Frøken Mig

Hvis man fjerner a’et fra salut, hvad er der så tilbage?

.. for internettet.
Har googlet samtlige censorer. I morgen trækker jeg samfundsfag og ryster allerede i gemacherne. Har siddet og tolket på billedet af min censor. Han er 50 +, har en nedadgående mundvige og lettere sløve øjne. Jeg har forsøgt at tolke på billedet og kommet frem til følgende fortolkninger:

• Den nedadgående mundvige indikerer en vis utryghed foran kameraet. Det betyder at han som barn blev mobbet og derfor er vokset sig til at blive ganske usikker og derfor har en ufattelig stor venlighed overfor alle for at kompensere for hans ensomme barndom - og selvfølgelig for at undgå mobning. Alt for at være vellidt. Derfor belønner han ofte de uduelige A-niveau-elever med topkarakterer for utrolig middelmådige præstationer I sin fritid drikker han rigtig meget kaffe og udgyder solidaritet til folket via socialistiske omgangskredse.
• Den nedadgående mundvige indikerer årevis af brutal ondskab i undervisningen og sindet, hvor han på diktatorisk vis har svunget linialen over sit hoved - klar til at jabbe de ulydige bastard-elever én over fingrene ved mindste fejltrin. Han blev ganske vist mobbet som barn, men hævner sig nu på fortidens spøgelser via uskyldige gymnasieelever. Han gør alt for at grille dem, som han kynisk 3.grads-forhører dem med snedige, overintellektuelle spørgsmål, uden ét smil på læben.

Jeg er virkelig nervøs. Fuck.

Vi havde vejledningsmodul nede på skolen i dag.
En pige rejste sig op og fortalte at hendes kræftramte far var blevet indlagt igen, og at lægerne ikke var sikre på, om han ville kunne nå at se hende blive student. De tvivlede på om han nogensinde ville komme hjem igen.. medmindre det var for at dø derhjemme.
Hun sagde det uden at græde og uden en bævrende stemme.
Det var så stærkt.

Jeg så en masse scrubs-afsnit her til aften, men de kunne ikke rigtig få mig til at grine som de plejer. Der er pludselig tusind ting i verden der synes vigtigere end mit Hoved og mine Tristheder. End Psykologer og Eksaminer. End eksploderende Hjerter og Drømme.
Ja.
Det er lige meget med alt det jeg ikke ved.

(skal ikke i avisen).

Det har været solskinDsvejr de sidste mange dage.
Jeg har endnu ikke været derude.
Jeg ligner i stedet for en udmattet Blondie som ved en fejltagelse kom til at melde sig til tv-serien “Fame“. Faleret og forlagt. Dismizzle for the shizzle.
Har siddet med mit krusede hår og min maltrakterede hjerne begravet i Økonomi-bøgerne. Ask me a question about Milton Friedman, and I will kill you!
Vi købte McDonalds-mad for at få de der fancy glas. Men de var bare samme farve som dem vi havde importeret fra Italien (don’t ask) og så var det egentlig mislykket det hele. Jeg havde ikke engang lyst til McD-mad. Men vi fik 2 glas alligevel.
Jeg har snakket i telefon i lang tid i dag. Min veninde sagde at min stemme var blevet lysere. Jeg må se at snakke i telefon lidt oftere så folk ikke glemmer mig.
Jeg er spændt på så mange ting.
Er der nogen der forklare klumpen from the shizzle-nizzle i min mave?
(Jeg håber jeg har genvundet mine hjerneceller i morgen).

10 minutter senere:
Jeg har lige spottet kæmpe-myg og derfor tændt alt lyst i mit værelse for fuldt blus. Kan stadig ikke finde den.
Har indset at jeg ikke har haft noget at sige i 3 dage.
Hvad er værst?
Man burde tro at folk havde fået nok af åndssvage kærlighedssange.

Jeg synes ting har været indirekte kaotiske siden jeg trak mit biologispørgsmål i tirsdags. Ikke at det indirekte kaos er katalyseret af min formåen med Fordøjelsessystemet til en vellykket eksamen (10! weee) men mere af timerne der forsvinder ud af mine hænder, uden at jeg egentlig laver noget. Jeg har været i et mærkeligt elevatorhumør. En NEJ!-kvinde (hvilket jeg undskylder for!). Jeg er bare så træt hele tiden..
I går tog jeg til en, for mit vedkommende, alkoholfri (min lever er i fare efter kyssesygen) reunion med folkeskolevennerne. Det er altid fantastisk hyggeligt, og man bliver så sentimental og nostalgisk og … ahh. Nogle gange ville tingene bare være mindre komplicerede hvis man gik i 9. igen. Det var ret underholdende at se folk falde omkring mig som døde, skæve fluer. Stimulerende samtaler forsvandt ind i vrøvl til man råbte: a’ hva’? En blev lavet om til en robot via vandpibens sølvpapir og dansede the robot dance, mens 2-3 andre hoppede løs på den kæmpe trampolin og 2 andre puttede hash i vandpiben. Man roterede hele tiden til nye samtaler og til nye mennesker. Der var ikke nogen som havde ændret sig radikalt. Alligevel blev jeg virkelig ked af at høre en fra min klasse havde skåret sig selv i halsen og i håndledene i folkeskolen, fordi han havde det så elendigt. Jeg vidste godt han var ekskluderet, men at han havde det så elendigt.. Jeg er så naiv at jeg bare tror at alle har det OK bare fordi jeg selv har det. Men han har vendt hele sit liv om og er glad nu.. Jeg ved aldrig hvad jeg skal sige til sådan nogen. Har lyst til at sige “Undskyld”.

Pludselig var klokken alt for meget og en ven fulgte mig hjem. Halv fire susede min hjerne med syrede drømme om min gamle klasse. At vi var på et stort slot og at alle skulle sove der i store eksklusive værelser. Det var overdådigt! Jeg savner dem nu.. men har løfter i min lomme om sommerferieaktiviteter og trygge kram. Det er dejligt. Rigtig dejligt. Jeg var så bange for den post-3g-ensomhed jeg gik i møde.
I dag har jeg bare været rockertræt og ikke formået at læse noget kvalitativt. Mangler vidst nogle bøger.. Nevermind.. I dag har bare været et sentimentalt nostalgi-trip og udpræget sløvsind. Jeg skal læse samfundsfag. Ja. Men da det er 24-timers prøve kan jeg slet ikke tage det alvorligt… Verdammt! De her dage bliver hårde.

Åh, jeg har aldrig været god til de her mandage. Dagen startede ellers godt med højt humør og grundig læsning af biologipensum, men så her efter min lille nap før aftensmaden er hele verden tromlet ned i hovedet på mig. Jeg kan hverken finde hoved eller hale i noget af det. Der sidder en knugende stressfølelse i min mave der bare strammer mere og mere til. Følelserne ligger lige under huden på mig, parat til angreb hvert øjeblik. Over middagsmaden spurgte min mor, hvad jeg gerne ville lave “når jeg blev stor” (hvilket er et ubehageligt spørgsmål for et menneske i post-lur stadie) og jeg svarede: “Det ved jeg ikke. Ikke noget kreativt som jeg før havde regnet med. Jeg er ikke talentfuld nok”. Og da jeg havde sagt de ord, blev jeg sindssygt ked af det indvendigt, og indså: ja, jeg er forbandet talentløs… hvad skal der blive af mig??
Og så er der hele Roskilde-ramasjangen. Ville ikke med. Ville godt med. Købte billet. Huskede pludselig mit mugne ansigt sidste år. Ville ikke med. Huskede de gode musikalske oplevelser. Ville godt med. Blev syg - åh, åh, lever, pas på! Ville ikke med (alkoholfri festival = no-go). Peptalk fra Roskilde-entusiast. Ville godt med. Ingen at sove i telt med. Ville ikke med. Og nu sidder “vil ikke med”-følelsen fast i alle mine indvolde og ælter dem rundt som en flittig husmor, på lige fod med biologi-husmoren der fletter mit hår rigtig stramt så hele mit hoved spændes, mens hun skriger: DU HAR IKKE LÆST GRUNDIGT NOK! DU DUMPER! DU DUMPER DIN IGNORANTE SPASSER!
Og mit “kunstneriske talent” der pludselig indså at det ikke var et “talent” har gravet sig ned under mine tæer og trædepuder og jeg kan ikke længere gå nogen steder, udover i skyggen, for hvert trin føles som brændende kul.

Fy føj, mandage og post-lur-humør.
Jeg er så urigtig at det gør ondt over det hele. Måske jeg bare skulle grave mig under min dyne og gemme mig fra mig selv og mine vrede indvolde?

I morges da jeg vågnede havde jeg fået rødt udslæt ud over mine arme og ben.
Min mor siger, at det er pga. sygdommen. Jeg siger, at det er pga. det faktum at jeg ikke har været ude for vores hus i nu 7 dage. Så udslættet er lidt ligesom det lig får, når de har ligget i en kælder for lang tid.
Jeg ved ikke hvad der er mest skræmmende: Det klamme udslæt (som sikkert er ultrasexy i alles øjne) eller det faktum at jeg ikke har snuset frisk luft i en uge.

Men feberen er væk nu. Og jeg er frisk nok til at skændes med min søster (Mig: Du skal ikke have navlepiercing. Det er klamt. Hende: Hvorfor er du altid så dømmende?). Hvilket må være den mest valide målstok for at jeg er frisk. Nu har jeg så fået masser af tid til at bekymre mig om eksamen i stedet for min sygdom, hvilket bare gør at jeg ryster voldsomt i bukserne. Det kan selvfølgelig også være eksamens-nøjer der har valgt at legemliggøre sig i form at et disgusting, scratching rash..? Verdammt!
Nobody likes a rash.