Frøken Mig

De seneste par dage er min døgnrytme gået fuldstændig i koks. I går aftes så jeg Mythbusters lige før jeg skulle sove, og da jeg så slukkede tv’et, drømte jeg at programmet stadig var igang. Men de lavede ikke noget i programmet, fordi de tilpassede det til min kropsro. Alligevel lå jeg vågen til halv 4 hvor jeg rullede rundt med min dyne og forsøgte at finde mig tilpas i programmet. Da jeg så endelig fandt ud af at jeg ikke var med i Mythbusterse og blev overvældet af bevidstheden om, at nu kunne jeg sove, tjekkede jeg uret hvert kvarter for at finde ud af om jeg stadig sov (!?).
Forsøgte at tage en middagslur til Dawson’s Creek hvilket også bare resulterede i at jeg troede jeg selv var Dawson der skulle score Jen. Vågnede op i total feberagtig hvilelse med følelsen af at jeg havde skreget.

Gosh.
Jeg oplever ingenting disse dage.
Jeg er desuden blevet afhængig af minimum 5 serier. Jesus christ! I det mindste har den daglige madmangel resulteret i at jeg har tabt mig. Hurra… men som jeg siger til min mor med døvstum-stemme (skal gentage alt 3 gange) “hellere være fed og rask, end tynd og syg.” Åh. Al den fråder mad jeg går glip af.. Sidder bare og babber på minimale portioner af yougurt og pulversuppe.

Glæder mig til denne aftens afsnit af Mythbusters…
Fuck hvor ynkeligt.

De sidste mange dage har jeg set ufattelig meget dårligt tv (alt fra reportager om kendte i badetøj til Liebhaverne), fordi jeg ikke har været i stand til hverken læse eller se gode film.
Men i går aftes kunne jeg mirakuløst holde mig vågen til døgnets 11. time - og kunne derfor se det sidste afsnit af mit yndlingsprogram evaaar, Den 11. Time, med den mand jeg en dag skal giftes med når han har droppet Malou Aamund, nemlig Mikael Bertelsen. Først snakker han om hvor meget han elsker ildebrande og brandbiler og jeg tænker: åh nej, ikke en drengerøvsudsendelse. Men til min store overraskelse tog programmet en hel anden drejning, hvor Mikael Bertelsen forvandles til den lille kat Mikil der humper tilfældige studieværter og møblementer i tv-byen. Jeg grinede ekstremt meget og da programmet var slut havde jeg en virkelig lykkelig følelse i maven. Jeg kunne ikke lade vær’ med at smile. Dagens frustrationstårer var pludselig glemt.
Da jeg vågnede i morges følte jeg mig også glad og kunne endda fyre et par snøvlede jokes af til de andre før den sidste skriftlige eksamen gik igang.

I bliver nødt til at se det. Det kan helbrede enhver hjertesorg, sygdom og depression. “Mikil, nu er du simpelthen for fræk! Ud med dig!”.

Ej. Jeg må se at blive rask. De andre er i byen nu. Ham dér er i Odense. Mit værelse er helt mørkt og forladt af alt lys. Det skal ikke være programmer der muntrer mig op. Det er sølle. Men det er nu sjovt at gense klippet.. åh..

Og nu er det som om at alle sociale bekendtskaber er svundet ind i Ingentingheden og at det eneste der er tilbage er mine ord og denne frygtelige blog. Det ensomme massemenneske.

Opgaven er ved at være overstået, og jeg lider nu af kroniske læse-abstinenser hvilket har fået mig til at kaste mig ud i diverse fiktionsbøger (lige pt: Jane Eyre på originalsproget; købte den i en genbrugsbutik for en 10′er og er sidst blevet læst i ‘62) og for et par dage siden, Albert Camus’ “den fremmede”, som jeg rigtig godt kunne lide. Ydermere har jeg set mange film når al min læse-energi er sluppet op. På en uge har jeg set 3 film omhandlende engelsktalende samfund i 1800-tallet; indeholdende klimakset i går med Jane Austen-klassikeren “Fornuft og følelse”. Jeg er tryllebundet af den storladne romantik der skildres i de der overklasse-omhandlende-film. Det er ikke stor og eksperimenterende filmkunst, men det er historier der rammer lige i hjertet; og jeg har efterhånden selv fået bildt mig ind, at det er sådan følelser og kærlighed skal fungere.
Hvem har i det moderne samfund ikke set sig selv gå en masse lange ture med sin udkårne og kaldt ham ved sit efternavn og så efter et par måneder bliver man kaldt ind i enerum, hvor han så siger: “De, frøken, er den eneste mit hjerte ligger hos. Jeg har elsket Dem fra det øieblik jeg først saa Dem, og jeg værdsætter Deres venskab mere end noget andet i mit ellers velhavende liv”. Og så tilføjer man selv situationen lidt følelse ved at gribe hans hånd og inden for et par dage er man gift og kører væk i kareten…
Så meget fornuft og følelse blandet i ét.
Min egen følelse bliver blæst væk af den overskyggende duft af fornuft, der breder sig som en uigennemtrængelig tåge for mit sind og lidenskabsbegærende hjerte. Jeg gider det ikke mere. Fra nu af dropper jeg al fornuft, og er impulsiv. Impulsiv, impulsiv, impulsiv. En type der ikke bliver forfjamsket over den mindste ting… ha!
Der er fri bar i aften… farvel fornuft.

Vågnede op i morges med en sang fra musical-afsnittet i “Buffy” på hjernen.
Buffy skal ud og redde sin søster fra Lord of the Dance og synger om at gå igennem ild.
Jeg kan kun halvdelen af første vers, og det har spøgt i mit hoved hele dagen.

“I touch the fire, and it freezes me
I look into it, and it’s black
Why can’t I feel?
My skin should crack and peel
I want the fire back”

Det kan kun betyde to ting.

1) Jeg har set alt for meget Buffy i ferien og tror/ønsker nu at jeg er Buffy (hun synger faktisk overraskende godt!)

2) Mine følelser for alt er slukket som et bål.
Når jeg griner føles latteren hul og når jeg får tårer i øjnene af at skrive, føles det ikke rigtigt. I want the fire back.
Men det ironiske er, at jeg idag rent faktisk fik en smule af the fire back; havde min første engelskA-time og følte allerede engelsk litteratur og engelske ord brænde sig ind i mit rustne sprog. Jeg kunne i denne litterære følelsestornado ikke lade være med at skimte over på mr.X, der med sine læsebriller på også forsøgte at få fremstammet engelske ord ud af sit let rødmede ansigt. Jeg var frustreret over at ingen ild brændte når jeg kiggede på ham. Ligesom jeg er bange for at min forelskelses-ild heller ikke brænder for mr.Z længere. Hvornår fik jeg overbevist mig selv om at opgive det? Hvornår fandt jeg ud af, at jeg aldrig kan få ham, så jeg begyndte at vænne mig til en hjerne uden ham i? Er jeg befriet fra tankerne eller er jeg blot brændt længere inde?

At være 3g’er var ikke helt så afslappet, som tidligere 3g’ere ellers har beskrevet det. “Det er nu du virkelig kan gå helhjertet ind i de ting du brænder for”. Jeg er bare skræmt af den kæmpe arbejdsbyrde som den nye reform lægger på vores skuldre og kan ikke overskue at terpe.
Jeg vil hellere alt andet. Jeg vil læse bøger jeg selv vælger, tegne og bo i bjergene.

I morgen skal jeg måske deltage i 48 timers videomarathon, men eftersom jeg kun er blevet inviteret med i dag (!!) som det “eksperimenterene element” (skal åbenbart komme med mine sædvanlige idéer så filmen bliver peppet op) og som potentiel skuespiller (mig - skuespiller? Nu må jeg le, hahaha), så ved jeg ikke om jeg gider. Jeg har egentlig ikke lyst til noget.
Ikke engang film, som jeg brænder så meget for.

Det er som om at vinden blæser flammerne i alle retninger for tiden.
Ilden er ude af kontrol.

Jeg har set ufattelig meget tv/film i denne uge. Jeg har ikke overskud til andet.
Har fået nogle dumme vaner, og serierne kræver af mig, at jeg ser dem dagligt.
Det er som om at jeg venter på et eller andet skal ske. I torsdags slog det mig så, at det ikke ville ske af sig selv, og jeg har derfor de sidste par dage fået en masse dejlige aftaler i hus; bl.a. at jeg i aften skal i byen med et par veninder. Jeg gider egentlig ikke i byen, men samtidig orker jeg ikke at vente længere på den ting, som jeg ikke ved hvad er.

Ellers har min uge budt på shopping, biftur (den nye Harry-film, øv, lidt kedelig), hån fra biblioteksmand der (vidst nok) lagde an på mig ved at kommentere min biblio-profil da jeg betalte endnu et gebyr, “Ja, jeg kan se du er garvet her, høhøhø”, - mens jeg satsede på at han ikke kunne se min samlede gebyrindbetaling, der nok har betalt en julefrokost eller to for personalet. Desuden har jeg set miniserien (6 afsnit hver a’ 1 time) “Stolthed og fordom” og en masse film som jeg rippede biblioteket for. Men venter stadig på, at en fantastisk film dukker op blandt de lånte.

I min drømmeverden har tankerne igen snurret sig omkring den smukke mr.Z, som det er meningen, skal hviske søde ting til mig og begave mig med inderlige kys.
Haha.
Jeg er dog begyndt at skrive til hans bedste ven, i forhåbningen om, at han kan bringe mig til nogle fester hvor mr.Z er. Udnyttelse, ja. Men det er det værd.
Socialt desperat?
Jep.

God lørdag til alle

“Ungdommen nu til dags - hvad skal der blive af dem?“, tsk, tsk.
Jeg er for tiden - som tidlige nævnt - meget følsom og passiv aggressiv, og derfor uhyggelig ærlig.
Min aggressivitet har én udløser.
Én udløser som får det hele til at boble inden i og op til overfladen, og vælte vreden ud som et grusomt vulkanudbrud.

Paradise Hotel

Jesus Christ!

Uden at have set programmet besidder jeg nu ufrivillig viden om deltagerne og deres interne konflikter. Og hver gang nogen snakker om det (hvilket ALLE gør HELE tiden) så føles det som om at en stor sten er landet på mit hoved og presser mig ned i jorden.
De kan snakke i flere timer om det! Som om, at det var presserende familieproblemer hjemme hos dem selv. Nogle gange ser jeg dem stå i krogene og snakke alvorligt. Når jeg så nærmer mig og studser over navnene, og indser at det er dem fra Paradise der er tale om, vender jeg hurtigt om. Dybt frustreret.

- Så du Paradise i går?
- Åh ja, jeg håber sådan at Chris og Mischa vinder
- Ej hun er da for streng, der i går hvor hun sagde til blablablabla, det var så strengt! Og jeg grinede bar totalt meget da det var at blablabla.

I går kulminerede det, da de under produceringen af en presserende mat.-opgave begynder at snakke om det.
- Vil I ikke godt vente til vi er færdige med det her? Spurgte jeg i første omgang høfligt. Men de forsatte.
- Jeg gider simpelthen ikke høre på det her længere! Endte jeg så med at skrige efter 2 minutters sladder om deres paradise”venner”. Og så gik jeg min vej. Rødglødende og rystende over mit vredesudbrud.
Geese.

Har ungdommen “nu til dags” virkelig ikke noget andet substans i livet end serier? Har vi seriøst ikke andet at snakke om? Eller er jeg bare komplet unormal og en dårlig repræsentant for min generation?

Har rykket mit fængsel ind i stuen. Vejarbejde lige ved siden af mit værelse vækkede mig klokken 7, selvom jeg egentlig havde planlagt en times længere søvn. Nu står de svedige (!!) mænd og borrer, så jeg kan mærke gulvet ryste og min stressnerve blive svækket.
Formåede ikke særlig meget i går. Var sindssygt overfølsom og på randen til gråd hvert andet øjeblik. Jeg ved ikke hvorfor. Men måske var det kaffen jeg drak om morgenen som fik det hele til at dirre i mig og min hjerne til at nedbrydes.

Jeg skriver opgave om unges medievaner, og overvejede igår aftes mine egne medievaner.
- Computeren fylder nok mest; blogging, virtuel hugging, mails, lektier, musiknørderi.
- Indså at jeg faktisk næsten kun ser tv på dr2. Læste en tabel som offentliggjorde at 75 % af folk over 65 ser dr2 modsat til de 3 % hos teenagerne. Hmm. Enten betyder det at jeg har et sindelag på niveau med en pensioneret gymnasielærer eller også at jeg generelt er en desperat ung, som ikke kan se kanaler hvor normalt ungdomstv sendes. Fordømmer folk der taler om Paradise Hotel, men er dog inderst inde sikker på, at hvis jeg selv kunne tage tv3 ville jeg også se det. Som en ufrivillig afhængighed, selvfølgelig.
- Jeg hører også tit radio; P3. Især om morgenen.
- Mobilen bruger jeg for det meste til opdateringer hos de nærmeste venner eller som et middel til når en aftale skal planlægges. Ringer ikke særlig meget. Sender gennemsnitligt 10-15 sms’er om dagen (og hver besked indeholder 2-3 beskeder)..

Ak ja. Smart af mig at overbevise min hjerne om, at hvis jeg fortæller om mine egne medievaner, er det klart at opgaven skriver sig selv. Æhrm.. NOT!
Må smutze.

Sidder og hoster som en gammel dame med rygerlunger. Min stemme er svundet ind, så når jeg snakker lyder jeg mest af alt som en ballon der mister luft. Har lige fortærret en al for stor onsdagssnegl (hvornår er de ikke alt for store?) på alt for kort tid. Ligger syg på 2. dagen. Imorgen må jeg tvinge mig selv i skole for at fraværet ikke fælder mig før året er omme. Nå. Men det jeg så har beskæftiget mig med på mine to syge-dage er at se serier. Og jeg har herefter bemærket en foruroligende (og dybt frustrerende) tendens.. lad mig forklare:

Mandag aften samles familiens hunkønsmedlemmer inde i stuen til en omgang “Greys Hvide Verden”. Det er en rigtig god serie der beskæftiger sig mere med lægernes interne kriser i forhold til de rent medicinske handlinger (som fx. i dr. House). Og så er der hovedpersonen, Meredith Grey. Hun er smuk, charmerende, klog (- læge!!) og så scorer hun de lækreste mænd og de falder for hende som fluer.

Så har jeg set “Felicity”. Her er samme tendens gældende. Hovedpersonen er den lille, spinkle - men smukke, Felicity, som ikke blot er “naturtalent” til at tegne, men også skal tage “store” beslutninger om, hun vil have den ene hottie eller den anden. Det er bare så usandsynligt! 

Af andre amerikanske serier kan også Dawson’s Creek og Gilmore Girls nævnes. De omhandler begge kloge, vittige, kunstnerisk begavede piger som skal vælge og vrage mellem hotties og som får succes indenfor deres studier.

Men det er ikke blot i USA at kvindeidealet bliver drænet for enhver realisme.. nej, også i Danmark er vi begyndt realismeudsugningen. Anna Pihl. Ord kan ikke beskrive hvor meget jeg hader den serie. - Anna Pihl er den her pæne, kloge brunette. Ganske vidst er hun alenemor til en lille, nuttet dreng. Og selvom hun griber sit - ellers ret så alvorlige - job an på uortodokse måder, så successerer hun altid og bliver endda forfremmet hurtigere end jeg kan nå at sige: “sluk for fjernsynet!”. Desuden scorer hun Bellahøjs Politis flotteste medarbejder (ifølge den almene kvinde-smag, ikke min) som elsker og ærer hende til døden dem skiller.

Så. Til slut kan jeg konkludere at… disse serier ikke bidrager med andet end at give os normale piger/kvinder/frøkener dårlig selvtillid og dårlig karma. Det er et urealistisk bud på hvordan kvinden er. Det er en idealisering af den perfekte kvinde. Det er til at brække sig over. Selvfølgelig skal man jo ikke sammenligne sig selv med ting der er dannet udfra en grådig manuskriptforfatter. Men alligevel bidrager disse serier til ens selvforståelse på et vidst punkt. Ligesom man jo heller kan benægte at man bliver påvirket af åleslanke, smukke modeller i bladene.

I nat dansk tid, løber den årlige Oscar-uddeling af stablen. Det er selvfølgelig en fancy affære med smukke mennesker og overflod af filmiske talenter.’

Men .. jeg tror ikke på Oscar-uddelingen. Selvom det er den som er kendt for at være det mest prestigefyldte award-show, ja. Så synes jeg egentlig det er opreklameret.

Her i det 21. århundrede har Oscars hovedsageligt handlet om filmenes politiske og socialrealistiske budskaber, og i år er ingen undtagelse.. “Babel” som handler om den globaliserede verdens mangel på medmenneskelighed og kommunikation, “Letters From Iwo Jima” - opfølgeren til “Flags of our Fathers” - om krigen fra japans side, “The Departed”, “The Queen” (overvurderet) og “Little Miss Sunshine” (overvurderet, men fin). Jeg tænker tilbage på det 20. århundrede hvor vi hyldede film for at være film, og ikke for at være så meget andet.

Oscars handler om at vi som danskere skal føle os stolte over vores nationalskat (i form af Susanne Bier) bliver nomineret. “Det er helt vildt!” - “Novra, at lille Danmark kunne blive nomineret”. Og så kan Susanne Bier komme i sin fine kjole og vi kan sidde og vente spændt - på vejne af hele nationen - og glæde os til hun vinder.

Oscar-uddelingen er alt for overvurderet. Den kan sammenlignes med Brian Mikkelsens KulturKanon. En form for årlig retningslinie for hvad man som menneske bør opleve. Hvad man bør være. Hvad man bør have af tankegang.

Men ja. Jeg ved godt at det første jeg vil glæde mig til at høre i morgen, er nyheden om hvem der nu vandt. Hvem der nu har lavet den mest rigtige film.

Længe leve den kunstneriske frihed og støtten til eksperimenterende film, thi de da stort set aldrig bliver hyldet.

Nb. dog vil jeg lige tilføje at “Babel” er intet mindre end genial.