Frøken Mig

I dag hørte jeg en Jacques Brel-sang på min iPod. Det bragte mig tilbage til festen i fredags. Tilbage til en situation jeg egentlig havde glemt.
Jeg kører med en af mine forholdsvis tætte venner på bagagebæreren hen mod skolen efter opvarmningen. Jeg er slingrende på min cykel og hver en hjulomdrejning er en sejr. Jeg spørger ham hvem han skal jagte af det feminine hunkøn her til aften. Han siger noget med, at det er mig han gerne vil have. Det mener du jo ikke, siger jeg til ham. Det mener du jo ikke. Jeg ved ikke om han bare drillede. Jeg lader som om at det var sådan det forholdt sig. Så kommer jeg pludselig i tanke om, at han kan fransk. Jeg synes jeg vil bifalde det faktum ved at bryde ud i sang. Ne Me Quitte Pas og La Chanson des Vieux Amants. Jeg er ellers typen der ikke engang vil synge med i Singstar. Da jeg for femte gang læspende forsøger at lyde rigtig fransk (og endnu mere dramatisk end Jaqcues Brel) i titlen “ne me quitte pas” og han istemmer med sin egne franske verber, vælter vi (foran en børneflok) og jeg taber min paryk i latterbrølsfaldet. Faldet foregår i slowmotion: som om at vi stod lodret op og pludselig bare vælger at falde til siden, helt stive i kroppen.
Jeg ved ikke. Hvis han er forelsket i mig. Så er det noget lort. Måske har han misforstået sin idolisering af mig? Men igen. Jeg kan ikke huske hvad han sagde præcist. Kan ikke huske hans toneleje. Kun at jeg sagde: Det mener du jo ikke. Som var enhver forelskelse i mig det umuligste i verden.
Anyways. Jeg føler mig virkelig alene i dag.

Er dvd’er med seriesæsoner produceret for at fodre ensomme menneskers weekender med meningsløst indhold og sørgelige indadvendte timer, hvor man kun kan høre sin egen latter runge mellem de fire høje vægge, og hvor fjernbetjeningens “next episode” har suget sig fast til ens hænder?

Kan I høre vinden bruse udenfor? Jeg drømmer lidt om mere poesi da det konstant synes at lamme mig og min dagligdag for normalhed. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er forholdsvis rimelig beruset nu. Det har været en fin aften. Ja, det kan jeg ej benægte, klokken er nu snart 1 og jeg prøver at holde søvnen fra mig. Jeg dansede det sidste kvarter med sidste forårs illusion som jeg nu er på højniveaushold med. Coaches. Og jeg var ved at dø af grin, fordi han dansede så vildt og disko-agtigt - det er ikke for sjov at der er fastelavn - selvom jeg godt vidste at han ikke ville have mig. Også selvom han har kigget på mig det meste af ugen. Nøj, hvor er jeg træt. Alt hvad jeg skriver lyder ligegyldigt i mine ører. Jeg har ingen ører efterhånden. Havde beklædt mit hoved med en atypisk paryk og tror ikke at YndlingsPutten (som desuden ikke var klædt ud) kunne genkende mig -hvorfor kunne han kke det? Han dansede også mærkeligt (kunne jeg se) og mindede mig om torsdag hvor han pludselig stod bag mig ude på gangen og jeg ikke kunnne genkende hans blide røst.
Jeg kommer pludselig til at tænke på at jeg var ved en pølsebod med min kørelærer. Han sagde, at alt kødet var friskt og at min bøfsandwich ville blive den bedste i mit liv.
Jeg ved nu ikke rigtigt. Den smagte fint.
Alt smager efterhånden bar fint.
Har I hørt blæsten udenfor? Jeg gik ud i det, kiggede på månen og blev angrebet af forgiftede ord. Hvorfor er jeg ikke forelsket i noget som helst længere??

The next day:
Det var en mægtig fest. Jeg dansede på bordene, dansede på bardesken, dansede på podierne iført min hjelm-agtige paryk. De færreste kunne genkende mig og jeg følte mig ovenpå fordi jeg var sexy. Sådan lige pludselig. Sexy. Ha! Jeg tænkte ikke så meget over det hele - lod bare de funky rytmer drive min puls frem. Behøvede man overhovedet mere? Og så var der ham den mystiske hr.X (ikke fordi han er eks, men fordi han er “ubekendt”) som opsøgte mig og snakkede med mig og til sidst dansede med mig til lyset blev tændt. Mærkværdigt. En anden god ting med parykken var at ham som normalt plejer at opsøge mig for at føre akavede samtaler og give mig mærkelige armklem, ikke kunne genkende mig. Phew. Jeg var åbenbart megafuld (jägermeister-pimpningens uundgåelige konsekvenser) så har ligget i min seng indtil nu, drevet af kold vand og panodiler. Hvor skønt, hvor skønt. Jeg har egentlig ikke mere på hjerte (meget essentielt). Jeg forstår ikke hvordan jeg kan skabe fremdrift mod det jeg gerne vil have. Det eneste min hjerne består af er sangen fra igår.

Hvis jeg før betvivlede hvorvidt Yndlingsputten (aka. Guitarhero aka. MickeyBlueEyes aka. Blikkenes Herre) havde bemærket mig, sørgede jeg da for at han gjorde det i dag. Hvem har ikke sagt, at et af de bedste scoretricks i verden er at næsten køre ind i ham og hans klasse?
Efter mit kamikaze-move siger min kørelærer til mig: “Bare rolig, jeg gav dem fingeren”, mens klassens tilråb og høje latter runger hen over gaden og direkte ind i bilen hvor jeg brødbetynget og latterkvalt sidder.
Jeg havde netop sat mig ind i bilen. Bamchamklam - så besluttede halvdelen af min skoles elever at krydse gaden i selvsamme øjeblik jeg kørte ud fra sidevejen. Jeg havde forinden selvfølgelig fået øje på ham mellem menneskemængden og regnede med at min voksne, autoritære udstråling fra bag et bilrat ville lamme ham med kærlighed. Chancen for at han blev lammet rent fysisk blev nok nærmere end realitet.

Det har generelt været en mærkværdig uge. En uge hvor jeg ikke kan smile over et vigtigt 10-tal (SRP), hvor jeg har set billeder af henholdsvis FyrværkeriFyren og Hr.Z i armene på andre piger (piger jeg ved hvem er), hvor min kørelærer rent faktisk siger at han er fortrøstningsfuld for min fremtid bag et rat (måske indtil fuseren i dag?), hvor jeg første gang i næsten 4 år smager den søde smag af en uge uden arbejde og derfor bruger tiden på at læse bøger og bøger og høre musik og musik i én lang uendelighed. Og skønt det med hr.Z og ham den anden og påkørslen af Yndlingsputten i dag, ja, så er jeg egentlig rigtig glad. Det er en mærkelig følelse.
Men igen. Det er kun onsdag.

*skal ikke i avisen. Ingen må overtage mine gode scoretricks..

I dag for præcis et år siden besluttede jeg mig for at afprøve en offentlig blog. Jeg var nysgerrig. Mit forrige dagbogssted (fyldepennen.dk) havde været et ultrahemmeligt gemmested for min paranoia om at blive fundet. Det holder dog alligevel nogle af mine kæreste minder fra 9.klasse til 2.g. Men bloggen her.. suk.. ja bloggen her (hvor jeg dog elsker metablogging) har nu været en ganske anden oplevelse. Pludselig føler man sig som verdens fixpunkt (åh, du fagre, nye verden) og via billeder og sprøde ord i en pseudo-leflen for at få kommentarer fra læsere, hvis ansigter man stadig ikke kender, former man sig selv og sin identitet. Og jeg synes nu egentlig at det er gået meget godt herinde. Over forventning i hvert fald. Dagbogsskrivning har lært mig at skrive (hej, fesenhed). Ok, jeg håber I forstår.
Jeg har prøvet at få andre til at forstå hvor fantastisk et medie bloggen er for indelukkede sjæle - for her er alle neuroser og al frygt respekteret og støttet omsorgsfuldt op om - men alligevel er det mig der bliver ved med at skrive. År efter år. Jeg bilder mig selv ind, at jeg har en forholdsvis stor læserkreds, men egentlig, når der skal tænkes over det, er det jo ikke det som det handler om - for det med læserkredsen passer nok heller ikke. Personlige tøzeblogs (som jeg så kvalmende må indse jeg hører ind under) er vel umiddelbart for ens egen skyld - men ofte er det rart at blive bekræftiget i at man ikke er underlig fordi man tænker og gør som man gør.

På det personlige plan har jeg ikke synderlig udviklet mig på det år jeg har været her. Jeg er blevet bedre til at gå i skole, men det er vel næppe bloggens skyld. Den ikke-eksisterende kærlighed hænger stadig i laser og mit rollercoaster-mood understøttes konsekvent af larmende neuroser og bitre erfaringer fra fordums tid.
Nå. Men med dette indlæg vil jeg egentlig bare sige tak. Til alle der end må læse det. Tak fordi i læser. Og lytter til min stemme, selvom jeg ikke ved hvordan min stemme lyder gennem denne falske, virtuelle verden, hvor kram og støttende ord kastes ud gennem ting bygget af plastik.
Tak.
Tak.
Og tak.

Det demokratiske stormvejr tog ikke til, da min veninde og jeg tumlede gennem Nørrebros gader hen over midnat. Vi havde dristigt forventet at vandre i orkanens øje - i det mindste se nogle biler blive brændt af i religiøse protester. Men nej, ingenting. I stedet drog der sig et ekko-suk gennem de isklare gader af denne aftens hengivelse til Jens Lekmans blide, klare røst og hans øjne i mine da han stillede mig et spørgsmål og signerede albummet. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Kun mit navn. Ja, det var det eneste fornuftige der poppede frem. Ha, mit navn. Jeg tænkte på min generations kulturradikale og kulturintellektuelle som jeg på mærkværdigvis konstant støder ind i - ja, de kunne sige smarte ting til ham. Men jeg? Ligeså tavs som Nørrebros deprimerede gader.. Social retard.
På den halvtomme kro - ikke et chic sted for disse after-koncert intellektuelle - men med en ludoman, 3 alkoholikere og 2 frikadellespisende midaldrende danskere i læderveste og slidte cowboybukser, spillede vi vores eget spil på billardbordet og lod øllene rulle rundt i vores musikfyldte svælg. Jukeboxen spyttede sukkersøde countrymelodier ud og folkene i baren skrålede løs om flere efterfester og flere demokratiske orkaner i den herlige og fantastiske indre by og den 25-årige håndværker ragede den 50-årige ludoman på numsen. Og jeg pegede på månen da vi trådte ud fra kroen og sagde det samme som jeg har sagt hver aften de sidste 3 nætter.

Men i morges da jeg drog hjemad til min bitre forstad gik bussen i stå (”HER BRÆNDER!!” skreg nogle passagerer da jeg steg ombord) og jeg følte mig pludselig fandens deprimeret. Det er ikke til at sige hvorfor - jeg ved det ikke selv. Måske var det Jens Lekmans uopnåelige skønhed - al uopnåelig skønhed, alle de kloge mennesker der synes at stortrives i deres egen Rigtighed, den skrigende halvmåne om natten, hr.Z, opgivende tanker. Ak, ak. Knuden opløste sig dog i løbet af dagen og jeg fik krammet de første kolleger farvel på arbejdet og lavet vellykket mad med søster og nu er den snart midnat igen, men jeg kan ikke se den skinnende måne for bar’ persienner.

Storby. Rom. Og cola? Nej tak, jeg tager en cappuchino i stedet.
Jeg er nu velbevandret i de italienske byer og har utallige kalorier og ulidelige fantasier på samvittigheden. Der kunne siges så meget om byen. Jeg kunne skrive om de søvnige saxofoner i metroen om aftenen, de lækre munke der ventede ved hvert gadehjørne, Vatikanmuseet hvor jeg fortabte mig i det hele, skænderier med mine forældre, min generelle udstråling af Ond Kultur og Matrix med lang, sort jakke og sorte Ray Bans og en muggen attitude mod min fars kamera og vandretaske med proviant i. Men nu.. en dag efter hjemkomsten.. synes ingen af de ting vigtige og spændende. Det var en god tur, det kan jeg ikke benægte. En yderligere kulturel indsigt og endnu flere følelsesmæssige storme, suk, ak, ja!

Men mest af alt når jeg tænker på turen, tænker jeg på aftenerne hvor jeg igen ikke kunne falde i søvn. Jeg spurgte Chet Baker, om han ikke ville lulle mig i søvn, men han sagde bare, “you don’t know what love is, until you learned the meaning of the blues. Until you’ve faced each dawn with sleepless eyes, you don’t know.. what love is ” og jeg spurgte ham så, om jeg virkelig skulle igennem alt det blå, gennem det store hav af jalousi og forgabelser og endnu flere fortabelser, og han sagde bare ja, og lod mig suge ind i al den fandens deprimerende jazzmusik. Men det gik dog bedre til sidst, og bryllupsbilleder af mig og Yndlingsputten (og fra vores bryllupsrejse til Rom hvor vi står foran Trevi-fontænen under Oceanos’ brusende bølger) fortog sig i takt med at mængden af italiensk kunst og kultur og stemning væltede over mig (selvom jeg ikke kunne undslippe guitarsoloer nogen steder).
Jeg læste en Jane Austen-bog dernede (en af mine “guilty pleasures”) og den fik mig så til at tænke på Hr.Z og det blev egentlig ganske ulideligt alt sammen til sidst oppe i mit hoved. Så få minutter efter vi kom tilbage til de kære, grå, tågede danske luftlag, lod jeg mig selv hjernevaske 5 meter fra Robert Smith (The Cure, red.) i 3 syretimer, med en mageløs blandning af dunkle, gotiske synthesizers, improviserede dansespasmer og en stemme så klar og ren og britisk at det gav en kuldegysninger hver gang han åbnede sin uhyggelige røde klovnemund. Nu er jeg hjemvendt fra en biograftur, hvis bare jeg også kunne rejse rundt om jorden på 80 dage, og har regnet sammen at jeg har været i Danmark i over et døgn, men kun været hjemme 3 timer.
Og i morgen gælder der flere overspringsevents (shopping og endnu en koncert) i min følelses- og tankeflugt. Ja, ja, sådan må det altså være. Regner med at Robert Smith kan lulle mig i søvn og love mig flere Matrix-dage med mere Ond Kultur og mere pendling til adspredelser og forlystelser - i en bitter forhåbning om at the spiderman is not having me for dinner tonight.

Ps. Vi gik forbi en restaurant i dag, hvor der var bundet hjerteballoner på alle stolene. Jeg havde lyst til at kaste op ud over mit nyindkøbte slik.

I aften sendes min computer til et trygt sted i Storkøbenhavn, hvor min mormor og morfar vil sørge for at ingen stjæler den.
I morgen meget-tidlig forsvinder jeg til en larmende europæisk storby for et par dage. Jeg har ikke pakket endnu. Ved stadig ikke helt hvor vi skal bo. Og så er jeg bare træt så det batter. Og nede i skolen, her de sidste afgørende minutter før vinterferien, stjal jeg en samtale med nogle veninder for at stå tæt på yndlingsputten. Denne sag har nu nået pinlige højder, og jeg vil i denne føromtalte europæiske storby destruere de fastbrændte billeder på min nethinde af ham og hr.Z og Fyrværkeri-guy og Creepy Guy (der forleden sagde hej til mig ved at give mig rygmassage!!! og som jeg mistænker for at være forelsket i mig, selvom jeg altid befinder mig i en ekstrem uflatterende situation når han kontakter mig. Kernerugbrød.)
Nå. Men alt i alt ville jeg med denne tekst såmænd bare påpege at jeg på torsdag-fredag vil være skrivende i blogworld igen. Med storbyferie og The Cure-koncert på bagen…
Happy holiday!
Hasta lavista amigos!

Mine øjne tikker af træthed: en migrænelignende tilstand, hvor alt omkring mig synes som en uigennemtrængelig tåge. Måske gipper mine øjne stadig af kærlighedsfeberen jeg blev smittet af for et par timer siden. At kreere et fixpunkt 20 meter væk med tusind usynlige fangetråde langet omkring ens varme krop, og lade ens øjne svæve rundt om dette punkt som var det verdens centrum, gør ens hoved ganske ørt. For fanden, hvor er jeg ør. Jeg blev (og er stadig) så ør og svimmeltosset og følelsesladet, at jeg havde lyst til at råbe hans navn.
“Er han ikke sygt dygtig?” sagde min sidekammerat, og jeg svarede blot “Ja” mens min hjerne spyede det malplacerede “og jeg elsker ham” ud i min underbevidsthed. Lidt for langt ude. Og da de snakkede om hvad-det-nu-var-han-hed, turde jeg ikke sige at jeg godt vidste det. Og han smed trøjen og lod spotlightet belyse overkroppens små dale og vælvinger som kastede skygger ned i hans blege hud der skar sig som en fuldmåne gennem min bevidsthed og gjorde mig helt månesyg og endnu mere svimmeltosset.
Måske er det fordi jeg kun fik 5 timers søvn i nat og klokken nu igen snart er halv 1 og min hjerne kører på de yderste ressourcer og mine fucking øjne der bliver ved med at prikke og tikke og larme med billeder af ham.
Hvordan kurerer man denne svimmeltossethed?

Hvad?
Kender du det, at når man cykler et sted hen, og det faktisk er mørkt omkring en, og man pludselig tænker: Jeg føler mig som verdens sørgeligste menneske. Og så kan tanken ikke rystes af. Man kommer hjem og sætter sig på kanten af sin seng.
I dag har jeg haft verdens grønneste bluse på. Og selvom der er tusind ting der suser rundt indeni mig, siger min familie, at jeg stråler og at min hår er rigtig smukt og mit ansigt rigtig smukt og at jeg bare er rigtig smuk i dag og jeg går ind på min værelse og lukker døren bag mig, for at sætte mig her og bare sidde og sidde og sidde, uden viden om hvordan og hvornår denne sidning vil ende. Hvordan alting vil ende.
Jeg har de sidste dage logget herind et utal af gange for at skrive ord. Men selvcensuren har overtaget hver gang: Hvor ville det altsammen bare være sølle at skrive om. Og når jeg når dette state of mind, overvejer jeg selvfølgelig at lukke bloggen. Men jeg gør det ikke, kommer nok aldrig til at gøre det. Arhg, jeg hader at alle mine indlæg kommer til at lyde så triste. Jeg er i virkeligheden en ganske glad person der ofte kommer til at grine og endda laver jokes relativt ofte. Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det her. Tror det er stressen der snakker.
Verdens.. værste blogindlæg.