Frøken Mig

At have været alene med sig selv en hel dag har gjort mig ganske sentimental her på døgnets sidste timer. Blev rørt over den smukke instrumentalmusik i Tootsie der akkompagnerede den sukkersøde montage af klip hvordan han forelsker sig i hende. Og tog mig selv i fælde en lille tåre til Celine Dion’s fortolkning af en Beatles-sang, mens jeg sad og bladrede ældgamle dagbogstekster igennem. Min søster havde sidste skoledag i dag, men var hjemme allerede lidt over 11, uhyggelig ædru, men helt bleg, fordi hun var blevet køresyg på en af Bakkens forlystelser. Min egen sidste skoledag var en hyper Ølympiade - en maskerade for at dække over smerterne fra en nyhed om en (dengang) ukendt Forelskelse. Jeg skreg til de andre fra min klasse, at de ikke måtte gå til andre fester. Det var klassen det handlede om. Os!
Jeg var forbandet irriterende dengang.
Kastede op på min venindes toilet fordi jeg havde drukket for mange øl i den sørgelige Ølympiade med kun 2 personer (juhu, jeg vandt…).

Men nu har jeg søbet rigeligt i gamle tekster.
Jeg kan stadig ikke finde ud af at skelne mellem Virkeligheden og Illusionerne. Min mangel på chancetagen gennem hele livet, har gjort at alt det som i bakspejlet muligvis ikke er håndgribeligt, betragtes gennem et rosa, illusionært filter. Jamen så var det jo heller ikke eksisterende.. Hr.Z var jo bare en drøm

Jeg er ved at have det bedre. Har kun 38 i feber og slet ikke så ondt i halsen. Folks bekymrethed (især fra fremmede voksne såsom forældres kollegaer, o.lign.) er virkelig kommet bag på mig. Det er som om, at alle over 20 har en virkelig god, personlig anekdote om deres eget tilfælde af kyssesyge. “Ja, jeg spiste og sov ikke i 5 uger” - “Jeg græd mig selv i søvn i 3 uger” - “Det gjorde ondt at grine i flere måneder efterfølgende”. Men nu er det biologieksamen der virkelig bekymrer mig. Min stemme er ikke helt vendt tilbage - det lyder som om at jeg snakker gennem en solid slimboble - omtrent lige så charmerende som Vogonernes poesi i Hitchheikers Guide. Jeg har stort set ikke fået læst noget denne uge. Jeg kan ikke fokusere. Bliver træt og falder i søvn oven i bøgerne. Ih, altså. Jeg er doomed. Jeg er måske endda i farefeltet. Jeg er bange, men på en eller anden måde også utrolig rolig ved situationen. Ligesom med AT. Det var bare en opgave jeg skulle igennem - måtte det bære eller briste. Fuck mit samlede snit. Fuck min fremtid. Jeg vil have den hue på! Stemme eller ej!

Jeg er bare så glad for det jeg har og endelig føler. Det føles så rigtigt og ægte. Når tankerne slet ikke kan slippe det omtalte Objekt af bare knitrende, svimlende glæde helt ude i tåspidserne. Når man har fundet en som forstår en og som synes man er smuk ligegyldig hvor ubehagelig man føler sig, så er det ligemeget med alt det andet. Det er det virkelig.
Jeg synes stadig jeg er heldig.
Og at jeg slet ikke fortjener dette Hjerte. Denne sjæl. Mit eget synes ofte så råddent i forhold til. Kikset og pinligt og udhulet. Slet ikke med samme følsomhed, kraft og skønhed. Mandsmod, ja. Men hvis man ligger tæt nok på hinanden, må det da smitte lidt? Ligesom kyssesyge?

Jeg må nok hellere sove nu. Har slet ikke fået sovet mine sædvanlige 5 middagslure i dag, så er lidt bombet.
Godnat til alle jer derude. Jeg håber I sover godt.

Her ved middagsbordet slog det mig, at jeg virkelig føler mig alene. Jeg har i dag opgivet at kommunikere mundtligt og det føles frygteligt. Nu er jeg kun den blege, tavse pige der ikke kan andet end at se tv og flæbe over sin egen elendighed. Jeg er jo ikke engang et menneske mere. Og jeg ved godt jeg overreagerer, men føler alle følelserne som store klodser der lander ovenpå mit hoved. Over at jeg ikke kan spise, at enhver synkning føles som brændende nåle der stikkes ind i halsen, at jeg ikke kan snakke, at jeg ikke skriver til alle dem som ikke skriver til mig (”fordi de er ude og feste,” flæbede jeg ved middagsbordet).
De sidste to nætter har jeg kastet op, fordi jeg ikke kunne trække vejret. Hvad hvis jeg en dag ikke når at vågne først?
Det føles bare så håbløst.
Det var jo disse uger, at jeg skulle få styr på mine sociale relationer (i det mindste får jeg stadig invitationer) - at jeg skulle brillere til eksamen - at jeg skulle dejse om i en lykkelig drukrus og smile til hele verden. Fuck. Bitterheden og selvmedlidenheden vil ingen ende se. Jeg håber I kan bære over med mig…
Jeg hader mine sygdoms-ord.

De seneste par dage er min døgnrytme gået fuldstændig i koks. I går aftes så jeg Mythbusters lige før jeg skulle sove, og da jeg så slukkede tv’et, drømte jeg at programmet stadig var igang. Men de lavede ikke noget i programmet, fordi de tilpassede det til min kropsro. Alligevel lå jeg vågen til halv 4 hvor jeg rullede rundt med min dyne og forsøgte at finde mig tilpas i programmet. Da jeg så endelig fandt ud af at jeg ikke var med i Mythbusterse og blev overvældet af bevidstheden om, at nu kunne jeg sove, tjekkede jeg uret hvert kvarter for at finde ud af om jeg stadig sov (!?).
Forsøgte at tage en middagslur til Dawson’s Creek hvilket også bare resulterede i at jeg troede jeg selv var Dawson der skulle score Jen. Vågnede op i total feberagtig hvilelse med følelsen af at jeg havde skreget.

Gosh.
Jeg oplever ingenting disse dage.
Jeg er desuden blevet afhængig af minimum 5 serier. Jesus christ! I det mindste har den daglige madmangel resulteret i at jeg har tabt mig. Hurra… men som jeg siger til min mor med døvstum-stemme (skal gentage alt 3 gange) “hellere være fed og rask, end tynd og syg.” Åh. Al den fråder mad jeg går glip af.. Sidder bare og babber på minimale portioner af yougurt og pulversuppe.

Glæder mig til denne aftens afsnit af Mythbusters…
Fuck hvor ynkeligt.

Kort rapport fra sygesengen:

- Jeg befinder mig under dynen for 48. time i træk, spyt-spand ved min side samt tusind vandflasker jeg ikke kan drikke af.
- Da jeg åbnede min computer kravlede en myre rundt på tastaturet.
- Lægen går ud fra at jeg har kyssesyge. Biologi-eksamen om 8 dage er store fare. Roskilde, studentermiddag og vogntur er ligeledes i fare. Min stakkels lever.
- Jeg kan ikke styre mine tårekanaler og græder af frustration hvert andet øjeblik. Jeg er i sandhed blevet virkelig svag.
- For 6. dag i træk har jeg problemer med at presse både mad og væske ned.
- Det eneste jeg kan er at græde. Og nu græder jeg lidt her på bloggen.

Det her er det værste jeg nogensinde har prøvet!

(et ps.-punkt: heldigvis har han bæret over med mig og strøget mig over ryggen når jeg snorkede mere end højt, det kan høres helt inde i stuen siges det, og græd af frustration og selvynk. Hvis jeg ikke havde haft ham, havde jeg været forbandet ensom. Se, nu græder jeg igen. Åh, må smutte. Kan ikke mere…)

De sidste mange dage har jeg set ufattelig meget dårligt tv (alt fra reportager om kendte i badetøj til Liebhaverne), fordi jeg ikke har været i stand til hverken læse eller se gode film.
Men i går aftes kunne jeg mirakuløst holde mig vågen til døgnets 11. time - og kunne derfor se det sidste afsnit af mit yndlingsprogram evaaar, Den 11. Time, med den mand jeg en dag skal giftes med når han har droppet Malou Aamund, nemlig Mikael Bertelsen. Først snakker han om hvor meget han elsker ildebrande og brandbiler og jeg tænker: åh nej, ikke en drengerøvsudsendelse. Men til min store overraskelse tog programmet en hel anden drejning, hvor Mikael Bertelsen forvandles til den lille kat Mikil der humper tilfældige studieværter og møblementer i tv-byen. Jeg grinede ekstremt meget og da programmet var slut havde jeg en virkelig lykkelig følelse i maven. Jeg kunne ikke lade vær’ med at smile. Dagens frustrationstårer var pludselig glemt.
Da jeg vågnede i morges følte jeg mig også glad og kunne endda fyre et par snøvlede jokes af til de andre før den sidste skriftlige eksamen gik igang.

I bliver nødt til at se det. Det kan helbrede enhver hjertesorg, sygdom og depression. “Mikil, nu er du simpelthen for fræk! Ud med dig!”.

Ej. Jeg må se at blive rask. De andre er i byen nu. Ham dér er i Odense. Mit værelse er helt mørkt og forladt af alt lys. Det skal ikke være programmer der muntrer mig op. Det er sølle. Men det er nu sjovt at gense klippet.. åh..

Og nu er det som om at alle sociale bekendtskaber er svundet ind i Ingentingheden og at det eneste der er tilbage er mine ord og denne frygtelige blog. Det ensomme massemenneske.

Min allerældste barndomsveninde, lad os kalde hende Juicy Malone, var altid meget lang tid på toilettet. Hver gang vi skulle ud af døren for at tage på biblioteket eller i det lokale supermarked, skulle hun altid på toilettet. Imens klædte jeg mig så på med alt mit overtøj og sad og ventede (utålmodigt) på trappen. Der gik i hvert fald minimum 10 minutter hver gang. Jeg var selv en lyntisser (sorry for udtrykket) og forstod ikke hvad der opholdt hende. Hun var altid meget renlig.
Før vi skulle i seng brugte hun altid 3-4 forskellige slags tand-redskaber og vaskede både sit ansigt og hænder grundigt. Smurte hver en finger og kno ind i parfumefri fugtighedscreme. Jeg sad og ventede på hende oppe på drømmesengen i hendes værelse. Jeg følte mig altid som en beskidt og rodet person i forhold til hende. Misundte hende for hendes gode hygiejne, som blev dikteret af hendes mindst lige så hyperrenlige mor.

I dag fik jeg af vide at Juicy Malone (som sidder alene i Jylland på sin drømmeuddannelse med en mørk depression i hjertet og magiske lykkepiller i lommen) har OCD (tvangstanker, red.).
Hun vasker alt for meget hænder. Og har åbenbart altid gjort det.
Mærkeligt at nogle ting aldrig falder en ind. At vi ikke kunne se det. Det var jo bare hendes thing. Ah, typisk Juicy Malone at være så lang tid på toilettet.

Jeg håber hun er ok.

“Jeg håber at I vil bære over med mig, jeg har betændelse i alle mine bihuler” forsikrede jeg censor og eksaminator om, før jeg gik i gang med min AT-fremlæggelse. Jeg mistede al væsken i min mund, min tunge klikkede i halsen, mit hoved snørrede sig sammen, jeg stammede mit oplæg videre, og forsøgte på bedste vis at svare på deres spørgsmål uden at bryde sammen af udmattelse.
“Du får 12″. Jesus christ superstar.
Så har man set det med.
Sick girls don’t cry.
Ak, jeg har nu altid holdt af hermeneutik.

Og nu sidder jeg og dyrker en af mine guilty pleasures, melodi gran prix. Jeg har allerede fundet to foreløbige favoritsange. Frankrig og Spanien. To sprøde sommersange. Selvfølgelig sange, der ingen chance har for at vinde. Jeg holder af dem alligevel. Jeg føler mig som den største freak, at jeg år på år ser dette lorte program. Jeg ser det ikke pga. den musiske kvalitet, skal det dog siges. Derimod er ESC altid et godt forenende program af snart alle verdens lande. Det er et fedt indblik i andre kulturer. Hyper grinagtigt.. jeg elsker det en smule. Hemmeligt.

Mit hoved gør stadig ondt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med det. Desuden har jeg lyst til at se Eraserhead. Tror jeg vil sidde og stene alt-for-nice klip fra den inde på nettet… Måske jeg bare skulle flytte om bag en radiator og synge “In heaven, everything is fine”.

Familiefest med 20-25 larmende mennesker inde i stuen. Jeg barrikaderer min dør og lader mig sove væk fra fødselsdagssange og festligheder. Jeg kan intet. Børneråb ude fra haven. Den nuttede Lille Per-klon løber slalom mellem de voksnes ben. Halv 11 smider min far sine søskende og onkel ud. Min fars bror faldt i søvn ude på toilettet. Kom ind i stuen med bukserne nede. Min fars onkel prustede og nøs rødvin ud over det hele. Min mor viser arrigt sin rødvinsplettede bluse til min søster og jeg. Singstar i høj falset. Benægtelse om hændelserne inde i stuen. “Jeg har fandme lov til at tage en smøg på terrARsen først, mand,” skreg min fars brors kæreste. De drikker sig altid så fulde. Jeg falder i søvn klokken tolv. Jeg kan stadigvæk intet. Er ikke et rigtigt menneske. Og nu kommer der flere eksamner. Jeg kan ikke.. er alt for syg..

Overlevede skriftlig engelsk med nød og næppe, efter at være blevet køresyg af den taxa som kørte mig til skolen. Tog hjem og sov. Gik modvilligt i bad og spiste modvilligt dagens sidste ration af panodiler. Ankomst på skolen. Åndeløse var vi. Ideerne blev hyldet. Vores idé. Vores film. Vores ansigter blev badet i spotlight. Jeg spejdede ud over publikum, uden at kunne genkende nogen. Forsøgte at benægte den umiskendelige hovedpine pulserende i hele min venstre side. Bare smil og klap. Det føltes som en evighed. Du er ikke syg, sagde nogen. Jo, jeg skal hjem nu. Ingen efterfest. Der var helt stille i bilen hjem. Åndeløse. Idéer. Mit hoved.

Skriftlig dansk eksamen. Min søsters fødselsdag. Et eksplosivt hoved. “Må jeg få en panodil?”. “Må jeg ikke springe over toiletkøen, jeg tror jeg skal kaste op?”. Brækflammer. Mit paniske, blege ansigt i kælderens toiletspejl. Går 2½ time efter tomme ord i et tomt essay. Falder i søvn med solen bagende på den venstre side af mit ansigt. De andre er forsvundet. Jeg pakker mine ting sammen da eksamen er slut. Jeg er allerede en levende, halvdød legende. Cykler hjem og græder mens min mormor og morfar spiser lagkage herhjemme.