Frøken Mig

Jeg hader når mine forældre har drukket rødvin. De sidder henslængt (kan man det?) på sofaerne og smiler med store bodeaux-røde munde, hvor de nu mørkegule tænder reflekterer et mærkeligt rødligt lys som sløve gadelamper i Red Light District. Vampyrer! I går badede jeg selv min mund i dette giftige stads og lignede pludselig en kvinde på over 40 og hvor var vi dog fandens sofistikerede, min filmgruppe og jeg, at vi fik rødvinstænder og sad og snobbede over vores eget talent. Jeg sagde ordet “rødvinstænder” tusind gange. Rødvinstænder, rødvinstænder, rødvinstænder. Og forsøgte at skrubbe den mørkerøde mund af ude på badeværelset. Men munden forsatte ind i snirklede samtaler om kærlighed, film og skolen (forbandede skole! - En fjern illusion efterhånden!) og mit lodne hjerte greb sig selv i at blive ganske lykkelig for en lykkelig stund.
Den fremmede, nyankomne dreng tværs over bordet blev ved med at kigge på mig (og mine rødvinslæber?) mens han holdte en af mine venner i hånden og aede ham i håret, og jeg erfarede at det var på tide at rejse fra rødvinsillusionerne, mine mørnede tænder og berusede legeme (razz sætter verden i flammer). Den hvide sne fra foroven og fra neden (tusind lag af knasende sne, den bedste slags i verden!) stod i god kontrast til mine rødvinstænder, og som verdens eneste vågne snemonster cyklede jeg de 10 km hjem uden at kunne se noget som helst (kan jeg nogensinde se noget som helst?). Jeg kørte i store buer på de tomme veje, da jeg tænkte at det måtte være sjovt for morgenmenneskerne at se disse mønstre og følge min spor (meget realistisk)..
Da jeg ankom til mit nabolag holdt de store fnug op med at falde og afslørede som en tryllekunstner der trækker en kanin op af hatten, den store fuldmåne og jeg var så lykkelig for at se den måne, jeg var virkelig lykkelig. Sneen sad i klumper på mit tøj - mine tynde sko, gennemblødte - men jeg frøs ikke, mine fødder var varme og mine tænder bodeaux.

…og jeg blev vækket til hjemmelavet brunch og sad (og sidder stadig) i mine rødvinsfarvede velourhøvlere og snakkede om rødvinstågerne der denne snehvide morgen var forsvundet. Og dårlig samvittighed splattes ud i mit ansigt over en veninde jeg på grum vis har svigtet (ifølge mine forældre). De ved bare ikke hvor svært det er.. og måske er jeg bare en lorte-dårlig person, at jeg har så svært ved at gribe knoglen og være der for hende (det var først i dag jeg blev bekendt med historien om hendes fasters mand der parkerede midt på Øresundsbroen og bare sprang ud og ned i de viltre, ukontrollerede bølger for et par år siden, hvorfor sagde hun ikke noget?).. og jeg planter mig som verdens eneste afslappede menneske på min seng med computeren på lårene og min mor går ind på mit værelse og sender mig Skammens Blik over al min urigtighed (og fordi jeg ikke har ryddet op i 5 dage og alle filmtingene ligger spredt ud over gulvet som fragmenterede stykker af mit “talent”).. jeg vil være rigtig og gøre de rigtige ting. Jeg vil helbrede min venners depressioner og intelligensoverfloder, men jeg sidder bare dér med rødvinstænder og tør ikke sige nogle rigtige ord..
Hvis verden var bodeaux ville livet måske være rarere..
Rødvinstænder, rødvinstænder, rødvinstænder.

(Senere: Min mor har lige været inde med addressebogen med telefonen liggende inde i. “Jeg synes du har et vigtigt opkald du skal foretage dig før du tager afsted”. Fuck, fuck, fuck.)

Storby. Rom. Og cola? Nej tak, jeg tager en cappuchino i stedet.
Jeg er nu velbevandret i de italienske byer og har utallige kalorier og ulidelige fantasier på samvittigheden. Der kunne siges så meget om byen. Jeg kunne skrive om de søvnige saxofoner i metroen om aftenen, de lækre munke der ventede ved hvert gadehjørne, Vatikanmuseet hvor jeg fortabte mig i det hele, skænderier med mine forældre, min generelle udstråling af Ond Kultur og Matrix med lang, sort jakke og sorte Ray Bans og en muggen attitude mod min fars kamera og vandretaske med proviant i. Men nu.. en dag efter hjemkomsten.. synes ingen af de ting vigtige og spændende. Det var en god tur, det kan jeg ikke benægte. En yderligere kulturel indsigt og endnu flere følelsesmæssige storme, suk, ak, ja!

Men mest af alt når jeg tænker på turen, tænker jeg på aftenerne hvor jeg igen ikke kunne falde i søvn. Jeg spurgte Chet Baker, om han ikke ville lulle mig i søvn, men han sagde bare, “you don’t know what love is, until you learned the meaning of the blues. Until you’ve faced each dawn with sleepless eyes, you don’t know.. what love is ” og jeg spurgte ham så, om jeg virkelig skulle igennem alt det blå, gennem det store hav af jalousi og forgabelser og endnu flere fortabelser, og han sagde bare ja, og lod mig suge ind i al den fandens deprimerende jazzmusik. Men det gik dog bedre til sidst, og bryllupsbilleder af mig og Yndlingsputten (og fra vores bryllupsrejse til Rom hvor vi står foran Trevi-fontænen under Oceanos’ brusende bølger) fortog sig i takt med at mængden af italiensk kunst og kultur og stemning væltede over mig (selvom jeg ikke kunne undslippe guitarsoloer nogen steder).
Jeg læste en Jane Austen-bog dernede (en af mine “guilty pleasures”) og den fik mig så til at tænke på Hr.Z og det blev egentlig ganske ulideligt alt sammen til sidst oppe i mit hoved. Så få minutter efter vi kom tilbage til de kære, grå, tågede danske luftlag, lod jeg mig selv hjernevaske 5 meter fra Robert Smith (The Cure, red.) i 3 syretimer, med en mageløs blandning af dunkle, gotiske synthesizers, improviserede dansespasmer og en stemme så klar og ren og britisk at det gav en kuldegysninger hver gang han åbnede sin uhyggelige røde klovnemund. Nu er jeg hjemvendt fra en biograftur, hvis bare jeg også kunne rejse rundt om jorden på 80 dage, og har regnet sammen at jeg har været i Danmark i over et døgn, men kun været hjemme 3 timer.
Og i morgen gælder der flere overspringsevents (shopping og endnu en koncert) i min følelses- og tankeflugt. Ja, ja, sådan må det altså være. Regner med at Robert Smith kan lulle mig i søvn og love mig flere Matrix-dage med mere Ond Kultur og mere pendling til adspredelser og forlystelser - i en bitter forhåbning om at the spiderman is not having me for dinner tonight.

Ps. Vi gik forbi en restaurant i dag, hvor der var bundet hjerteballoner på alle stolene. Jeg havde lyst til at kaste op ud over mit nyindkøbte slik.

Fastelavn er ikke mit navn.

I fredags var der blåbogs-gøgl, men jeg var uendelig træt, der gjorde at jeg bare blev mut og halvfuld og dermed tavs før alle de andre. Jeg sad i sofaen og tænkte, hvad laver jeg egentlig her? Mine øl forsvandt ned i mit mørke hulrum. Rosévinen sendte også brusende bølgetoppe gennem mit indre blodhav. Hvad så nu? Snakker vi stadig om alle dem som ikke gad komme i aften? Skal de belønnes med sjove ord i en I-got-the-blues-bog? Vodkablandinger plantes på bordet, men før folk når at gro helt op i fuldskabshimlen, finder jeg min sovepose og ligger mig ovenover dansegulvet. Basspulsen der nu synes 100 gange højere end da jeg sad i sofaen, ryster alle brædderne under min stakkels krop. Og pludselig er mit hoved ved at eksplodere af friskhed. Det lyder som om at de er ca 100 milliarder nede under mig. En vodkaforhekset dreng løber op til os (mig og en anden hengiven fuldblodstræt) og skriger: Fest, fest, fest, mens han løfter os fra gulvet op på den bløde seng. Nu burde jeg da kunne sove, tænker jeg. Men klokken nærmer sig 4 og timen jeg har ligget her som en blød larve, har kørt forbi mig i takt med de iltre skrig fra stuen. En betroet ven slår sig til os (mig og hende der nu snorker højt) og spørger om jeg ligger og er ved at dø af spekulationer over livets mening. Jeg kommer med halvsnaldrede betragtninger og følelsesmæssige åbenbaringer i min enetale indtil min stemme pludselig overdøves af hans sporadiske snorken. Hvordan skal jeg kunne sove nu?
Klokken 5 efter folk har vandret gennem lokalet, tændt for lyset, skreget yderligere, rystet i os (og jeg har rævesovet), er huset endelig er blevet stille.
Jeg vågner fire timer senere da det er blevet lyst. Og jeg har stadig lyst til at græde.
Da jeg endelig finder mit kodeord til at forsvinde er det blevet eftermiddag. Ved bustoppestedet indånder jeg det begyndende forår. Jeg får lyst til at traske gennem skoven. Mig og mit fedtede hår i en lykkelig harmoni. Hvis bare jeg kunne få solskinnet med i min taske, så jeg kunne spise af det når jeg havde lyst.
Jeg ved ikke engang om de nåede at gennemgå mig i løbet af resten af eftermiddagen. Var jeg gyldne ord værd? Hvad vil de mon skrive om mig? Hvorfor går jeg overhovedet op i det?

Jeg havde en mindre uoverensstemmelse med en veninde (som jeg antager for værende en af de nærmeste) her i sidste uge. Hun turde ikke indvie mig i hendes seksuelle eskapader, fordi hun var bange for at jeg ville dømme hende. Hvorfor skulle jeg dømme dig? spurgte jeg hende. - Fordi du har sådan nogle romantiske idealer, som jeg ikke kan leve op til, svarede hun. Selvom vi fik løst den mindre knude, irriterer det mig stadig. Er jeg bare the holy virgin queen på mit plataeu af ophøjede idealer og fordømmende adfærd. En dårlig veninde, der ikke accepterer andre folks levestil og valg? Jeg har altid anset mig selv som værende rimelig tolerant og en støttende ven. Men jeg kan ikke se logikken i hvorfor hun ikke ville fortælle mig om de der ting. For alt i alt, må frygten for dom være affødt af, at hun skammer sig over det. Men er venskaber ikke til for at støtte hinanden; også når det kommer til seksuelle fejltagelser? Jeg bliver bare såret over, at hun i vores fortrolighed forsøger at skjule sider af sig selv, mens jeg giver alt. At hun en aften i sidste uge sagde: Du skal sige alt til mig - det gør jeg jo til dig. Suk, suk. Og hvis fejlen ligger på min side - hvis jeg virkelig er denne fordømmende idealist - hvordan kommer jeg ud af det? Jeg vil ikke bringe skam over nogen. Det har aldrig været min intention. Jeg vil ikke skånes længere. Jeg vil gerne rives i stykker.

Efter 1½ times lur lige op til aftensmaden; der hvor man vågner i en sø af savl på hele det ærme man har hvilet sit nu mønstrede hoved på; er det sidste man har behov for, nogle forældre der stiller en 1000 milliarder spørgsmål, man ikke har nogen mulighed for at svare på.

“Har du snakket med din kørelærer? Hvornår skal du op? Hvor foregår det henne? Hvornår skal du ud og køre igen? Ved du så hvornår du skal ud på glatbane?”
- Manden har lagt én besked på min tlf.svarer, bestående af en dato og tidspunkt.

“Hvem arrangerer det der højskole noget? Hvor lang tid er man afsted? Hvor foregik det nu henne? Skal du virkelig alene afsted? Er der andre fra din klasse der er meget målrettede omkring deres fremtid? Okay, hvad skal han da lave? Hvorfor vil han det? Vil du det samme som ham? Er der mange der vil det samme som ham? Har du fundet ud af hvad du ellers vil efter sabbatåret? Tror du ham fra din klasse bliver milionær?”
- Jeg kom til at nævne at jeg måske gerne ville på noget rejse-højskole efter 3g, men jeg ved ikke engang om der er noget der hedder det. Og efter min overbevisning, er alle lige så umålrettede som jeg.

“Far og jeg har siddet og søgt på nye ferier. Suk, Toscana, Paris, osv,osv,osv. Men vi skal ikke bo i mobilehome, kan du huske da vi gjorde det? Puha, det var godt nok varmt, ikke? Kunne du holde det ud? Vi skal aldrig bo i mobilehome igen, det var jo ulideligt, syntes du ikke? Vi skulle have haft dem med aircondition, ja, kan du ikke huske, at dig og din søster boede inde på det lillebitte værelse? Vil du overhovedet med på ferie i år?”

…osv.osv.osv.
Og det eneste jeg har lyst til at græde over, er dette hus’ dårlige beliggenhed i forhold til der hvor jeg gerne ville være flere aftener om ugen. Jeg tager mig selv gang på gang at aflyse aftaler i den bydel hvor majoriteten af min klasse bor, fordi jeg ikke kan overskue transport derhen. Det er virkelig et stort problem. Også fordi vi i fryd og gammen har oprettet en filmklub. En fantastisk en med gode film og gode venner. Men jeg tror at jeg bliver nødt til at melde mig ud. Det nytter jo ikke noget, når jeg bliver ved med at aflyse ellers fantastiske aftaler. Jesus christ, jeg har det så dårligt med mig selv. Det er første gang, at jeg oplever afstanden så stor. Havde glemt hvordan hverdagsaftaler kunne forme sig. Og nu bliver jeg nødt til at kvitte min store passion.. bare jeg snart får det kørekort. Så er der i det mindste håb for at kunne komme afsted. Men lige nu.. lige nu.. upassioneret i striktrøje; en stemme der lyder som om den er i overgang, og en klump retteblæk lige mellem øjnene, fordi jeg keglede rundt med det i forsøget på at citere Shakespeare på et af skolens borde.
“..If this be error, and upon me proved,
I never writ, nor no man ever loved.”

Der er problemer med mine køretimer efter jeg dumpede teori. Ifølge min mor, er min kørelærer nu en løgnagtig, uorganiseret, utroværdig klump af en mand. Hun vil ringe ned og klage til køreskolen. Hun står nu og giver min far samme smøre som hun gav mig for 2 minutter siden. Jeg kan ikke overskue det. Jeg vælger naivt at tro på, at han ikke snyder mig.
Det tog mig en time at komme hjem fra skole i dag. Havde taget en omvej for at købe billetter til Jens Lekman koncert d.15. som så viste sig at være udsolgt. Bussen var så næsten 20 minutter forsinket. Jeg kan ikke overskue det.
I denne weekend er der den store gallafest. Jeg har ikke fået gået mine sko til endnu. En kæmpe bums er begyndt at vokse frem på min kind som et ulmende monster under huden. Desuden er min stemme forsvundet i en raspende rygerlunge-agtig hoste. Jeg kan ikke overskue det. Det gør ondt hver gang jeg trækker vejret.
Ydermere har jeg stort set ikke sovet i denne uge, fordi jeg ikke-overskudsagtig har vendt og drejet mig i en uendelig elendighed. Har forsøgt at høre rolige plader på pladespilleren for at få min krop i ro, men min hjerne bliver ved med at pumpe mig med bitre, negative tanker.
Hvor kan jeg tage hen for at få det godt igen? Før jeg mister alle mine venner, før jeg mister mine faglige kompetencer, før jeg dør uden kærlighed. Det hele virker bare så håbløst.
…..
5 timer senere.
Formåede at få pastaen til at koge over. Har siddet med min sko på hele aftenen; har nu officielt mistet følelsen i alle mine tæer. Hvor må man lide for at bære smukke sko. Jeg kan ikke lade vær’ med at tænke på skønhed. Grinte over mig selv i går, da jeg i min naivitet omkring nytårsaften blev bragt til skamme. Jeg troede der var en dreng der gerne ville have mig. Jeg troede han sad og kiggede på mig hen over bordet til middagen. At han godt kunne lide mig, da han kyssede mig på munden og da han krammede mig ude på terrassen. Skønt jeg ikke ville have ham, føltes det rart at blive ved tanken om at en kunne begære en. Men jeg havde åbenbart misforstået det hele; han kunne lide min guddommelig smukke veninde. Selvfølgelig. Det er selvfølgelig åndsvagt at fokusere på en dreng man ikke engang føler sig tiltrukket af; men altså. Jeg ved ikke rigtig noget mere. Min skønhed er åbenbart relativ. Og selvopfunden. Og jeg er forbandet overfladisk og narcissistisk når jeg tror det hele kommer an på skønhed. Men jeg er blevet fandens kynisk, så kan ikke lade være.

Jeg husker hende tydligst fra min 18-års fødselsdag hvor hun i sit 72-årige legeme forsøgte at lære de unges hip-hop-moves. Hende og hendes mand har rejst over alt i verden; set alt, følt alt. De var et par man beundrede fordi de udfyldte deres liv med oplevelser livet bør udfyldes med. Tænk i den alder, at rejse en smuttur til Afrika; et kort visit til Australien og lige forbi Grønland nu hvor de var igang. Når vi var til fødselsdage oppe i deres lejlighed duftede der altid af den lækreste mad. Hun var en forfærdelig dygtig kok; og vi gik aldrig sultne hjem. Hendes mand var syg; efterhånden dårlig til bens og blevet opereret i hjernen for svulst. Men alligevel blev det hende der døde af en blodprop i hjertet i dag. Lige i dag. Vi var på vej til Palads med vores fribilletter til Hollywood blockbusters, da min faster ringer til min far og græder. “For fanden!” Udbryder min far. “Min moster er død! Død!” Der går et gys ned i os alle sammen. Død? DØD? D-Ø-D? Det må da være løgn. Som stenmennesker på række går vi over i biografen. Jeg krammer min far da vi kommer indenfor. “Hvorfor har mor ikke krammet dig endnu?” - “Ja, det undrer jeg mig også over,” siger min far. Da han går udenfor for at ringe til min konfuse farmor, kommer jeg til at vredse af min mor. “Hvorfor krammede du ham ikke??” Hun svarer ikke. Og jeg forstår det stadigvæk ikke. Ingen af os gør.
Vi går alligevel ind i salen. “Fortryllet”. Pludselig slog det mig, at hun altså var død. Væk. Begyndte at græde til den stupide film. Havde lyst til at kaste op ned i popcornene. Min søster troede jeg græd over filmen.
Da vi gik endelig kommer hjem, forsvinder jeg hurtigt ud på min sædvanlige gåtur. Jeg taber tiden og efter næsten 2 timer med åben jakke og indre såvel som ydre forfrysninger vender jeg hjem. Min far kommer ind og ville snakke. Jeg har store problemer med at snakke om sådan noget. Jeg krammer ham. Han begynder at tale om sine barndomserindringer med hende. Hvordan hun kom og passede ham og hans to søskende, mens min farmor og farfar var ude. Hvordan hun sørgede for at de kom afsted i skole og fik god, solid mad på bordet. Hvordan hende og min farmor lavede gøgl ude i køkkenet - hvem der kunne dreje en æggekage i luften. Det lød så smukt det hele.
Nu sidder hendes mand alene i sin lejlighed. For første gang i 30 år. De rejste altid sammen. Nu er det slut. Hvordan kunne hun bare dø sådan?

Juleaften forløb rigtig fint. Alt var ved det gamle..
Min far der knækker nødder med sine bare næver og agerer bornholmsk julemand; de små fætre og kusiner der kan alle sangene til pyrus cd-en (en lille fætter der siger: Se her! for derefter trække ned i sine busker og moone); min mor der vinder mandlen for 18. år i træk; min onkel der har skrevet en julesang om noget med nogle nynnende heste; gavehysteri og pakker større end de små børn; et smukt gyldent juletræ hvis lys er tændt og hvis grene vi danser rundt om alle 15 mennesker. Natten afsluttes med sing star high school musical hvor min søsters og min stemme gjalder gennem huset i skingre teenagehymner. Jeg bruger ikke dagene på noget konstruktivt. 3g’s første halvår har været hårdt imod mig og nu laver jeg ingenting. Har netop fundet ud af, at jeg ikke har været udefor en dør siden søndag aften. Vi nærmer os 3. dagen for minus æterisk impuls. Ak, julen er så sund. Min mormor har strikket en trøje magen til Sara Lunds (forbrydelsen), skønt jeg virkelig hadede den serie (så kun sidste afsnit, fordi jeg hadede den så meget). Så nu ligner jeg en Sofie Gråbøl-klon. How wonderful.

Lige pt. er Sara Lunds far lige kommet ind på hendes værelse med silkepapirskrone på hovedet og en knallert i hånden. “Der er vildt inde i stuen!” siger han. Jeg ved nu ikke om Sara Lund tør begive sig ind i stuen. Hun kan nu høre mærkelige fløjtelyde derindefra. Sara Lund har desuden også lige fundet ud af at man kan se Jane Eyre-miniserien på youtube. Hellere dét end fulde julefrokostvoksne, tænker Sara Lund. Og hellere dét end lektier og teorilæsning.

Klokken 9 i morges kan jeg høre en lille fnisen nede fra fodenden af min seng. Jeg kigger søvnigt op på min søster der sidder indpakket i dyne og uglet hår. “Glædelig jul” fniser hun og lyder som en pige på 5, skønt hun er 10 år ældre end det. Hun siger, at hun kommer tilbage lige om lidt; og jeg forsøger at sove igen. Pludselig kommer både søster og forældre hoppende ind på værelset og forsøger at hive dynen af mig. De fniser i en uendelighed. Hvis jeg ikke var i julestemning før, så blev jeg det da nu. Klokken 10 kommer min far ind igen; dog mindre venlig end før og fnyser: “Du må ikke ligge her hele dagen; du skal op og gøre rent på badeværelsetog læse teori!!!” (Back to reality!)
Og nu sidder jeg her og har ikke gjort nogen af tingene.
Alt har generelt virket som i slow motion denne weekend, hvilket er fuldt ud selvforskyldt.

I fredags valgte jeg ikke at tage med i byen. Undskyldninger: Transportforvirret og smadret over de mange events der havde fundet sted i løbet af dagen. Jeg var derimod fikseret på at få mig selv til at græde, i stedet for at drukne mig selv i alkohol og svedige dansegulve, så satte “Moulin Rouge” på som jeg ikke har set i jeg-ved-ikke-hvor-lang-tid. Og dens effekt var også slående og jeg slugte det rådt. Lørdagen spenderede jeg med at læse Jane Eyre hele dagen, fordi jeg var fikseret på den smukke kærlighed. Har aldrig grædt over en bog, men her tudbrølede jeg ned på siderne og så meget, at jeg ikke kunne læse imens gråden stod på. Jeg har som en sand nørd (og håbløs romantiker) understreget de mest følsomme passager og foldet de pågældende sider oppe i hjørnet, så jeg kan finde dem igen, når jeg behøver romantik-bekræftigelse (læs: behov for at vide at der kan eksistere noget kærlighed i verden). Et par minutter før søndag blev jeg færdig med den og græd yderligere fordi det hele var så smukt i den og intet var så smukt her.
Ynkeligheden vil ingen ende tage.

Mht. i fredags føler jeg, at jeg har svigtet dem. Min klasse. Jeg har ikke fortrudt min beslutning om at blive hjemme, men føler mig skyldig i at ekskludere mig selv fra et til tider fantastisk fællesskab. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke tog med i fredags. Vil jeg gerne være en mistilpasning i en klasse jeg passer så godt ind i? Det virker en smule selvdestruktivt og ironisk. Hvad hvis jeg pludselig værdsætter mere at være alene end at være sammen med andre? Hvad skal der så blive af mig? Og hvorfor har jeg grædt så meget denne weekend? Hvorfor har jeg følt mig som en blære af betændte følelser der hele tiden var ved at briste?

Nå.
Men når alt kommer til alt er julestemningen efterhånden ved at snige sig ind på mig. Så derfor vil jeg ønske jer en rigtig god jul og en hyggelig juleaften.

Så. Nu sidder jeg her på min seng med min nye vidunder-pc hvilende på lårene. Den er rigtig god og flot og kan mange spændende ting, men på et par ting driller den mig i en sådan grad at jeg netop hysterihulket og skreget af mine forældre. Er generelt ikke god til at tackle tekniske drillerier, - går altid fuldstændig amok over det. Jeg er normalt en meget velafbalanceret (ha!) person, men når det driller med computer/tv/mobil etc. så er der et eller andet der knækker i mig og jeg bliver helt sindssyg.
Måske er netop denne mekanisme gået lidt lettere igang grundet den kroniske stressfølelse i min mave. Jeg har lyst til at kaste op hele tiden, fordi jeg ikke kan rumme alt det jeg har og er og får og tager og giver. Eller at jeg kommer op og skændes med min mor over middagsmaden fordi hun siger at jeg vil sove mit sabbatår væk - hvilket jeg i den grad ikke har planlagt. Jesus christ. Nogle gange lyder hun som Bertel Haarders tro følgesvend.. mit indre raser. “Buhu, fjumreår”

Det har ellers været et par udmærkede dage, trods stressfornemmelser i maven, urolige nætter, mystiske drømme, dunkle digte, mørke tanker og faglige mavepiner. Arh pis, jeg kan ikke lyde positiv. Jeg er alt for vred. Og min far kommer hele tiden ind for at prøve at hjælpe mig, mens han siger at han jo ikke kan finde ud af computere… og så kommer min mor ind og læser højt fra skærmen mens hun fjerner make-up og alt jeg gør er at skrige.

Jeg har haft en weekendlang fræk date med en samfundsaflevering samt medieprojekt.
Det er virkelig lang tid siden jeg har været hjemme en HEL weekend. Fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Men det har langt fra føltes som et fængsel. Har derimod hygget med familien og spist meget kage (mine forældre stod i køkkenet hele dagen i går hvilket affødte kulinariske vidunderligheder). Det må være vejret der gør det hele så hyggeligt.
Derimod er det knapt så hyggeligt at være kronisk indlagt til afleveringer jeg ikke kan finde ud af.

Min krop har de sidste to aftener indtaget frisk ilt via lange aftenture med mig selv og min iPod. Gaderne i dette tomme forstadskvarter ligger oftest helt øde og jeg danser bogstaveligt talt gennem vandpytterne og mine arme former sig i musikkens rytme. Det er så pinligt når jeg får øjenkontakt med én i et vindue, når jeg er midt i et kompliceret rumba-move. Men jeg er blevet afhængig af disse ture. Har min sædvanlige rute hvor jeg automatisk kommer forbi hr.Z’s vej, og jeg kommer altid til at se om han helt tilfældigt skulle stå ude på den og kigge efter mig.
Han har aldrig stået der.

Desuden har jeg set rigtig mange film de sidste to dage. Rigtig dårlige film, faktisk. Men fik en god oplevelse i nat med Hitchcock’s “Psycho”. Den var faktisk ret uhyggelig, især fordi det var en slags 4D-oplevelse på mit værelse med regnen piskende mod vinduet og vinden ruskende i træerne, mixet med den klassiske knivmord-lyd fra hans film. Yaiks.
“We all go a little mad sometimes”.

Nå. Lektierne kalder.
Pis.