Frøken Mig

At have været alene med sig selv en hel dag har gjort mig ganske sentimental her på døgnets sidste timer. Blev rørt over den smukke instrumentalmusik i Tootsie der akkompagnerede den sukkersøde montage af klip hvordan han forelsker sig i hende. Og tog mig selv i fælde en lille tåre til Celine Dion’s fortolkning af en Beatles-sang, mens jeg sad og bladrede ældgamle dagbogstekster igennem. Min søster havde sidste skoledag i dag, men var hjemme allerede lidt over 11, uhyggelig ædru, men helt bleg, fordi hun var blevet køresyg på en af Bakkens forlystelser. Min egen sidste skoledag var en hyper Ølympiade - en maskerade for at dække over smerterne fra en nyhed om en (dengang) ukendt Forelskelse. Jeg skreg til de andre fra min klasse, at de ikke måtte gå til andre fester. Det var klassen det handlede om. Os!
Jeg var forbandet irriterende dengang.
Kastede op på min venindes toilet fordi jeg havde drukket for mange øl i den sørgelige Ølympiade med kun 2 personer (juhu, jeg vandt…).

Men nu har jeg søbet rigeligt i gamle tekster.
Jeg kan stadig ikke finde ud af at skelne mellem Virkeligheden og Illusionerne. Min mangel på chancetagen gennem hele livet, har gjort at alt det som i bakspejlet muligvis ikke er håndgribeligt, betragtes gennem et rosa, illusionært filter. Jamen så var det jo heller ikke eksisterende.. Hr.Z var jo bare en drøm

Jeg er ved at have det bedre. Har kun 38 i feber og slet ikke så ondt i halsen. Folks bekymrethed (især fra fremmede voksne såsom forældres kollegaer, o.lign.) er virkelig kommet bag på mig. Det er som om, at alle over 20 har en virkelig god, personlig anekdote om deres eget tilfælde af kyssesyge. “Ja, jeg spiste og sov ikke i 5 uger” - “Jeg græd mig selv i søvn i 3 uger” - “Det gjorde ondt at grine i flere måneder efterfølgende”. Men nu er det biologieksamen der virkelig bekymrer mig. Min stemme er ikke helt vendt tilbage - det lyder som om at jeg snakker gennem en solid slimboble - omtrent lige så charmerende som Vogonernes poesi i Hitchheikers Guide. Jeg har stort set ikke fået læst noget denne uge. Jeg kan ikke fokusere. Bliver træt og falder i søvn oven i bøgerne. Ih, altså. Jeg er doomed. Jeg er måske endda i farefeltet. Jeg er bange, men på en eller anden måde også utrolig rolig ved situationen. Ligesom med AT. Det var bare en opgave jeg skulle igennem - måtte det bære eller briste. Fuck mit samlede snit. Fuck min fremtid. Jeg vil have den hue på! Stemme eller ej!

Jeg er bare så glad for det jeg har og endelig føler. Det føles så rigtigt og ægte. Når tankerne slet ikke kan slippe det omtalte Objekt af bare knitrende, svimlende glæde helt ude i tåspidserne. Når man har fundet en som forstår en og som synes man er smuk ligegyldig hvor ubehagelig man føler sig, så er det ligemeget med alt det andet. Det er det virkelig.
Jeg synes stadig jeg er heldig.
Og at jeg slet ikke fortjener dette Hjerte. Denne sjæl. Mit eget synes ofte så råddent i forhold til. Kikset og pinligt og udhulet. Slet ikke med samme følsomhed, kraft og skønhed. Mandsmod, ja. Men hvis man ligger tæt nok på hinanden, må det da smitte lidt? Ligesom kyssesyge?

Jeg må nok hellere sove nu. Har slet ikke fået sovet mine sædvanlige 5 middagslure i dag, så er lidt bombet.
Godnat til alle jer derude. Jeg håber I sover godt.

Kort rapport fra sygesengen:

- Jeg befinder mig under dynen for 48. time i træk, spyt-spand ved min side samt tusind vandflasker jeg ikke kan drikke af.
- Da jeg åbnede min computer kravlede en myre rundt på tastaturet.
- Lægen går ud fra at jeg har kyssesyge. Biologi-eksamen om 8 dage er store fare. Roskilde, studentermiddag og vogntur er ligeledes i fare. Min stakkels lever.
- Jeg kan ikke styre mine tårekanaler og græder af frustration hvert andet øjeblik. Jeg er i sandhed blevet virkelig svag.
- For 6. dag i træk har jeg problemer med at presse både mad og væske ned.
- Det eneste jeg kan er at græde. Og nu græder jeg lidt her på bloggen.

Det her er det værste jeg nogensinde har prøvet!

(et ps.-punkt: heldigvis har han bæret over med mig og strøget mig over ryggen når jeg snorkede mere end højt, det kan høres helt inde i stuen siges det, og græd af frustration og selvynk. Hvis jeg ikke havde haft ham, havde jeg været forbandet ensom. Se, nu græder jeg igen. Åh, må smutte. Kan ikke mere…)

Kongens Have. To kulinariske bagles i vores hænder. Solskin og bare arme. Vandpistolkamp. Flettede fingre i biografsalen, små tårer der tørres væk fra øjenkrogen. Bob Dylan og den simple vridning af skæbnen. Sammenflettede kroppe i morgensolen. Søde, svimlende ord. De sidste sørgmodige afskedskys før Han forsvinder ind i toget og tilbage over Bæltet. Jeg spiser en tør sodavandsis med bildørerne åbne på den tomme parkeringsplads.

Ak o’ ve. 5 dage uden livstegn må ophøre - jeg er i live, jeg er live! Er netop (22.30) hjemvendt fra skole (!!) - adrenalinet suser rundt i min krop uden grund. Jeg må være mere træt end træt. Men ikke detsto mindre har det været en ganske fornøjelig dag med tusind grineflip og kreative triumfer.. Weekenden har på samme led været spundet ind i velvære og kys og UV-lys og knæklys og varme og solskin og flere is og flere is og flere is og hundredvis af melodiske ord og dampende energistrømme.

Den sidste skolefest var i fredags. Skolen havde bøjet sig til fordel for et disko-inferno og jeg skreg af diskokuglen i ærbødighed når jeg dansede under den. Med tusind knæklys fordelt på kroppen og tusind frie podier at danse på og tusind røgmaskiner at danse ind i udviklede det sig til en hel fortruffen fest. Jeg kunne ikke overskue at drikke øl så tyede til Breezers (haha) som jeg for det meste spildte ud over mig selv og mit efterhånden alt-for-lange hår. Folk var ganske vilde og det føltes som om alle væltede rundt omkring mig. En time før festens afslutning (buhu, party-pooper) tog jeg hjem. Det gør jeg altid, når jeg ikke længere kan se hvad aftenen skal kunne bringe mig. Spiste en fransk hotdog. Ikke fordi jeg egentlig havde lyst til den…

Om lørdagen kom ham filejsen og vi var film-agtige og kramme-agtige og kysse-agtige i utallige lykkelige timer. Og jeg vågnede op i hans favn som så mange gange før - den skræddersyede krog til mit dvaske legeme. Den ubeskrivelige behagelige følelse af en som bare holder fast omkring en… Jeg er så taknemmelig for alt. Jeg viste ham cinemateket og blev rigtig stolt over at han kunne lide det og at vi begge kunne lide den drømmende, hypnotiske Altman-film (”3 Women”).. den slog virkelig benene væk under os. Og det var dejligt bare at sidde ved din side, selvom mit venstre ben var gået i sukkerchok og hele tiden kildrede. Lidt ligesom mit hjerte under huden, men det skyldtes nu ikke sukker..

Og så var der engelskprøven med et utal af årstal jeg ikke kunne huske, men jeg fik overraskende ros af min lærer omkring mine skriftlige præsentationer og chokket over hendes udtalelser sendte bølger gennem min krop helt op til dette sekund.. Der tog hun virkelig fusen på mig.. Og så var der de mange timer i filmlokalet hvor vi knoklede med vores film der tilsyneladende bliver mere og mere sølle jo mere vi arbejder på den (åh det bliver så pinligt!). Og så var der musikaften med englesang og bossa nova og Sufjan Stevens og en masse fesendrenge som sange romantiske, følsomme sange og man kunne ikke lade vær’ med at lade alle tonerne gå direkte ind i hjertekuglen.
Og ha! - Tænk at det kun er mandag. Mandag! I morgen regner jeg også med en uendelig skoledag: en dag magen til denne. Men det gør ikke noget. Jeg kæmper de sidste krampetrækninger for at holde fast i en eller anden usynlig illusion… også selvom jeg for længst er holdt op med at lave lektier. Nu er der bare mig og timerne og minutterne og sekunderne der bare forsvinder mens jeg skjuler det hele bag et fjoget grin.
Forår, hviskede de. Forår.

Og på torsdag er det 1.maj. Min yndlings forårsdag på hele året. Der hvor man sejler rundt med tusindvis af andre glade mennesker og det hele er så primitivt så primitivt, at man blot lader solen bage på ens lunkne og sprukne sjæl og sluger litervis af stuevarme Harbo Pilsners.
Ak, min personlige bossa nova og cha cha cha til selve forårets musik.
(Kunne jeg have skrevet en dårligere tekst? Suk.. Jeg er uhelbredelig elendig.. Der er for mange historier og for lidt tid)

Jeg jeg jeg
Tusind drømme og solkaskader og lyseksplosioner gennem de gennemtrængelige persienner. Stribede, blotlagte kroppe i dynelandskaber, de kurvede og karameliserede bølgedale i kroppens konturer.
Frygten for at sige alt det rigtige og alt det forkerte på én og samme gang; frygten for at dræbe det der var så smukt.
Søde melodier af forårets brusen. Hjertet der udspiler sig og sammentrækkes: min sjæls delta.
Håbløs pseudo-poesi på en druknet mandag aften: følelsen af at alle andre laver alt andet, at verden kun var denne weekend og intet andet (alt andet synes gråt).
Men vi er da glade, er vi ikke?
Det tæller.
Min ene hovedpude er tom.
Og ude på badeværelset står en blå tandbørste ved siden af min røde.
Der er tusind minutter og tusind sekunder og tusind ord, men intet synes at sætte sig fast. For det bølger. Det hele bølger bare.

Kyssetømmermænd.
Dehydrering og gin.
Pseudo-poesi.
Jeg overrasker mig selv gang på gang. Det er som om hele verden er blevet forvandlet til et stort cirkus, hvor jeg kaster rundt med elefanter og farlige tigere - hele tiden for at teste mig selv og min kunnen. Talent og vellidthed. Jeg er vel nok et sødt menneske.
Slår personlige rekorder hele tiden - flydende grænser brydes og rykkes flydende og jeg hviler lykkeligt i alle de nye ting der skal opleves og smages på. Alle de drømme og fantasier der er blevet håndbgribelige. Ting man troede aldrig ville kunne eksistere for en. Jeg finder mig selv i andre når de kalder mit navn, da jeg ankommer til festen. De første øl sætter sine spor og jeg taler med et par stykker om hvorfor jeg dog kom senere denne herlige aften.. Berusede analyser om alt det vi alle drømte om. Jeg drejer enhver samtale med store armbevægelser og pseudo-poetiske og pseudo-intellektuelle betragtninger.. gin sætter verden i flammer.. og lader kroppen gennemstrømme af flere komplimenter og sager jeg ikke kan tage stilling til (der er altid tusind ting jeg ikke kan tage stilling til).
Hvordan kan verden hele tiden løbe tør for musik? Hvilken sang skal vi nu spille?

Jeg blev så vred i nat over at døgnet var blevet bestjålet. Jeg blev virkelig vred. Jeg er som bekendt besat af uendeligheden, og nu forsvandt min søndag, fordi jeg i protest og udmattelse over de sidste 4 dages eskapader sov i mange timer om eftermiddagen (hvilket næsten nu garanterer en søvnløs nat.. verdammt.. og så lige op til terminsprøverne).. og den flygtige time verden stjal fra os. Jeg må se at holde op med at være så besat af tid. Og timer. Uendelige fantastiske timer …

Torsdag dansede jeg til musik - soulede salmer og svedige serenader: lod mig forsvinde ind i en smagsdommer-sofistikerenhed i opildnede vin-tåger (ikke rødvinstænder, dog). Fredag lod jeg mig omslynge af virkelighedens favn og lod mig vokse ind i den behagelighed livet bød mig på lykkelig vis (afhængig af kys.. når først man starter er det umuligt at stoppe).. Lørdag valsede jeg ind i mine klassekammeraters smil og førte tusind køkkensamtaler om alt og intet og gin, skønt jeg egentlig var udmattet og dehydreret over døgnets savlombytning (ew, lyder mindre lex) og evige omfavnelser..

Jeg føler mine ord er som skåret i beton. Kolde og ru. Jeg vil så gerne kunne gengælde alt. Hele verden! Jeg vil så gerne have at de søde ord vil strømme fra mine læber naturligt. Men jeg er frygtelig. Jeg er virkelig frygtelig. Hvordan kan forsvarsmekanismer drive en ud i sådan en kærlighedsmæssig tilbagegang? Det er som om at jeg stod af kærlighedsevolutionsbussen for et par år siden og virkelig har svært ved at løbe efter den nu.. (arh, lortemetaforer på samlebånd)
Knogler og sindsskørhed. Hud og ikke hud. Kram og folk der kalder mit navn.
Det er som om at alle dage er spundet ind i hinanden i en rus af grænseoverskridende ting (der får mit hjerte til at sitre af glæde) og liflig musik. Det er da skønt, er det ikke?
Det. Skønt.

Horribelt.
Ved jeg overhovedet noget længere?

(Teitur, the mighty singer, i den 11. time. Måske burde jeg snart få købt det album, selvom jeg havde svoret ikke at lytte til teitur igen. Men han synger nu helt vidunderligt og det havde jeg helt glemt. Kuldegysninger. Åh, lad altid The Singer køre på repeat.)
I dag blev jeg på brutal vis kastet ud i skolens viltre bølger, som jeg igår var så bange for at drunke i. Paranoid School in Paranoid Country. Et nyt kærestepar i klassen var over påskeferien sprunget ud (i en morbid modsætning til tidens blomsters sky indadvendthed) og jeg blev grebet af en udefinerbar følelse. For det meste er alt bare udefinerbart.
Min filmklub og jeg har mange hjernedøde diskussioner. I dag lød den stadig på de andres undren over min kedsomhed og skuffelse over Amélie (”Le Fabuleux destin d’Amélie Poulain”, 2001) som ifølge utallige er verdens bedste film. Jeg havde for et par uger siden vakt stor furore med mine udtalelser. Af alle, sagde de, burde jeg da kunne lide den. I dag sagde en, at grunden til at jeg ikke kunne lide den var fordi jeg var Danmarks Amélie. At folk har en tendens til at hade genspejlinger af sig selv på film. Jeg ved nu ikke om jeg skal tage det som et kompliment eller fornærmelse. Jeg synes hun er ganske irriterende. Kærlighedshistorien på samme led. Og selvfølgelig er jeg ikke Amélie. Er ikke engang halvt så nuttet som Audrey Tautou.
Her i eftermiddags havde vi cyklet ind til byen. Vi havde lige købt årets første pindeis og placeret os på et bøjet cykelstativ da det begyndte at sne. Det var en vidunderlig ironisk situation. Se isen der lander på vores sne - nej hov - sneen der lander på vores is! Jeg iklædte mit hoved gammelkone-tørklædet og de andre grinte i vildensky og kaldte mig for gammelkone mens vi cyklede gennem sneen på vej hjem til forstaden.
Og jeg har brugt store dele af dagen på at tænke på én ting. Jeg kan ikke slippe tanken. Jeg er urolig og rolig på én gang. Jeg er så bange for den mindste negative tone - for at såre ved at sige de forkerte ting. Om natten drømmer jeg om at jeg aldrig når ud af døren. At uret modarbejder mig i forhold til mine handlinger.
Og nu har jeg sagt at jeg ville gå i seng. Jeg tror virkelig jeg er træt. Har den mærkelige snehovedpine. Og savner de bløde læber.
Oh the night time works continue… (aber doch, en af mine gamle favoritter)

Hvis jeg før betvivlede hvorvidt Yndlingsputten (aka. Guitarhero aka. MickeyBlueEyes aka. Blikkenes Herre) havde bemærket mig, sørgede jeg da for at han gjorde det i dag. Hvem har ikke sagt, at et af de bedste scoretricks i verden er at næsten køre ind i ham og hans klasse?
Efter mit kamikaze-move siger min kørelærer til mig: “Bare rolig, jeg gav dem fingeren”, mens klassens tilråb og høje latter runger hen over gaden og direkte ind i bilen hvor jeg brødbetynget og latterkvalt sidder.
Jeg havde netop sat mig ind i bilen. Bamchamklam - så besluttede halvdelen af min skoles elever at krydse gaden i selvsamme øjeblik jeg kørte ud fra sidevejen. Jeg havde forinden selvfølgelig fået øje på ham mellem menneskemængden og regnede med at min voksne, autoritære udstråling fra bag et bilrat ville lamme ham med kærlighed. Chancen for at han blev lammet rent fysisk blev nok nærmere end realitet.

Det har generelt været en mærkværdig uge. En uge hvor jeg ikke kan smile over et vigtigt 10-tal (SRP), hvor jeg har set billeder af henholdsvis FyrværkeriFyren og Hr.Z i armene på andre piger (piger jeg ved hvem er), hvor min kørelærer rent faktisk siger at han er fortrøstningsfuld for min fremtid bag et rat (måske indtil fuseren i dag?), hvor jeg første gang i næsten 4 år smager den søde smag af en uge uden arbejde og derfor bruger tiden på at læse bøger og bøger og høre musik og musik i én lang uendelighed. Og skønt det med hr.Z og ham den anden og påkørslen af Yndlingsputten i dag, ja, så er jeg egentlig rigtig glad. Det er en mærkelig følelse.
Men igen. Det er kun onsdag.

*skal ikke i avisen. Ingen må overtage mine gode scoretricks..

Mine øjne tikker af træthed: en migrænelignende tilstand, hvor alt omkring mig synes som en uigennemtrængelig tåge. Måske gipper mine øjne stadig af kærlighedsfeberen jeg blev smittet af for et par timer siden. At kreere et fixpunkt 20 meter væk med tusind usynlige fangetråde langet omkring ens varme krop, og lade ens øjne svæve rundt om dette punkt som var det verdens centrum, gør ens hoved ganske ørt. For fanden, hvor er jeg ør. Jeg blev (og er stadig) så ør og svimmeltosset og følelsesladet, at jeg havde lyst til at råbe hans navn.
“Er han ikke sygt dygtig?” sagde min sidekammerat, og jeg svarede blot “Ja” mens min hjerne spyede det malplacerede “og jeg elsker ham” ud i min underbevidsthed. Lidt for langt ude. Og da de snakkede om hvad-det-nu-var-han-hed, turde jeg ikke sige at jeg godt vidste det. Og han smed trøjen og lod spotlightet belyse overkroppens små dale og vælvinger som kastede skygger ned i hans blege hud der skar sig som en fuldmåne gennem min bevidsthed og gjorde mig helt månesyg og endnu mere svimmeltosset.
Måske er det fordi jeg kun fik 5 timers søvn i nat og klokken nu igen snart er halv 1 og min hjerne kører på de yderste ressourcer og mine fucking øjne der bliver ved med at prikke og tikke og larme med billeder af ham.
Hvordan kurerer man denne svimmeltossethed?

Ja. Yeah. Yo. Det går jo fint, det går jo egentlig helt fint. Skønt mine kvælende kærlighedsneuroser, må jeg blankt erkende, at det har været en vældig vellykket uge. Møde sent, en enkelt fridag, bestå teoriprøve, bestå caféaften (bøjet i de fineste knæklys og de vildeste trampermoves), bestå en dag med tømmermænd, forelske mig i en illusion, spise meget usund mad, hørt masser af mærkelig musik, grint for mig selv og skreget af vrede. Ak ja, ak ja. Det snurrar så sørme i min skalle.
Jeg havde egentlig ikke noget af relevans at sige denne stormfulde, snurrende torsdag, så tænkte jeg da lige rapt kunne lave et mindre opslagsværk over ting jeg har hygget mig med den seneste tid…

De omtalte kærlighedssange…
Barbara Streisand - The Way We Were
- En fantastisk sørgelig sang, hvor den kære Barbara synger så smukt, så smukt, så smukt, at jeg kunne græde blot pga. det.
Jacques Brel - Ne Me Quitte Pas (If you go away)
- En sang jeg primært har dyrket under Nina Simone’s insisterende stemme, men så opdagede jeg, at det var Jacques Brel der sang den, og det har faktisk givet sangen en helt ny følelse. Jeg synes at Jaques i videoen er vanvittig uhyggelig og sindsoprivende genial. Jeg har aldrig set noget lignende. Han gør, at jeg tror jeg kan tale fransk.
Billy Joel - Just the way you are
- En elskværdig klassiker. Teksten og melodien er så smuk, oprigtig og ægte, at man ikke kan lade være med at høre den.. hele tiden.
Dolly Parton - I will always love you
- Whitney når ikke Dolly til sokkeholderne, når det kommer til udførelsen af denne sang. Dolly tilfører sangen en hidtil uset skrøbelighed og intensitet, at den kommer til at krybe op under huden på en.. suk. (I videoen er det at bemærke den fantastiske dialog i starten.. det er altså kærlighed så det batter!)
Roy Orbison - Crying
- Det er også værd at bemærke, at denne smukke sang også bliver brugt i David Lynch’s “Mulholland Drive” (en af yndlingsfilmene), hvor den synges på spansk af Rebekah Del Río hvor den hedder Llorando. De er for mig begge lige hjerteskærende.
Claudine Longet - Unknown Titel
I virkeligheden en meget mærkelig sang. Og jeg ved ikke engang om den er om kærlighed. Men der er noget mærkeligt dragende ved hendes accent og melodien. Lidt hypnotisk, egentlig.

Ydermere er jeg altid åben for andre kærlighedssange, så anbefal endelig nogle til mig…

De sjove klip
Zombiekid
Daily Show - What’s the matter with Denmark? Part one. Part two.
Bertelsens Uaktuelle Nyheder - Anders Fogh’s skjulte budskaber

Og nu må jeg vidst hellere få læst nogle lektier til imorgen.. eller sætte en film på.