Frøken Mig

Jeg synes ting har været indirekte kaotiske siden jeg trak mit biologispørgsmål i tirsdags. Ikke at det indirekte kaos er katalyseret af min formåen med Fordøjelsessystemet til en vellykket eksamen (10! weee) men mere af timerne der forsvinder ud af mine hænder, uden at jeg egentlig laver noget. Jeg har været i et mærkeligt elevatorhumør. En NEJ!-kvinde (hvilket jeg undskylder for!). Jeg er bare så træt hele tiden..
I går tog jeg til en, for mit vedkommende, alkoholfri (min lever er i fare efter kyssesygen) reunion med folkeskolevennerne. Det er altid fantastisk hyggeligt, og man bliver så sentimental og nostalgisk og … ahh. Nogle gange ville tingene bare være mindre komplicerede hvis man gik i 9. igen. Det var ret underholdende at se folk falde omkring mig som døde, skæve fluer. Stimulerende samtaler forsvandt ind i vrøvl til man råbte: a’ hva’? En blev lavet om til en robot via vandpibens sølvpapir og dansede the robot dance, mens 2-3 andre hoppede løs på den kæmpe trampolin og 2 andre puttede hash i vandpiben. Man roterede hele tiden til nye samtaler og til nye mennesker. Der var ikke nogen som havde ændret sig radikalt. Alligevel blev jeg virkelig ked af at høre en fra min klasse havde skåret sig selv i halsen og i håndledene i folkeskolen, fordi han havde det så elendigt. Jeg vidste godt han var ekskluderet, men at han havde det så elendigt.. Jeg er så naiv at jeg bare tror at alle har det OK bare fordi jeg selv har det. Men han har vendt hele sit liv om og er glad nu.. Jeg ved aldrig hvad jeg skal sige til sådan nogen. Har lyst til at sige “Undskyld”.

Pludselig var klokken alt for meget og en ven fulgte mig hjem. Halv fire susede min hjerne med syrede drømme om min gamle klasse. At vi var på et stort slot og at alle skulle sove der i store eksklusive værelser. Det var overdådigt! Jeg savner dem nu.. men har løfter i min lomme om sommerferieaktiviteter og trygge kram. Det er dejligt. Rigtig dejligt. Jeg var så bange for den post-3g-ensomhed jeg gik i møde.
I dag har jeg bare været rockertræt og ikke formået at læse noget kvalitativt. Mangler vidst nogle bøger.. Nevermind.. I dag har bare været et sentimentalt nostalgi-trip og udpræget sløvsind. Jeg skal læse samfundsfag. Ja. Men da det er 24-timers prøve kan jeg slet ikke tage det alvorligt… Verdammt! De her dage bliver hårde.

Familiefest med 20-25 larmende mennesker inde i stuen. Jeg barrikaderer min dør og lader mig sove væk fra fødselsdagssange og festligheder. Jeg kan intet. Børneråb ude fra haven. Den nuttede Lille Per-klon løber slalom mellem de voksnes ben. Halv 11 smider min far sine søskende og onkel ud. Min fars bror faldt i søvn ude på toilettet. Kom ind i stuen med bukserne nede. Min fars onkel prustede og nøs rødvin ud over det hele. Min mor viser arrigt sin rødvinsplettede bluse til min søster og jeg. Singstar i høj falset. Benægtelse om hændelserne inde i stuen. “Jeg har fandme lov til at tage en smøg på terrARsen først, mand,” skreg min fars brors kæreste. De drikker sig altid så fulde. Jeg falder i søvn klokken tolv. Jeg kan stadigvæk intet. Er ikke et rigtigt menneske. Og nu kommer der flere eksamner. Jeg kan ikke.. er alt for syg..

Overlevede skriftlig engelsk med nød og næppe, efter at være blevet køresyg af den taxa som kørte mig til skolen. Tog hjem og sov. Gik modvilligt i bad og spiste modvilligt dagens sidste ration af panodiler. Ankomst på skolen. Åndeløse var vi. Ideerne blev hyldet. Vores idé. Vores film. Vores ansigter blev badet i spotlight. Jeg spejdede ud over publikum, uden at kunne genkende nogen. Forsøgte at benægte den umiskendelige hovedpine pulserende i hele min venstre side. Bare smil og klap. Det føltes som en evighed. Du er ikke syg, sagde nogen. Jo, jeg skal hjem nu. Ingen efterfest. Der var helt stille i bilen hjem. Åndeløse. Idéer. Mit hoved.

En hel eftermiddag i solen. Lagkage og små børn der skriger ens navn. Man er deres Gud. Et guddommeligt lift til en vens Crib. Åndede film (latterkramper) og mere hurtigmad (en chickenburger, en chickenburger?). Pludselig 5 øl i svælget og pludselig foran Stengade 30 til Reggae-fest blandt det multikulturelle Nørrebro. Rokke fra side til side. Trykkende, fantastisk varme. Den lumre lugt af hash. Isvand mod tindingerne. Get up, stand up. For evigt. Natbussen fisker mig op fra Nørrebros kolde fortovsfliser. Jeg går gennem natten til det bliver dag. Fuglene går amok. Mit fulde hjerter griner i takt med solens opstigning. Tømmermændsmorgen.

Klokken er kvart over 2 torsdag nat.
Vi sad rundt om bålet, efter den højlydte dansemusik blev slukket.
Nogle holdte taler. Fortalte om hvor fantastisk det hele havde været. Sjæleransagelser og selverkendelser. Bekendelser. Flammerne fra det noget vage bål sendte rødlige, varme genskær på de omkringsiddende. Tordag, denne torsdag ja, var den sidste skoledag nogensinde. Jeg stirrede blot ind i flammerne her til aften; forsøgte på at holde små sørgmodige tårer tilbage. Det er trods alt slut. Helt slut! Er der nogen der har overvejet det?!
Da jeg cyklede den halve time hjem fra eksperimenterende forsøg med afbrændte gummisko og flammekastning fra fulde mennesker (jeg har glemt hvor meget jeg har drukket selv, men jeg er egentlig rimelig fattet) kunne jeg stadigvæk ikke forstå det. Jeg forstår det heller ikke nu.
Jeg sad her til aften fordybet i en samtale om ugens følelser med en fortrolig: da en udefrakommende drunken man spurgte hvad vi snakkede om, svarede jeg: Blot om livets, sjælens og tidens forgængelighed. Ordene lød en smule voldsomme. Og jeg tror egentlig slet ikke det var det vi snakkede om.
Men forgængelighed må da være ugens keyword!
Nu gælder eksamerne - nu står vi på egne ben - nu åbner der sig en ny verden. Og mest af alt er jeg bange for at ende op alene.
Jeg skal op om små 5 timer. Endnu en fest i morgen.
Er det fest eller gravøl?
Ingen holder styr på noget længere.
For det er slut.
(Men vigtigst af alt er der ham jeg holder så frygtelig meget af, som synes at være en nuttet lim der holder mine dage sammen.)

Ak o’ ve. 5 dage uden livstegn må ophøre - jeg er i live, jeg er live! Er netop (22.30) hjemvendt fra skole (!!) - adrenalinet suser rundt i min krop uden grund. Jeg må være mere træt end træt. Men ikke detsto mindre har det været en ganske fornøjelig dag med tusind grineflip og kreative triumfer.. Weekenden har på samme led været spundet ind i velvære og kys og UV-lys og knæklys og varme og solskin og flere is og flere is og flere is og hundredvis af melodiske ord og dampende energistrømme.

Den sidste skolefest var i fredags. Skolen havde bøjet sig til fordel for et disko-inferno og jeg skreg af diskokuglen i ærbødighed når jeg dansede under den. Med tusind knæklys fordelt på kroppen og tusind frie podier at danse på og tusind røgmaskiner at danse ind i udviklede det sig til en hel fortruffen fest. Jeg kunne ikke overskue at drikke øl så tyede til Breezers (haha) som jeg for det meste spildte ud over mig selv og mit efterhånden alt-for-lange hår. Folk var ganske vilde og det føltes som om alle væltede rundt omkring mig. En time før festens afslutning (buhu, party-pooper) tog jeg hjem. Det gør jeg altid, når jeg ikke længere kan se hvad aftenen skal kunne bringe mig. Spiste en fransk hotdog. Ikke fordi jeg egentlig havde lyst til den…

Om lørdagen kom ham filejsen og vi var film-agtige og kramme-agtige og kysse-agtige i utallige lykkelige timer. Og jeg vågnede op i hans favn som så mange gange før - den skræddersyede krog til mit dvaske legeme. Den ubeskrivelige behagelige følelse af en som bare holder fast omkring en… Jeg er så taknemmelig for alt. Jeg viste ham cinemateket og blev rigtig stolt over at han kunne lide det og at vi begge kunne lide den drømmende, hypnotiske Altman-film (”3 Women”).. den slog virkelig benene væk under os. Og det var dejligt bare at sidde ved din side, selvom mit venstre ben var gået i sukkerchok og hele tiden kildrede. Lidt ligesom mit hjerte under huden, men det skyldtes nu ikke sukker..

Og så var der engelskprøven med et utal af årstal jeg ikke kunne huske, men jeg fik overraskende ros af min lærer omkring mine skriftlige præsentationer og chokket over hendes udtalelser sendte bølger gennem min krop helt op til dette sekund.. Der tog hun virkelig fusen på mig.. Og så var der de mange timer i filmlokalet hvor vi knoklede med vores film der tilsyneladende bliver mere og mere sølle jo mere vi arbejder på den (åh det bliver så pinligt!). Og så var der musikaften med englesang og bossa nova og Sufjan Stevens og en masse fesendrenge som sange romantiske, følsomme sange og man kunne ikke lade vær’ med at lade alle tonerne gå direkte ind i hjertekuglen.
Og ha! - Tænk at det kun er mandag. Mandag! I morgen regner jeg også med en uendelig skoledag: en dag magen til denne. Men det gør ikke noget. Jeg kæmper de sidste krampetrækninger for at holde fast i en eller anden usynlig illusion… også selvom jeg for længst er holdt op med at lave lektier. Nu er der bare mig og timerne og minutterne og sekunderne der bare forsvinder mens jeg skjuler det hele bag et fjoget grin.
Forår, hviskede de. Forår.

Og på torsdag er det 1.maj. Min yndlings forårsdag på hele året. Der hvor man sejler rundt med tusindvis af andre glade mennesker og det hele er så primitivt så primitivt, at man blot lader solen bage på ens lunkne og sprukne sjæl og sluger litervis af stuevarme Harbo Pilsners.
Ak, min personlige bossa nova og cha cha cha til selve forårets musik.
(Kunne jeg have skrevet en dårligere tekst? Suk.. Jeg er uhelbredelig elendig.. Der er for mange historier og for lidt tid)

Puls og puls og puls.. var det ikke sådan jeg sluttede sidste indlæg af?
Det passede virkelig.
Umulige dage at beskrive, egentlig. Jeg prøver alligevel.

Torsdagens friske tømmermændståger blev forbrændt i familjens skød. Det var de mest intense 3 kvarter nogensinde. Det var som om at ethvert beat sank direkte ind i maven på en og ramte nerveledningerne så man ikke kunne undgå at hoppe og skrige imens. Hidsigt lys blinkende i hovedet, pivfalske vokalføringer og improviseret koreografi. Elektronisk forførelse. Udefor susede der kold vind i hovedet på os: det var så sygt! skreg vi i munden på hinanden. Sygt! Jeg vendte hjem i det tavse tog (iPod gået i hak) med en følelsesløs mobiltelefon klistret til hænderne med søde ord og drømmende tanker i sit display (jeg kunne kysse hver og en). Klokken 1 sad jeg og stirrede ud gennem mit vindue på torsdagens mørke: en nærtstående lygtepæl sendte sløve kaskader af lys udover vores haves græsplæne. 5 ½ time til jeg bliver vækket. Men ingen tanker syntes at bekymre mig. Der var stadig pulsen..

…den elektroniske puls der fredag eftermiddag bliver erstattet af en menneskelig, lidt som når ens hjerte er ved at hoppe ud af brystet på en, fordi der er gået så mange dage; og hver en mund-til-mund-kontakt (ikke førstehjælp) sender kildrende vibrationer ud i ens fingerspidser og helt ned til tæerne. Se den noget flade Flammen og Citronen. Skråle med på Dancing Queen da vi kører, bare os to, med mig bag rattet, se hvor god jeg er til er køre, er jeg ikke bare god, åh, hvor er jeg god, i uendeligheder i samme 8-taller gennem områdets tomme gader. Dyneparadis og blød hud…

…blød hud og våde læber erstattet af himmelsk middag hos veninde: liebfraumilch og sorbetis (haha sorbe-tis). Vi vælter ind på bodega på Nørrebro, rafler med skæbnen og flere iskolde øl, lakridsshots, høje grin og fællestis. Hjertet er ved at falde ud af min overkrop - allerede et mærkeligt afsavn pulserer - men vi danser løs på et pumpet popdiskotek til tusind gode sange til fødderne falder af: jeg griner højt og lader musikken omfavne enhver fiber i mine led.

… drømmende dansebevægelser erstattes af søvnberuselse og søvnberuselse erstattes af utallige timer timers lektielavning (forbandede reform) så mit hoved til sidst her i eftermiddags var ved at eksplodere og jeg sov lidt fra ugens eskapader og dundrende følelser. Og nu.
Nu. Nu er weekenden forbi. Min søster har sat film (Sophie Coppolas “Marie Antoinette”) på - hun venter utålmodigt på, at jeg får skrevet færdig. Jeg kunne skrive en hel roman om denne weekend. Om alle mine følelser og alle mine sansninger: alle de ting man havde drømt om, der pludselig bliver realiseret.
Og den puls der pludselig banker for alt godt i livet.

Mig og mine 7 buddies (læs: øl) havde det umådelig hyggeligt på skolen i går. Musikken var så høj at det kun var når man holdte sig for ørerne at man kunne høre melodierne. Vi var tvunget til at danse, tvunget! Jeg dansede på podierne som sædvanlig: det store overblik ud over en bølgende mængde af pissestive mennesker. Strømmen gik et kort øjeblik - grunden rygtedes til at være en der havde lavet for voldsomme karatetricks. Vi stod et øjeblik og grinte af noget loft der var faldet ned.
5 minutter før lyset blev tændt løb jeg ned og hentede mine ting i garderoben. Dér snakkede jeg med en 1g’er. Jeg var 100 % overbevist om at jeg kendte hans navn. “Jeg ved godt at jeg er syg. Folk tror jeg er psykopat fordi jeg kan huske deres navne efter kun at have mødt dem én gang”. Jeg kom så til at sige det forkerte navn, hvilket bare må have gjort mig endnu mere psykopatisk. På vej ud stødte jeg ind i en pige som jeg havde snakket med til en anden fest. Hun sagde tusind tak for den samtale vi havde haft: at jeg havde sagt så mange søde ting til hende. At hun længe havde overvejet at skrive til mig. Denne gang sagde jeg bare “Ja! Jeg mente alt hvad jeg sagde” skønt jeg ikke kunne huske et ord af hvad jeg havde sagt. Gin må den pågældende aften have været livsfilosofiens hellige eliksir. Jeg er bare glad for, at det er søde ting jeg har sagt - noget folk kunne huske bagefter - og ikke bare ondt lort.
Jeg grinte virkelig meget da jeg cyklede hjem. Det hele var lidt psykotisk i længden. Jeg syntes pludselig at det var vidunderligt at min hukommelse stinker - at jeg ikke kan nogens navne og at jeg danser så voldsomt kikset at man bare har lyst til at pege af mig og sige: HAHA, se lige the retard. At jeg havde rystet adskillige mennesker i skulderen og sagt bekræftende ting til dem. Du er smuk. Du kan få lige hvem du vil. Du må ikke drikke for mange øl (…said the drunk kid).

I aften ringer byen til mig igen for at indbyde mig til flere svedige dansegulve og puls og puls og puls - som var musikken selve livsnerven - og den ting som får mig til at glemme de tusind ting jeg skal nå. Jeg kan bare ikke overskue flere øl. Vil bare sove før det hele bliver alvorligt.

Desuden går jeg og savner en

Kyssetømmermænd.
Dehydrering og gin.
Pseudo-poesi.
Jeg overrasker mig selv gang på gang. Det er som om hele verden er blevet forvandlet til et stort cirkus, hvor jeg kaster rundt med elefanter og farlige tigere - hele tiden for at teste mig selv og min kunnen. Talent og vellidthed. Jeg er vel nok et sødt menneske.
Slår personlige rekorder hele tiden - flydende grænser brydes og rykkes flydende og jeg hviler lykkeligt i alle de nye ting der skal opleves og smages på. Alle de drømme og fantasier der er blevet håndbgribelige. Ting man troede aldrig ville kunne eksistere for en. Jeg finder mig selv i andre når de kalder mit navn, da jeg ankommer til festen. De første øl sætter sine spor og jeg taler med et par stykker om hvorfor jeg dog kom senere denne herlige aften.. Berusede analyser om alt det vi alle drømte om. Jeg drejer enhver samtale med store armbevægelser og pseudo-poetiske og pseudo-intellektuelle betragtninger.. gin sætter verden i flammer.. og lader kroppen gennemstrømme af flere komplimenter og sager jeg ikke kan tage stilling til (der er altid tusind ting jeg ikke kan tage stilling til).
Hvordan kan verden hele tiden løbe tør for musik? Hvilken sang skal vi nu spille?

Jeg blev så vred i nat over at døgnet var blevet bestjålet. Jeg blev virkelig vred. Jeg er som bekendt besat af uendeligheden, og nu forsvandt min søndag, fordi jeg i protest og udmattelse over de sidste 4 dages eskapader sov i mange timer om eftermiddagen (hvilket næsten nu garanterer en søvnløs nat.. verdammt.. og så lige op til terminsprøverne).. og den flygtige time verden stjal fra os. Jeg må se at holde op med at være så besat af tid. Og timer. Uendelige fantastiske timer …

Torsdag dansede jeg til musik - soulede salmer og svedige serenader: lod mig forsvinde ind i en smagsdommer-sofistikerenhed i opildnede vin-tåger (ikke rødvinstænder, dog). Fredag lod jeg mig omslynge af virkelighedens favn og lod mig vokse ind i den behagelighed livet bød mig på lykkelig vis (afhængig af kys.. når først man starter er det umuligt at stoppe).. Lørdag valsede jeg ind i mine klassekammeraters smil og førte tusind køkkensamtaler om alt og intet og gin, skønt jeg egentlig var udmattet og dehydreret over døgnets savlombytning (ew, lyder mindre lex) og evige omfavnelser..

Jeg føler mine ord er som skåret i beton. Kolde og ru. Jeg vil så gerne kunne gengælde alt. Hele verden! Jeg vil så gerne have at de søde ord vil strømme fra mine læber naturligt. Men jeg er frygtelig. Jeg er virkelig frygtelig. Hvordan kan forsvarsmekanismer drive en ud i sådan en kærlighedsmæssig tilbagegang? Det er som om at jeg stod af kærlighedsevolutionsbussen for et par år siden og virkelig har svært ved at løbe efter den nu.. (arh, lortemetaforer på samlebånd)
Knogler og sindsskørhed. Hud og ikke hud. Kram og folk der kalder mit navn.
Det er som om at alle dage er spundet ind i hinanden i en rus af grænseoverskridende ting (der får mit hjerte til at sitre af glæde) og liflig musik. Det er da skønt, er det ikke?
Det. Skønt.

Horribelt.
Ved jeg overhovedet noget længere?

Jeg hader når mine forældre har drukket rødvin. De sidder henslængt (kan man det?) på sofaerne og smiler med store bodeaux-røde munde, hvor de nu mørkegule tænder reflekterer et mærkeligt rødligt lys som sløve gadelamper i Red Light District. Vampyrer! I går badede jeg selv min mund i dette giftige stads og lignede pludselig en kvinde på over 40 og hvor var vi dog fandens sofistikerede, min filmgruppe og jeg, at vi fik rødvinstænder og sad og snobbede over vores eget talent. Jeg sagde ordet “rødvinstænder” tusind gange. Rødvinstænder, rødvinstænder, rødvinstænder. Og forsøgte at skrubbe den mørkerøde mund af ude på badeværelset. Men munden forsatte ind i snirklede samtaler om kærlighed, film og skolen (forbandede skole! - En fjern illusion efterhånden!) og mit lodne hjerte greb sig selv i at blive ganske lykkelig for en lykkelig stund.
Den fremmede, nyankomne dreng tværs over bordet blev ved med at kigge på mig (og mine rødvinslæber?) mens han holdte en af mine venner i hånden og aede ham i håret, og jeg erfarede at det var på tide at rejse fra rødvinsillusionerne, mine mørnede tænder og berusede legeme (razz sætter verden i flammer). Den hvide sne fra foroven og fra neden (tusind lag af knasende sne, den bedste slags i verden!) stod i god kontrast til mine rødvinstænder, og som verdens eneste vågne snemonster cyklede jeg de 10 km hjem uden at kunne se noget som helst (kan jeg nogensinde se noget som helst?). Jeg kørte i store buer på de tomme veje, da jeg tænkte at det måtte være sjovt for morgenmenneskerne at se disse mønstre og følge min spor (meget realistisk)..
Da jeg ankom til mit nabolag holdt de store fnug op med at falde og afslørede som en tryllekunstner der trækker en kanin op af hatten, den store fuldmåne og jeg var så lykkelig for at se den måne, jeg var virkelig lykkelig. Sneen sad i klumper på mit tøj - mine tynde sko, gennemblødte - men jeg frøs ikke, mine fødder var varme og mine tænder bodeaux.

…og jeg blev vækket til hjemmelavet brunch og sad (og sidder stadig) i mine rødvinsfarvede velourhøvlere og snakkede om rødvinstågerne der denne snehvide morgen var forsvundet. Og dårlig samvittighed splattes ud i mit ansigt over en veninde jeg på grum vis har svigtet (ifølge mine forældre). De ved bare ikke hvor svært det er.. og måske er jeg bare en lorte-dårlig person, at jeg har så svært ved at gribe knoglen og være der for hende (det var først i dag jeg blev bekendt med historien om hendes fasters mand der parkerede midt på Øresundsbroen og bare sprang ud og ned i de viltre, ukontrollerede bølger for et par år siden, hvorfor sagde hun ikke noget?).. og jeg planter mig som verdens eneste afslappede menneske på min seng med computeren på lårene og min mor går ind på mit værelse og sender mig Skammens Blik over al min urigtighed (og fordi jeg ikke har ryddet op i 5 dage og alle filmtingene ligger spredt ud over gulvet som fragmenterede stykker af mit “talent”).. jeg vil være rigtig og gøre de rigtige ting. Jeg vil helbrede min venners depressioner og intelligensoverfloder, men jeg sidder bare dér med rødvinstænder og tør ikke sige nogle rigtige ord..
Hvis verden var bodeaux ville livet måske være rarere..
Rødvinstænder, rødvinstænder, rødvinstænder.

(Senere: Min mor har lige været inde med addressebogen med telefonen liggende inde i. “Jeg synes du har et vigtigt opkald du skal foretage dig før du tager afsted”. Fuck, fuck, fuck.)