Frøken Mig

Det er en god dag når..

• Det første man ser når man vågner er 4 liljer, den ene næsten udsprunget i violette farver. De kaster skygger ind over mit natbord.
• Man bruger 2½ time af terminsprøven i dansk på at spille 7-kabale (og forsætter desuden med det når man kommer hjem) - til man sidst har spillet det 50 gange, men kun har vundet 3. En værre cliffhanger..
• Ens venner fortæller en at man da liige var lidt fuld der i lørdags, og en siger, “tak for samtalen” og man selv siger: “jeg kan ikke huske hvad vi talte om” og så lyder man bare ekstremt nedern, fordi hendes smil var stort da hun sagde “tak”.
• Man finder sin gamle yndlingssang på biblioteket, samt alt mulig andet guf. (Indser også her til eftermiddag at Superheroes er et henrivende band)
• Man spiser et kæmpe stykke brownie og drikker en liter mælk ultra-hurtigt, for så at få virkelig ondt i maven af overpropningen (damn you, brownie!)
• Man skændes med sin far om at skrælle fire gulerødder til madpakkerne; for så at tabe diskussionen og stå og skrælle de der fire gulerødder mens ens far fortæller historier om psykopater på sit arbejde.

…en god dag

• Når ens hænder dufter af gulerødder.
• Når visse ting ikke kan slippe ens tanker.
• Når solen hele tiden ser ud som om, at den er ved at bryde igennem skyerne uden at den gør det.
• Når man ved, at man bør læse grammatiske regler til imorgen, men egentlig springer den handling over ved at lytte til alle de gode sange og lade fantasierne overtage. Det er langt sjovere end kongruens.
• Når man ved, at man kommer til at se film i aften i stedet for at lave noget vigtigt og alvorligt.

Kyssetømmermænd.
Dehydrering og gin.
Pseudo-poesi.
Jeg overrasker mig selv gang på gang. Det er som om hele verden er blevet forvandlet til et stort cirkus, hvor jeg kaster rundt med elefanter og farlige tigere - hele tiden for at teste mig selv og min kunnen. Talent og vellidthed. Jeg er vel nok et sødt menneske.
Slår personlige rekorder hele tiden - flydende grænser brydes og rykkes flydende og jeg hviler lykkeligt i alle de nye ting der skal opleves og smages på. Alle de drømme og fantasier der er blevet håndbgribelige. Ting man troede aldrig ville kunne eksistere for en. Jeg finder mig selv i andre når de kalder mit navn, da jeg ankommer til festen. De første øl sætter sine spor og jeg taler med et par stykker om hvorfor jeg dog kom senere denne herlige aften.. Berusede analyser om alt det vi alle drømte om. Jeg drejer enhver samtale med store armbevægelser og pseudo-poetiske og pseudo-intellektuelle betragtninger.. gin sætter verden i flammer.. og lader kroppen gennemstrømme af flere komplimenter og sager jeg ikke kan tage stilling til (der er altid tusind ting jeg ikke kan tage stilling til).
Hvordan kan verden hele tiden løbe tør for musik? Hvilken sang skal vi nu spille?

Jeg blev så vred i nat over at døgnet var blevet bestjålet. Jeg blev virkelig vred. Jeg er som bekendt besat af uendeligheden, og nu forsvandt min søndag, fordi jeg i protest og udmattelse over de sidste 4 dages eskapader sov i mange timer om eftermiddagen (hvilket næsten nu garanterer en søvnløs nat.. verdammt.. og så lige op til terminsprøverne).. og den flygtige time verden stjal fra os. Jeg må se at holde op med at være så besat af tid. Og timer. Uendelige fantastiske timer …

Torsdag dansede jeg til musik - soulede salmer og svedige serenader: lod mig forsvinde ind i en smagsdommer-sofistikerenhed i opildnede vin-tåger (ikke rødvinstænder, dog). Fredag lod jeg mig omslynge af virkelighedens favn og lod mig vokse ind i den behagelighed livet bød mig på lykkelig vis (afhængig af kys.. når først man starter er det umuligt at stoppe).. Lørdag valsede jeg ind i mine klassekammeraters smil og førte tusind køkkensamtaler om alt og intet og gin, skønt jeg egentlig var udmattet og dehydreret over døgnets savlombytning (ew, lyder mindre lex) og evige omfavnelser..

Jeg føler mine ord er som skåret i beton. Kolde og ru. Jeg vil så gerne kunne gengælde alt. Hele verden! Jeg vil så gerne have at de søde ord vil strømme fra mine læber naturligt. Men jeg er frygtelig. Jeg er virkelig frygtelig. Hvordan kan forsvarsmekanismer drive en ud i sådan en kærlighedsmæssig tilbagegang? Det er som om at jeg stod af kærlighedsevolutionsbussen for et par år siden og virkelig har svært ved at løbe efter den nu.. (arh, lortemetaforer på samlebånd)
Knogler og sindsskørhed. Hud og ikke hud. Kram og folk der kalder mit navn.
Det er som om at alle dage er spundet ind i hinanden i en rus af grænseoverskridende ting (der får mit hjerte til at sitre af glæde) og liflig musik. Det er da skønt, er det ikke?
Det. Skønt.

Horribelt.
Ved jeg overhovedet noget længere?

(Teitur, the mighty singer, i den 11. time. Måske burde jeg snart få købt det album, selvom jeg havde svoret ikke at lytte til teitur igen. Men han synger nu helt vidunderligt og det havde jeg helt glemt. Kuldegysninger. Åh, lad altid The Singer køre på repeat.)
I dag blev jeg på brutal vis kastet ud i skolens viltre bølger, som jeg igår var så bange for at drunke i. Paranoid School in Paranoid Country. Et nyt kærestepar i klassen var over påskeferien sprunget ud (i en morbid modsætning til tidens blomsters sky indadvendthed) og jeg blev grebet af en udefinerbar følelse. For det meste er alt bare udefinerbart.
Min filmklub og jeg har mange hjernedøde diskussioner. I dag lød den stadig på de andres undren over min kedsomhed og skuffelse over Amélie (”Le Fabuleux destin d’Amélie Poulain”, 2001) som ifølge utallige er verdens bedste film. Jeg havde for et par uger siden vakt stor furore med mine udtalelser. Af alle, sagde de, burde jeg da kunne lide den. I dag sagde en, at grunden til at jeg ikke kunne lide den var fordi jeg var Danmarks Amélie. At folk har en tendens til at hade genspejlinger af sig selv på film. Jeg ved nu ikke om jeg skal tage det som et kompliment eller fornærmelse. Jeg synes hun er ganske irriterende. Kærlighedshistorien på samme led. Og selvfølgelig er jeg ikke Amélie. Er ikke engang halvt så nuttet som Audrey Tautou.
Her i eftermiddags havde vi cyklet ind til byen. Vi havde lige købt årets første pindeis og placeret os på et bøjet cykelstativ da det begyndte at sne. Det var en vidunderlig ironisk situation. Se isen der lander på vores sne - nej hov - sneen der lander på vores is! Jeg iklædte mit hoved gammelkone-tørklædet og de andre grinte i vildensky og kaldte mig for gammelkone mens vi cyklede gennem sneen på vej hjem til forstaden.
Og jeg har brugt store dele af dagen på at tænke på én ting. Jeg kan ikke slippe tanken. Jeg er urolig og rolig på én gang. Jeg er så bange for den mindste negative tone - for at såre ved at sige de forkerte ting. Om natten drømmer jeg om at jeg aldrig når ud af døren. At uret modarbejder mig i forhold til mine handlinger.
Og nu har jeg sagt at jeg ville gå i seng. Jeg tror virkelig jeg er træt. Har den mærkelige snehovedpine. Og savner de bløde læber.
Oh the night time works continue… (aber doch, en af mine gamle favoritter)

Jeg har gået og brygget ord i et par dage nu. Forsøgt at formulere hvad der egentlig sker. Men jeg er nået frem til, at det kan jeg ikke. Der er så mange sætninger der venter inden i. Bobler og syrer og kilder i min hals og i mine fingre, der mest af alt ønsker at spytte det hele ud og hen på Frøken Mig. Frøken Mig, fortæl os nu de ord der så inderligt brænder!
Påskeferien har været en lang, social ekstase: og så er den ikke engang forbi endnu! Marathonkys, kaos og komplimenter: uendelige nætter og svævende drømme. Ja. Kan jeg sige mere? Behøver jeg at sige mere?
Nej.
Eller jo!
…Men nej.
Jeg er en elendig blogger.

Jeg hader når mine forældre har drukket rødvin. De sidder henslængt (kan man det?) på sofaerne og smiler med store bodeaux-røde munde, hvor de nu mørkegule tænder reflekterer et mærkeligt rødligt lys som sløve gadelamper i Red Light District. Vampyrer! I går badede jeg selv min mund i dette giftige stads og lignede pludselig en kvinde på over 40 og hvor var vi dog fandens sofistikerede, min filmgruppe og jeg, at vi fik rødvinstænder og sad og snobbede over vores eget talent. Jeg sagde ordet “rødvinstænder” tusind gange. Rødvinstænder, rødvinstænder, rødvinstænder. Og forsøgte at skrubbe den mørkerøde mund af ude på badeværelset. Men munden forsatte ind i snirklede samtaler om kærlighed, film og skolen (forbandede skole! - En fjern illusion efterhånden!) og mit lodne hjerte greb sig selv i at blive ganske lykkelig for en lykkelig stund.
Den fremmede, nyankomne dreng tværs over bordet blev ved med at kigge på mig (og mine rødvinslæber?) mens han holdte en af mine venner i hånden og aede ham i håret, og jeg erfarede at det var på tide at rejse fra rødvinsillusionerne, mine mørnede tænder og berusede legeme (razz sætter verden i flammer). Den hvide sne fra foroven og fra neden (tusind lag af knasende sne, den bedste slags i verden!) stod i god kontrast til mine rødvinstænder, og som verdens eneste vågne snemonster cyklede jeg de 10 km hjem uden at kunne se noget som helst (kan jeg nogensinde se noget som helst?). Jeg kørte i store buer på de tomme veje, da jeg tænkte at det måtte være sjovt for morgenmenneskerne at se disse mønstre og følge min spor (meget realistisk)..
Da jeg ankom til mit nabolag holdt de store fnug op med at falde og afslørede som en tryllekunstner der trækker en kanin op af hatten, den store fuldmåne og jeg var så lykkelig for at se den måne, jeg var virkelig lykkelig. Sneen sad i klumper på mit tøj - mine tynde sko, gennemblødte - men jeg frøs ikke, mine fødder var varme og mine tænder bodeaux.

…og jeg blev vækket til hjemmelavet brunch og sad (og sidder stadig) i mine rødvinsfarvede velourhøvlere og snakkede om rødvinstågerne der denne snehvide morgen var forsvundet. Og dårlig samvittighed splattes ud i mit ansigt over en veninde jeg på grum vis har svigtet (ifølge mine forældre). De ved bare ikke hvor svært det er.. og måske er jeg bare en lorte-dårlig person, at jeg har så svært ved at gribe knoglen og være der for hende (det var først i dag jeg blev bekendt med historien om hendes fasters mand der parkerede midt på Øresundsbroen og bare sprang ud og ned i de viltre, ukontrollerede bølger for et par år siden, hvorfor sagde hun ikke noget?).. og jeg planter mig som verdens eneste afslappede menneske på min seng med computeren på lårene og min mor går ind på mit værelse og sender mig Skammens Blik over al min urigtighed (og fordi jeg ikke har ryddet op i 5 dage og alle filmtingene ligger spredt ud over gulvet som fragmenterede stykker af mit “talent”).. jeg vil være rigtig og gøre de rigtige ting. Jeg vil helbrede min venners depressioner og intelligensoverfloder, men jeg sidder bare dér med rødvinstænder og tør ikke sige nogle rigtige ord..
Hvis verden var bodeaux ville livet måske være rarere..
Rødvinstænder, rødvinstænder, rødvinstænder.

(Senere: Min mor har lige været inde med addressebogen med telefonen liggende inde i. “Jeg synes du har et vigtigt opkald du skal foretage dig før du tager afsted”. Fuck, fuck, fuck.)

Jeg har lige kværnet næsten 1 liter Coca Cola Light som jeg egentlig ikke havde lyst til. Den var uden brus og smagte mest af alt som kold kaffe med tis i. Eller. Uden tis i. Men det gjorde den ikke bedre i hvert fald.. Olivia Newton John synger til mig fra youtube (hopelessly devoted to you..gotta love that fesenhed). Og for første gang i 5-6 dage har jeg ikke en sniger-hovedpine der venter på bagholdsangreb hvert andet øjeblik (klip til migræne-agtigt anfald i går hvor jeg skreg af min familie og isolerede mig i søvn-vakuum i en time). Vi har fået optaget filmen færdig og overlevet pga. en kæmpemæssig boble af heldighed.. vi har virkelig været heldige! At skuespillerne var geniale, at vi pludselig havde mærkelige kontakter til professionelt udstyr, at min far har ville køre os alle de mærkelige steder hvor vi på heldig vis havde fået arrangeret aftaler om settings.. forbandet heldigt det hele!! Lad os håbe at vores pseudo-Kubrick-talent så holdt. At alle billederne blev smukke og afspejlede al den symbolik jeg havde skrevet ind i historien. Det er dødspændende. Og jeg føler mig ikke længere udmattet. Nærmere priviligeret og påske-agtig. Jeg har ferie nu!
Kun fantastiske ting venter! Og har I set vejret? Har I set solstrålerne? Jeg har tørre blade filtret ind i mit hår efter skov-optagelserne og det føltes fantastisk at lade mit hoved gennemsuse af den iskolde, kraftige vind, lade det lange hår dække mit ansigt og se solstrålerne danse over de krusede hårstrå og høre jorden og grenene knase under ens forårslette fødder. Og jeg har fået endnu et fantastisk brev i dag som jeg lukker ind i hjertekuglen til alle de andre, mens mixtapet spiller med forunderlige melodier til disse forunderlige dage.
Forbandet heldig.. ja.

Når 5 kreative nørder (alle med ambitionen om at blive filminstruktører og verdensherskere) slås sammen i en gruppe kan det kun gå galt.. Denne uge har bestået af den ene hæsblæsende diskussion efter den anden og sene nattetimer (ah, nærmere aften-timer) fyldt med druesukker og junkfood til at holde vores besværede, kreative hjerter i gang. Jeg har hver aften følt syren i mine ben når jeg har tilbagelagt de mange åndeløse kilometer fra kreativitetens ulmende sjæl.. dammit det har været hårdt.. men jeg har følt mig mærkelig oplivet og været sjovere end aldrig før (hvis jeg så ydmygt selv skal sige det) - at køre på kroppens yderste ressourcer er åbenbart godt for fantasien (hallucinationer?).. himmel og helvede på een gang! Forbistrede verden!
Og i nat da jeg kom hjem (kvart i 1, verdammt!) lå min seng klar til mig med foldede kanter og strøget lagen (min søster er en mærkelig størrelse) og et brev med den velkendte, snirklede håndskrift på min hovedpude.. som katalyserede flere kreative tanker og fik mig til at falde i søvn med et smil på læben.. hvilken lykke at modtage rigtige breve fra rigtige mennesker der skriver rigtige ting til ens rigtige hjerte..
Og 3g forsvinder (ikke engang 30 skoledage igen) mellem fingrene på mig og jeg forsøger stædigt at holde fast i alverdens illusioner for ikke at blive for virkelig. Det er en farlig verden derude!
Og i aften kalder den sorte sal med det magiske hvide lærred der viser de skønneste billeder der får en til at græde og grine på samme tid fordi denne uge har været fyldt op af så mange kontraster og ufattelige komplimenter, at jeg både hænger med hovedet i skyerne og fødderne under jorden på een gang. Jeg vil have flere fantasifloder i flydende fantasiuniverser med grinende vanvid og lange køreture ud til havet hvor vi slår smut med de resterende følelser…

Det er så mærkeligt at tænke på, hvorvidt et enkelt ja eller nej, en tilkørsel eller frakørsel, en regnbyge eller solstråle, kunne have ændret hele weekendens udfald. Efter en halsbrækkende rejse gennem byens knudrede gader med en sagkyndig ved min side, præsterede jeg ikke at køre nogen ned og dermed bestå den frygtede køreprøve. Rite of passage, yes? Er jeg så voksen nu?
Og den ene halsbrækkende ting førte til den anden og jeg fløj med min nye voksenhed til musikaften med headbanging og selvstændig a-capella-sang i gården: hvor rungede vores stemmer dog som engle i de selvopfundne sange!! ..smukke englehoveder der titter bag ethvert hjørne…
Og som om livet ikke var mere nervepirrende og gennempiercende i forvejen denne weekend, så springer jeg kureret fra musikaftenens falske behov efter musikalsk talent og englehoveder, hen mod et spektakulært bekendtskab der ikke har mere end 2 uger på bagen: uden at kende hans ansigt og røst. Surrealismens blide meta-hånd tog os i et favntag mod Københavns snirklede labyrint og lykkelige, uendelige samtaler, hvis emner jeg ikke engang vidste jeg rummede. Fascination! Lad os komme al den selvusikkerhed til livs! Jeg blev chokeret over min egen reaktion på visse ting: jeg vidste ikke at jeg havde så svært ved at give mig hen. Min egen isolation og fremmedgørelse (adskillelsen af sind og krop) overraskede mig dybt.. tænk ikke at kunne gribe alle de kys og kram man i uendeligheder har drømt om.. Jeg håber jeg kan ændre mig.
Jeg håber og ønsker.
Ønsker..

Der er så mange ting jeg gerne vil skrive om. Men jeg er ikke god til at skulle køre denne form for dobbeltkommunikation.
Afhænger hele verden ikke af denne weekend? Er det her vores værd skal måles op?
Jeg er for det meste af tiden pissebange..
Lidt ligesom da min kørelærer her til aften kørte mig ud i en skov - jeg skulle træne nær- og fjernlys - .. vi stoppede på en rasteplads og han slukkede al lyset - jeg ved ikke.. selvom mørket kun varede 2 sekunder - så var det som om at hele verden ulmede bag skovens træer: alt mit kyllingemod og paranoiditet.. alt det jeg skal efterleve og opleve og indleve. Det regnede da vi steg ud af bilen for at tjekke bilens positionslys. Jeg havde glemt hvor meget jeg havde savnet duften af regn og skov. Det bragte mig tilbage til nogle af de overlevelsesture vi i folkeskolen var på. Jeg havde helt glemt det.. fuldstændig. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal bruge følelsen derude i skoven til.
Jeg er virkelig træt. Virkelig. Jeg vidste ikke det var muligt at sove så meget i et døgn. Men jeg er glad. Og føler mig slet ikke så alene længere. Alle de smukke ord er jeg virkelig ikke fortjent.
Jeg ved ikke om titlen passer på noget som helst.

Verden er gået i stå i denne uge. Det eneste splitsekund, lige der hvor det hele stoppede, samlede alle forårslydene og alle solstrålerne i sig. Det er derfor jeg ikke har skrevet. Nye vigtige og fantastiske venskaber (singularis) er blusset op og min lyst til at skrive lange snørklede indlæg om den sædvanlige ingentings-ramasjang har nærmest helt fortaget sig. Kunne alle solstrålerne bare vare hele dagen, i stedet for kun de splitsekunder hvor en gensidig kontakt modnes dagligt. Adrenalinrushes i metervis.
Jeg har i min stoppede tilstand været mærkelig nede i skolen, de tre dage jeg har været der. Mine stenede veninder derhenne, har ikke vidst hvad de skulle gøre med mig. Hvad de skulle sige til mig. De snakker kun om Paradise Hotel. Jeg så det selv. Jeg ved ikke rigtig. Hvordan kan latterkramper over syrede ting og deprimerende tanker i en overskuelig tavshed kombineres? Hvordan kan de to faktorer have dannet denne uge-cocktail? Og mest af alt: hvorfor?
Min weekend er indspundet i flere sødmefulde ord og desværre faglige ord til en national presserende AT-opgave som jeg teknisk set ikke er startet på. Eksamen er opreklameret. Solskin og fortabelser er vigtigere. Ikke sandt?
Kørekortet er desuden nært. Min kørelærer siger at jeg kører som en drøm. En drøm. Er drømme ikke lidt farlige? Jeg drømte en mærkelig drøm i nat hvor nogle fyre ville købe mig (al den snak om Leaving Las Vegas har forpurret mit sind) fordi de synes jeg var flot. Pludselig løb jeg rundt på en stor mark med en masse bekendte og min elskede engelsklærer sendte mig sit hvorfor-siger-du-ikke-noget-mere-blik, men jeg tavs klippede tavse cirkler i noget skinnende stof og klistrede det på markens tørre græs. Mændene der ville have min krop forsøgte at fange mig, men en person, hvis ansigt jeg ikke kan huske, reddede mig fra dem.
Så mange uopdagede korridorer at løbe igennem - så mange begreber, hvis ansigt man endnu ikke har fået placeret - ærlighed, som normalt plejer at være farlig.
I dag er der gråt udenfor.
Men så alligevel ikke.

Frøkenen (undskylder for uforståelighed i indlæg, det føltes bare så rammende)