Frøken Mig

Kongens Have. To kulinariske bagles i vores hænder. Solskin og bare arme. Vandpistolkamp. Flettede fingre i biografsalen, små tårer der tørres væk fra øjenkrogen. Bob Dylan og den simple vridning af skæbnen. Sammenflettede kroppe i morgensolen. Søde, svimlende ord. De sidste sørgmodige afskedskys før Han forsvinder ind i toget og tilbage over Bæltet. Jeg spiser en tør sodavandsis med bildørerne åbne på den tomme parkeringsplads.

I dag hørte jeg en Jacques Brel-sang på min iPod. Det bragte mig tilbage til festen i fredags. Tilbage til en situation jeg egentlig havde glemt.
Jeg kører med en af mine forholdsvis tætte venner på bagagebæreren hen mod skolen efter opvarmningen. Jeg er slingrende på min cykel og hver en hjulomdrejning er en sejr. Jeg spørger ham hvem han skal jagte af det feminine hunkøn her til aften. Han siger noget med, at det er mig han gerne vil have. Det mener du jo ikke, siger jeg til ham. Det mener du jo ikke. Jeg ved ikke om han bare drillede. Jeg lader som om at det var sådan det forholdt sig. Så kommer jeg pludselig i tanke om, at han kan fransk. Jeg synes jeg vil bifalde det faktum ved at bryde ud i sang. Ne Me Quitte Pas og La Chanson des Vieux Amants. Jeg er ellers typen der ikke engang vil synge med i Singstar. Da jeg for femte gang læspende forsøger at lyde rigtig fransk (og endnu mere dramatisk end Jaqcues Brel) i titlen “ne me quitte pas” og han istemmer med sin egne franske verber, vælter vi (foran en børneflok) og jeg taber min paryk i latterbrølsfaldet. Faldet foregår i slowmotion: som om at vi stod lodret op og pludselig bare vælger at falde til siden, helt stive i kroppen.
Jeg ved ikke. Hvis han er forelsket i mig. Så er det noget lort. Måske har han misforstået sin idolisering af mig? Men igen. Jeg kan ikke huske hvad han sagde præcist. Kan ikke huske hans toneleje. Kun at jeg sagde: Det mener du jo ikke. Som var enhver forelskelse i mig det umuligste i verden.
Anyways. Jeg føler mig virkelig alene i dag.

Kan I høre vinden bruse udenfor? Jeg drømmer lidt om mere poesi da det konstant synes at lamme mig og min dagligdag for normalhed. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er forholdsvis rimelig beruset nu. Det har været en fin aften. Ja, det kan jeg ej benægte, klokken er nu snart 1 og jeg prøver at holde søvnen fra mig. Jeg dansede det sidste kvarter med sidste forårs illusion som jeg nu er på højniveaushold med. Coaches. Og jeg var ved at dø af grin, fordi han dansede så vildt og disko-agtigt - det er ikke for sjov at der er fastelavn - selvom jeg godt vidste at han ikke ville have mig. Også selvom han har kigget på mig det meste af ugen. Nøj, hvor er jeg træt. Alt hvad jeg skriver lyder ligegyldigt i mine ører. Jeg har ingen ører efterhånden. Havde beklædt mit hoved med en atypisk paryk og tror ikke at YndlingsPutten (som desuden ikke var klædt ud) kunne genkende mig -hvorfor kunne han kke det? Han dansede også mærkeligt (kunne jeg se) og mindede mig om torsdag hvor han pludselig stod bag mig ude på gangen og jeg ikke kunnne genkende hans blide røst.
Jeg kommer pludselig til at tænke på at jeg var ved en pølsebod med min kørelærer. Han sagde, at alt kødet var friskt og at min bøfsandwich ville blive den bedste i mit liv.
Jeg ved nu ikke rigtigt. Den smagte fint.
Alt smager efterhånden bar fint.
Har I hørt blæsten udenfor? Jeg gik ud i det, kiggede på månen og blev angrebet af forgiftede ord. Hvorfor er jeg ikke forelsket i noget som helst længere??

The next day:
Det var en mægtig fest. Jeg dansede på bordene, dansede på bardesken, dansede på podierne iført min hjelm-agtige paryk. De færreste kunne genkende mig og jeg følte mig ovenpå fordi jeg var sexy. Sådan lige pludselig. Sexy. Ha! Jeg tænkte ikke så meget over det hele - lod bare de funky rytmer drive min puls frem. Behøvede man overhovedet mere? Og så var der ham den mystiske hr.X (ikke fordi han er eks, men fordi han er “ubekendt”) som opsøgte mig og snakkede med mig og til sidst dansede med mig til lyset blev tændt. Mærkværdigt. En anden god ting med parykken var at ham som normalt plejer at opsøge mig for at føre akavede samtaler og give mig mærkelige armklem, ikke kunne genkende mig. Phew. Jeg var åbenbart megafuld (jägermeister-pimpningens uundgåelige konsekvenser) så har ligget i min seng indtil nu, drevet af kold vand og panodiler. Hvor skønt, hvor skønt. Jeg har egentlig ikke mere på hjerte (meget essentielt). Jeg forstår ikke hvordan jeg kan skabe fremdrift mod det jeg gerne vil have. Det eneste min hjerne består af er sangen fra igår.

Det demokratiske stormvejr tog ikke til, da min veninde og jeg tumlede gennem Nørrebros gader hen over midnat. Vi havde dristigt forventet at vandre i orkanens øje - i det mindste se nogle biler blive brændt af i religiøse protester. Men nej, ingenting. I stedet drog der sig et ekko-suk gennem de isklare gader af denne aftens hengivelse til Jens Lekmans blide, klare røst og hans øjne i mine da han stillede mig et spørgsmål og signerede albummet. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Kun mit navn. Ja, det var det eneste fornuftige der poppede frem. Ha, mit navn. Jeg tænkte på min generations kulturradikale og kulturintellektuelle som jeg på mærkværdigvis konstant støder ind i - ja, de kunne sige smarte ting til ham. Men jeg? Ligeså tavs som Nørrebros deprimerede gader.. Social retard.
På den halvtomme kro - ikke et chic sted for disse after-koncert intellektuelle - men med en ludoman, 3 alkoholikere og 2 frikadellespisende midaldrende danskere i læderveste og slidte cowboybukser, spillede vi vores eget spil på billardbordet og lod øllene rulle rundt i vores musikfyldte svælg. Jukeboxen spyttede sukkersøde countrymelodier ud og folkene i baren skrålede løs om flere efterfester og flere demokratiske orkaner i den herlige og fantastiske indre by og den 25-årige håndværker ragede den 50-årige ludoman på numsen. Og jeg pegede på månen da vi trådte ud fra kroen og sagde det samme som jeg har sagt hver aften de sidste 3 nætter.

Men i morges da jeg drog hjemad til min bitre forstad gik bussen i stå (”HER BRÆNDER!!” skreg nogle passagerer da jeg steg ombord) og jeg følte mig pludselig fandens deprimeret. Det er ikke til at sige hvorfor - jeg ved det ikke selv. Måske var det Jens Lekmans uopnåelige skønhed - al uopnåelig skønhed, alle de kloge mennesker der synes at stortrives i deres egen Rigtighed, den skrigende halvmåne om natten, hr.Z, opgivende tanker. Ak, ak. Knuden opløste sig dog i løbet af dagen og jeg fik krammet de første kolleger farvel på arbejdet og lavet vellykket mad med søster og nu er den snart midnat igen, men jeg kan ikke se den skinnende måne for bar’ persienner.

Storby. Rom. Og cola? Nej tak, jeg tager en cappuchino i stedet.
Jeg er nu velbevandret i de italienske byer og har utallige kalorier og ulidelige fantasier på samvittigheden. Der kunne siges så meget om byen. Jeg kunne skrive om de søvnige saxofoner i metroen om aftenen, de lækre munke der ventede ved hvert gadehjørne, Vatikanmuseet hvor jeg fortabte mig i det hele, skænderier med mine forældre, min generelle udstråling af Ond Kultur og Matrix med lang, sort jakke og sorte Ray Bans og en muggen attitude mod min fars kamera og vandretaske med proviant i. Men nu.. en dag efter hjemkomsten.. synes ingen af de ting vigtige og spændende. Det var en god tur, det kan jeg ikke benægte. En yderligere kulturel indsigt og endnu flere følelsesmæssige storme, suk, ak, ja!

Men mest af alt når jeg tænker på turen, tænker jeg på aftenerne hvor jeg igen ikke kunne falde i søvn. Jeg spurgte Chet Baker, om han ikke ville lulle mig i søvn, men han sagde bare, “you don’t know what love is, until you learned the meaning of the blues. Until you’ve faced each dawn with sleepless eyes, you don’t know.. what love is ” og jeg spurgte ham så, om jeg virkelig skulle igennem alt det blå, gennem det store hav af jalousi og forgabelser og endnu flere fortabelser, og han sagde bare ja, og lod mig suge ind i al den fandens deprimerende jazzmusik. Men det gik dog bedre til sidst, og bryllupsbilleder af mig og Yndlingsputten (og fra vores bryllupsrejse til Rom hvor vi står foran Trevi-fontænen under Oceanos’ brusende bølger) fortog sig i takt med at mængden af italiensk kunst og kultur og stemning væltede over mig (selvom jeg ikke kunne undslippe guitarsoloer nogen steder).
Jeg læste en Jane Austen-bog dernede (en af mine “guilty pleasures”) og den fik mig så til at tænke på Hr.Z og det blev egentlig ganske ulideligt alt sammen til sidst oppe i mit hoved. Så få minutter efter vi kom tilbage til de kære, grå, tågede danske luftlag, lod jeg mig selv hjernevaske 5 meter fra Robert Smith (The Cure, red.) i 3 syretimer, med en mageløs blandning af dunkle, gotiske synthesizers, improviserede dansespasmer og en stemme så klar og ren og britisk at det gav en kuldegysninger hver gang han åbnede sin uhyggelige røde klovnemund. Nu er jeg hjemvendt fra en biograftur, hvis bare jeg også kunne rejse rundt om jorden på 80 dage, og har regnet sammen at jeg har været i Danmark i over et døgn, men kun været hjemme 3 timer.
Og i morgen gælder der flere overspringsevents (shopping og endnu en koncert) i min følelses- og tankeflugt. Ja, ja, sådan må det altså være. Regner med at Robert Smith kan lulle mig i søvn og love mig flere Matrix-dage med mere Ond Kultur og mere pendling til adspredelser og forlystelser - i en bitter forhåbning om at the spiderman is not having me for dinner tonight.

Ps. Vi gik forbi en restaurant i dag, hvor der var bundet hjerteballoner på alle stolene. Jeg havde lyst til at kaste op ud over mit nyindkøbte slik.

I aften sendes min computer til et trygt sted i Storkøbenhavn, hvor min mormor og morfar vil sørge for at ingen stjæler den.
I morgen meget-tidlig forsvinder jeg til en larmende europæisk storby for et par dage. Jeg har ikke pakket endnu. Ved stadig ikke helt hvor vi skal bo. Og så er jeg bare træt så det batter. Og nede i skolen, her de sidste afgørende minutter før vinterferien, stjal jeg en samtale med nogle veninder for at stå tæt på yndlingsputten. Denne sag har nu nået pinlige højder, og jeg vil i denne føromtalte europæiske storby destruere de fastbrændte billeder på min nethinde af ham og hr.Z og Fyrværkeri-guy og Creepy Guy (der forleden sagde hej til mig ved at give mig rygmassage!!! og som jeg mistænker for at være forelsket i mig, selvom jeg altid befinder mig i en ekstrem uflatterende situation når han kontakter mig. Kernerugbrød.)
Nå. Men alt i alt ville jeg med denne tekst såmænd bare påpege at jeg på torsdag-fredag vil være skrivende i blogworld igen. Med storbyferie og The Cure-koncert på bagen…
Happy holiday!
Hasta lavista amigos!

Jeg havde i går aftes brugt umenneskelig lang tid på at skrive en brilliant analyse af mit sørgelige, såkaldte kærlighedsliv, men på mærkværdig (og mirakuløs?) vis gik den tabt. Måske var det universet der advarede mig mod at stille mig selv og mit lodne hjerte til skue på den måde. Whateveer. Skønt det her, morgenen derpå, bliver knapt så sælsomt, melankolsk og sørgeligt, vil jeg forsøge mig igen. Må teknikken være med mig.

Jeg bestod endelig teori, og væltede i en lykkelig lykkerus over på skolen til orienterings-ramasjang, hvor jeg som erfaren studerende skulle indvie de uvidende om skolens skjulte skatte og hemmeligheder. Da vi kom ind i den store sal, stod yndlingsputten pludselig oppe på scenen… med et musikinstrument! Og hvor han ydede dette instrument retfærdighed! For hver hjerteskærende tone, sprøjtede blodet lykkeligt rundt i mine årer og skabte varme og kildren fra top til tå. Jeg begyndte at falde og falde og falde. Og indså at denne rejse mod denne aftens endelige fald, har været lang tid undervejs. Hvordan han har været mit daglige fikspunkt i skoleuniverset i adskillige uger (og måneder?). Hvordan jeg engang i sidste uge var ved at flyve op til himlen, blot fordi han på trappen var ved at støde ind i mig mens han kiggede på mig. Men egentlig er falde-falde-falde-følelsen også uendelig farlig. For jeg har været der før. I det grå område, hvor man udvikler et uhelbredeligt crush på fyre, hvis stemme man ikke engang har hørt. Det er ikke engang fordi de pågældende drenge har været synderligt udstyret med skønhed, udadvendthed eller opsøgenhed mod mig, nej, men alligevel ser jeg mig selv gang på gang finde et nyt centerpunkt for min tilværelse. Og det er jo egentlig håbløst ynkeligt. Jeg er 18! Jeg burde være derude og kræve hvad der er mit!
Og jeg synes det er så pinligt, at jeg er så bange, og at jeg fikserer på uopnåelige chancer og uopnåelige følelser. For det er jo ikke kærlighed. Det er jo bare mit hjertes desperate forsøg på at skabe en pseudokærlighedsfølelse. Et substitut for alle de mangler, mit liv har. Skønt det sørgelig element i disse betagelser, bliver jeg ved med at falde og falde og pine mig selv med uforløselige følelser. Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre - og komme ud over min tryghedscirkel.. jeg tør jo ingenting!
Og alligevel, ha! alligevel længes jeg efter at se ham igen. De uhyggelig blå øjne, det mørkebrune hår i den mærkelige elvis-agtige frisure, den lidt duknakkede holdning når han vader rundt, det generte smil, de smidige fingre hen over strengene…

Mens den ensomme pige med hovedet på skrå drømmer videre, fylder hun sig med endnu mere drømmende kærlighedsmusik, blot for at gøre det endnu værre for hende selv. Hun funderer over, hvor vidt det kan lykkes et menneske at være så fuld af kontraster, der alle synes uhelbredelige. Mindreværdskomplekserne i storhedsvanviddet, den afslappede stressfuldhed, den rastløse, selvforskyldte ensomhed - den ydmyge selvoptagenhed. Og hendes hjerte sukker bare videre og videre…
Det er fandens pinligt.

Mit hoved dunker stadig en smule, men jeg ved at det er pga. al kaffen jeg drak efter begravelsen.
Til selve begravelsen, følte jeg mig et kort øjeblik hensat til kristendommen, fordi den vidnede om håb. Håb for livet. Håb for dét efter døden. Jeg græd og lod tårerne samle sig under min hage, som et manifest for at der er håb for fremtiden. Da den blev 12 og klokkerne bimlede, lød det som en kæmpe, hårdtslående puls, hvilket i situationen syntes ironisk morbidt. Der lå blomster fra på kisten helt ned til kirkens indgang. Alle rækker var besatte, og til sidst brølede vi alle med på “Dejlig er jorden” med grådkvalte stemmer. Jeg følte mig malplaceret, da jeg tog mig selv i at tjekke et mandligt modstykke til Sara Lund ud dér midt i sorgens stund (-han havde også en hjemmestrikket islændersweater på og lignede en intellektuel kunstnertype). Da kisten forlod kirken i den sorte ligvogn, føltes det overskyggende symbolsk og jeg går ud fra at de fleste kæmpede med sig selv for ikke at hulke. Med den isnende kulde og voldsomme vind brusende i vores hjerter hviskede vi alle det sidste farvel.

I aften tager jeg afstand til døden og hovedpinen og den milde beruselse over koffeinen ved at begive mig i biografen. Nægter at have en nat som igår, hvor jeg flæbede til Leaving Las Vegas og efterfølgende lå vågen for at undgå i dag.

Ps.Jeg bliver på bloggen. Den får mig nemlig ikke til at føle mig som et flop.

Jeg har siddet med hovedet begravet i henholdsvis vrede ungdomsbøger om ensomhed og indre undertrykte oprør, og i snaps og fed mad med hjemmerørt remolade. Umiddelbart ikke en god cocktail, men efter 2-3 timers indtagen af snaps og juleøl og brændevin til julefrokosten i går, kiggede jeg op på den sorte himmel gennem vinduerne og følelsen af, at alt kunne lade sig gøre slog mig. Pludselig var verden smukkere end nogen sinde, og lå rede for mine fødder - klar til at lade mig rulle hen over den i hvilken tilstand jeg end måtte befinde mig i. Allerede før klokken slog 18 væltede vi allesammen rundt på dansegulvet, nogen dansede på bordene og andre lå under dem.. Fantastisk sophisticated hælder jeg en ualmindelig stor portion risalamande op i min barnlige desperation efter at finde den gyldne mandel - og spørger grødet med munden fuld af kirsebærsovs den stirrende putte overfor mig, om han har fundet mandlen, fordi jeg ikke er god til at håndtere pinlige tavsheder.

Da jeg langt om længe besluttede mig for at køre hjem efter at have vandret hvileløst rundt som en anden hvid dame i severale minutter, fandt jeg ud af at min nye kjole havde opført sig utroværdigt. Alle knapperne bag på var gået op - nogle knapper manglede endda - og jeg tænkte på de gange jeg var blevet svunget rundt på dansegulvet, hvinende over min ligeså dansende kjole - og så har jeg bare flashet popo til samtlige putteklasser. Jesus christ. Men heldigvis er det julefrokost og alle flasher et eller andet før eller siden.
Jeg kunne ikke få mig selv til at køre helt hjem med det samme, så i min halv-brandert forsatte jeg ligeud hvor jeg egentlig skulle have drejet. Ak, friheden ved at cykle. Turen udviklede sig yderligere og der gik ca. over en halv time længere end beregnet før jeg vendte hjem. Gaderne lå øde og verden var stadig smuk for min snaps-besmudsede, pulsende hjerne, og skønt klokken ikke var mere end 11, faldt jeg bevidstløs om på min seng.

I dag, ha!, i dag, har jeg siddet med alt den ungdomsfiktion og er blevet helt skør oppe i hovedet af det. Det er som om, at mit indre også er ved at skrige - et lille forsøg på at rebellere i en kynisk verden, hvor jeg nok ikke burde brokke mig over noget, men alligevel sidder oppe til klokken halv et på en søndag, fordi jeg allerede har mistet grebet om Tid og Tiden har skam selv mistet grebet. Mit værelse er i skrivende stund kulsort, med undtagelse af røde standby-knapper rundt omkring og selvfølgelig det blålige lys fra min elskværdige computer. Og jeg tænker tilbage til i går, hvor jeg sammen med en anden eventyrer løber ud til et uskyldigt træ og begynder at rive grene af det, mens vi råber at det er uartigt (altså træet er, ikke os) - og pludselig kommer der en løber, og som de sportsfolk vi er, løber vi efter ham med klakke-di-klakkende sko ad asfalten, med voldsomme vejrtrækninger for at skræmme ham, skønt han mindst er 25 år ældre end os. Og jeg tænker lidt på drengen, der spurgte hvorfor jeg stadig ikke har en fyr, og at jeg tænkte, ja, hvorfor har jeg egentlig ikke det? Jeg er da mindst lige så elskværdig som nogle af de andre tåbelige hoveder der kastede op nede på toilettet, eller dem som tabte i limbo eller dem som først tog hjem derfra da solen stod op - eller hende som smed sin telefon ned i sin øl og lod drengene kigge ned i hendes kavalergang. Jeg er da lige så elskværdig. Er jeg ikke?

Suk. Jeg ved ingenting længere.

“Frøken, du er sød” hviskede han ind i mine dydige øregange. Hans arme er slynget rundt om mig. Vores ansigter utrolig tætte. Mine øjne i hans.
“Det sjove er,” siger jeg så efter et øjebliks svømmetur i hans blågrå øjne, “at jeg ikke kan holde op med at tænke på, hvornår jeg mon ser dig igen?!” Han smiler let. Jeg er selv overrasket over mine ord.
“Du kommer til at se mig igen. Det lover jeg.”
“Godt,” siger jeg.
Jeg kunne kysse ham her. Vi står så tæt. Det ligger i luften. Men jeg kysser ham blidt på kinden og vores kroppe skilles fra krammet.
“Vi ses”.
“Ja, det gør vi.”
Og det rigtige kys må jeg så have til gode, til når jeg en skønne (heldig) dag ser ham igen.

I dag dirrer mit skrøbelige hjerte let. Jeg har aldrig oplevet disse følelser før. - Opstået på en enkel aften, hvor jeg ikke er bange for at gribe hans hånd eller hans blik - ikke bange for at vise, at mit sind og hjerte ligger hos ham. Ikke bange for at stå tæt og hviske forsigtige ting til ham. Måske var det alkoholen der talte, men jeg følte det var ægte. Alt var ægte. Kemi og fyrværkeri.

*Skal ikke i avisen, skønt jeg dog heller ikke regner med at sådan noget ville kunne indtræffe…