Et ordentligt farvel…
24 07 2008… til dem der tilfældigvis stadig kommer forbi denne noget døde blog. Jeg har haft lyst til at give et ordentligt farvel lige siden jeg skrev min kryptiske afsked. Men samtidig.. Ved at være så kryptisk som muligt, så var muligheden stadig åben for at jeg kunne forsætte mit skriveri, når jeg nu engang fandt det passende igen… I tilfældet af, at alt ikke sluttede alligevel.
Men alt sluttede jo. Og denne blog måtte jeg tage med ned i faldet. Og nu har jeg muligvis valgt et dårligt tidspunkt, rent sindelagsmæssigt, for denne “storslåede” afsked. For mig er det stadig onsdag. Og onsdagen slutter først i nat. Den 10 timer lange flyvetur gennem 9 tidszoner fra de forenede stater til Danmark føltes mærkelig turbulent (da jeg sad med en grædeklump i halsen over den bløde, romantiske komedie “Definitely, Maybe”, stod alt mærkelig klart, og alligevel syntes alt bare at afhænge af flyveturen). Jeg har ikke sovet i over 24 timer. Jeg føler at jeg har været et følelsesmæssigt vrag hele turen, hvis jeg egentlig skal sige det. Fra uudholden stædighed (som ledte til en minimal sultestrejke, skønt jeg nærmest var ved at besvime), til grådudbrud og stærkt had og jalousi og vrede ulmende under overfladen; antændt af enkelte sange eller blot et uskyldigt tankestrejf.
Jeg troede naivt, at man ved at rejse væk fra et følelsesmæssigt virvar indeholdende ens sårede og sårende hjerte, kunne få større perspektiv på det hele. Men tværtimod tvinger tonsvis af timer på bagsæddet af en bil, der farer gennem de smukkeste naturlandskaber man nogensinde har set, en til at gå igennem en masse tanker, men håbede på var blevet lagt bag lås og slå derhjemme. Jeg har brækket alt op i små stykker - nærstuderet hver en bid - gået igennem det hele igen.
(Det er ligesom i Haruki Murakami’s roman, “Kafka på stranden”, som jeg læste på 3 dage derhenne, hvor Drengen ved navn Krage fortæller Kafka, at man ikke kan slippe for sine problemer, blot ved at flygte til en anden by. Jeg græd lidt i slutningen af bogen, hvor Kafka endelig selv indså det og tog hjem igen for at tage hånd om det han forlod, skønt han havde chancen for at forsvinde ind i en lykkelig tidslomme for evigt).
Jeg begyndte endda at drømme om Hr.Z om natten (og siden hen om dagen) - og jeg endte med at drive mig selv til vanvid med vanvittige fantasier, som jeg jo udemærket godt ved er helt hen i vejret. Han er jo off limit. - Den person jeg tænker på - min underbevidsthed finder ham frem mod min vilje - når jeg føler mig ensom. Det er som en forbandelse. Jeg finder aldrig forløsning. Og jeg ødelægger alt for mig selv.. Og i håbet om ikke at såre andre i mine mange fald, sårer jeg alligevel også mig selv.
Jeg troede virkelig at jeg havde fundet noget virkeligt, denne gang. Det var første gang jeg rystede hånd med det jeg troede var Virkeligheden og Kærligheden. Første gang jeg turde give slip… Nu har jeg brændt mig selv. Jeg skulle aldrig have ladet mig selv græde over det. Og jeg tynges af dårlig samvittighed over alle mine handlinger. I en drøm (jeg har drømt så meget denne ferie) sagde ham hvorfra det hele er blevet katalyseret, at “Du har ikke krav på en skid. Det var dig der slog op med mig.” Og det er jo helt rigtigt. Hele mit følelsesliv afhænger af uvirkelige ting, som jeg ikke har krav på…
Men nu er man et sted i livet. Det afgørende sted, synes det som om. Jeg fylder 19 om 2 dage, og jeg kan godt mærke, at jeg ikke længere er 18. Det føles som en hel fjern alder for mig. Faktisk ved jeg ikke rigtig hvilken alder jeg har. Jeg kunne sagtens være 40 indeni. Vi rejser 9 tidszoner hen for at bo på 7 forskellige hotelværelser, som har en seng og tv som herhjemme. Hvad er det man søger efter? Og dét at jeg ikke ved hvor gammel jeg er, komplicerer tingene yderligere.
Der er gået halvanden måned siden sidst. Jeg vidste godt hvad der skulle slutte, da jeg fjernede a’et fra salut. Jeg vidste godt, at mine ord ikke længere rakte herinde. Alt for meget filter. Men nu hvor jeg .. ikke har drukket i over 2 måneder (pga kyssesygen), blevet student (med en god afsluttende 12′er i dansk), oplevet Roskilde med ædru briller (som 50 % af tiden føltes som et helved, men som blev reddet af Radiohead, - men det er nok en historie for sig), set den virkelighed man troede var den rigtige, krakelere, set en bjørn på klos hold uden at den gjorde noget (jeg troede at de var så farlige), set de mange turkise bjergsøer, og set lynene dirre fra både himlen og mine egne øjne… så synes alt som en stor genfødsel.
Ej, okay, lyder meget.. kristent.. men jeg føler egentlig tingene er klarere nu. Det er også derfor jeg kan skrive det her nu. Jeg er renset. Ikke fra de menneskelige følelser der stadig rammer mig i glimt og får verden til at gå i slowmotion omkring mig, nej, dem kan jeg ikke løbe fra - men bare renset. Det er bare en ny start. Jeg fylder 19 og så rejser jeg væk i 3 måneder (nogle ville måske kalde det for endnu en eskapisme, men, naa, en sund én, så).
Så her er det.
Mit ordentlige farvel.
Jeg kommer til at savne Frøkenen og jer. Ja, især jer. Jeg håber at jeg en dag kan vende tilbage med en ny stemme og være så ærlig som jeg er her. Det føles mere lindrende end nogle af mine ord det sidste halve år har gjort..
Men tak. Tak fordi du læste med.
Farvel
Det siges at alt godt har en ende - dette blev så enden på din blog. Selvom det er med lidt melankoli, må jeg sige at jeg godt forstår dig - det var samme følelse jeg havde med min gamle blog. Det har været en fornøjelse at læse med. Selvom du skriver farvel, håber jeg at du til tider vil kigge forbi urbanblog og skrive en hilsen, således håber jeg på et “på gensyn/genskriv”. Du ønskes det bedste fremover
Farvel Frøken
Mvh.
Lasse Blichfeldt aka. (Tanke-)Torsken aka. The Cod
Tak for en dejlig blog.
Giv mig et praj hvis du en dag starter op her eller andet steds igen.
Det har været en stor fornøjelse, at læse med. Jeg har virkelig nydt at læse dine ord, der til tider i skræmmende grad kunne have været mine egne (bortset fra at jeg ikke ville kunne skrive det så godt, som dig).
Jeg forstår udemærket din beslutning, vi kan jo heller ikke blive hængende her for evigt, vel?
Ligesom de andre, håber jeg, at du måske vender tilbage her eller andetsteds og at du vil give mig et praj om det (og det fik jeg vist også ytret i voldsomt stor grad i tidligere kommentarer - beklager de spam-lignende tilstande
)
Ønsker dig alt muligt held og lykke på din videre færd, hvor du end tager hen
God rejse!
Tusind tak alle 3. Er virkelig glad for støtten. Jeg er ked af at mit tidligere farvel blev sådan lidt uklart.. Det kunne jeg ikke være bekendt.
Men jeg skal nok holde jer informeret omkring ny blog. Måske bliver det om en uge eller først i januar 2009. No one knows. Jeg ved bare at jeg kommer tilbage. Så gemmer jeres mails til når den dag finder sted.
Frøkenen
Jeg har altid bare læst med i stilhed - nydt at følge dine ord beskrive et liv, som det tit var lidt for let at relatere til, men samtidig så fjernt, lærerigt - men nu, hvor det er slut, føler jeg en træng til at bryde min stilhed, selvom det ikke er for andet end at sige tak.
Tak og må de dejligste ting ske for dig i fremtiden
- Philip
Det har været spændende at være en del af dit online liv, frøken.
Jeg ønsker dig al den held og lykke og lidt til, som du kan håndtere og fortjener. Og så håber jeg som resten af grædekoret at du vil lægge en hilsen, når du igen er klar til lidt leg i den digitale.
Knus
Allan
Philip:
Tusind tak og i lige måde! Jeg er virkelig glad for at høre din stemme. Bliver altid overrasket over de “stille” læsere, der pludselig træder frem. Oftest tror jeg bare at læserkredsen er den samme som kommenterer.
Jeg har næsten heller ikke andet at sige end tak. Jeg er taknemmelig for at du har læst med.
Allan Schmidt:
I lige måde! Jeg skal nok holde dig opdateret, når jeg en skønne dag vender tilbage til bloguniverset!
- Frøkenen
Well, tillykke med fødselsdagen, så (jeg satser på, at det er i dag)
Dejligt med dette ordentlige farvel, som du selv skriver. Det har været godt! Jeg håber, at du vil “vende tilbage” engang. Det er vi jo flere, der ønsker - bare se på, hvor mange der stadig tjekker bloggen her en måned efter dit sidste afskedsindlæg
Giv også mig et praj, hvis du starter op igen et andet sted.
Ih, tusind tak, Athelas - jeps, det er i dag.
Jeg er glad for at farvellet er faldet i god jord.. Jeg skyldte både Frøkenen og hendes læsere det (haha, det kommer til at lyde som om jeg er personlighedsspaltet) - også for at jeg i mig selv vidste at bloggens død endelig var oprandt, skønt jeg nu ønsker at hun havde levet lidt længere.. Jeg har stadig 1000 ord.. Jeg er virkelig rørt over at folk stadig tjekker! Det har overvældet mig meget, hvordan folk har støttet mig og læst herinde.. Det er virkelig.. vildt!
Og jo, du kommer også på min liste, når jeg genfødes som en ny og mere ufiltreret blogger.
Tillykke med den flotte karakter i dansk! Og tak for dette indlæg.
Som du kan se nu, følger jeg stadig en lille smule med på denne blog
(nogle gange bliver man bare nødt til at tjekke– og det var jo heldigt denne gang!)
Jeg er lige vendt til Danmark igen, og det er skam ok. Mit liv som gymnasiast starter om nogle uger, og jeg ved ikke om jeg glæder mig eller om jeg bare hellere vil … rejse igen.
Men nu tager jeg det som det kommer. Så det er skam godt nok.
Jeg vil selvfølgelig meget meget gerne høre om en ny blog!!
Jeg håber alt er godt, selvom alt er mærkeligt. For i virkeligheden skal det jo nok gå.
Håber at jeg vil møde dig igen i cyperspace. Har læst dig i mange år, og du kan noget med sproget
Knus og farvel for nu
Kæreste Frøken
Tusind tak for det ‘ordentlige farvel’. Det er jeg virkelig glad for, for det ville have været for underligt, hvis Frøken Mig bare skulle syne hen i ekkoet fra S(a)lut. Derudover savner jeg dig forbandet meget, for det er jo så længe siden, jeg har set dig! Jeg håber, det kan lade sig gøre en gang igen
Jeg håber, du har det rigtig, rigtig godt på din rejse, det lyder så spændende!
De kærligste hilsner,
R.