Cookie- og privatlivspolitikPersonpåkørsel
15 04 2008I nat sov jeg 11 timer. Over 3 timer for meget til et ellers raskt sind.
I toget på vej ind til byen lige efter skole, holdte jeg meget i kø. Togene sneglede sig unormalt langsomt afsted og Hovedbanegården var proppet med tusindvis af mennesker som ventede på vores ankomst. Da vi (jeg vælger at betragte mig og de fremmede togpassagerer som et homogent organ) holdte i mørket i Nørreport-tunnellen siger S-togs-informationen: “Toget holder i øjeblikket i kø og kører ikke længere end Østerport, da der er sket en personpåkørsel”.
Jeg undrer mig helt op til netop dette sekund, hvorfor man havde kaldt det for en personpåkørsel. Jeg kan ikke lige komme på andre mere passende ord, men der er noget helt forkert ved det. Som om at toget ubevidst kørte en fodgænger på en vej over. Hov, der var lige en person dér.
I biografen kom jeg til at falde i søvn til en ellers udemærket film. Hvordan kan man være træt efter 11 timers (dog urolig) søvn?
Forleden drømte jeg at jeg solgte min sjæl til djævlen og skulle slå en god klassekammerat ihjel og i nat i søvndrukken tilstand drømte jeg at min seng angreb mig.
Måske er det min hjerne der er blevet påkørt af et forbipasserende tog…
Kvast til ukendelighed.
Jeg fik kærligheds-prikken i min højre hånd (som når jeg ser romantiske film) da ham med den bløde hud sang en sang for mig i telefonen. Og at jeg godt kunne genkende hans stemme.
Lige præcis.
Måske havde S-togs-informationen bare regnet mig ud. Vidst at det var mig som var blevet påkørt.
Ja.
Eller også havde en person netop valgt at tage sit eget liv. Tænk; imens du sad i toget, tænkte denne person at nu var det nok. Det gjorde vel for ondt indeni ham, han havde sikkert prøvet alt for at komme ud af sit smertehelvede. Så på trods af at han vidste at han ville traumatisere mennesker for livet, hoppede han.
Og togchaufføren. Der bare gjorde sit arbejde, og pludselig måtte se sig selv slå en person ihjel, uden at kunne nå at stoppe. Jeg ville ikke nyde det hvis en person slog sig selv ihjel med min kasseapparat i Kvickly.
Jeg synes det er uhyggeligt, sådan noget.
Hvilken film så du?
Når det bare er en prikken, er det sjovt du kalder det for “kærligheds-smerten”… Istedet for “kærligheds-prikken”. Hvad sang han?
Det gør mig vred, at du i sådan en situation, hvor en person mistede livet, er så smagløs. Så inderligt selvcentreret, at selv når du på et eller andet plan oplever et menneske dø, argumenterer for at det nok handler om dig. På en eller anden måde.
“Måske er det min hjerne der er blevet påkørt af et forbipasserende tog…
Kvast til ukendelighed.”
Jeg kan forstå, hvis det er fordi du har svært ved at håndtere det. At døden er for virkelig at tænke på, og at det gør for ondt at lade det gå op for sig selv, at man har været så tæt på en andens endeligt. Men det er jo ikke det … Det er blot noget, som du kan lege med billedsprog med, endda på en fuldkommen usmaglig og ulækkert morbid facon.
Jeg plejede at kunne lide dine blogs. Rigtig meget endda. Men så var det som om du blev klar over, at du blev læst. Siden da er jeg holdt op med at læse dem. Det er så prætentiøst og selvforherligende, at jeg … jeg kan simpelthen ikke holde det ud mere.
Uanset hvordan det lyder, er dette ikke ment som en meningsløs verbal opkastning. Jeg ville ønske, at du ville tænke over det, som skete. Hvor mange mennesker det berører, og at det også berører dig. Det håber jeg i hvert fald, det gør. Det handler ikke om at vise respekt over for nogen, du aldrig har kendt. Det handler om at vise respekt over for din evne som menneske til at føle empati - men som du øjensynlig har tabt et sted på vejen.
@agaetia:
Rolig nu. Hvis du rent faktisk har læst Frøkenens blog, så vil du vide at selvfølgelig tager hun det alvorligt. Lige så alvorligt som andre mennesker. Nogen, såsom dig, rører det åbenbart bare væsentligt mere. Hvis du påvirkes så nemt at alle ulykker og smerte i verden, så tør jeg slet ikke tænke på hvordan din hverdag er. Det må være en forfærdelig verden at leve i.
Frøkenen er i det mindste ærlig og fortæller om sine tanker som de er - og ikke som andre mener at de skal være. Det er da noget at rose hende for. Empati og respekt udviser du nu heller ikke selv, må jeg nok indrømme, så den del skal du holde lidt for dig selv.
@Frøken:
Min kollega så ulykken, men kunne ikke sige om det var om hopper eller et uheld. Hun var ihvertfald godt påvirket af det, da jeg snakkede med hende og forståeligt nok.
S: Ja, det er også sådan jeg har tolket “personpåkørsel”. Det lød bare så koldt og kynisk, at jeg fik kvalme og gåsehud. Det er så frygteligt…
Hvis jeg nogensinde skulle begå selvmord ville jeg gøre det så ingen andre blev skadede af det. Togchaufføren vil jo blive ekstremt traumatiseret, som du siger.
Jeg var inde og se Gianni Amelio’s “Børnetyven” - italiensk socialrealisme fra 80′erne.
Jeg fik mest af alt bare lyst til at drage afsted til Italiens solbeskinnede strande og rustikke gader. Det ville være vidunderligt.. Man kunne smage sommer og Italien gennem skærmen.
Jeg mente også kærlighedsprikken (er imponeret over din opmærksomhed omkring mine vante vendinger, hehe) - han sang en sang han selv havde skrevet.
Jeg blev så glad. Også selvom jeg ikke kunne høre hvad han sang (en telefon er ikke ligefrem den bedste musikafspiller).
Kære agaetia..
Hvor gør dette mig dog edderrasende at læse. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige til dig.
Hvis du er læser af min blog (eller i hvert fald tidligere har været) burde du vide at jeg nyder at eksperimentere med den minimalistiske stil, og hvis togulykken ikke havde haft betydning for mig, ville jeg nok ikke have nævnt den på bloggen. Jeg ville ikke have kaldt indlægget for det upersonlige “personpåkørsel”, hvis det var jeg ikke syntes at der var noget fundamentalt galt med det - hårdt og kynisk som det hele blev skildret.
Jeg er ked af hvis du synes at min blog er blevet håbløs prætentiøs og selvfed, men ved du hvad? Der er ingen der tvinger dig til at læse. Jeg tvinger ingen til at læse. Jeg skriver for min egen skyld, og føler ikke at jeg bør bruge 1000 ord i hvert indlæg på at beskrive hvor meget et selvmord frustrerer mig - for hvor ville jeg dog være umenneskelig hvis jeg ikke følte noget, ville jeg ikke? Men heldigvis er det jo MINE følelser - MIN blog - og bare fordi jeg ikke skriver: Hvor er det tragisk at en mand denne dag skulle vælge at tage sit liv - så er det jo ikke ensbetydende med at jeg ikke føler noget. Så skulle jeg jo også begræde de 1000 mennesker der dagligt springer ud foran tog i metroen i især Japan, bare fordi jeg synes det er frygteligt..
Du har ikke overvejet mit indlægs dualisme: At fordi der kun blev sagt “personpåkørsel” så kritiserer jeg systemets hårde og hjerteløse tilgang til sagen, som var personen en fugl eller en sten, som forårsagede forsinkelser. At jeg virkelig frustreres. Ej, ved du hvad, jeg gider ikke forsvare noget af indholdet over for dig.
Ha en god dag…
(Jeg når ikke at svare din kommentar lige her nu, Allan Schmidt, skal i skole.
)
Agaetia: Når nogen oplever et eller andet komplet chokerende eller frustrerende, så er det da klart at lede situationen over på sig selv? Det er menneskelig natur, at vi leder ting mod os selv for bedre at kunne forholde sig til dem, hvilket Frøkenen gør. Skal man da helt stoppe med at blogge bare fordi man eventuelt har muligheden for at opildne negativt? (Det troede jeg selv på et tidspunkt, men veg fra det, fordi det ikke ville være ret mod det jeg ville.) Hun tænker da over hvad der er sket? Hun har jo lige blogget om det!
Der er også brug af en kendt bevidsthed når man blogger, eller, nogle, må jeg hellere sige. At blogge er for nogen at tale til en som var vedkommende en person, og derfor er man bevidst om at man taler til nogen - hvilket du tydeligvis har fået fat i. Kald det en form for selvterapi, en måde at lukke op på. Prætentiøst og selvforherligende? Jeg vil påstå at alle bloggere er sådan? De finder en årsag til at skrive om sig selv offentligt og give andre muligheden for bare at gå forbi og høre hvad der sker? De ord lyder så ufatteligt negative for dig; overvej det igen når du selv blogger. Hvad er det egentlig du gør? Alle bloggere er MIG MIG MIG, fordi det er DEM DEM DEM de skriver om. Hvad mere kan man dog forlange?! Jeg græder ikke for alle de folk der hopper ud fra en kløft i Mexico. Men jeg overvejer hvad det betyder. Når Frøkenen så henfører til sig selv og de skæve drømme hun åbenbart har haft i øjeblikket - det er da en meget naturlig overvejelse?
Men jeg tror også bare at du har læst indlægget med helt andre briller end dem andre har brugt. Da jeg læste det, opfattede jeg ikke nogen usmaglighed. Og “personpåkørsel” er stadig et vanvittigt umenneskeligt ord - det kunne lige så godt have været en mariehøne. (Desværre tror jeg ikke at systemet har tid og råd til at uddele en lang eulogi for offeret. Det ville også være mærkeligt.) Upersonligt er det.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige…
Jeg har læst din blog. Fast gennem lang tid - omkring et år. Men jeg stoppede igen for omkring tre måneder siden. Der er en tydelig forskel i din skrivestil, en påtagethed, som der ikke fandtes i “gamle dage”.
“Jeg eksperimenterer med den minimalistiske stil.” - Hvor?
Jeg er ikke på en heksejagt efter mennesker, som ikke græder, når de ser WSPA-reklamer. Jeg er ikke ude efter at glorificere mig selv, ved at træde på skuldrene af andre heller. Jeg skrev fordi det berørte mig dybt, da jeg selv var ude for en personpåkørsel - det fik mig til at tænke over min egen dødelighed, hvordan alt berører hinanden (denne begivenheds effekt på eksempelvis touchaufførens familie, vidner til påkørslen, rengøringsfolkene som rent faktisk skal ud og skrabe et menneske af forsiden af et tog. Folk bliver virkelig kvast til ukendelighed - og det var især den frasering, der gjorde mig vred) og hvilket slags menneske, der vælger den slags selvmord frem for en anden.
Måske har du været påvirket af det. Det håber jeg. Jeg håber ikke at du lader dig slå ud af det, for det bør ikke have sådan en effekt. Men jeg håber at du mærkede noget, som var ude ovre dig selv, som viste hvor din menneskelighed sad og at det ikke blot var … at du ikke blot lavede om til blog.
Jeg har aldrig forlangt tusind ord eller dit brækkede hjerte for en fremmed. Og det handler ikke kun om dette indlæg. Det handler om, at jeg ikke bryder mig om at læse dem mere (hvilket jeg så undlader at gøre. Jeg blev ledt ind på din blog af en kommentar på forsiden), fordi det virker som om du er holdt op med at række udad. Jeg ved godt, at jeg ikke skriver pæne ting til dig nu, men det handler ikke om ikke at vise respekt - selvom jeg havde det engang. Det handler om at jeg er frustreret over, at du havde sådan en oplevelse, og kan feje den sådan af dig, som dit indlæg giver udtryk for. For hvis ikke det var det, der skete, så er det simpelthen bare ikke skrevet godt nok.
Jeg håber også du har en god dag. Og jeg håber at du måske vil læse nogle af dine egne blogs fra før august/september ‘07 og sammenligne dem med nu. For der er en markant forskel, som ikke er til at sætte fingeren på ord for ord - men som betyder det hele.
Held og lykke med det hele.
agaetia; ændring af skrivestil? Frøkenen er ung, så jeg tror det du påpeger muligvis kaldes “AT VÆRE TEENAGER”.. Jeg skriver også anerledes end da jeg var 16, 17 og 18. Det er personlig udvikling. Og Frøkenen skriver direkte fra sit hjerte, og derfor angriber du et eller andet sted også hendes personlighed.
Personligt ville jeg være SÅ ked af det, hvis du angreb min morale. Tænk at anklage Frøkenen for at være kold omkring et eventuelt selvmord… Hvem er lige ond her? Du bedømmer ud fra ganske lidt, og det viser blot hvor lidt du egentlig forstår Frøkenen. Du BURDE slet ikke læse med, for du misforstår det åbenbart.
Hvis man ikke kan lide en blog, så siger man det da ikke - det er ikke en novelle man skal give kritik og rette grammatik i - det er en blog SKRÅSTREG dagbog. Man går da ikke ind og siger “Næh, du skriver godt nok kedeligt om din hverdag”…
I tilfælde af at du havde ret med at Frøkenen ikke er så ud-rækkende, så ville jeg sagtens kunne forstå det - når hun kan forvente at blive angrebet sådan.
Jeg er rigtig rystet og har ALDRIG mistænkt Frøkenen for at ikke at blive ramt personligt når hun hører om et selvmord eller sådan noget. Jeg tror det handler om tekstforståelse, og det er du tydeligvis ikke god til.
åhh… Jeg bliver så ked af det når andre fortæller én hvordan man skal være og hvordan det er normalt at være.
Til frøkenen: Jeg kender godt når man er træt, selv om man har sovet 11 timer. Jeg tror at ens krop bare går i sleep-mode. Jeg er så dum til at sove, jeg er begyndt først at gå i seng kl. 1-2 om natten og stå op kl. 9 (så jeg får trods den sene tid mine 8 timers søvn). Når jeg så engang imellem sover længe, spolerer det hele min dag, jeg er simpelthen så træt og doven hele dagen! Det er mærkeligt…
Hav en rigtig god dag! Jeg elsker at læse med.
Så. Hjemme fra skole med en boblende hjerne.
Jeg gider ikke sige mere om denne sag, selvom der stadig er tusind ting at sige. Men der er ingen grund til at hælde mere benzin på subjektivitets-bålet.
Jeg er bare virkelig ked af det…
Som S rigtigt siger, så er det mig du kritiserer. Det er min hjerne. - Mit hjerte, for søren. Jeg er ikke så god til at håndtere så hårde ord. Troede vitterligt ikke, at nogen havde det sådan.. og forstår stadigvæk ikke hvad jeg har gjort dig, eftersom jeg har vakt sådan en foragt. Jeg er rystet i min grundvold. Jeg er virkelig ked af at du har måtte opleve en personpåkørsel; jeg oplevede det jo ikke, hørte bare ordet.
Tusind tak til de mennesker der tager mig i forsvar..
Jeg er næsten bange for at skrive forkerte ting nu.. Aldrig at sige det rigtige.. Det har aldrig været min hensigt at gøre folk kede af det.
Kære Frøken, stop, stop, stop. Glem det. Tag en dyb indånding. Du skal ikke være bange for at sige det forkerte - du har aldrig sagt det rigtige. For der er intet rigtigt og forkert i ens tanker eller følelser. Du skal bare blive ved med at skrive hvad du føler. Og Ageautia er jo aldrig blevet KED af det, hun er bare lidt irriteret over en pind der har placeret sig selv et lidt uheldigt sted i hendes anatomi… Vi andre ælsker din writing.
Hvor er det forfærdeligt at tanken om censur skal fremprovokeres bare fordi en enkelt person ikke forstår at læse et minimalistisk blogindlæg.
Kære frøken, bliv endelig ved med at skrive fra hjertet som du altid har gjort. Jeg synes det er bemærkelsesværdigt og helt utroligt hvordan du formår, med så få ord og uden at køre rundt i de samme følelsesbeskrivelser, alligevel at ramme én lige der hvor du også selv har følt det. Jeg kunne mærke hvor rystet du blev over oplevelsen da jeg læste indlægget og jeg er chokeret over hvordan sådan en voldsom reaktion kan udspringe af så tydelig en misforståelse.
Sawyer