget spil på billardbordet og lod øllene rulle rundt i vores musikfyldte svælg. Jukeboxen spyttede sukkersøde countrymelodier ud og folkene i baren skrålede løs om flere efterfester og flere demokratiske orkaner i den herlige og fantastiske indre by og den 25-årige håndværker ragede den 50-årige ludoman på numsen. Og jeg pegede på månen da vi trådte ud fra kroen og sagde det samme som jeg har sagt hver aften de sidste 3 nætter.

Men i morges da jeg drog hjemad til min bitre forstad gik bussen i stå (”HER BRÆNDER!!” skreg nogle passagerer da jeg steg ombord) og jeg følte mig pludselig fandens deprimeret. Det er ikke til at sige hvorfor - jeg ved det ikke selv. Måske var det Jens Lekmans uopnåelige skønhed - al uopnåelig skønhed, alle de kloge mennesker der synes at stortrives i deres egen Rigtighed, den skrigende halvmåne om natten, hr.Z, opgivende tanker. Ak, ak. Knuden opløste sig dog i løbet af dagen og jeg fik krammet de første kolleger farvel på arbejdet og lavet vellykket mad med søster og nu er den snart midnat igen, men jeg kan ikke se den skinnende måne for bar’ persienner.

Storby. Rom. Og cola? Nej tak, jeg tager en cappuchino i stedet.
Jeg er nu velbevandret i de italienske byer og har utallige kalorier og ulidelige fantasier på samvittigheden. Der kunne siges så meget om byen. Jeg kunne skrive om de søvnige saxofoner i metroen om aftenen, de lækre munke der ventede ved hvert gadehjørne, Vatikanmuseet hvor jeg fortabte mig i det hele, skænderier med mine forældre, min generelle udstråling af Ond Kultur og Matrix med lang, sort jakke og sorte Ray Bans og en muggen attitude mod min fars kamera og vandretaske med proviant i. Men nu.. en dag efter hjemkomsten.. synes ingen af de ting vigtige og spændende. Det var en god tur, det kan jeg ikke benægte. En yderligere kulturel indsigt og endnu flere følelsesmæssige storme, suk, ak, ja!

Men mest af alt når jeg tænker på turen, tænker jeg på aftenerne hvor jeg igen ikke kunne falde i søvn. Jeg spurgte Chet Baker, om han ikke ville lulle mig i søvn, men han sagde bare, “you don’t know what love is, until you learned the meaning of the blues. Until you’ve faced each dawn with sleepless eyes, you don’t know.. what love is ” og jeg spurgte ham så, om jeg virkelig skulle igennem alt det blå, gennem det store hav af jalousi og forgabelser og endnu flere fortabelser, og han sagde bare ja, og lod mig suge ind i al den fandens deprimerende jazzmusik. Men det gik dog bedre til sidst, og bryllupsbilleder af mig og Yndlingsputten (og fra vores bryllupsrejse til Rom hvor vi står foran Trevi-fontænen under Oceanos’ brusende bølger) fortog sig i takt med at mængden af italiensk kunst og kultur og stemning væltede over mig (selvom jeg ikke kunne undslippe guitarsoloer nogen steder).
Jeg læste en Jane Austen-bog dernede (en af mine “guilty pleasures”) og den fik mig så til at tænke på Hr.Z og det blev egentlig ganske ulideligt alt sammen til sidst oppe i mit hoved. Så få minutter efter vi kom tilbage til de kære, grå, tågede danske luftlag, lod jeg mig selv hjernevaske 5 meter fra Robert Smith (The Cure, red.) i 3 syretimer, med en mageløs blandning af dunkle, gotiske synthesizers, improviserede dansespasmer og en stemme så klar og ren og britisk at det gav en kuldegysninger hver gang han åbnede sin uhyggelige røde klovnemund. Nu er jeg hjemvendt fra en biograftur, hvis bare jeg også kunne rejse rundt om jorden på 80 dage, og har regnet sammen at jeg har været i Danmark i over et døgn, men kun været hjemme 3 timer.
Og i morgen gælder der flere overspringsevents (shopping og endnu en koncert) i min følelses- og tankeflugt. Ja, ja, sådan må det altså være. Regner med at Robert Smith kan lulle mig i søvn og love mig flere Matrix-dage med mere Ond Kultur og mere pendling til adspredelser og forlystelser - i en bitter forhåbning om at the spiderman is not having me for dinner tonight.

Ps. Vi gik forbi en restaurant i dag, hvor der var bundet hjerteballoner på alle stolene. Jeg havde lyst til at kaste op ud over mit nyindkøbte slik.

Hvad?
Kender du det, at når man cykler et sted hen, og det faktisk er mørkt omkring en, og man pludselig tænker: Jeg føler mig som verdens sørgeligste menneske. Og så kan tanken ikke rystes af. Man kommer hjem og sætter sig på kanten af sin seng.
I dag har jeg haft verdens grønneste bluse på. Og selvom der er tusind ting der suser rundt indeni mig, siger min familie, at jeg stråler og at min hår er rigtig smukt og mit ansigt rigtig smukt og at jeg bare er rigtig smuk i dag og jeg går ind på min værelse og lukker døren bag mig, for at sætte mig her og bare sidde og sidde og sidde, uden viden om hvordan og hvornår denne sidning vil ende. Hvordan alting vil ende.
Jeg har de sidste dage logget herind et utal af gange for at skrive ord. Men selvcensuren har overtaget hver gang: Hvor ville det altsammen bare være sølle at skrive om. Og når jeg når dette state of mind, overvejer jeg selvfølgelig at lukke bloggen. Men jeg gør det ikke, kommer nok aldrig til at gøre det. Arhg, jeg hader at alle mine indlæg kommer til at lyde så triste. Jeg er i virkeligheden en ganske glad person der ofte kommer til at grine og endda laver jokes relativt ofte. Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det her. Tror det er stressen der snakker.
Verdens.. værste blogindlæg.

Ja. Yeah. Yo. Det går jo fint, det går jo egentlig helt fint. Skønt mine kvælende kærlighedsneuroser, må jeg blankt erkende, at det har været en vældig vellykket uge. Møde sent, en enkelt fridag, bestå teoriprøve, bestå caféaften (bøjet i de fineste knæklys og de vildeste trampermoves), bestå en dag med tømmermænd, forelske mig i en illusion, spise meget usund mad, hørt masser af mærkelig musik, grint for mig selv og skreget af vrede. Ak ja, ak ja. Det snurrar så sørme i min skalle.
Jeg havde egentlig ikke noget af relevans at sige denne stormfulde, snurrende torsdag, så tænkte jeg da lige rapt kunne lave et mindre opslagsværk over ting jeg har hygget mig med den seneste tid…

De omtalte kærlighedssange…
Barbara Streisand - The Way We Were
- En fantastisk sørgelig sang, hvor den kære Barbara synger så smukt, så smukt, så smukt, at jeg kunne græde blot pga. det.
Jacques Brel - Ne Me Quitte Pas (If you go away)
- En sang jeg primært har dyrket under Nina Simone’s insisterende stemme, men så opdagede jeg, at det var Jacques Brel der sang den, og det har faktisk givet sangen en helt ny følelse. Jeg synes at Jaques i videoen er vanvittig uhyggelig og sindsoprivende genial. Jeg har aldrig set noget lignende. Han gør, at jeg tror jeg kan tale fransk.
Billy Joel - Just the way you are
- En elskværdig klassiker. Teksten og melodien er så smuk, oprigtig og ægte, at man ikke kan lade være med at høre den.. hele tiden.
Dolly Parton - I will always love you
- Whitney når ikke Dolly til sokkeholderne, når det kommer til udførelsen af denne sang. Dolly tilfører sangen en hidtil uset skrøbelighed og intensitet, at den kommer til at krybe op under huden på en.. suk. (I videoen er det at bemærke den fantastiske dialog i starten.. det er altså kærlighed så det batter!)
Roy Orbison - Crying
- Det er også værd at bemærke, at denne smukke sang også bliver brugt i David Lynch’s “Mulholland Drive” (en af yndlingsfilmene), hvor den synges på spansk af Rebekah Del Río hvor den hedder Llorando. De er for mig begge lige hjerteskærende.
Claudine Longet - Unknown Titel
I virkeligheden en meget mærkelig sang. Og jeg ved ikke engang om den er om kærlighed. Men der er noget mærkeligt dragende ved hendes accent og melodien. Lidt hypnotisk, egentlig.

Ydermere er jeg altid åben for andre kærlighedssange, så anbefal endelig nogle til mig…

De sjove klip
Zombiekid
Daily Show - What’s the matter with Denmark? Part one. Part two.
Bertelsens Uaktuelle Nyheder - Anders Fogh’s skjulte budskaber

Og nu må jeg vidst hellere få læst nogle lektier til imorgen.. eller sætte en film på.

Jeg havde i går aftes brugt umenneskelig lang tid på at skrive en brilliant analyse af mit sørgelige, såkaldte kærlighedsliv, men på mærkværdig (og mirakuløs?) vis gik den tabt. Måske var det universet der advarede mig mod at stille mig selv og mit lodne hjerte til skue på den måde. Whateveer. Skønt det her, morgenen derpå, bliver knapt så sælsomt, melankolsk og sørgeligt, vil jeg forsøge mig igen. Må teknikken være med mig.

Jeg bestod endelig teori, og væltede i en lykkelig lykkerus over på skolen til orienterings-ramasjang, hvor jeg som erfaren studerende skulle indvie de uvidende om skolens skjulte skatte og hemmeligheder. Da vi kom ind i den store sal, stod yndlingsputten pludselig oppe på scenen… med et musikinstrument! Og hvor han ydede dette instrument retfærdighed! For hver hjerteskærende tone, sprøjtede blodet lykkeligt rundt i mine årer og skabte varme og kildren fra top til tå. Jeg begyndte at falde og falde og falde. Og indså at denne rejse mod denne aftens endelige fald, har været lang tid undervejs. Hvordan han har været mit daglige fikspunkt i skoleuniverset i adskillige uger (og måneder?). Hvordan jeg engang i sidste uge var ved at flyve op til himlen, blot fordi han på trappen var ved at støde ind i mig mens han kiggede på mig. Men egentlig er falde-falde-falde-følelsen også uendelig farlig. For jeg har været der før. I det grå område, hvor man udvikler et uhelbredeligt crush på fyre, hvis stemme man ikke engang har hørt. Det er ikke engang fordi de pågældende drenge har været synderligt udstyret med skønhed, udadvendthed eller opsøgenhed mod mig, nej, men alligevel ser jeg mig selv gang på gang finde et nyt centerpunkt for min tilværelse. Og det er jo egentlig håbløst ynkeligt. Jeg er 18! Jeg burde være derude og kræve hvad der er mit!
Og jeg synes det er så pinligt, at jeg er så bange, og at jeg fikserer på uopnåelige chancer og uopnåelige følelser. For det er jo ikke kærlighed. Det er jo bare mit hjertes desperate forsøg på at skabe en pseudokærlighedsfølelse. Et substitut for alle de mangler, mit liv har. Skønt det sørgelig element i disse betagelser, bliver jeg ved med at falde og falde og pine mig selv med uforløselige følelser. Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre - og komme ud over min tryghedscirkel.. jeg tør jo ingenting!
Og alligevel, ha! alligevel længes jeg efter at se ham igen. De uhyggelig blå øjne, det mørkebrune hår i den mærkelige elvis-agtige frisure, den lidt duknakkede holdning når han vader rundt, det generte smil, de smidige fingre hen over strengene…

Mens den ensomme pige med hovedet på skrå drømmer videre, fylder hun sig med endnu mere drømmende kærlighedsmusik, blot for at gøre det endnu værre for hende selv. Hun funderer over, hvor vidt det kan lykkes et menneske at være så fuld af kontraster, der alle synes uhelbredelige. Mindreværdskomplekserne i storhedsvanviddet, den afslappede stressfuldhed, den rastløse, selvforskyldte ensomhed - den ydmyge selvoptagenhed. Og hendes hjerte sukker bare videre og videre…
Det er fandens pinligt.

I dag gjorde jeg noget jeg ikke har turdet gøre de sidste 3½ år. Jeg sagde mit arbejde op. Men jeg gjorde det ikke ligeså tjekket og cool som jeg havde regnet med. “Jeg…jeg…jeg bliver desværre nø-nø-nødt til at sige .. op” og så begyndte jeg at få tårer i øjnene og min stemme rystede ukontrolleret. Min chef siger, at jeg skal tage det roligt. Der er ingen farer. Det hele er helt i orden. Og så begynder jeg halvt at hyperventilere og blaffe med hænderne foran øjnene som en anden følelsesladet, faleret skønhedsdronning. Da jeg trådte ud i butikken igen, begyndte tårerne at springe ud af mig som syrlige missiler. Jesus christ. Måske bør jeg tage en masse jobs og sige dem op; bare for træningens skyld. Længe leve selvbeherskelse.
Det føltes ufattelig lettende at sige det op. Frihed ‘o’kære frihed. Søde, smagsfulde, ekstatiske, fantastiske frihed. Ingen penge dog. Men det er underordnet. Lige nu er det underordnet.

Efter 1½ times lur lige op til aftensmaden; der hvor man vågner i en sø af savl på hele det ærme man har hvilet sit nu mønstrede hoved på; er det sidste man har behov for, nogle forældre der stiller en 1000 milliarder spørgsmål, man ikke har nogen mulighed for at svare på.

“Har du snakket med din kørelærer? Hvornår skal du op? Hvor foregår det henne? Hvornår skal du ud og køre igen? Ved du så hvornår du skal ud på glatbane?”
- Manden har lagt én besked på min tlf.svarer, bestående af en dato og tidspunkt.

“Hvem arrangerer det der højskole noget? Hvor lang tid er man afsted? Hvor foregik det nu henne? Skal du virkelig alene afsted? Er der andre fra din klasse der er meget målrettede omkring deres fremtid? Okay, hvad skal han da lave? Hvorfor vil han det? Vil du det samme som ham? Er der mange der vil det samme som ham? Har du fundet ud af hvad du ellers vil efter sabbatåret? Tror du ham fra din klasse bliver milionær?”
- Jeg kom til at nævne at jeg måske gerne ville på noget rejse-højskole efter 3g, men jeg ved ikke engang om der er noget der hedder det. Og efter min overbevisning, er alle lige så umålrettede som jeg.

“Far og jeg har siddet og søgt på nye ferier. Suk, Toscana, Paris, osv,osv,osv. Men vi skal ikke bo i mobilehome, kan du huske da vi gjorde det? Puha, det var godt nok varmt, ikke? Kunne du holde det ud? Vi skal aldrig bo i mobilehome igen, det var jo ulideligt, syntes du ikke? Vi skulle have haft dem med aircondition, ja, kan du ikke huske, at dig og din søster boede inde på det lillebitte værelse? Vil du overhovedet med på ferie i år?”

…osv.osv.osv.
Og det eneste jeg har lyst til at græde over, er dette hus’ dårlige beliggenhed i forhold til der hvor jeg gerne ville være flere aftener om ugen. Jeg tager mig selv gang på gang at aflyse aftaler i den bydel hvor majoriteten af min klasse bor, fordi jeg ikke kan overskue transport derhen. Det er virkelig et stort problem. Også fordi vi i fryd og gammen har oprettet en filmklub. En fantastisk en med gode film og gode venner. Men jeg tror at jeg bliver nødt til at melde mig ud. Det nytter jo ikke noget, når jeg bliver ved med at aflyse ellers fantastiske aftaler. Jesus christ, jeg har det så dårligt med mig selv. Det er første gang, at jeg oplever afstanden så stor. Havde glemt hvordan hverdagsaftaler kunne forme sig. Og nu bliver jeg nødt til at kvitte min store passion.. bare jeg snart får det kørekort. Så er der i det mindste håb for at kunne komme afsted. Men lige nu.. lige nu.. upassioneret i striktrøje; en stemme der lyder som om den er i overgang, og en klump retteblæk lige mellem øjnene, fordi jeg keglede rundt med det i forsøget på at citere Shakespeare på et af skolens borde.
“..If this be error, and upon me proved,
I never writ, nor no man ever loved.”

Mit hoved dunker stadig en smule, men jeg ved at det er pga. al kaffen jeg drak efter begravelsen.
Til selve begravelsen, følte jeg mig et kort øjeblik hensat til kristendommen, fordi den vidnede om håb. Håb for livet. Håb for dét efter døden. Jeg græd og lod tårerne samle sig under min hage, som et manifest for at der er håb for fremtiden. Da den blev 12 og klokkerne bimlede, lød det som en kæmpe, hårdtslående puls, hvilket i situationen syntes ironisk morbidt. Der lå blomster fra på kisten helt ned til kirkens indgang. Alle rækker var besatte, og til sidst brølede vi alle med på “Dejlig er jorden” med grådkvalte stemmer. Jeg følte mig malplaceret, da jeg tog mig selv i at tjekke et mandligt modstykke til Sara Lund ud dér midt i sorgens stund (-han havde også en hjemmestrikket islændersweater på og lignede en intellektuel kunstnertype). Da kisten forlod kirken i den sorte ligvogn, føltes det overskyggende symbolsk og jeg går ud fra at de fleste kæmpede med sig selv for ikke at hulke. Med den isnende kulde og voldsomme vind brusende i vores hjerter hviskede vi alle det sidste farvel.

I aften tager jeg afstand til døden og hovedpinen og den milde beruselse over koffeinen ved at begive mig i biografen. Nægter at have en nat som igår, hvor jeg flæbede til Leaving Las Vegas og efterfølgende lå vågen for at undgå i dag.

Ps.Jeg bliver på bloggen. Den får mig nemlig ikke til at føle mig som et flop.