Frøken Mig

Ja. Yeah. Yo. Det går jo fint, det går jo egentlig helt fint. Skønt mine kvælende kærlighedsneuroser, må jeg blankt erkende, at det har været en vældig vellykket uge. Møde sent, en enkelt fridag, bestå teoriprøve, bestå caféaften (bøjet i de fineste knæklys og de vildeste trampermoves), bestå en dag med tømmermænd, forelske mig i en illusion, spise meget usund mad, hørt masser af mærkelig musik, grint for mig selv og skreget af vrede. Ak ja, ak ja. Det snurrar så sørme i min skalle.
Jeg havde egentlig ikke noget af relevans at sige denne stormfulde, snurrende torsdag, så tænkte jeg da lige rapt kunne lave et mindre opslagsværk over ting jeg har hygget mig med den seneste tid…

De omtalte kærlighedssange…
Barbara Streisand - The Way We Were
- En fantastisk sørgelig sang, hvor den kære Barbara synger så smukt, så smukt, så smukt, at jeg kunne græde blot pga. det.
Jacques Brel - Ne Me Quitte Pas (If you go away)
- En sang jeg primært har dyrket under Nina Simone’s insisterende stemme, men så opdagede jeg, at det var Jacques Brel der sang den, og det har faktisk givet sangen en helt ny følelse. Jeg synes at Jaques i videoen er vanvittig uhyggelig og sindsoprivende genial. Jeg har aldrig set noget lignende. Han gør, at jeg tror jeg kan tale fransk.
Billy Joel - Just the way you are
- En elskværdig klassiker. Teksten og melodien er så smuk, oprigtig og ægte, at man ikke kan lade være med at høre den.. hele tiden.
Dolly Parton - I will always love you
- Whitney når ikke Dolly til sokkeholderne, når det kommer til udførelsen af denne sang. Dolly tilfører sangen en hidtil uset skrøbelighed og intensitet, at den kommer til at krybe op under huden på en.. suk. (I videoen er det at bemærke den fantastiske dialog i starten.. det er altså kærlighed så det batter!)
Roy Orbison - Crying
- Det er også værd at bemærke, at denne smukke sang også bliver brugt i David Lynch’s “Mulholland Drive” (en af yndlingsfilmene), hvor den synges på spansk af Rebekah Del Río hvor den hedder Llorando. De er for mig begge lige hjerteskærende.
Claudine Longet - Unknown Titel
I virkeligheden en meget mærkelig sang. Og jeg ved ikke engang om den er om kærlighed. Men der er noget mærkeligt dragende ved hendes accent og melodien. Lidt hypnotisk, egentlig.

Ydermere er jeg altid åben for andre kærlighedssange, så anbefal endelig nogle til mig…

De sjove klip
Zombiekid
Daily Show - What’s the matter with Denmark? Part one. Part two.
Bertelsens Uaktuelle Nyheder - Anders Fogh’s skjulte budskaber

Og nu må jeg vidst hellere få læst nogle lektier til imorgen.. eller sætte en film på.

Jeg havde i går aftes brugt umenneskelig lang tid på at skrive en brilliant analyse af mit sørgelige, såkaldte kærlighedsliv, men på mærkværdig (og mirakuløs?) vis gik den tabt. Måske var det universet der advarede mig mod at stille mig selv og mit lodne hjerte til skue på den måde. Whateveer. Skønt det her, morgenen derpå, bliver knapt så sælsomt, melankolsk og sørgeligt, vil jeg forsøge mig igen. Må teknikken være med mig.

Jeg bestod endelig teori, og væltede i en lykkelig lykkerus over på skolen til orienterings-ramasjang, hvor jeg som erfaren studerende skulle indvie de uvidende om skolens skjulte skatte og hemmeligheder. Da vi kom ind i den store sal, stod yndlingsputten pludselig oppe på scenen… med et musikinstrument! Og hvor han ydede dette instrument retfærdighed! For hver hjerteskærende tone, sprøjtede blodet lykkeligt rundt i mine årer og skabte varme og kildren fra top til tå. Jeg begyndte at falde og falde og falde. Og indså at denne rejse mod denne aftens endelige fald, har været lang tid undervejs. Hvordan han har været mit daglige fikspunkt i skoleuniverset i adskillige uger (og måneder?). Hvordan jeg engang i sidste uge var ved at flyve op til himlen, blot fordi han på trappen var ved at støde ind i mig mens han kiggede på mig. Men egentlig er falde-falde-falde-følelsen også uendelig farlig. For jeg har været der før. I det grå område, hvor man udvikler et uhelbredeligt crush på fyre, hvis stemme man ikke engang har hørt. Det er ikke engang fordi de pågældende drenge har været synderligt udstyret med skønhed, udadvendthed eller opsøgenhed mod mig, nej, men alligevel ser jeg mig selv gang på gang finde et nyt centerpunkt for min tilværelse. Og det er jo egentlig håbløst ynkeligt. Jeg er 18! Jeg burde være derude og kræve hvad der er mit!
Og jeg synes det er så pinligt, at jeg er så bange, og at jeg fikserer på uopnåelige chancer og uopnåelige følelser. For det er jo ikke kærlighed. Det er jo bare mit hjertes desperate forsøg på at skabe en pseudokærlighedsfølelse. Et substitut for alle de mangler, mit liv har. Skønt det sørgelig element i disse betagelser, bliver jeg ved med at falde og falde og pine mig selv med uforløselige følelser. Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre - og komme ud over min tryghedscirkel.. jeg tør jo ingenting!
Og alligevel, ha! alligevel længes jeg efter at se ham igen. De uhyggelig blå øjne, det mørkebrune hår i den mærkelige elvis-agtige frisure, den lidt duknakkede holdning når han vader rundt, det generte smil, de smidige fingre hen over strengene…

Mens den ensomme pige med hovedet på skrå drømmer videre, fylder hun sig med endnu mere drømmende kærlighedsmusik, blot for at gøre det endnu værre for hende selv. Hun funderer over, hvor vidt det kan lykkes et menneske at være så fuld af kontraster, der alle synes uhelbredelige. Mindreværdskomplekserne i storhedsvanviddet, den afslappede stressfuldhed, den rastløse, selvforskyldte ensomhed - den ydmyge selvoptagenhed. Og hendes hjerte sukker bare videre og videre…
Det er fandens pinligt.

Hvor er det ubarmhjertigt at solen skinner og at himlen er blå!
Indenfor sidder jeg endnu en gang fanget af store, ligegyldige afleveringer og vammel kærlighedsmusik, som jeg simpelthen ikke kan slippe. Fuck the world!

Jeg opdagede i går eftermiddags, at leddene på mine fingre var mørke. Jeg tænkte, at det var da utroligt hvor beskidte mine hænder var. Jeg prøvede desperat at vaske skidtet væk, men fandt ud af, at det var skygger. At man da ikke kunne fjerne sine knoers skygger. Så tager jeg afsted med skyggefulde knoer og drikker mange øl til middagsselskabet, fordi jeg ikke synderligt bryder mig om håndbold. Efter maden spiller vi verdens længste, indviklede og morsomme drikkespil der varer i timevis.
- Nu mangler vi bare at lege “jeg har aldrig”, råber en af mine venner, ham som agerede mellemmand i hele hr.Z-sagen og som tilsyneladende er væsentlig beruset. Han har hele aftenen forsøgt at gribe min hånd for at flette sin med den. Han har aet mig i lang tid henover ryggen ned til lænden. Min egen beruselse har lammet min dømmekraft. I den nye leg åbner han så den forbudte pandoras æske overfor det uvidende selskab. Æsken der er fyldt af betændte handlinger, ord og følelser. Jeg har selv for længst lagt det bag mig. Forsøgt at fortrænge hvad der skete dengang. De kigger alle på mig, da fødselsdagsbarnet (hovedpersonen i denne sag) forholder sig tavs. Han kigger bare ned i bordet. En klump samler sig i halsen på mig. Historie, historie, råber de. Et rungende ekko der langsomt ebber ud. De spekulerer nok alle på, hvad jeg mon laver her, efter alt det der skete. På en eller anden måde snurrer jeg mig ud af det. Men Mellemmanden og Fødselsdagsbarnet forsvinder begge. Fødsesldagsbarnet kommer tilbage alene med tårer i øjnene og et alvorligt ansigtudtryk. Jeg tager ham i hånden, og siger, at alt for længst er tilgivet. Han ved det godt, siger han. Han tørrer tårerne væk fra øjenkrogen og kigger på et udefinerbart sted bag mig. Du gjorde det rigtige, ved at sende ham hjem, hvisker jeg til ham.
Jeg låser mig kort efter ud på toilettet, hvor jeg sidder på brættet med fødderne på væggen. Forsøger at bekæmpe tårerne der presser sig på fra fortidens sorger. Jeg henter mine ting og tager hjem. Jeg tænker på, Mellemmandens hånd på min ryg, at jeg sagde til fødselaren, at alt var tilgivet (for er det virkelig tilgivet eller blot glemt?) - at det måske var mig der var sagens kerne - både hos de to herrer og hos de skygger der ikke kan vaskes væk.

Tørt. Tørt. Tørt. Tørt.
Skønt en mærkelig energi der huserer min hjerne i disse dage (stress keeps me going), så jeg rent faktisk både får lavet lektier og hænger ud med min sociale side, så er alting efterhånden blevet tørt. Når hver dag er udspilet af pligter, af skole, af teorilæsning, af … tørhed, så visner alt. Mine læber er forfærdelig sprukne. Mit hjerte som en rosa, udtørret dadel fanget i et støvbelagt hulbryst. Mine hænder og min hud sammensat som et kæmpe puslespil af tørre flager. Min iPod mangler også musikregn. Jeg når at høre omkring 200 sange dagligt, fordi jeg ikke gider høre noget af det jeg har. Er der intet godt musik tilbage?
Når jeg spyr humor i disse dage så når ordene at blive til sand inde i min mund, før de vælter ud i det flade rum. Jeg bekæmper min egen tørhed med litervis af kærlighedsillusioner, forårsaget af patetiske film og sange og digte og blikke i det skjulte. Folks mødomme flyver til højre og venstre og det eneste jeg gør, er at drømme om én som bare vil kysse mig. Patetisk tørt. Og hver gang snakken falder på vigtige ting. Prøver og fremtid og gravalvorligheder. Så vælter jeg ud i kviksand og mine lunger fyldes med disse mikrodiamanter. Og selv min mave rumler nu af dens tørlagte skæbne, den lille, indtørrede dadel et par centimeter fra, gør alt for at forsætte den trætte puls. Alt hvad der var og er og burde snart være, har gjort min sjæl til sandpapir og for hvert et skridt jeg tager, for hvert et hæst åndedrat jeg indånder, giver jeg en knitrende lyd af noget halvdødt fra mig. Alle er altid bedre end mig. Ekseptionelt dygtigere. Vi må alle bestå den tørre tid. De 18 år der gik. De 18 år der kommer.
Krashj. Krashj. Tørt. Tørt.

Jeg stødte ind i en dør og mit ur gik i stykker. På vej hjem fra skole opdagede jeg at sekundviseren var forsvundet og dens tid var gået i stå. Du skal vide, at du var elsket, kære ur. Jeg tyrede den i jorden med al min styrke, efter at have kørt de tilbageværende visere rundt med en nådesløs håndbevægelse. Den gik i 4 stykker da den ramte asfalten med et skingert KLANGGG. Jeg smilede let. Farvel job - og nu, farvel tid. Hvor meget frihed kan man rumme?

I dag gjorde jeg noget jeg ikke har turdet gøre de sidste 3½ år. Jeg sagde mit arbejde op. Men jeg gjorde det ikke ligeså tjekket og cool som jeg havde regnet med. “Jeg…jeg…jeg bliver desværre nø-nø-nødt til at sige .. op” og så begyndte jeg at få tårer i øjnene og min stemme rystede ukontrolleret. Min chef siger, at jeg skal tage det roligt. Der er ingen farer. Det hele er helt i orden. Og så begynder jeg halvt at hyperventilere og blaffe med hænderne foran øjnene som en anden følelsesladet, faleret skønhedsdronning. Da jeg trådte ud i butikken igen, begyndte tårerne at springe ud af mig som syrlige missiler. Jesus christ. Måske bør jeg tage en masse jobs og sige dem op; bare for træningens skyld. Længe leve selvbeherskelse.
Det føltes ufattelig lettende at sige det op. Frihed ‘o’kære frihed. Søde, smagsfulde, ekstatiske, fantastiske frihed. Ingen penge dog. Men det er underordnet. Lige nu er det underordnet.

de glatte veje førte ingensteds hen. Som en ensom ensomhed på vej mod en altid forsvunden tosomhed forsvandt enhver tanke om nogensinde at finde kærlighed. Og jeg sagde højlydt til en fremmed: Ja, og så er der dem som har givet op.
Mine øjne er ved at poppe ud af hovedet; forårsaget af en hvidvins-regn-rus; en ensom beruselse i egen selvmedlidenhed. Verden former sig så skønt, nu hvor ingen er der. Alt er skønt. Alt er skønt.
Ligegyldig mjøddruk i røg-os og mørke lokaler. Fødselsdage der aldrig ender.
Jeg tør ikke længere at brokke mig, for jeg kan ikke tillade mig, at have det dårligt, for jeg har jo alt. Det er jo det det handler om.
Jeg ved ingenting længere. Jeg ved blot, at jeg sagde til mig selv, før jeg drak al den pokkers vin og før jeg fandt ud af at jeg så smuk ud her til aften, at jeg skulle være blevet hjemme. Så mange uskrevne sider om lykke og ulykke. Om de dage der forsvandt. Og om den drøm jeg forsøger at løsrive mig fra. Men der er ingen drøm, vel? Der er kun enden. Og volapyk. Og desperate hjerter i januar-regnen. Hey, det er mit hjerte vi snakker om. At folk råber mit navn - vedkender sig mit tilhørsforhold - varmer og var måske alle de mange kvarter på cykel værd.
Hjernen er for længst slået fra. Vejene mere skinnende end nogensinde før. Og et hjerte sukkende i brystet mere længselsfuldt og dog accepterende at Solo er for evigt. At acceptere egen uattraktivitet. Ja, det sådan det må være. Og mere regn endnu. Og fødder som isblokke og sjæle som tusind sole i nye atmosfærer og Elton John der synger alt, alt for højt. For meget hvidvin og øl generelt.

Efter 1½ times lur lige op til aftensmaden; der hvor man vågner i en sø af savl på hele det ærme man har hvilet sit nu mønstrede hoved på; er det sidste man har behov for, nogle forældre der stiller en 1000 milliarder spørgsmål, man ikke har nogen mulighed for at svare på.

“Har du snakket med din kørelærer? Hvornår skal du op? Hvor foregår det henne? Hvornår skal du ud og køre igen? Ved du så hvornår du skal ud på glatbane?”
- Manden har lagt én besked på min tlf.svarer, bestående af en dato og tidspunkt.

“Hvem arrangerer det der højskole noget? Hvor lang tid er man afsted? Hvor foregik det nu henne? Skal du virkelig alene afsted? Er der andre fra din klasse der er meget målrettede omkring deres fremtid? Okay, hvad skal han da lave? Hvorfor vil han det? Vil du det samme som ham? Er der mange der vil det samme som ham? Har du fundet ud af hvad du ellers vil efter sabbatåret? Tror du ham fra din klasse bliver milionær?”
- Jeg kom til at nævne at jeg måske gerne ville på noget rejse-højskole efter 3g, men jeg ved ikke engang om der er noget der hedder det. Og efter min overbevisning, er alle lige så umålrettede som jeg.

“Far og jeg har siddet og søgt på nye ferier. Suk, Toscana, Paris, osv,osv,osv. Men vi skal ikke bo i mobilehome, kan du huske da vi gjorde det? Puha, det var godt nok varmt, ikke? Kunne du holde det ud? Vi skal aldrig bo i mobilehome igen, det var jo ulideligt, syntes du ikke? Vi skulle have haft dem med aircondition, ja, kan du ikke huske, at dig og din søster boede inde på det lillebitte værelse? Vil du overhovedet med på ferie i år?”

…osv.osv.osv.
Og det eneste jeg har lyst til at græde over, er dette hus’ dårlige beliggenhed i forhold til der hvor jeg gerne ville være flere aftener om ugen. Jeg tager mig selv gang på gang at aflyse aftaler i den bydel hvor majoriteten af min klasse bor, fordi jeg ikke kan overskue transport derhen. Det er virkelig et stort problem. Også fordi vi i fryd og gammen har oprettet en filmklub. En fantastisk en med gode film og gode venner. Men jeg tror at jeg bliver nødt til at melde mig ud. Det nytter jo ikke noget, når jeg bliver ved med at aflyse ellers fantastiske aftaler. Jesus christ, jeg har det så dårligt med mig selv. Det er første gang, at jeg oplever afstanden så stor. Havde glemt hvordan hverdagsaftaler kunne forme sig. Og nu bliver jeg nødt til at kvitte min store passion.. bare jeg snart får det kørekort. Så er der i det mindste håb for at kunne komme afsted. Men lige nu.. lige nu.. upassioneret i striktrøje; en stemme der lyder som om den er i overgang, og en klump retteblæk lige mellem øjnene, fordi jeg keglede rundt med det i forsøget på at citere Shakespeare på et af skolens borde.
“..If this be error, and upon me proved,
I never writ, nor no man ever loved.”

Så kan I selv få lov til at tolke lidt på den… (paint kan udøve mirakler)