Frøken Mig

Vi havde vejledningsmodul nede på skolen i dag.
En pige rejste sig op og fortalte at hendes kræftramte far var blevet indlagt igen, og at lægerne ikke var sikre på, om han ville kunne nå at se hende blive student. De tvivlede på om han nogensinde ville komme hjem igen.. medmindre det var for at dø derhjemme.
Hun sagde det uden at græde og uden en bævrende stemme.
Det var så stærkt.

Jeg så en masse scrubs-afsnit her til aften, men de kunne ikke rigtig få mig til at grine som de plejer. Der er pludselig tusind ting i verden der synes vigtigere end mit Hoved og mine Tristheder. End Psykologer og Eksaminer. End eksploderende Hjerter og Drømme.
Ja.
Det er lige meget med alt det jeg ikke ved.

(skal ikke i avisen).

Det har været solskinDsvejr de sidste mange dage.
Jeg har endnu ikke været derude.
Jeg ligner i stedet for en udmattet Blondie som ved en fejltagelse kom til at melde sig til tv-serien “Fame“. Faleret og forlagt. Dismizzle for the shizzle.
Har siddet med mit krusede hår og min maltrakterede hjerne begravet i Økonomi-bøgerne. Ask me a question about Milton Friedman, and I will kill you!
Vi købte McDonalds-mad for at få de der fancy glas. Men de var bare samme farve som dem vi havde importeret fra Italien (don’t ask) og så var det egentlig mislykket det hele. Jeg havde ikke engang lyst til McD-mad. Men vi fik 2 glas alligevel.
Jeg har snakket i telefon i lang tid i dag. Min veninde sagde at min stemme var blevet lysere. Jeg må se at snakke i telefon lidt oftere så folk ikke glemmer mig.
Jeg er spændt på så mange ting.
Er der nogen der forklare klumpen from the shizzle-nizzle i min mave?
(Jeg håber jeg har genvundet mine hjerneceller i morgen).

10 minutter senere:
Jeg har lige spottet kæmpe-myg og derfor tændt alt lyst i mit værelse for fuldt blus. Kan stadig ikke finde den.
Har indset at jeg ikke har haft noget at sige i 3 dage.
Hvad er værst?
Man burde tro at folk havde fået nok af åndssvage kærlighedssange.

Åh, jeg har aldrig været god til de her mandage. Dagen startede ellers godt med højt humør og grundig læsning af biologipensum, men så her efter min lille nap før aftensmaden er hele verden tromlet ned i hovedet på mig. Jeg kan hverken finde hoved eller hale i noget af det. Der sidder en knugende stressfølelse i min mave der bare strammer mere og mere til. Følelserne ligger lige under huden på mig, parat til angreb hvert øjeblik. Over middagsmaden spurgte min mor, hvad jeg gerne ville lave “når jeg blev stor” (hvilket er et ubehageligt spørgsmål for et menneske i post-lur stadie) og jeg svarede: “Det ved jeg ikke. Ikke noget kreativt som jeg før havde regnet med. Jeg er ikke talentfuld nok”. Og da jeg havde sagt de ord, blev jeg sindssygt ked af det indvendigt, og indså: ja, jeg er forbandet talentløs… hvad skal der blive af mig??
Og så er der hele Roskilde-ramasjangen. Ville ikke med. Ville godt med. Købte billet. Huskede pludselig mit mugne ansigt sidste år. Ville ikke med. Huskede de gode musikalske oplevelser. Ville godt med. Blev syg - åh, åh, lever, pas på! Ville ikke med (alkoholfri festival = no-go). Peptalk fra Roskilde-entusiast. Ville godt med. Ingen at sove i telt med. Ville ikke med. Og nu sidder “vil ikke med”-følelsen fast i alle mine indvolde og ælter dem rundt som en flittig husmor, på lige fod med biologi-husmoren der fletter mit hår rigtig stramt så hele mit hoved spændes, mens hun skriger: DU HAR IKKE LÆST GRUNDIGT NOK! DU DUMPER! DU DUMPER DIN IGNORANTE SPASSER!
Og mit “kunstneriske talent” der pludselig indså at det ikke var et “talent” har gravet sig ned under mine tæer og trædepuder og jeg kan ikke længere gå nogen steder, udover i skyggen, for hvert trin føles som brændende kul.

Fy føj, mandage og post-lur-humør.
Jeg er så urigtig at det gør ondt over det hele. Måske jeg bare skulle grave mig under min dyne og gemme mig fra mig selv og mine vrede indvolde?

I morges da jeg vågnede havde jeg fået rødt udslæt ud over mine arme og ben.
Min mor siger, at det er pga. sygdommen. Jeg siger, at det er pga. det faktum at jeg ikke har været ude for vores hus i nu 7 dage. Så udslættet er lidt ligesom det lig får, når de har ligget i en kælder for lang tid.
Jeg ved ikke hvad der er mest skræmmende: Det klamme udslæt (som sikkert er ultrasexy i alles øjne) eller det faktum at jeg ikke har snuset frisk luft i en uge.

Men feberen er væk nu. Og jeg er frisk nok til at skændes med min søster (Mig: Du skal ikke have navlepiercing. Det er klamt. Hende: Hvorfor er du altid så dømmende?). Hvilket må være den mest valide målstok for at jeg er frisk. Nu har jeg så fået masser af tid til at bekymre mig om eksamen i stedet for min sygdom, hvilket bare gør at jeg ryster voldsomt i bukserne. Det kan selvfølgelig også være eksamens-nøjer der har valgt at legemliggøre sig i form at et disgusting, scratching rash..? Verdammt!
Nobody likes a rash.

Her ved middagsbordet slog det mig, at jeg virkelig føler mig alene. Jeg har i dag opgivet at kommunikere mundtligt og det føles frygteligt. Nu er jeg kun den blege, tavse pige der ikke kan andet end at se tv og flæbe over sin egen elendighed. Jeg er jo ikke engang et menneske mere. Og jeg ved godt jeg overreagerer, men føler alle følelserne som store klodser der lander ovenpå mit hoved. Over at jeg ikke kan spise, at enhver synkning føles som brændende nåle der stikkes ind i halsen, at jeg ikke kan snakke, at jeg ikke skriver til alle dem som ikke skriver til mig (”fordi de er ude og feste,” flæbede jeg ved middagsbordet).
De sidste to nætter har jeg kastet op, fordi jeg ikke kunne trække vejret. Hvad hvis jeg en dag ikke når at vågne først?
Det føles bare så håbløst.
Det var jo disse uger, at jeg skulle få styr på mine sociale relationer (i det mindste får jeg stadig invitationer) - at jeg skulle brillere til eksamen - at jeg skulle dejse om i en lykkelig drukrus og smile til hele verden. Fuck. Bitterheden og selvmedlidenheden vil ingen ende se. Jeg håber I kan bære over med mig…
Jeg hader mine sygdoms-ord.

Kort rapport fra sygesengen:

- Jeg befinder mig under dynen for 48. time i træk, spyt-spand ved min side samt tusind vandflasker jeg ikke kan drikke af.
- Da jeg åbnede min computer kravlede en myre rundt på tastaturet.
- Lægen går ud fra at jeg har kyssesyge. Biologi-eksamen om 8 dage er store fare. Roskilde, studentermiddag og vogntur er ligeledes i fare. Min stakkels lever.
- Jeg kan ikke styre mine tårekanaler og græder af frustration hvert andet øjeblik. Jeg er i sandhed blevet virkelig svag.
- For 6. dag i træk har jeg problemer med at presse både mad og væske ned.
- Det eneste jeg kan er at græde. Og nu græder jeg lidt her på bloggen.

Det her er det værste jeg nogensinde har prøvet!

(et ps.-punkt: heldigvis har han bæret over med mig og strøget mig over ryggen når jeg snorkede mere end højt, det kan høres helt inde i stuen siges det, og græd af frustration og selvynk. Hvis jeg ikke havde haft ham, havde jeg været forbandet ensom. Se, nu græder jeg igen. Åh, må smutte. Kan ikke mere…)

Min allerældste barndomsveninde, lad os kalde hende Juicy Malone, var altid meget lang tid på toilettet. Hver gang vi skulle ud af døren for at tage på biblioteket eller i det lokale supermarked, skulle hun altid på toilettet. Imens klædte jeg mig så på med alt mit overtøj og sad og ventede (utålmodigt) på trappen. Der gik i hvert fald minimum 10 minutter hver gang. Jeg var selv en lyntisser (sorry for udtrykket) og forstod ikke hvad der opholdt hende. Hun var altid meget renlig.
Før vi skulle i seng brugte hun altid 3-4 forskellige slags tand-redskaber og vaskede både sit ansigt og hænder grundigt. Smurte hver en finger og kno ind i parfumefri fugtighedscreme. Jeg sad og ventede på hende oppe på drømmesengen i hendes værelse. Jeg følte mig altid som en beskidt og rodet person i forhold til hende. Misundte hende for hendes gode hygiejne, som blev dikteret af hendes mindst lige så hyperrenlige mor.

I dag fik jeg af vide at Juicy Malone (som sidder alene i Jylland på sin drømmeuddannelse med en mørk depression i hjertet og magiske lykkepiller i lommen) har OCD (tvangstanker, red.).
Hun vasker alt for meget hænder. Og har åbenbart altid gjort det.
Mærkeligt at nogle ting aldrig falder en ind. At vi ikke kunne se det. Det var jo bare hendes thing. Ah, typisk Juicy Malone at være så lang tid på toilettet.

Jeg håber hun er ok.

Familiefest med 20-25 larmende mennesker inde i stuen. Jeg barrikaderer min dør og lader mig sove væk fra fødselsdagssange og festligheder. Jeg kan intet. Børneråb ude fra haven. Den nuttede Lille Per-klon løber slalom mellem de voksnes ben. Halv 11 smider min far sine søskende og onkel ud. Min fars bror faldt i søvn ude på toilettet. Kom ind i stuen med bukserne nede. Min fars onkel prustede og nøs rødvin ud over det hele. Min mor viser arrigt sin rødvinsplettede bluse til min søster og jeg. Singstar i høj falset. Benægtelse om hændelserne inde i stuen. “Jeg har fandme lov til at tage en smøg på terrARsen først, mand,” skreg min fars brors kæreste. De drikker sig altid så fulde. Jeg falder i søvn klokken tolv. Jeg kan stadigvæk intet. Er ikke et rigtigt menneske. Og nu kommer der flere eksamner. Jeg kan ikke.. er alt for syg..

Overlevede skriftlig engelsk med nød og næppe, efter at være blevet køresyg af den taxa som kørte mig til skolen. Tog hjem og sov. Gik modvilligt i bad og spiste modvilligt dagens sidste ration af panodiler. Ankomst på skolen. Åndeløse var vi. Ideerne blev hyldet. Vores idé. Vores film. Vores ansigter blev badet i spotlight. Jeg spejdede ud over publikum, uden at kunne genkende nogen. Forsøgte at benægte den umiskendelige hovedpine pulserende i hele min venstre side. Bare smil og klap. Det føltes som en evighed. Du er ikke syg, sagde nogen. Jo, jeg skal hjem nu. Ingen efterfest. Der var helt stille i bilen hjem. Åndeløse. Idéer. Mit hoved.

Skriftlig dansk eksamen. Min søsters fødselsdag. Et eksplosivt hoved. “Må jeg få en panodil?”. “Må jeg ikke springe over toiletkøen, jeg tror jeg skal kaste op?”. Brækflammer. Mit paniske, blege ansigt i kælderens toiletspejl. Går 2½ time efter tomme ord i et tomt essay. Falder i søvn med solen bagende på den venstre side af mit ansigt. De andre er forsvundet. Jeg pakker mine ting sammen da eksamen er slut. Jeg er allerede en levende, halvdød legende. Cykler hjem og græder mens min mormor og morfar spiser lagkage herhjemme.