Frøken Mig

“Jeg håber at I vil bære over med mig, jeg har betændelse i alle mine bihuler” forsikrede jeg censor og eksaminator om, før jeg gik i gang med min AT-fremlæggelse. Jeg mistede al væsken i min mund, min tunge klikkede i halsen, mit hoved snørrede sig sammen, jeg stammede mit oplæg videre, og forsøgte på bedste vis at svare på deres spørgsmål uden at bryde sammen af udmattelse.
“Du får 12″. Jesus christ superstar.
Så har man set det med.
Sick girls don’t cry.
Ak, jeg har nu altid holdt af hermeneutik.

Og nu sidder jeg og dyrker en af mine guilty pleasures, melodi gran prix. Jeg har allerede fundet to foreløbige favoritsange. Frankrig og Spanien. To sprøde sommersange. Selvfølgelig sange, der ingen chance har for at vinde. Jeg holder af dem alligevel. Jeg føler mig som den største freak, at jeg år på år ser dette lorte program. Jeg ser det ikke pga. den musiske kvalitet, skal det dog siges. Derimod er ESC altid et godt forenende program af snart alle verdens lande. Det er et fedt indblik i andre kulturer. Hyper grinagtigt.. jeg elsker det en smule. Hemmeligt.

Mit hoved gør stadig ondt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med det. Desuden har jeg lyst til at se Eraserhead. Tror jeg vil sidde og stene alt-for-nice klip fra den inde på nettet… Måske jeg bare skulle flytte om bag en radiator og synge “In heaven, everything is fine”.

Overlevede skriftlig engelsk med nød og næppe, efter at være blevet køresyg af den taxa som kørte mig til skolen. Tog hjem og sov. Gik modvilligt i bad og spiste modvilligt dagens sidste ration af panodiler. Ankomst på skolen. Åndeløse var vi. Ideerne blev hyldet. Vores idé. Vores film. Vores ansigter blev badet i spotlight. Jeg spejdede ud over publikum, uden at kunne genkende nogen. Forsøgte at benægte den umiskendelige hovedpine pulserende i hele min venstre side. Bare smil og klap. Det føltes som en evighed. Du er ikke syg, sagde nogen. Jo, jeg skal hjem nu. Ingen efterfest. Der var helt stille i bilen hjem. Åndeløse. Idéer. Mit hoved.

Ak o’ ve. 5 dage uden livstegn må ophøre - jeg er i live, jeg er live! Er netop (22.30) hjemvendt fra skole (!!) - adrenalinet suser rundt i min krop uden grund. Jeg må være mere træt end træt. Men ikke detsto mindre har det været en ganske fornøjelig dag med tusind grineflip og kreative triumfer.. Weekenden har på samme led været spundet ind i velvære og kys og UV-lys og knæklys og varme og solskin og flere is og flere is og flere is og hundredvis af melodiske ord og dampende energistrømme.

Den sidste skolefest var i fredags. Skolen havde bøjet sig til fordel for et disko-inferno og jeg skreg af diskokuglen i ærbødighed når jeg dansede under den. Med tusind knæklys fordelt på kroppen og tusind frie podier at danse på og tusind røgmaskiner at danse ind i udviklede det sig til en hel fortruffen fest. Jeg kunne ikke overskue at drikke øl så tyede til Breezers (haha) som jeg for det meste spildte ud over mig selv og mit efterhånden alt-for-lange hår. Folk var ganske vilde og det føltes som om alle væltede rundt omkring mig. En time før festens afslutning (buhu, party-pooper) tog jeg hjem. Det gør jeg altid, når jeg ikke længere kan se hvad aftenen skal kunne bringe mig. Spiste en fransk hotdog. Ikke fordi jeg egentlig havde lyst til den…

Om lørdagen kom ham filejsen og vi var film-agtige og kramme-agtige og kysse-agtige i utallige lykkelige timer. Og jeg vågnede op i hans favn som så mange gange før - den skræddersyede krog til mit dvaske legeme. Den ubeskrivelige behagelige følelse af en som bare holder fast omkring en… Jeg er så taknemmelig for alt. Jeg viste ham cinemateket og blev rigtig stolt over at han kunne lide det og at vi begge kunne lide den drømmende, hypnotiske Altman-film (”3 Women”).. den slog virkelig benene væk under os. Og det var dejligt bare at sidde ved din side, selvom mit venstre ben var gået i sukkerchok og hele tiden kildrede. Lidt ligesom mit hjerte under huden, men det skyldtes nu ikke sukker..

Og så var der engelskprøven med et utal af årstal jeg ikke kunne huske, men jeg fik overraskende ros af min lærer omkring mine skriftlige præsentationer og chokket over hendes udtalelser sendte bølger gennem min krop helt op til dette sekund.. Der tog hun virkelig fusen på mig.. Og så var der de mange timer i filmlokalet hvor vi knoklede med vores film der tilsyneladende bliver mere og mere sølle jo mere vi arbejder på den (åh det bliver så pinligt!). Og så var der musikaften med englesang og bossa nova og Sufjan Stevens og en masse fesendrenge som sange romantiske, følsomme sange og man kunne ikke lade vær’ med at lade alle tonerne gå direkte ind i hjertekuglen.
Og ha! - Tænk at det kun er mandag. Mandag! I morgen regner jeg også med en uendelig skoledag: en dag magen til denne. Men det gør ikke noget. Jeg kæmper de sidste krampetrækninger for at holde fast i en eller anden usynlig illusion… også selvom jeg for længst er holdt op med at lave lektier. Nu er der bare mig og timerne og minutterne og sekunderne der bare forsvinder mens jeg skjuler det hele bag et fjoget grin.
Forår, hviskede de. Forår.

Og på torsdag er det 1.maj. Min yndlings forårsdag på hele året. Der hvor man sejler rundt med tusindvis af andre glade mennesker og det hele er så primitivt så primitivt, at man blot lader solen bage på ens lunkne og sprukne sjæl og sluger litervis af stuevarme Harbo Pilsners.
Ak, min personlige bossa nova og cha cha cha til selve forårets musik.
(Kunne jeg have skrevet en dårligere tekst? Suk.. Jeg er uhelbredelig elendig.. Der er for mange historier og for lidt tid)

(Teitur, the mighty singer, i den 11. time. Måske burde jeg snart få købt det album, selvom jeg havde svoret ikke at lytte til teitur igen. Men han synger nu helt vidunderligt og det havde jeg helt glemt. Kuldegysninger. Åh, lad altid The Singer køre på repeat.)
I dag blev jeg på brutal vis kastet ud i skolens viltre bølger, som jeg igår var så bange for at drunke i. Paranoid School in Paranoid Country. Et nyt kærestepar i klassen var over påskeferien sprunget ud (i en morbid modsætning til tidens blomsters sky indadvendthed) og jeg blev grebet af en udefinerbar følelse. For det meste er alt bare udefinerbart.
Min filmklub og jeg har mange hjernedøde diskussioner. I dag lød den stadig på de andres undren over min kedsomhed og skuffelse over Amélie (”Le Fabuleux destin d’Amélie Poulain”, 2001) som ifølge utallige er verdens bedste film. Jeg havde for et par uger siden vakt stor furore med mine udtalelser. Af alle, sagde de, burde jeg da kunne lide den. I dag sagde en, at grunden til at jeg ikke kunne lide den var fordi jeg var Danmarks Amélie. At folk har en tendens til at hade genspejlinger af sig selv på film. Jeg ved nu ikke om jeg skal tage det som et kompliment eller fornærmelse. Jeg synes hun er ganske irriterende. Kærlighedshistorien på samme led. Og selvfølgelig er jeg ikke Amélie. Er ikke engang halvt så nuttet som Audrey Tautou.
Her i eftermiddags havde vi cyklet ind til byen. Vi havde lige købt årets første pindeis og placeret os på et bøjet cykelstativ da det begyndte at sne. Det var en vidunderlig ironisk situation. Se isen der lander på vores sne - nej hov - sneen der lander på vores is! Jeg iklædte mit hoved gammelkone-tørklædet og de andre grinte i vildensky og kaldte mig for gammelkone mens vi cyklede gennem sneen på vej hjem til forstaden.
Og jeg har brugt store dele af dagen på at tænke på én ting. Jeg kan ikke slippe tanken. Jeg er urolig og rolig på én gang. Jeg er så bange for den mindste negative tone - for at såre ved at sige de forkerte ting. Om natten drømmer jeg om at jeg aldrig når ud af døren. At uret modarbejder mig i forhold til mine handlinger.
Og nu har jeg sagt at jeg ville gå i seng. Jeg tror virkelig jeg er træt. Har den mærkelige snehovedpine. Og savner de bløde læber.
Oh the night time works continue… (aber doch, en af mine gamle favoritter)

Jeg hader når mine forældre har drukket rødvin. De sidder henslængt (kan man det?) på sofaerne og smiler med store bodeaux-røde munde, hvor de nu mørkegule tænder reflekterer et mærkeligt rødligt lys som sløve gadelamper i Red Light District. Vampyrer! I går badede jeg selv min mund i dette giftige stads og lignede pludselig en kvinde på over 40 og hvor var vi dog fandens sofistikerede, min filmgruppe og jeg, at vi fik rødvinstænder og sad og snobbede over vores eget talent. Jeg sagde ordet “rødvinstænder” tusind gange. Rødvinstænder, rødvinstænder, rødvinstænder. Og forsøgte at skrubbe den mørkerøde mund af ude på badeværelset. Men munden forsatte ind i snirklede samtaler om kærlighed, film og skolen (forbandede skole! - En fjern illusion efterhånden!) og mit lodne hjerte greb sig selv i at blive ganske lykkelig for en lykkelig stund.
Den fremmede, nyankomne dreng tværs over bordet blev ved med at kigge på mig (og mine rødvinslæber?) mens han holdte en af mine venner i hånden og aede ham i håret, og jeg erfarede at det var på tide at rejse fra rødvinsillusionerne, mine mørnede tænder og berusede legeme (razz sætter verden i flammer). Den hvide sne fra foroven og fra neden (tusind lag af knasende sne, den bedste slags i verden!) stod i god kontrast til mine rødvinstænder, og som verdens eneste vågne snemonster cyklede jeg de 10 km hjem uden at kunne se noget som helst (kan jeg nogensinde se noget som helst?). Jeg kørte i store buer på de tomme veje, da jeg tænkte at det måtte være sjovt for morgenmenneskerne at se disse mønstre og følge min spor (meget realistisk)..
Da jeg ankom til mit nabolag holdt de store fnug op med at falde og afslørede som en tryllekunstner der trækker en kanin op af hatten, den store fuldmåne og jeg var så lykkelig for at se den måne, jeg var virkelig lykkelig. Sneen sad i klumper på mit tøj - mine tynde sko, gennemblødte - men jeg frøs ikke, mine fødder var varme og mine tænder bodeaux.

…og jeg blev vækket til hjemmelavet brunch og sad (og sidder stadig) i mine rødvinsfarvede velourhøvlere og snakkede om rødvinstågerne der denne snehvide morgen var forsvundet. Og dårlig samvittighed splattes ud i mit ansigt over en veninde jeg på grum vis har svigtet (ifølge mine forældre). De ved bare ikke hvor svært det er.. og måske er jeg bare en lorte-dårlig person, at jeg har så svært ved at gribe knoglen og være der for hende (det var først i dag jeg blev bekendt med historien om hendes fasters mand der parkerede midt på Øresundsbroen og bare sprang ud og ned i de viltre, ukontrollerede bølger for et par år siden, hvorfor sagde hun ikke noget?).. og jeg planter mig som verdens eneste afslappede menneske på min seng med computeren på lårene og min mor går ind på mit værelse og sender mig Skammens Blik over al min urigtighed (og fordi jeg ikke har ryddet op i 5 dage og alle filmtingene ligger spredt ud over gulvet som fragmenterede stykker af mit “talent”).. jeg vil være rigtig og gøre de rigtige ting. Jeg vil helbrede min venners depressioner og intelligensoverfloder, men jeg sidder bare dér med rødvinstænder og tør ikke sige nogle rigtige ord..
Hvis verden var bodeaux ville livet måske være rarere..
Rødvinstænder, rødvinstænder, rødvinstænder.

(Senere: Min mor har lige været inde med addressebogen med telefonen liggende inde i. “Jeg synes du har et vigtigt opkald du skal foretage dig før du tager afsted”. Fuck, fuck, fuck.)

Verden er gået i stå i denne uge. Det eneste splitsekund, lige der hvor det hele stoppede, samlede alle forårslydene og alle solstrålerne i sig. Det er derfor jeg ikke har skrevet. Nye vigtige og fantastiske venskaber (singularis) er blusset op og min lyst til at skrive lange snørklede indlæg om den sædvanlige ingentings-ramasjang har nærmest helt fortaget sig. Kunne alle solstrålerne bare vare hele dagen, i stedet for kun de splitsekunder hvor en gensidig kontakt modnes dagligt. Adrenalinrushes i metervis.
Jeg har i min stoppede tilstand været mærkelig nede i skolen, de tre dage jeg har været der. Mine stenede veninder derhenne, har ikke vidst hvad de skulle gøre med mig. Hvad de skulle sige til mig. De snakker kun om Paradise Hotel. Jeg så det selv. Jeg ved ikke rigtig. Hvordan kan latterkramper over syrede ting og deprimerende tanker i en overskuelig tavshed kombineres? Hvordan kan de to faktorer have dannet denne uge-cocktail? Og mest af alt: hvorfor?
Min weekend er indspundet i flere sødmefulde ord og desværre faglige ord til en national presserende AT-opgave som jeg teknisk set ikke er startet på. Eksamen er opreklameret. Solskin og fortabelser er vigtigere. Ikke sandt?
Kørekortet er desuden nært. Min kørelærer siger at jeg kører som en drøm. En drøm. Er drømme ikke lidt farlige? Jeg drømte en mærkelig drøm i nat hvor nogle fyre ville købe mig (al den snak om Leaving Las Vegas har forpurret mit sind) fordi de synes jeg var flot. Pludselig løb jeg rundt på en stor mark med en masse bekendte og min elskede engelsklærer sendte mig sit hvorfor-siger-du-ikke-noget-mere-blik, men jeg tavs klippede tavse cirkler i noget skinnende stof og klistrede det på markens tørre græs. Mændene der ville have min krop forsøgte at fange mig, men en person, hvis ansigt jeg ikke kan huske, reddede mig fra dem.
Så mange uopdagede korridorer at løbe igennem - så mange begreber, hvis ansigt man endnu ikke har fået placeret - ærlighed, som normalt plejer at være farlig.
I dag er der gråt udenfor.
Men så alligevel ikke.

Frøkenen (undskylder for uforståelighed i indlæg, det føltes bare så rammende)

Storby. Rom. Og cola? Nej tak, jeg tager en cappuchino i stedet.
Jeg er nu velbevandret i de italienske byer og har utallige kalorier og ulidelige fantasier på samvittigheden. Der kunne siges så meget om byen. Jeg kunne skrive om de søvnige saxofoner i metroen om aftenen, de lækre munke der ventede ved hvert gadehjørne, Vatikanmuseet hvor jeg fortabte mig i det hele, skænderier med mine forældre, min generelle udstråling af Ond Kultur og Matrix med lang, sort jakke og sorte Ray Bans og en muggen attitude mod min fars kamera og vandretaske med proviant i. Men nu.. en dag efter hjemkomsten.. synes ingen af de ting vigtige og spændende. Det var en god tur, det kan jeg ikke benægte. En yderligere kulturel indsigt og endnu flere følelsesmæssige storme, suk, ak, ja!

Men mest af alt når jeg tænker på turen, tænker jeg på aftenerne hvor jeg igen ikke kunne falde i søvn. Jeg spurgte Chet Baker, om han ikke ville lulle mig i søvn, men han sagde bare, “you don’t know what love is, until you learned the meaning of the blues. Until you’ve faced each dawn with sleepless eyes, you don’t know.. what love is ” og jeg spurgte ham så, om jeg virkelig skulle igennem alt det blå, gennem det store hav af jalousi og forgabelser og endnu flere fortabelser, og han sagde bare ja, og lod mig suge ind i al den fandens deprimerende jazzmusik. Men det gik dog bedre til sidst, og bryllupsbilleder af mig og Yndlingsputten (og fra vores bryllupsrejse til Rom hvor vi står foran Trevi-fontænen under Oceanos’ brusende bølger) fortog sig i takt med at mængden af italiensk kunst og kultur og stemning væltede over mig (selvom jeg ikke kunne undslippe guitarsoloer nogen steder).
Jeg læste en Jane Austen-bog dernede (en af mine “guilty pleasures”) og den fik mig så til at tænke på Hr.Z og det blev egentlig ganske ulideligt alt sammen til sidst oppe i mit hoved. Så få minutter efter vi kom tilbage til de kære, grå, tågede danske luftlag, lod jeg mig selv hjernevaske 5 meter fra Robert Smith (The Cure, red.) i 3 syretimer, med en mageløs blandning af dunkle, gotiske synthesizers, improviserede dansespasmer og en stemme så klar og ren og britisk at det gav en kuldegysninger hver gang han åbnede sin uhyggelige røde klovnemund. Nu er jeg hjemvendt fra en biograftur, hvis bare jeg også kunne rejse rundt om jorden på 80 dage, og har regnet sammen at jeg har været i Danmark i over et døgn, men kun været hjemme 3 timer.
Og i morgen gælder der flere overspringsevents (shopping og endnu en koncert) i min følelses- og tankeflugt. Ja, ja, sådan må det altså være. Regner med at Robert Smith kan lulle mig i søvn og love mig flere Matrix-dage med mere Ond Kultur og mere pendling til adspredelser og forlystelser - i en bitter forhåbning om at the spiderman is not having me for dinner tonight.

Ps. Vi gik forbi en restaurant i dag, hvor der var bundet hjerteballoner på alle stolene. Jeg havde lyst til at kaste op ud over mit nyindkøbte slik.

Fastelavn er ikke mit navn.

I fredags var der blåbogs-gøgl, men jeg var uendelig træt, der gjorde at jeg bare blev mut og halvfuld og dermed tavs før alle de andre. Jeg sad i sofaen og tænkte, hvad laver jeg egentlig her? Mine øl forsvandt ned i mit mørke hulrum. Rosévinen sendte også brusende bølgetoppe gennem mit indre blodhav. Hvad så nu? Snakker vi stadig om alle dem som ikke gad komme i aften? Skal de belønnes med sjove ord i en I-got-the-blues-bog? Vodkablandinger plantes på bordet, men før folk når at gro helt op i fuldskabshimlen, finder jeg min sovepose og ligger mig ovenover dansegulvet. Basspulsen der nu synes 100 gange højere end da jeg sad i sofaen, ryster alle brædderne under min stakkels krop. Og pludselig er mit hoved ved at eksplodere af friskhed. Det lyder som om at de er ca 100 milliarder nede under mig. En vodkaforhekset dreng løber op til os (mig og en anden hengiven fuldblodstræt) og skriger: Fest, fest, fest, mens han løfter os fra gulvet op på den bløde seng. Nu burde jeg da kunne sove, tænker jeg. Men klokken nærmer sig 4 og timen jeg har ligget her som en blød larve, har kørt forbi mig i takt med de iltre skrig fra stuen. En betroet ven slår sig til os (mig og hende der nu snorker højt) og spørger om jeg ligger og er ved at dø af spekulationer over livets mening. Jeg kommer med halvsnaldrede betragtninger og følelsesmæssige åbenbaringer i min enetale indtil min stemme pludselig overdøves af hans sporadiske snorken. Hvordan skal jeg kunne sove nu?
Klokken 5 efter folk har vandret gennem lokalet, tændt for lyset, skreget yderligere, rystet i os (og jeg har rævesovet), er huset endelig er blevet stille.
Jeg vågner fire timer senere da det er blevet lyst. Og jeg har stadig lyst til at græde.
Da jeg endelig finder mit kodeord til at forsvinde er det blevet eftermiddag. Ved bustoppestedet indånder jeg det begyndende forår. Jeg får lyst til at traske gennem skoven. Mig og mit fedtede hår i en lykkelig harmoni. Hvis bare jeg kunne få solskinnet med i min taske, så jeg kunne spise af det når jeg havde lyst.
Jeg ved ikke engang om de nåede at gennemgå mig i løbet af resten af eftermiddagen. Var jeg gyldne ord værd? Hvad vil de mon skrive om mig? Hvorfor går jeg overhovedet op i det?

Jeg havde en mindre uoverensstemmelse med en veninde (som jeg antager for værende en af de nærmeste) her i sidste uge. Hun turde ikke indvie mig i hendes seksuelle eskapader, fordi hun var bange for at jeg ville dømme hende. Hvorfor skulle jeg dømme dig? spurgte jeg hende. - Fordi du har sådan nogle romantiske idealer, som jeg ikke kan leve op til, svarede hun. Selvom vi fik løst den mindre knude, irriterer det mig stadig. Er jeg bare the holy virgin queen på mit plataeu af ophøjede idealer og fordømmende adfærd. En dårlig veninde, der ikke accepterer andre folks levestil og valg? Jeg har altid anset mig selv som værende rimelig tolerant og en støttende ven. Men jeg kan ikke se logikken i hvorfor hun ikke ville fortælle mig om de der ting. For alt i alt, må frygten for dom være affødt af, at hun skammer sig over det. Men er venskaber ikke til for at støtte hinanden; også når det kommer til seksuelle fejltagelser? Jeg bliver bare såret over, at hun i vores fortrolighed forsøger at skjule sider af sig selv, mens jeg giver alt. At hun en aften i sidste uge sagde: Du skal sige alt til mig - det gør jeg jo til dig. Suk, suk. Og hvis fejlen ligger på min side - hvis jeg virkelig er denne fordømmende idealist - hvordan kommer jeg ud af det? Jeg vil ikke bringe skam over nogen. Det har aldrig været min intention. Jeg vil ikke skånes længere. Jeg vil gerne rives i stykker.

Ja. Yeah. Yo. Det går jo fint, det går jo egentlig helt fint. Skønt mine kvælende kærlighedsneuroser, må jeg blankt erkende, at det har været en vældig vellykket uge. Møde sent, en enkelt fridag, bestå teoriprøve, bestå caféaften (bøjet i de fineste knæklys og de vildeste trampermoves), bestå en dag med tømmermænd, forelske mig i en illusion, spise meget usund mad, hørt masser af mærkelig musik, grint for mig selv og skreget af vrede. Ak ja, ak ja. Det snurrar så sørme i min skalle.
Jeg havde egentlig ikke noget af relevans at sige denne stormfulde, snurrende torsdag, så tænkte jeg da lige rapt kunne lave et mindre opslagsværk over ting jeg har hygget mig med den seneste tid…

De omtalte kærlighedssange…
Barbara Streisand - The Way We Were
- En fantastisk sørgelig sang, hvor den kære Barbara synger så smukt, så smukt, så smukt, at jeg kunne græde blot pga. det.
Jacques Brel - Ne Me Quitte Pas (If you go away)
- En sang jeg primært har dyrket under Nina Simone’s insisterende stemme, men så opdagede jeg, at det var Jacques Brel der sang den, og det har faktisk givet sangen en helt ny følelse. Jeg synes at Jaques i videoen er vanvittig uhyggelig og sindsoprivende genial. Jeg har aldrig set noget lignende. Han gør, at jeg tror jeg kan tale fransk.
Billy Joel - Just the way you are
- En elskværdig klassiker. Teksten og melodien er så smuk, oprigtig og ægte, at man ikke kan lade være med at høre den.. hele tiden.
Dolly Parton - I will always love you
- Whitney når ikke Dolly til sokkeholderne, når det kommer til udførelsen af denne sang. Dolly tilfører sangen en hidtil uset skrøbelighed og intensitet, at den kommer til at krybe op under huden på en.. suk. (I videoen er det at bemærke den fantastiske dialog i starten.. det er altså kærlighed så det batter!)
Roy Orbison - Crying
- Det er også værd at bemærke, at denne smukke sang også bliver brugt i David Lynch’s “Mulholland Drive” (en af yndlingsfilmene), hvor den synges på spansk af Rebekah Del Río hvor den hedder Llorando. De er for mig begge lige hjerteskærende.
Claudine Longet - Unknown Titel
I virkeligheden en meget mærkelig sang. Og jeg ved ikke engang om den er om kærlighed. Men der er noget mærkeligt dragende ved hendes accent og melodien. Lidt hypnotisk, egentlig.

Ydermere er jeg altid åben for andre kærlighedssange, så anbefal endelig nogle til mig…

De sjove klip
Zombiekid
Daily Show - What’s the matter with Denmark? Part one. Part two.
Bertelsens Uaktuelle Nyheder - Anders Fogh’s skjulte budskaber

Og nu må jeg vidst hellere få læst nogle lektier til imorgen.. eller sætte en film på.

Siden mit sidste indlæg har jeg været fanget i forbandede hverdage.
Sidste uge.. var frygtelig. Der skete ikke noget personligt med mig, men jeg var så udkørt, helt enormt udkørt, hele tiden. Hver aften gik jeg i seng 10 - halv 11 efter at have ligget lammet på min seng i et par timer. Mit hoved har været en stor klump af meningsløshed og deprimerende tanker. Jeg var i skole fra 8-16 hver dag og det var dræbende, ja, langsomt dræbte det hvad der ellers var tilbage af levende i mig.
Jeg havde egentlig aftalt med mig selv ikke at skrive før jeg havde noget ordentligt at skrive om, men kan jo ikke lade vær’ alligevel..
Jeg havde et frygteligt skænderi med mine forældre. De mener stadig jeg har det for let og min mor “jokede” (ifølge hende selv var det bare for sjov) at jeg ikke engang ville lave morgenmad selv - fordi hun var kommet med morgenmad på sengen til mig, frivilligt. Jeg blev så vred, sikkert helt nødvendigt, og min far råbte af mig: “Din forkælede hystade” og jeg kunne ikke lade vær’ med at tænke på sidste uges minidepression og på at så kunne jeg da lige så godt flytte hjemmefra, hvis de ikke ville have mig hjemme længere.
En klar overreaktion fra min side, men det føltes så rart at råbe og skrige og hulke højlydt - få det hele ud. Få sidste uge ud gennem mit system.

Et andet problem jeg dealer med, er at jeg bliver ved med at tænke på hr.Z.
Var til førstehjælpskursus her i lørdags, og jeg har for sjovt tænkt at jeg skulle ringe til ham og spørge om jeg ikke måtte træne mund-til-mund-metoden på ham og lægge ham i stabilt sideleje. I hvert fald give ham hjertemassage, så han kan forelske sig i mig igen.
Jeg ærgrer mig rigtig meget over fortiden, med ham. Min blindhed. De ting jeg ikke turde se. Når vi er blevet gift (!!), når han kom på besøg hver uge - bankede på min rude om natten, krammede mig tæt i lang tid ude på terrassen til den der fest, når han skrev søde beskeder til mig. Ak! Hvilket naivt fjols jeg har været! Man skal ikke græde over spildt mælk, men jeg kan altså ikke lade vær’. Jeg kan ikke bekæmpe det.

Jeg har hjemmearbejdsdag igen i dag.
Der kommer malere lige om lidt og skal male vores stue. Jeg er sur over det. Generelt sur over alt.

Lige et par noter:
Britney Spears: Er jeg den eneste der synes at hendes nye sang er ret god og ret ørehængende? Er normalt ikke den store pop-fantast, men der er nu et eller andet ved denne sang. Måske er det bare af sympati jeg godt kan lide den. At hun stadig kan lave hits, selvom hendes privatliv er helt i spåner.

Valgkampen: Som samfundsfaglig elev burde jeg læse og se alt om valgkampen, men jeg har efter et par håbløse forsøg, boycuttet den. Jeg “kom til” at se 2 minutter af den frygtelige duel mellem Helling og Fjogh på dr1 i går, og spidsede ører ved spørgsmålet om deres ideologi. Især fordi de begge slår mig som værende helt det samme. Populister. Anders ville ikke indrømme at han var liberalist med det samme, men tog fat i nogle frihedsprincipper (”Venstre går ind for ansvar og frihed”) og da Helle skulle svare, siger hun sjovt nok også at hun går ind for frihed. Undskyld mig, men går vi ikke alle ind for frihed?
Jeg grinte højt og slukkede for tv’et. Havde egentlig tænkt mig at stemme SF, men selv Villy opfører sig som en linselus uden grænser, så jeg ved ikke helt endnu hvad jeg gør..

Film: Jeg har fundet en ny yndlingsfilm. Havde ved et tilfælde købt den ukendte “Me and you and everyone we know”, og efter den har stået i mit farveorganiserede dvdbibliotek under grøn i mange, mange uger, fik jeg endelig set den. Den handler om alt, men alligevel om intet. Den handler om den store, stormende kærlighed, men så alligevel ikke. Den handler om sex, pubertet, alderdom, kunst, men så alligevel ikke. Fantastisk.
Min forældre lånte i lørdags min “Lost in Translation” og min mor kommenterede følgende: “Vi blev ved med at falde i søvn, den var lidt kedelig. Desuden synes jeg at en ung pige som hende (Scarlett Johansson) ikke skal være sammen med sådan en gammel en som ham (Bill Murray).” Så blev jeg også sur. Den handler jo netop om kærlighed der overskygger alt men alligevel ikke eksisterer og bliver udlevet. Hun forstår ikke hvor stærk filmen er, hvor smuk den er. Suk.. selvfølgelig har man forskellige perceptionsfiltre, men alligevel.

Mig i en bil: Var på manøvrebane her i sidste uge og det var enormt sjovt. Jeg har i mit liv knapt nok fået lov til at sidde på forsæddet så det var et stort chok for mig at finde ud af hvad der var speeder og bremse - og den mest væsentlige, koblingen (som jeg desuden ikke blev gode venner med). Jeg var ikke god, men hvem er det første gang de sidder i en bil? 2 gange kunne jeg ikke starte bilen; hvilket viste sig at være fordi jeg ikke havde tændt bilen (!?!) eller trukket håndbremsen. I denne uge skal jeg så ud i trafikken - og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs.

Nå. Hjemmearbejdet kalder.