Frøken Mig

At have været alene med sig selv en hel dag har gjort mig ganske sentimental her på døgnets sidste timer. Blev rørt over den smukke instrumentalmusik i Tootsie der akkompagnerede den sukkersøde montage af klip hvordan han forelsker sig i hende. Og tog mig selv i fælde en lille tåre til Celine Dion’s fortolkning af en Beatles-sang, mens jeg sad og bladrede ældgamle dagbogstekster igennem. Min søster havde sidste skoledag i dag, men var hjemme allerede lidt over 11, uhyggelig ædru, men helt bleg, fordi hun var blevet køresyg på en af Bakkens forlystelser. Min egen sidste skoledag var en hyper Ølympiade - en maskerade for at dække over smerterne fra en nyhed om en (dengang) ukendt Forelskelse. Jeg skreg til de andre fra min klasse, at de ikke måtte gå til andre fester. Det var klassen det handlede om. Os!
Jeg var forbandet irriterende dengang.
Kastede op på min venindes toilet fordi jeg havde drukket for mange øl i den sørgelige Ølympiade med kun 2 personer (juhu, jeg vandt…).

Men nu har jeg søbet rigeligt i gamle tekster.
Jeg kan stadig ikke finde ud af at skelne mellem Virkeligheden og Illusionerne. Min mangel på chancetagen gennem hele livet, har gjort at alt det som i bakspejlet muligvis ikke er håndgribeligt, betragtes gennem et rosa, illusionært filter. Jamen så var det jo heller ikke eksisterende.. Hr.Z var jo bare en drøm

Jeg er ved at have det bedre. Har kun 38 i feber og slet ikke så ondt i halsen. Folks bekymrethed (især fra fremmede voksne såsom forældres kollegaer, o.lign.) er virkelig kommet bag på mig. Det er som om, at alle over 20 har en virkelig god, personlig anekdote om deres eget tilfælde af kyssesyge. “Ja, jeg spiste og sov ikke i 5 uger” - “Jeg græd mig selv i søvn i 3 uger” - “Det gjorde ondt at grine i flere måneder efterfølgende”. Men nu er det biologieksamen der virkelig bekymrer mig. Min stemme er ikke helt vendt tilbage - det lyder som om at jeg snakker gennem en solid slimboble - omtrent lige så charmerende som Vogonernes poesi i Hitchheikers Guide. Jeg har stort set ikke fået læst noget denne uge. Jeg kan ikke fokusere. Bliver træt og falder i søvn oven i bøgerne. Ih, altså. Jeg er doomed. Jeg er måske endda i farefeltet. Jeg er bange, men på en eller anden måde også utrolig rolig ved situationen. Ligesom med AT. Det var bare en opgave jeg skulle igennem - måtte det bære eller briste. Fuck mit samlede snit. Fuck min fremtid. Jeg vil have den hue på! Stemme eller ej!

Jeg er bare så glad for det jeg har og endelig føler. Det føles så rigtigt og ægte. Når tankerne slet ikke kan slippe det omtalte Objekt af bare knitrende, svimlende glæde helt ude i tåspidserne. Når man har fundet en som forstår en og som synes man er smuk ligegyldig hvor ubehagelig man føler sig, så er det ligemeget med alt det andet. Det er det virkelig.
Jeg synes stadig jeg er heldig.
Og at jeg slet ikke fortjener dette Hjerte. Denne sjæl. Mit eget synes ofte så råddent i forhold til. Kikset og pinligt og udhulet. Slet ikke med samme følsomhed, kraft og skønhed. Mandsmod, ja. Men hvis man ligger tæt nok på hinanden, må det da smitte lidt? Ligesom kyssesyge?

Jeg må nok hellere sove nu. Har slet ikke fået sovet mine sædvanlige 5 middagslure i dag, så er lidt bombet.
Godnat til alle jer derude. Jeg håber I sover godt.