Frøken Mig

.. for internettet.
Har googlet samtlige censorer. I morgen trækker jeg samfundsfag og ryster allerede i gemacherne. Har siddet og tolket på billedet af min censor. Han er 50 +, har en nedadgående mundvige og lettere sløve øjne. Jeg har forsøgt at tolke på billedet og kommet frem til følgende fortolkninger:

• Den nedadgående mundvige indikerer en vis utryghed foran kameraet. Det betyder at han som barn blev mobbet og derfor er vokset sig til at blive ganske usikker og derfor har en ufattelig stor venlighed overfor alle for at kompensere for hans ensomme barndom - og selvfølgelig for at undgå mobning. Alt for at være vellidt. Derfor belønner han ofte de uduelige A-niveau-elever med topkarakterer for utrolig middelmådige præstationer I sin fritid drikker han rigtig meget kaffe og udgyder solidaritet til folket via socialistiske omgangskredse.
• Den nedadgående mundvige indikerer årevis af brutal ondskab i undervisningen og sindet, hvor han på diktatorisk vis har svunget linialen over sit hoved - klar til at jabbe de ulydige bastard-elever én over fingrene ved mindste fejltrin. Han blev ganske vist mobbet som barn, men hævner sig nu på fortidens spøgelser via uskyldige gymnasieelever. Han gør alt for at grille dem, som han kynisk 3.grads-forhører dem med snedige, overintellektuelle spørgsmål, uden ét smil på læben.

Jeg er virkelig nervøs. Fuck.

Det har været solskinDsvejr de sidste mange dage.
Jeg har endnu ikke været derude.
Jeg ligner i stedet for en udmattet Blondie som ved en fejltagelse kom til at melde sig til tv-serien “Fame“. Faleret og forlagt. Dismizzle for the shizzle.
Har siddet med mit krusede hår og min maltrakterede hjerne begravet i Økonomi-bøgerne. Ask me a question about Milton Friedman, and I will kill you!
Vi købte McDonalds-mad for at få de der fancy glas. Men de var bare samme farve som dem vi havde importeret fra Italien (don’t ask) og så var det egentlig mislykket det hele. Jeg havde ikke engang lyst til McD-mad. Men vi fik 2 glas alligevel.
Jeg har snakket i telefon i lang tid i dag. Min veninde sagde at min stemme var blevet lysere. Jeg må se at snakke i telefon lidt oftere så folk ikke glemmer mig.
Jeg er spændt på så mange ting.
Er der nogen der forklare klumpen from the shizzle-nizzle i min mave?
(Jeg håber jeg har genvundet mine hjerneceller i morgen).

10 minutter senere:
Jeg har lige spottet kæmpe-myg og derfor tændt alt lyst i mit værelse for fuldt blus. Kan stadig ikke finde den.
Har indset at jeg ikke har haft noget at sige i 3 dage.
Hvad er værst?
Man burde tro at folk havde fået nok af åndssvage kærlighedssange.

Jeg synes ting har været indirekte kaotiske siden jeg trak mit biologispørgsmål i tirsdags. Ikke at det indirekte kaos er katalyseret af min formåen med Fordøjelsessystemet til en vellykket eksamen (10! weee) men mere af timerne der forsvinder ud af mine hænder, uden at jeg egentlig laver noget. Jeg har været i et mærkeligt elevatorhumør. En NEJ!-kvinde (hvilket jeg undskylder for!). Jeg er bare så træt hele tiden..
I går tog jeg til en, for mit vedkommende, alkoholfri (min lever er i fare efter kyssesygen) reunion med folkeskolevennerne. Det er altid fantastisk hyggeligt, og man bliver så sentimental og nostalgisk og … ahh. Nogle gange ville tingene bare være mindre komplicerede hvis man gik i 9. igen. Det var ret underholdende at se folk falde omkring mig som døde, skæve fluer. Stimulerende samtaler forsvandt ind i vrøvl til man råbte: a’ hva’? En blev lavet om til en robot via vandpibens sølvpapir og dansede the robot dance, mens 2-3 andre hoppede løs på den kæmpe trampolin og 2 andre puttede hash i vandpiben. Man roterede hele tiden til nye samtaler og til nye mennesker. Der var ikke nogen som havde ændret sig radikalt. Alligevel blev jeg virkelig ked af at høre en fra min klasse havde skåret sig selv i halsen og i håndledene i folkeskolen, fordi han havde det så elendigt. Jeg vidste godt han var ekskluderet, men at han havde det så elendigt.. Jeg er så naiv at jeg bare tror at alle har det OK bare fordi jeg selv har det. Men han har vendt hele sit liv om og er glad nu.. Jeg ved aldrig hvad jeg skal sige til sådan nogen. Har lyst til at sige “Undskyld”.

Pludselig var klokken alt for meget og en ven fulgte mig hjem. Halv fire susede min hjerne med syrede drømme om min gamle klasse. At vi var på et stort slot og at alle skulle sove der i store eksklusive værelser. Det var overdådigt! Jeg savner dem nu.. men har løfter i min lomme om sommerferieaktiviteter og trygge kram. Det er dejligt. Rigtig dejligt. Jeg var så bange for den post-3g-ensomhed jeg gik i møde.
I dag har jeg bare været rockertræt og ikke formået at læse noget kvalitativt. Mangler vidst nogle bøger.. Nevermind.. I dag har bare været et sentimentalt nostalgi-trip og udpræget sløvsind. Jeg skal læse samfundsfag. Ja. Men da det er 24-timers prøve kan jeg slet ikke tage det alvorligt… Verdammt! De her dage bliver hårde.

Åh, jeg har aldrig været god til de her mandage. Dagen startede ellers godt med højt humør og grundig læsning af biologipensum, men så her efter min lille nap før aftensmaden er hele verden tromlet ned i hovedet på mig. Jeg kan hverken finde hoved eller hale i noget af det. Der sidder en knugende stressfølelse i min mave der bare strammer mere og mere til. Følelserne ligger lige under huden på mig, parat til angreb hvert øjeblik. Over middagsmaden spurgte min mor, hvad jeg gerne ville lave “når jeg blev stor” (hvilket er et ubehageligt spørgsmål for et menneske i post-lur stadie) og jeg svarede: “Det ved jeg ikke. Ikke noget kreativt som jeg før havde regnet med. Jeg er ikke talentfuld nok”. Og da jeg havde sagt de ord, blev jeg sindssygt ked af det indvendigt, og indså: ja, jeg er forbandet talentløs… hvad skal der blive af mig??
Og så er der hele Roskilde-ramasjangen. Ville ikke med. Ville godt med. Købte billet. Huskede pludselig mit mugne ansigt sidste år. Ville ikke med. Huskede de gode musikalske oplevelser. Ville godt med. Blev syg - åh, åh, lever, pas på! Ville ikke med (alkoholfri festival = no-go). Peptalk fra Roskilde-entusiast. Ville godt med. Ingen at sove i telt med. Ville ikke med. Og nu sidder “vil ikke med”-følelsen fast i alle mine indvolde og ælter dem rundt som en flittig husmor, på lige fod med biologi-husmoren der fletter mit hår rigtig stramt så hele mit hoved spændes, mens hun skriger: DU HAR IKKE LÆST GRUNDIGT NOK! DU DUMPER! DU DUMPER DIN IGNORANTE SPASSER!
Og mit “kunstneriske talent” der pludselig indså at det ikke var et “talent” har gravet sig ned under mine tæer og trædepuder og jeg kan ikke længere gå nogen steder, udover i skyggen, for hvert trin føles som brændende kul.

Fy føj, mandage og post-lur-humør.
Jeg er så urigtig at det gør ondt over det hele. Måske jeg bare skulle grave mig under min dyne og gemme mig fra mig selv og mine vrede indvolde?

At have været alene med sig selv en hel dag har gjort mig ganske sentimental her på døgnets sidste timer. Blev rørt over den smukke instrumentalmusik i Tootsie der akkompagnerede den sukkersøde montage af klip hvordan han forelsker sig i hende. Og tog mig selv i fælde en lille tåre til Celine Dion’s fortolkning af en Beatles-sang, mens jeg sad og bladrede ældgamle dagbogstekster igennem. Min søster havde sidste skoledag i dag, men var hjemme allerede lidt over 11, uhyggelig ædru, men helt bleg, fordi hun var blevet køresyg på en af Bakkens forlystelser. Min egen sidste skoledag var en hyper Ølympiade - en maskerade for at dække over smerterne fra en nyhed om en (dengang) ukendt Forelskelse. Jeg skreg til de andre fra min klasse, at de ikke måtte gå til andre fester. Det var klassen det handlede om. Os!
Jeg var forbandet irriterende dengang.
Kastede op på min venindes toilet fordi jeg havde drukket for mange øl i den sørgelige Ølympiade med kun 2 personer (juhu, jeg vandt…).

Men nu har jeg søbet rigeligt i gamle tekster.
Jeg kan stadig ikke finde ud af at skelne mellem Virkeligheden og Illusionerne. Min mangel på chancetagen gennem hele livet, har gjort at alt det som i bakspejlet muligvis ikke er håndgribeligt, betragtes gennem et rosa, illusionært filter. Jamen så var det jo heller ikke eksisterende.. Hr.Z var jo bare en drøm

Jeg er ved at have det bedre. Har kun 38 i feber og slet ikke så ondt i halsen. Folks bekymrethed (især fra fremmede voksne såsom forældres kollegaer, o.lign.) er virkelig kommet bag på mig. Det er som om, at alle over 20 har en virkelig god, personlig anekdote om deres eget tilfælde af kyssesyge. “Ja, jeg spiste og sov ikke i 5 uger” - “Jeg græd mig selv i søvn i 3 uger” - “Det gjorde ondt at grine i flere måneder efterfølgende”. Men nu er det biologieksamen der virkelig bekymrer mig. Min stemme er ikke helt vendt tilbage - det lyder som om at jeg snakker gennem en solid slimboble - omtrent lige så charmerende som Vogonernes poesi i Hitchheikers Guide. Jeg har stort set ikke fået læst noget denne uge. Jeg kan ikke fokusere. Bliver træt og falder i søvn oven i bøgerne. Ih, altså. Jeg er doomed. Jeg er måske endda i farefeltet. Jeg er bange, men på en eller anden måde også utrolig rolig ved situationen. Ligesom med AT. Det var bare en opgave jeg skulle igennem - måtte det bære eller briste. Fuck mit samlede snit. Fuck min fremtid. Jeg vil have den hue på! Stemme eller ej!

Jeg er bare så glad for det jeg har og endelig føler. Det føles så rigtigt og ægte. Når tankerne slet ikke kan slippe det omtalte Objekt af bare knitrende, svimlende glæde helt ude i tåspidserne. Når man har fundet en som forstår en og som synes man er smuk ligegyldig hvor ubehagelig man føler sig, så er det ligemeget med alt det andet. Det er det virkelig.
Jeg synes stadig jeg er heldig.
Og at jeg slet ikke fortjener dette Hjerte. Denne sjæl. Mit eget synes ofte så råddent i forhold til. Kikset og pinligt og udhulet. Slet ikke med samme følsomhed, kraft og skønhed. Mandsmod, ja. Men hvis man ligger tæt nok på hinanden, må det da smitte lidt? Ligesom kyssesyge?

Jeg må nok hellere sove nu. Har slet ikke fået sovet mine sædvanlige 5 middagslure i dag, så er lidt bombet.
Godnat til alle jer derude. Jeg håber I sover godt.

“Jeg håber at I vil bære over med mig, jeg har betændelse i alle mine bihuler” forsikrede jeg censor og eksaminator om, før jeg gik i gang med min AT-fremlæggelse. Jeg mistede al væsken i min mund, min tunge klikkede i halsen, mit hoved snørrede sig sammen, jeg stammede mit oplæg videre, og forsøgte på bedste vis at svare på deres spørgsmål uden at bryde sammen af udmattelse.
“Du får 12″. Jesus christ superstar.
Så har man set det med.
Sick girls don’t cry.
Ak, jeg har nu altid holdt af hermeneutik.

Og nu sidder jeg og dyrker en af mine guilty pleasures, melodi gran prix. Jeg har allerede fundet to foreløbige favoritsange. Frankrig og Spanien. To sprøde sommersange. Selvfølgelig sange, der ingen chance har for at vinde. Jeg holder af dem alligevel. Jeg føler mig som den største freak, at jeg år på år ser dette lorte program. Jeg ser det ikke pga. den musiske kvalitet, skal det dog siges. Derimod er ESC altid et godt forenende program af snart alle verdens lande. Det er et fedt indblik i andre kulturer. Hyper grinagtigt.. jeg elsker det en smule. Hemmeligt.

Mit hoved gør stadig ondt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med det. Desuden har jeg lyst til at se Eraserhead. Tror jeg vil sidde og stene alt-for-nice klip fra den inde på nettet… Måske jeg bare skulle flytte om bag en radiator og synge “In heaven, everything is fine”.

Skriftlig dansk eksamen. Min søsters fødselsdag. Et eksplosivt hoved. “Må jeg få en panodil?”. “Må jeg ikke springe over toiletkøen, jeg tror jeg skal kaste op?”. Brækflammer. Mit paniske, blege ansigt i kælderens toiletspejl. Går 2½ time efter tomme ord i et tomt essay. Falder i søvn med solen bagende på den venstre side af mit ansigt. De andre er forsvundet. Jeg pakker mine ting sammen da eksamen er slut. Jeg er allerede en levende, halvdød legende. Cykler hjem og græder mens min mormor og morfar spiser lagkage herhjemme.

Klokken er kvart over 2 torsdag nat.
Vi sad rundt om bålet, efter den højlydte dansemusik blev slukket.
Nogle holdte taler. Fortalte om hvor fantastisk det hele havde været. Sjæleransagelser og selverkendelser. Bekendelser. Flammerne fra det noget vage bål sendte rødlige, varme genskær på de omkringsiddende. Tordag, denne torsdag ja, var den sidste skoledag nogensinde. Jeg stirrede blot ind i flammerne her til aften; forsøgte på at holde små sørgmodige tårer tilbage. Det er trods alt slut. Helt slut! Er der nogen der har overvejet det?!
Da jeg cyklede den halve time hjem fra eksperimenterende forsøg med afbrændte gummisko og flammekastning fra fulde mennesker (jeg har glemt hvor meget jeg har drukket selv, men jeg er egentlig rimelig fattet) kunne jeg stadigvæk ikke forstå det. Jeg forstår det heller ikke nu.
Jeg sad her til aften fordybet i en samtale om ugens følelser med en fortrolig: da en udefrakommende drunken man spurgte hvad vi snakkede om, svarede jeg: Blot om livets, sjælens og tidens forgængelighed. Ordene lød en smule voldsomme. Og jeg tror egentlig slet ikke det var det vi snakkede om.
Men forgængelighed må da være ugens keyword!
Nu gælder eksamerne - nu står vi på egne ben - nu åbner der sig en ny verden. Og mest af alt er jeg bange for at ende op alene.
Jeg skal op om små 5 timer. Endnu en fest i morgen.
Er det fest eller gravøl?
Ingen holder styr på noget længere.
For det er slut.
(Men vigtigst af alt er der ham jeg holder så frygtelig meget af, som synes at være en nuttet lim der holder mine dage sammen.)

Jeg har det som om jeg er ved at drukne.
I dag kunne jeg ikke undgå at få vand, selvom jeg snedigt havde undgået det de sidste par uger. Jeg er slet ikke sjov på det område. Jeg kan ikke udstå det.
Jeg er ikke i særlig godt humør. Har bare lyst til at isolere mig. Grave mig ned i dybt hul, for at slippe for at være mig. Jeg hader virkelig mig selv. Især i dag. Jeg blev helt hysterisk på vej hjem efter at være blevet udsat for voldsomt gruppepres for at komme i aften. Hvis der er noget jeg ikke kan udstå, så er det gruppepres. Jeg havde ellers regnet med at komme, men når de ligefrem begynder at afpresse mig og bide mig af med negative ord, tænder jeg helt af. “Hvor er du asocial”, “Jaja, som om man gider at komme efter at man har sovet”, “Du skal komme - du var der jo heller ikke 1. maj”. Jeg græd vredes tårer under solbrillerne på vej hjem. Jeg er helt dehydreret - nogle stjal min vandflaske til vandkampen. Solen har efterladt oversiden af mine arme kobberrøde, mens jeg på undersiden er ganske bleg. Min hjerne er ved at eksplodere af varme og vrede og sørgmodighed og frustration.
Jeg holder virkelig af min klasse. Jeg elsker at vi er sociale. Men jeg kan ikke mere.
Jeg føler mig marginaliseret fordi jeg ikke ryger hash. Halvdelen af klassen havde røget i går og “nøj hvor havde vi bare en god griner på, det var en super chillern’ joint, hå hå” - ligesom da de røg i torsdags og i fredags og lørdags.

Lyset fra vandoverfladen forsvinder i takt med at jeg falder længere og længere ned mod bunden, som en vægtløs klump af ubeslutsomhed og selvhad. Jeg kunne bare mærke, at jeg stod på den tilstødende græsplæne efter 2 øl og tænkte: hører jeg overhovedet til længere? Den sidste ilt fra mine lunger udsluses gennem næsen - min krop lammes langsomt og jeg synker med hurtigere fart. Mine øjne er åbne under vandet. Jeg mærker det suge og rive i min mavesure mave. Jeg kan virkelig ikke mere. Jeg gider ikke engang holde fast i de sidste sociale krampetrækninger.

Suk. Jeg ved bare, at dette er et af de slags indlæg jeg har lyst til at slette med det samme.

Ak o’ ve. 5 dage uden livstegn må ophøre - jeg er i live, jeg er live! Er netop (22.30) hjemvendt fra skole (!!) - adrenalinet suser rundt i min krop uden grund. Jeg må være mere træt end træt. Men ikke detsto mindre har det været en ganske fornøjelig dag med tusind grineflip og kreative triumfer.. Weekenden har på samme led været spundet ind i velvære og kys og UV-lys og knæklys og varme og solskin og flere is og flere is og flere is og hundredvis af melodiske ord og dampende energistrømme.

Den sidste skolefest var i fredags. Skolen havde bøjet sig til fordel for et disko-inferno og jeg skreg af diskokuglen i ærbødighed når jeg dansede under den. Med tusind knæklys fordelt på kroppen og tusind frie podier at danse på og tusind røgmaskiner at danse ind i udviklede det sig til en hel fortruffen fest. Jeg kunne ikke overskue at drikke øl så tyede til Breezers (haha) som jeg for det meste spildte ud over mig selv og mit efterhånden alt-for-lange hår. Folk var ganske vilde og det føltes som om alle væltede rundt omkring mig. En time før festens afslutning (buhu, party-pooper) tog jeg hjem. Det gør jeg altid, når jeg ikke længere kan se hvad aftenen skal kunne bringe mig. Spiste en fransk hotdog. Ikke fordi jeg egentlig havde lyst til den…

Om lørdagen kom ham filejsen og vi var film-agtige og kramme-agtige og kysse-agtige i utallige lykkelige timer. Og jeg vågnede op i hans favn som så mange gange før - den skræddersyede krog til mit dvaske legeme. Den ubeskrivelige behagelige følelse af en som bare holder fast omkring en… Jeg er så taknemmelig for alt. Jeg viste ham cinemateket og blev rigtig stolt over at han kunne lide det og at vi begge kunne lide den drømmende, hypnotiske Altman-film (”3 Women”).. den slog virkelig benene væk under os. Og det var dejligt bare at sidde ved din side, selvom mit venstre ben var gået i sukkerchok og hele tiden kildrede. Lidt ligesom mit hjerte under huden, men det skyldtes nu ikke sukker..

Og så var der engelskprøven med et utal af årstal jeg ikke kunne huske, men jeg fik overraskende ros af min lærer omkring mine skriftlige præsentationer og chokket over hendes udtalelser sendte bølger gennem min krop helt op til dette sekund.. Der tog hun virkelig fusen på mig.. Og så var der de mange timer i filmlokalet hvor vi knoklede med vores film der tilsyneladende bliver mere og mere sølle jo mere vi arbejder på den (åh det bliver så pinligt!). Og så var der musikaften med englesang og bossa nova og Sufjan Stevens og en masse fesendrenge som sange romantiske, følsomme sange og man kunne ikke lade vær’ med at lade alle tonerne gå direkte ind i hjertekuglen.
Og ha! - Tænk at det kun er mandag. Mandag! I morgen regner jeg også med en uendelig skoledag: en dag magen til denne. Men det gør ikke noget. Jeg kæmper de sidste krampetrækninger for at holde fast i en eller anden usynlig illusion… også selvom jeg for længst er holdt op med at lave lektier. Nu er der bare mig og timerne og minutterne og sekunderne der bare forsvinder mens jeg skjuler det hele bag et fjoget grin.
Forår, hviskede de. Forår.

Og på torsdag er det 1.maj. Min yndlings forårsdag på hele året. Der hvor man sejler rundt med tusindvis af andre glade mennesker og det hele er så primitivt så primitivt, at man blot lader solen bage på ens lunkne og sprukne sjæl og sluger litervis af stuevarme Harbo Pilsners.
Ak, min personlige bossa nova og cha cha cha til selve forårets musik.
(Kunne jeg have skrevet en dårligere tekst? Suk.. Jeg er uhelbredelig elendig.. Der er for mange historier og for lidt tid)