Frøken Mig

At have været alene med sig selv en hel dag har gjort mig ganske sentimental her på døgnets sidste timer. Blev rørt over den smukke instrumentalmusik i Tootsie der akkompagnerede den sukkersøde montage af klip hvordan han forelsker sig i hende. Og tog mig selv i fælde en lille tåre til Celine Dion’s fortolkning af en Beatles-sang, mens jeg sad og bladrede ældgamle dagbogstekster igennem. Min søster havde sidste skoledag i dag, men var hjemme allerede lidt over 11, uhyggelig ædru, men helt bleg, fordi hun var blevet køresyg på en af Bakkens forlystelser. Min egen sidste skoledag var en hyper Ølympiade - en maskerade for at dække over smerterne fra en nyhed om en (dengang) ukendt Forelskelse. Jeg skreg til de andre fra min klasse, at de ikke måtte gå til andre fester. Det var klassen det handlede om. Os!
Jeg var forbandet irriterende dengang.
Kastede op på min venindes toilet fordi jeg havde drukket for mange øl i den sørgelige Ølympiade med kun 2 personer (juhu, jeg vandt…).

Men nu har jeg søbet rigeligt i gamle tekster.
Jeg kan stadig ikke finde ud af at skelne mellem Virkeligheden og Illusionerne. Min mangel på chancetagen gennem hele livet, har gjort at alt det som i bakspejlet muligvis ikke er håndgribeligt, betragtes gennem et rosa, illusionært filter. Jamen så var det jo heller ikke eksisterende.. Hr.Z var jo bare en drøm

Jeg er ved at have det bedre. Har kun 38 i feber og slet ikke så ondt i halsen. Folks bekymrethed (især fra fremmede voksne såsom forældres kollegaer, o.lign.) er virkelig kommet bag på mig. Det er som om, at alle over 20 har en virkelig god, personlig anekdote om deres eget tilfælde af kyssesyge. “Ja, jeg spiste og sov ikke i 5 uger” - “Jeg græd mig selv i søvn i 3 uger” - “Det gjorde ondt at grine i flere måneder efterfølgende”. Men nu er det biologieksamen der virkelig bekymrer mig. Min stemme er ikke helt vendt tilbage - det lyder som om at jeg snakker gennem en solid slimboble - omtrent lige så charmerende som Vogonernes poesi i Hitchheikers Guide. Jeg har stort set ikke fået læst noget denne uge. Jeg kan ikke fokusere. Bliver træt og falder i søvn oven i bøgerne. Ih, altså. Jeg er doomed. Jeg er måske endda i farefeltet. Jeg er bange, men på en eller anden måde også utrolig rolig ved situationen. Ligesom med AT. Det var bare en opgave jeg skulle igennem - måtte det bære eller briste. Fuck mit samlede snit. Fuck min fremtid. Jeg vil have den hue på! Stemme eller ej!

Jeg er bare så glad for det jeg har og endelig føler. Det føles så rigtigt og ægte. Når tankerne slet ikke kan slippe det omtalte Objekt af bare knitrende, svimlende glæde helt ude i tåspidserne. Når man har fundet en som forstår en og som synes man er smuk ligegyldig hvor ubehagelig man føler sig, så er det ligemeget med alt det andet. Det er det virkelig.
Jeg synes stadig jeg er heldig.
Og at jeg slet ikke fortjener dette Hjerte. Denne sjæl. Mit eget synes ofte så råddent i forhold til. Kikset og pinligt og udhulet. Slet ikke med samme følsomhed, kraft og skønhed. Mandsmod, ja. Men hvis man ligger tæt nok på hinanden, må det da smitte lidt? Ligesom kyssesyge?

Jeg må nok hellere sove nu. Har slet ikke fået sovet mine sædvanlige 5 middagslure i dag, så er lidt bombet.
Godnat til alle jer derude. Jeg håber I sover godt.

“Jeg håber at I vil bære over med mig, jeg har betændelse i alle mine bihuler” forsikrede jeg censor og eksaminator om, før jeg gik i gang med min AT-fremlæggelse. Jeg mistede al væsken i min mund, min tunge klikkede i halsen, mit hoved snørrede sig sammen, jeg stammede mit oplæg videre, og forsøgte på bedste vis at svare på deres spørgsmål uden at bryde sammen af udmattelse.
“Du får 12″. Jesus christ superstar.
Så har man set det med.
Sick girls don’t cry.
Ak, jeg har nu altid holdt af hermeneutik.

Og nu sidder jeg og dyrker en af mine guilty pleasures, melodi gran prix. Jeg har allerede fundet to foreløbige favoritsange. Frankrig og Spanien. To sprøde sommersange. Selvfølgelig sange, der ingen chance har for at vinde. Jeg holder af dem alligevel. Jeg føler mig som den største freak, at jeg år på år ser dette lorte program. Jeg ser det ikke pga. den musiske kvalitet, skal det dog siges. Derimod er ESC altid et godt forenende program af snart alle verdens lande. Det er et fedt indblik i andre kulturer. Hyper grinagtigt.. jeg elsker det en smule. Hemmeligt.

Mit hoved gør stadig ondt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med det. Desuden har jeg lyst til at se Eraserhead. Tror jeg vil sidde og stene alt-for-nice klip fra den inde på nettet… Måske jeg bare skulle flytte om bag en radiator og synge “In heaven, everything is fine”.

En hel eftermiddag i solen. Lagkage og små børn der skriger ens navn. Man er deres Gud. Et guddommeligt lift til en vens Crib. Åndede film (latterkramper) og mere hurtigmad (en chickenburger, en chickenburger?). Pludselig 5 øl i svælget og pludselig foran Stengade 30 til Reggae-fest blandt det multikulturelle Nørrebro. Rokke fra side til side. Trykkende, fantastisk varme. Den lumre lugt af hash. Isvand mod tindingerne. Get up, stand up. For evigt. Natbussen fisker mig op fra Nørrebros kolde fortovsfliser. Jeg går gennem natten til det bliver dag. Fuglene går amok. Mit fulde hjerter griner i takt med solens opstigning. Tømmermændsmorgen.

Ak o’ ve. 5 dage uden livstegn må ophøre - jeg er i live, jeg er live! Er netop (22.30) hjemvendt fra skole (!!) - adrenalinet suser rundt i min krop uden grund. Jeg må være mere træt end træt. Men ikke detsto mindre har det været en ganske fornøjelig dag med tusind grineflip og kreative triumfer.. Weekenden har på samme led været spundet ind i velvære og kys og UV-lys og knæklys og varme og solskin og flere is og flere is og flere is og hundredvis af melodiske ord og dampende energistrømme.

Den sidste skolefest var i fredags. Skolen havde bøjet sig til fordel for et disko-inferno og jeg skreg af diskokuglen i ærbødighed når jeg dansede under den. Med tusind knæklys fordelt på kroppen og tusind frie podier at danse på og tusind røgmaskiner at danse ind i udviklede det sig til en hel fortruffen fest. Jeg kunne ikke overskue at drikke øl så tyede til Breezers (haha) som jeg for det meste spildte ud over mig selv og mit efterhånden alt-for-lange hår. Folk var ganske vilde og det føltes som om alle væltede rundt omkring mig. En time før festens afslutning (buhu, party-pooper) tog jeg hjem. Det gør jeg altid, når jeg ikke længere kan se hvad aftenen skal kunne bringe mig. Spiste en fransk hotdog. Ikke fordi jeg egentlig havde lyst til den…

Om lørdagen kom ham filejsen og vi var film-agtige og kramme-agtige og kysse-agtige i utallige lykkelige timer. Og jeg vågnede op i hans favn som så mange gange før - den skræddersyede krog til mit dvaske legeme. Den ubeskrivelige behagelige følelse af en som bare holder fast omkring en… Jeg er så taknemmelig for alt. Jeg viste ham cinemateket og blev rigtig stolt over at han kunne lide det og at vi begge kunne lide den drømmende, hypnotiske Altman-film (”3 Women”).. den slog virkelig benene væk under os. Og det var dejligt bare at sidde ved din side, selvom mit venstre ben var gået i sukkerchok og hele tiden kildrede. Lidt ligesom mit hjerte under huden, men det skyldtes nu ikke sukker..

Og så var der engelskprøven med et utal af årstal jeg ikke kunne huske, men jeg fik overraskende ros af min lærer omkring mine skriftlige præsentationer og chokket over hendes udtalelser sendte bølger gennem min krop helt op til dette sekund.. Der tog hun virkelig fusen på mig.. Og så var der de mange timer i filmlokalet hvor vi knoklede med vores film der tilsyneladende bliver mere og mere sølle jo mere vi arbejder på den (åh det bliver så pinligt!). Og så var der musikaften med englesang og bossa nova og Sufjan Stevens og en masse fesendrenge som sange romantiske, følsomme sange og man kunne ikke lade vær’ med at lade alle tonerne gå direkte ind i hjertekuglen.
Og ha! - Tænk at det kun er mandag. Mandag! I morgen regner jeg også med en uendelig skoledag: en dag magen til denne. Men det gør ikke noget. Jeg kæmper de sidste krampetrækninger for at holde fast i en eller anden usynlig illusion… også selvom jeg for længst er holdt op med at lave lektier. Nu er der bare mig og timerne og minutterne og sekunderne der bare forsvinder mens jeg skjuler det hele bag et fjoget grin.
Forår, hviskede de. Forår.

Og på torsdag er det 1.maj. Min yndlings forårsdag på hele året. Der hvor man sejler rundt med tusindvis af andre glade mennesker og det hele er så primitivt så primitivt, at man blot lader solen bage på ens lunkne og sprukne sjæl og sluger litervis af stuevarme Harbo Pilsners.
Ak, min personlige bossa nova og cha cha cha til selve forårets musik.
(Kunne jeg have skrevet en dårligere tekst? Suk.. Jeg er uhelbredelig elendig.. Der er for mange historier og for lidt tid)

Blev for et par dage siden konfronteret med det moderne syndrom “tagged” af Cruel - og nu følger jeg endelig op på det. Jeg er normalt ikke god til sådanne universelle, endegyldige svar: ændrer altid mening eller skammer mig over det jeg har skrevet. Lidt ligesom da jeg som 11-årig sagde til klassens populære dreng, at jeg bedst kunne lidt Backstreet Boys selvom jeg egentlig foretrak Westlife, blot fordi han helst ville have en pige der kunne lide BSB.. At vi aldrig blev childhood-sweethearts er hel anden historie… Nå. Den farefulde liste. Vil prøve at lytte til det svar der først falder mig ind. Hvis jeg tænker for meget over det, er denne liste doomed. Hvorfor kalder jeg det overhovedet for en liste? Er det en liste? Jesus…

Havde I klaver derhjemme?
Nej. Ikke engang en legetøjs-xylofon.

Spiller du selv?
Jeg havde min storhedstid i 4.-5. klasse som trommeslager i et hardcore Rock’n'roll coverband (du ved, hårrejsende numre som “Midt om natten” og “Stand by me”), men efter bandet gik i opløsning på grund af ambitiøse solokarrierer, stoffer og for mange groupes, har trommestikkerne ligget og samlet støv oven på mit skab. Men flere år efter min trommekarriere kunne jeg ikke stoppe med at banke på bordene med skriveredskaber. Skadet for livet!

Synger du under bruseren?
Sjældent. Og når jeg så endelig gør det, er det fordi jeg er overordentlig glad eller glæder mig til et eller andet. Og så er det oftest sange hvis tekster jeg absolut ikke kender.

Har du nogensinde drømt om at være musiker?
Hele tiden. Jeg ville give alle mine fingre for at kunne spille et instrument (der set i bakspejlet nok ikke ville være så praktisk). Det må bare være fantastisk at kunne producere melodier ud fra ens følelser.. Det er så håndgribeligt på en uhåndgribelig måde. Beundrer virkelig dem som har gennemskuet det.

Hvad betyder musik for dig?
Oftest forsøger jeg i musik at finde identifikation. Kan denne sang skildre mine følelser.. Kan denne sang fortælle mig hvad jeg egentlig føler… Kan denne sang fange hele min virkelighed i en simpel melodi… Det er ganske søgt og et latterligt spørgsmål.

Hvilken sang minder dig om din første forelskelse?
Det må enten være den lutter fesne Sarah McLachlan - Dirty Little Secrets eller Teitur - I Was Just Thinking. Håbløst selvmedlidende sange. Kashmir - In the sand.

Hvilken sang er din yndlingssang?
Det … det kan jeg umuligt svare på. Jeg har et nyt yndlingsnummer hver dag. Men af vedholdende numre må det være Jens Lekman - Pocketful of Money (ah, you set my heart on fire) samt Supertramp - Downstream (ah, you are the reason I was born). Puha, al den kærlighedsmusik.. Også Rufus Wainwright “11:11″ er vedholdende.. Og for tiden kan jeg dagligt lytte til Superheroes “Go on (and leave me)” flere tusind gange..

Hvor lang er din musiksamling?
Jeg har altid syntes dette var et mærkværdig spørgsmål. Jeg vil skyde på at jeg ejer ca 100 cd’er, men at jeg har været en lidt for ivrig låner på bibliotekets musikafdeling og det ofte tager overhånd.. (mere tør jeg ikke at sige).. desuden er der gode venner som har vidunderligt musik som jeg ofte låner af…

Hvad er det pinligste stykke musik du ejer?
Evanescence’s debutalbum som jeg havde skrevet på min ønskeseddel fordi jeg elskede “Bring me to life” (kunne rappen udenad?!) og som jeg så fik. På forsiden står der “Heavy metal” og mit 11-12-årige legeme var skræmt ud over det sædvanlige. Men ellers synes jeg også det er en anelse pinligt at lægge inde med Ricky Martin. Græd salte tårer til “Private emotion” - et fantastisk nummer! Kan stadig teksten..

Hvilken sang synger du på karaokebaren?
Jeg går aldrig på karaokebar og hader at synge offentligt. Men til en caféaften på gym’et så jeg pludselig mig selv stå og danse med en mikrofon i hånden og skråle: “It’s Raining Men” og gudforbydehvorjegdoghaderdensangforfuldsmadder! Jeg drikker aldrig Jägermeister igen.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
Kings Of Convenience pga. den dejligt beroligende, meditative effekt de efterlader i ens krop. Begge album duer. Deres ro.. suk.. Men så længe personen er den rigtige, så er musikken bedøvende ligemeget.

Hvilke album er bedst at høre på en søndag?
The Whitest Boy Alive - Dreams pga. den uimodståelige, lækre chill-effekt. Guillemots - Through The Windowpane pga. den lækre, uimodståelige søndagsmelankoli (oh, if the world ends..). Jens Lekman - Oh, you’re so silent jens (som jeg faktisk lytter til lige pt.) fordi den bare er inkarnationen af nat og søndage under dynen.

Hvilken sang giver dig lyst til at danse?
Smid hvad som helst på med et beat i og jeg danser. Men hvis jeg er lidt fest så er jeg stensikkert på dansegulvet til techno (arh, kan ikke stoppe med at hoppe), Familjen - Det snurrar i min skalle og Maskinen - Alle som inte dansar. Eller 90′er-hittet: Vill Ha Dig af Drömhus. Og selvfølgelige Jamiroquai.

Hvad er den første sang, du kan huske?
Elefantens vuggevise som min far sang da jeg var lille (og også dér led af problemer med at falde i søvn). Han har en dejlig dyb basstemme og sangen har bare sat sig fast. Også selvom han kun kunne første vers. “Nu tændes der stjerner på himlens blå, /halvmånen løfter sin sabel”. Suk.

Hvilke sange gør dig ked af det?
Guillemots - Redwings og If the world ends
Jens Lekman - Rocky Dennis’ Farewell song (blind girl I miss you)
Björk (fra Dancer In The Dark) - New World Den måde hendes stemme skærer i den mørke stemning giver en gåsehud (to see-e-ehe)- eller måske er det bare fordi jeg sætter lighedstegn til den ufattelige sørgelige film… den smukkesmukke Björk…
Superheroes - Someone Else
Jacques Brel - La chanson des vieux amants

Hvilken sang skal der spilles til din begravelse?
Tears in heaven. NOT. Sådan en dystopisk sag kan jeg ikke tage stilling til nu, men måske en fransk sang..

Hvem var din bedste koncert med?
Lad mig se.. WhoMadeWho på Roskilde 06, skønt jeg gik glip af starten og slet ikke stod forrest var det muligvis det vildeste jeg nogensinde har oplevet. Det var én lang ravefest som sluttede af i en fantastisk version af Benny Benassis “Satisfaction“. The Whitest Boy Alive på Roskilde Release Event 07 var også en kæmpe oplevelse - mest fordi jeg dansede i en dansecirkel med Erlend Øye (der danser som Napoleon Dynamite). Desuden er de verdens bedste liveband. Og så var der Jens Lekman i Malmö, hvor han sang ude i baggården efter en hårrejsende smuk koncert, med sin stemme rungende som et gyldent ekko mellem de høje, gule husmure. Og så var der The Cure i forum her i vinterferien som også var helt vanvittigt. Ak. Jeg kan ikke svare på dette. For mange fantastiske oplevelser.. Scissor Sisters, Kanye West (overraskende nok!?), Rufus Wainwright (også selvom han var fuld og rodede rundt i sine sange), serbisk folkemusik-band, JuniorSenior på et mikro spillested, Forest and Crispian, Turboweekend, Thomas Dybdahl, osv.

Tager du på festivaler?
Ja. Men har kun været på 2 Roskilde-festivaler, og forhåbentligt min 3. her til sommer. Jeg kommer til festivalen som en musiknørd: sidste år formåede jeg at se over 35 bands (!!) - men jeg skylder lidt skylden på regnvejret. Vi havde ikke andet at lave end at gå i biografen eller til koncerter.

Hvilke musikere ville du gerne på date med?
Jens Lekman, Sondre Lerche, Sufjan Stevens, Rufus Wainwright, Erlend Øye. (Jeg giver mig selv lov til at drømme om så mange).

Jeg tagger:
Sawyer, Thoughts, Bladlus, En liter vand om dagen, Athelas og Hyperromantik (jeg giver mig selv lov til at tagge 6, fordi jeg er nysgerrig efter at vide hvad de vil svare i de forskellige kategorier)

Mig og mine 7 buddies (læs: øl) havde det umådelig hyggeligt på skolen i går. Musikken var så høj at det kun var når man holdte sig for ørerne at man kunne høre melodierne. Vi var tvunget til at danse, tvunget! Jeg dansede på podierne som sædvanlig: det store overblik ud over en bølgende mængde af pissestive mennesker. Strømmen gik et kort øjeblik - grunden rygtedes til at være en der havde lavet for voldsomme karatetricks. Vi stod et øjeblik og grinte af noget loft der var faldet ned.
5 minutter før lyset blev tændt løb jeg ned og hentede mine ting i garderoben. Dér snakkede jeg med en 1g’er. Jeg var 100 % overbevist om at jeg kendte hans navn. “Jeg ved godt at jeg er syg. Folk tror jeg er psykopat fordi jeg kan huske deres navne efter kun at have mødt dem én gang”. Jeg kom så til at sige det forkerte navn, hvilket bare må have gjort mig endnu mere psykopatisk. På vej ud stødte jeg ind i en pige som jeg havde snakket med til en anden fest. Hun sagde tusind tak for den samtale vi havde haft: at jeg havde sagt så mange søde ting til hende. At hun længe havde overvejet at skrive til mig. Denne gang sagde jeg bare “Ja! Jeg mente alt hvad jeg sagde” skønt jeg ikke kunne huske et ord af hvad jeg havde sagt. Gin må den pågældende aften have været livsfilosofiens hellige eliksir. Jeg er bare glad for, at det er søde ting jeg har sagt - noget folk kunne huske bagefter - og ikke bare ondt lort.
Jeg grinte virkelig meget da jeg cyklede hjem. Det hele var lidt psykotisk i længden. Jeg syntes pludselig at det var vidunderligt at min hukommelse stinker - at jeg ikke kan nogens navne og at jeg danser så voldsomt kikset at man bare har lyst til at pege af mig og sige: HAHA, se lige the retard. At jeg havde rystet adskillige mennesker i skulderen og sagt bekræftende ting til dem. Du er smuk. Du kan få lige hvem du vil. Du må ikke drikke for mange øl (…said the drunk kid).

I aften ringer byen til mig igen for at indbyde mig til flere svedige dansegulve og puls og puls og puls - som var musikken selve livsnerven - og den ting som får mig til at glemme de tusind ting jeg skal nå. Jeg kan bare ikke overskue flere øl. Vil bare sove før det hele bliver alvorligt.

Desuden går jeg og savner en

Jeg drømte i nat, at der var startet en ny dreng i klassen som kunne danse alle ord (dvs. forme sin krop i de pågældende bogstaver). Alle mennesker klappede voldsomt i deres små, fedtede hænder af begivenheden. Af talentet. Jeg sagde en masse svære ord, men han kunne bøje sin krop i dem alle.
Da jeg havde drømt drømmen, kunne jeg ikke vågne op igen; lå og dasede i sengen i uendeligheder (kunne sove fordi jeg har haft fri de sidste to dage). Skønt næsten 10 timers søvn, var jeg stadig udmattet. Kom til lægen og fik foretaget den livsvigtige livsmoder- (ha, var lige ved at skrive “morder”)-halskræfts-vaccine (interessant for jer, ikke sandt?) og tog så ind til byen for at fejre min ømme arm efter nålestikket (jeg er ikke bange for nåle). Inde i byen købte jeg tusind ufantastiske ting for hele min SU og hvor var det dog en skøn følelse af lade dankortet overtage mine handlinger og bruge det i en kronisk penge-udfosnings-ekstase.
Jeg fik endelig købt soundtracket til Shortbus, som jeg har gået sukket over i uendeligheder. Jeg hører det nu. Det er perfekt til natten, egentlig.

Jeg sad på rådhuspladsen og spiste min is med hovedet vendt mod solen. Det var en henrivende følelse der gennemsusede min krop. Jeg følte mig selvsikker og godt tilpas (ligefrem selvtilfreds? smock). Fri! Og tænk, det er kun fredag! Jeg har uanede mængder af tid tilbage. Det er som om at alle dage er forsvundet ind i selve Livet (den tingest jeg har levet ved siden af i ufattelig lang tid). Jeg er endelig med på vognen igen.
Det er værste er dog når man rammes af følelser man ikke kan forklare og definere. Man burde da kende sin egen tankeverden, burde man ikke?
Oftest når jeg besidder lykkelige tendenser i mit sindelag, så er det som om at jeg er med i en eller anden latterlig amerikansk film der burde nedskydes og banlyses fra samtlige biografer. Ingen gider at høre på sådan noget lort. Eller på mig generelt for den sags skyld…
(“I would never want to belong to any club, that would have someone like me for a member”)
Lidt i samme stil som når jeg tror, at 1000 mia. mennesker læser min blog og er jeg er, by the fact, en berømthed. Og jeg har jo ret. For jeg ved jo, at alle elsker at læse om en drøm om en dreng der kan danse og bøje alle verdens bogstaver. Hvilket talent, hvilket talent!

Det demokratiske stormvejr tog ikke til, da min veninde og jeg tumlede gennem Nørrebros gader hen over midnat. Vi havde dristigt forventet at vandre i orkanens øje - i det mindste se nogle biler blive brændt af i religiøse protester. Men nej, ingenting. I stedet drog der sig et ekko-suk gennem de isklare gader af denne aftens hengivelse til Jens Lekmans blide, klare røst og hans øjne i mine da han stillede mig et spørgsmål og signerede albummet. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Kun mit navn. Ja, det var det eneste fornuftige der poppede frem. Ha, mit navn. Jeg tænkte på min generations kulturradikale og kulturintellektuelle som jeg på mærkværdigvis konstant støder ind i - ja, de kunne sige smarte ting til ham. Men jeg? Ligeså tavs som Nørrebros deprimerede gader.. Social retard.
På den halvtomme kro - ikke et chic sted for disse after-koncert intellektuelle - men med en ludoman, 3 alkoholikere og 2 frikadellespisende midaldrende danskere i læderveste og slidte cowboybukser, spillede vi vores eget spil på billardbordet og lod øllene rulle rundt i vores musikfyldte svælg. Jukeboxen spyttede sukkersøde countrymelodier ud og folkene i baren skrålede løs om flere efterfester og flere demokratiske orkaner i den herlige og fantastiske indre by og den 25-årige håndværker ragede den 50-årige ludoman på numsen. Og jeg pegede på månen da vi trådte ud fra kroen og sagde det samme som jeg har sagt hver aften de sidste 3 nætter.

Men i morges da jeg drog hjemad til min bitre forstad gik bussen i stå (”HER BRÆNDER!!” skreg nogle passagerer da jeg steg ombord) og jeg følte mig pludselig fandens deprimeret. Det er ikke til at sige hvorfor - jeg ved det ikke selv. Måske var det Jens Lekmans uopnåelige skønhed - al uopnåelig skønhed, alle de kloge mennesker der synes at stortrives i deres egen Rigtighed, den skrigende halvmåne om natten, hr.Z, opgivende tanker. Ak, ak. Knuden opløste sig dog i løbet af dagen og jeg fik krammet de første kolleger farvel på arbejdet og lavet vellykket mad med søster og nu er den snart midnat igen, men jeg kan ikke se den skinnende måne for bar’ persienner.

Storby. Rom. Og cola? Nej tak, jeg tager en cappuchino i stedet.
Jeg er nu velbevandret i de italienske byer og har utallige kalorier og ulidelige fantasier på samvittigheden. Der kunne siges så meget om byen. Jeg kunne skrive om de søvnige saxofoner i metroen om aftenen, de lækre munke der ventede ved hvert gadehjørne, Vatikanmuseet hvor jeg fortabte mig i det hele, skænderier med mine forældre, min generelle udstråling af Ond Kultur og Matrix med lang, sort jakke og sorte Ray Bans og en muggen attitude mod min fars kamera og vandretaske med proviant i. Men nu.. en dag efter hjemkomsten.. synes ingen af de ting vigtige og spændende. Det var en god tur, det kan jeg ikke benægte. En yderligere kulturel indsigt og endnu flere følelsesmæssige storme, suk, ak, ja!

Men mest af alt når jeg tænker på turen, tænker jeg på aftenerne hvor jeg igen ikke kunne falde i søvn. Jeg spurgte Chet Baker, om han ikke ville lulle mig i søvn, men han sagde bare, “you don’t know what love is, until you learned the meaning of the blues. Until you’ve faced each dawn with sleepless eyes, you don’t know.. what love is ” og jeg spurgte ham så, om jeg virkelig skulle igennem alt det blå, gennem det store hav af jalousi og forgabelser og endnu flere fortabelser, og han sagde bare ja, og lod mig suge ind i al den fandens deprimerende jazzmusik. Men det gik dog bedre til sidst, og bryllupsbilleder af mig og Yndlingsputten (og fra vores bryllupsrejse til Rom hvor vi står foran Trevi-fontænen under Oceanos’ brusende bølger) fortog sig i takt med at mængden af italiensk kunst og kultur og stemning væltede over mig (selvom jeg ikke kunne undslippe guitarsoloer nogen steder).
Jeg læste en Jane Austen-bog dernede (en af mine “guilty pleasures”) og den fik mig så til at tænke på Hr.Z og det blev egentlig ganske ulideligt alt sammen til sidst oppe i mit hoved. Så få minutter efter vi kom tilbage til de kære, grå, tågede danske luftlag, lod jeg mig selv hjernevaske 5 meter fra Robert Smith (The Cure, red.) i 3 syretimer, med en mageløs blandning af dunkle, gotiske synthesizers, improviserede dansespasmer og en stemme så klar og ren og britisk at det gav en kuldegysninger hver gang han åbnede sin uhyggelige røde klovnemund. Nu er jeg hjemvendt fra en biograftur, hvis bare jeg også kunne rejse rundt om jorden på 80 dage, og har regnet sammen at jeg har været i Danmark i over et døgn, men kun været hjemme 3 timer.
Og i morgen gælder der flere overspringsevents (shopping og endnu en koncert) i min følelses- og tankeflugt. Ja, ja, sådan må det altså være. Regner med at Robert Smith kan lulle mig i søvn og love mig flere Matrix-dage med mere Ond Kultur og mere pendling til adspredelser og forlystelser - i en bitter forhåbning om at the spiderman is not having me for dinner tonight.

Ps. Vi gik forbi en restaurant i dag, hvor der var bundet hjerteballoner på alle stolene. Jeg havde lyst til at kaste op ud over mit nyindkøbte slik.

Ja. Yeah. Yo. Det går jo fint, det går jo egentlig helt fint. Skønt mine kvælende kærlighedsneuroser, må jeg blankt erkende, at det har været en vældig vellykket uge. Møde sent, en enkelt fridag, bestå teoriprøve, bestå caféaften (bøjet i de fineste knæklys og de vildeste trampermoves), bestå en dag med tømmermænd, forelske mig i en illusion, spise meget usund mad, hørt masser af mærkelig musik, grint for mig selv og skreget af vrede. Ak ja, ak ja. Det snurrar så sørme i min skalle.
Jeg havde egentlig ikke noget af relevans at sige denne stormfulde, snurrende torsdag, så tænkte jeg da lige rapt kunne lave et mindre opslagsværk over ting jeg har hygget mig med den seneste tid…

De omtalte kærlighedssange…
Barbara Streisand - The Way We Were
- En fantastisk sørgelig sang, hvor den kære Barbara synger så smukt, så smukt, så smukt, at jeg kunne græde blot pga. det.
Jacques Brel - Ne Me Quitte Pas (If you go away)
- En sang jeg primært har dyrket under Nina Simone’s insisterende stemme, men så opdagede jeg, at det var Jacques Brel der sang den, og det har faktisk givet sangen en helt ny følelse. Jeg synes at Jaques i videoen er vanvittig uhyggelig og sindsoprivende genial. Jeg har aldrig set noget lignende. Han gør, at jeg tror jeg kan tale fransk.
Billy Joel - Just the way you are
- En elskværdig klassiker. Teksten og melodien er så smuk, oprigtig og ægte, at man ikke kan lade være med at høre den.. hele tiden.
Dolly Parton - I will always love you
- Whitney når ikke Dolly til sokkeholderne, når det kommer til udførelsen af denne sang. Dolly tilfører sangen en hidtil uset skrøbelighed og intensitet, at den kommer til at krybe op under huden på en.. suk. (I videoen er det at bemærke den fantastiske dialog i starten.. det er altså kærlighed så det batter!)
Roy Orbison - Crying
- Det er også værd at bemærke, at denne smukke sang også bliver brugt i David Lynch’s “Mulholland Drive” (en af yndlingsfilmene), hvor den synges på spansk af Rebekah Del Río hvor den hedder Llorando. De er for mig begge lige hjerteskærende.
Claudine Longet - Unknown Titel
I virkeligheden en meget mærkelig sang. Og jeg ved ikke engang om den er om kærlighed. Men der er noget mærkeligt dragende ved hendes accent og melodien. Lidt hypnotisk, egentlig.

Ydermere er jeg altid åben for andre kærlighedssange, så anbefal endelig nogle til mig…

De sjove klip
Zombiekid
Daily Show - What’s the matter with Denmark? Part one. Part two.
Bertelsens Uaktuelle Nyheder - Anders Fogh’s skjulte budskaber

Og nu må jeg vidst hellere få læst nogle lektier til imorgen.. eller sætte en film på.