Frøken Mig

… til dem der tilfældigvis stadig kommer forbi denne noget døde blog. Jeg har haft lyst til at give et ordentligt farvel lige siden jeg skrev min kryptiske afsked. Men samtidig.. Ved at være så kryptisk som muligt, så var muligheden stadig åben for at jeg kunne forsætte mit skriveri, når jeg nu engang fandt det passende igen… I tilfældet af, at alt ikke sluttede alligevel.

Men alt sluttede jo. Og denne blog måtte jeg tage med ned i faldet. Og nu har jeg muligvis valgt et dårligt tidspunkt, rent sindelagsmæssigt, for denne “storslåede” afsked. For mig er det stadig onsdag. Og onsdagen slutter først i nat. Den 10 timer lange flyvetur gennem 9 tidszoner fra de forenede stater til Danmark føltes mærkelig turbulent (da jeg sad med en grædeklump i halsen over den bløde, romantiske komedie “Definitely, Maybe”, stod alt mærkelig klart, og alligevel syntes alt bare at afhænge af flyveturen). Jeg har ikke sovet i over 24 timer. Jeg føler at jeg har været et følelsesmæssigt vrag hele turen, hvis jeg egentlig skal sige det. Fra uudholden stædighed (som ledte til en minimal sultestrejke, skønt jeg nærmest var ved at besvime), til grådudbrud og stærkt had og jalousi og vrede ulmende under overfladen; antændt af enkelte sange eller blot et uskyldigt tankestrejf.

Jeg troede naivt, at man ved at rejse væk fra et følelsesmæssigt virvar indeholdende ens sårede og sårende hjerte, kunne få større perspektiv på det hele. Men tværtimod tvinger tonsvis af timer på bagsæddet af en bil, der farer gennem de smukkeste naturlandskaber man nogensinde har set, en til at gå igennem en masse tanker, men håbede på var blevet lagt bag lås og slå derhjemme. Jeg har brækket alt op i små stykker - nærstuderet hver en bid - gået igennem det hele igen.
(Det er ligesom i Haruki Murakami’s roman, “Kafka på stranden”, som jeg læste på 3 dage derhenne, hvor Drengen ved navn Krage fortæller Kafka, at man ikke kan slippe for sine problemer, blot ved at flygte til en anden by. Jeg græd lidt i slutningen af bogen, hvor Kafka endelig selv indså det og tog hjem igen for at tage hånd om det han forlod, skønt han havde chancen for at forsvinde ind i en lykkelig tidslomme for evigt).

Jeg begyndte endda at drømme om Hr.Z om natten (og siden hen om dagen) - og jeg endte med at drive mig selv til vanvid med vanvittige fantasier, som jeg jo udemærket godt ved er helt hen i vejret. Han er jo off limit. - Den person jeg tænker på - min underbevidsthed finder ham frem mod min vilje - når jeg føler mig ensom. Det er som en forbandelse. Jeg finder aldrig forløsning. Og jeg ødelægger alt for mig selv.. Og i håbet om ikke at såre andre i mine mange fald, sårer jeg alligevel også mig selv.
Jeg troede virkelig at jeg havde fundet noget virkeligt, denne gang. Det var første gang jeg rystede hånd med det jeg troede var Virkeligheden og Kærligheden. Første gang jeg turde give slip… Nu har jeg brændt mig selv. Jeg skulle aldrig have ladet mig selv græde over det. Og jeg tynges af dårlig samvittighed over alle mine handlinger. I en drøm (jeg har drømt så meget denne ferie) sagde ham hvorfra det hele er blevet katalyseret, at “Du har ikke krav på en skid. Det var dig der slog op med mig.” Og det er jo helt rigtigt. Hele mit følelsesliv afhænger af uvirkelige ting, som jeg ikke har krav på…

Men nu er man et sted i livet. Det afgørende sted, synes det som om. Jeg fylder 19 om 2 dage, og jeg kan godt mærke, at jeg ikke længere er 18. Det føles som en hel fjern alder for mig. Faktisk ved jeg ikke rigtig hvilken alder jeg har. Jeg kunne sagtens være 40 indeni. Vi rejser 9 tidszoner hen for at bo på 7 forskellige hotelværelser, som har en seng og tv som herhjemme. Hvad er det man søger efter? Og dét at jeg ikke ved hvor gammel jeg er, komplicerer tingene yderligere.
Der er gået halvanden måned siden sidst. Jeg vidste godt hvad der skulle slutte, da jeg fjernede a’et fra salut. Jeg vidste godt, at mine ord ikke længere rakte herinde. Alt for meget filter. Men nu hvor jeg .. ikke har drukket i over 2 måneder (pga kyssesygen), blevet student (med en god afsluttende 12′er i dansk), oplevet Roskilde med ædru briller (som 50 % af tiden føltes som et helved, men som blev reddet af Radiohead, - men det er nok en historie for sig), set den virkelighed man troede var den rigtige, krakelere, set en bjørn på klos hold uden at den gjorde noget (jeg troede at de var så farlige), set de mange turkise bjergsøer, og set lynene dirre fra både himlen og mine egne øjne… så synes alt som en stor genfødsel.
Ej, okay, lyder meget.. kristent.. men jeg føler egentlig tingene er klarere nu. Det er også derfor jeg kan skrive det her nu. Jeg er renset. Ikke fra de menneskelige følelser der stadig rammer mig i glimt og får verden til at gå i slowmotion omkring mig, nej, dem kan jeg ikke løbe fra - men bare renset. Det er bare en ny start. Jeg fylder 19 og så rejser jeg væk i 3 måneder (nogle ville måske kalde det for endnu en eskapisme, men, naa, en sund én, så).

Så her er det.
Mit ordentlige farvel.
Jeg kommer til at savne Frøkenen og jer. Ja, især jer. Jeg håber at jeg en dag kan vende tilbage med en ny stemme og være så ærlig som jeg er her. Det føles mere lindrende end nogle af mine ord det sidste halve år har gjort..
Men tak. Tak fordi du læste med.

Farvel