Frøken Mig

Jeg husker hende tydligst fra min 18-års fødselsdag hvor hun i sit 72-årige legeme forsøgte at lære de unges hip-hop-moves. Hende og hendes mand har rejst over alt i verden; set alt, følt alt. De var et par man beundrede fordi de udfyldte deres liv med oplevelser livet bør udfyldes med. Tænk i den alder, at rejse en smuttur til Afrika; et kort visit til Australien og lige forbi Grønland nu hvor de var igang. Når vi var til fødselsdage oppe i deres lejlighed duftede der altid af den lækreste mad. Hun var en forfærdelig dygtig kok; og vi gik aldrig sultne hjem. Hendes mand var syg; efterhånden dårlig til bens og blevet opereret i hjernen for svulst. Men alligevel blev det hende der døde af en blodprop i hjertet i dag. Lige i dag. Vi var på vej til Palads med vores fribilletter til Hollywood blockbusters, da min faster ringer til min far og græder. “For fanden!” Udbryder min far. “Min moster er død! Død!” Der går et gys ned i os alle sammen. Død? DØD? D-Ø-D? Det må da være løgn. Som stenmennesker på række går vi over i biografen. Jeg krammer min far da vi kommer indenfor. “Hvorfor har mor ikke krammet dig endnu?” - “Ja, det undrer jeg mig også over,” siger min far. Da han går udenfor for at ringe til min konfuse farmor, kommer jeg til at vredse af min mor. “Hvorfor krammede du ham ikke??” Hun svarer ikke. Og jeg forstår det stadigvæk ikke. Ingen af os gør.
Vi går alligevel ind i salen. “Fortryllet”. Pludselig slog det mig, at hun altså var død. Væk. Begyndte at græde til den stupide film. Havde lyst til at kaste op ned i popcornene. Min søster troede jeg græd over filmen.
Da vi gik endelig kommer hjem, forsvinder jeg hurtigt ud på min sædvanlige gåtur. Jeg taber tiden og efter næsten 2 timer med åben jakke og indre såvel som ydre forfrysninger vender jeg hjem. Min far kommer ind og ville snakke. Jeg har store problemer med at snakke om sådan noget. Jeg krammer ham. Han begynder at tale om sine barndomserindringer med hende. Hvordan hun kom og passede ham og hans to søskende, mens min farmor og farfar var ude. Hvordan hun sørgede for at de kom afsted i skole og fik god, solid mad på bordet. Hvordan hende og min farmor lavede gøgl ude i køkkenet - hvem der kunne dreje en æggekage i luften. Det lød så smukt det hele.
Nu sidder hendes mand alene i sin lejlighed. For første gang i 30 år. De rejste altid sammen. Nu er det slut. Hvordan kunne hun bare dø sådan?

Jeg var til fest med hr.Z i går.
Som vi sad i toget på vej ind til byen kunne jeg mærke mine indre arme række ud efter hans grønne jakke; en evig længsel efter at kramme ham og holde om ham. Han sad selvsikker i sin stramme t-shirt med sine muskuløse overarme; så forbandet smuk ud. Hans naturlige brunlige glød akompagneres altid af et konstant drillende, varmt smil formet af hans fyldige læber. Jeg følte mig som en bleg, neurotisk modsætning, som forsøgte at se og opføre sig så smukt som muligt for at han kunne få følelserne igen. Jeg forsøgte at snakke med ham, så jeg kunne have en undskyldning for at få øjenkontakt med ham. De spillende brune øjne der smilende afføder høflighed og humor mod alle hvis stråler de rammer. Når vi gik på de kolde brosten forsøgte jeg at underholde ham med sjove historier, så jeg kunne høre hans varme latter; måske endda forårsage en slingren så han ville komme til at støde ind i mig og magiske gnister ville gløde ud fra vores jakker. Da vi siger farvel, krammer vi længe. Det føles som slowmotion. Jeg forsøger at fortælle det usagte med mit kram. Bliv ved med at holde fast. Bliv ved med at holde fast. “Du må have et godt nytår” hvisker jeg i stedet til hans øjne der hviler i mine.
Jeg har været halvt vågen/halvt sovende hele natten, fordi jeg har drømt om ham. Og det hele har endt ulykkeligt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er på nippet til at kaste op hele tiden. Det er for voldsomt. Jeg kan åbenbart ikke tvinge mig selv til at komme over ham, skønt han tilsyneladende er ovre mig forlængst (snakker om andre piger). Jeg hader det. Jeg hader det virkelig. Jeg har ikke lyst til at se andre; jeg har kun lyst til at se ham.

Juleaften forløb rigtig fint. Alt var ved det gamle..
Min far der knækker nødder med sine bare næver og agerer bornholmsk julemand; de små fætre og kusiner der kan alle sangene til pyrus cd-en (en lille fætter der siger: Se her! for derefter trække ned i sine busker og moone); min mor der vinder mandlen for 18. år i træk; min onkel der har skrevet en julesang om noget med nogle nynnende heste; gavehysteri og pakker større end de små børn; et smukt gyldent juletræ hvis lys er tændt og hvis grene vi danser rundt om alle 15 mennesker. Natten afsluttes med sing star high school musical hvor min søsters og min stemme gjalder gennem huset i skingre teenagehymner. Jeg bruger ikke dagene på noget konstruktivt. 3g’s første halvår har været hårdt imod mig og nu laver jeg ingenting. Har netop fundet ud af, at jeg ikke har været udefor en dør siden søndag aften. Vi nærmer os 3. dagen for minus æterisk impuls. Ak, julen er så sund. Min mormor har strikket en trøje magen til Sara Lunds (forbrydelsen), skønt jeg virkelig hadede den serie (så kun sidste afsnit, fordi jeg hadede den så meget). Så nu ligner jeg en Sofie Gråbøl-klon. How wonderful.

Lige pt. er Sara Lunds far lige kommet ind på hendes værelse med silkepapirskrone på hovedet og en knallert i hånden. “Der er vildt inde i stuen!” siger han. Jeg ved nu ikke om Sara Lund tør begive sig ind i stuen. Hun kan nu høre mærkelige fløjtelyde derindefra. Sara Lund har desuden også lige fundet ud af at man kan se Jane Eyre-miniserien på youtube. Hellere dét end fulde julefrokostvoksne, tænker Sara Lund. Og hellere dét end lektier og teorilæsning.

Klokken 9 i morges kan jeg høre en lille fnisen nede fra fodenden af min seng. Jeg kigger søvnigt op på min søster der sidder indpakket i dyne og uglet hår. “Glædelig jul” fniser hun og lyder som en pige på 5, skønt hun er 10 år ældre end det. Hun siger, at hun kommer tilbage lige om lidt; og jeg forsøger at sove igen. Pludselig kommer både søster og forældre hoppende ind på værelset og forsøger at hive dynen af mig. De fniser i en uendelighed. Hvis jeg ikke var i julestemning før, så blev jeg det da nu. Klokken 10 kommer min far ind igen; dog mindre venlig end før og fnyser: “Du må ikke ligge her hele dagen; du skal op og gøre rent på badeværelsetog læse teori!!!” (Back to reality!)
Og nu sidder jeg her og har ikke gjort nogen af tingene.
Alt har generelt virket som i slow motion denne weekend, hvilket er fuldt ud selvforskyldt.

I fredags valgte jeg ikke at tage med i byen. Undskyldninger: Transportforvirret og smadret over de mange events der havde fundet sted i løbet af dagen. Jeg var derimod fikseret på at få mig selv til at græde, i stedet for at drukne mig selv i alkohol og svedige dansegulve, så satte “Moulin Rouge” på som jeg ikke har set i jeg-ved-ikke-hvor-lang-tid. Og dens effekt var også slående og jeg slugte det rådt. Lørdagen spenderede jeg med at læse Jane Eyre hele dagen, fordi jeg var fikseret på den smukke kærlighed. Har aldrig grædt over en bog, men her tudbrølede jeg ned på siderne og så meget, at jeg ikke kunne læse imens gråden stod på. Jeg har som en sand nørd (og håbløs romantiker) understreget de mest følsomme passager og foldet de pågældende sider oppe i hjørnet, så jeg kan finde dem igen, når jeg behøver romantik-bekræftigelse (læs: behov for at vide at der kan eksistere noget kærlighed i verden). Et par minutter før søndag blev jeg færdig med den og græd yderligere fordi det hele var så smukt i den og intet var så smukt her.
Ynkeligheden vil ingen ende tage.

Mht. i fredags føler jeg, at jeg har svigtet dem. Min klasse. Jeg har ikke fortrudt min beslutning om at blive hjemme, men føler mig skyldig i at ekskludere mig selv fra et til tider fantastisk fællesskab. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke tog med i fredags. Vil jeg gerne være en mistilpasning i en klasse jeg passer så godt ind i? Det virker en smule selvdestruktivt og ironisk. Hvad hvis jeg pludselig værdsætter mere at være alene end at være sammen med andre? Hvad skal der så blive af mig? Og hvorfor har jeg grædt så meget denne weekend? Hvorfor har jeg følt mig som en blære af betændte følelser der hele tiden var ved at briste?

Nå.
Men når alt kommer til alt er julestemningen efterhånden ved at snige sig ind på mig. Så derfor vil jeg ønske jer en rigtig god jul og en hyggelig juleaften.

Min blog er efterhånden fyldt op med selvskabte neuroser.. så hvad søren, her er en til…
Jeg skal aflevere min store opgave her på fredag. Vi har haft hele 14 dage til at lave den og jeg blev færdig med den sidste torsdag. Det var måske egentlig ret dumt. Nu har jeg læst den igennem rigtig mange gange, og hver gang indser jeg, at det er noget lort det jeg har skrevet. Men føler mig ude af stand til at bedømme det jeg har lavet. Det virker bare så formålsløst.. Og så er jeg kommet i tanke om, at jeg jo genialt nok har valgt at skrive i 2 hovedfag, men at jeg blot har glemt at dele vægten over i 2; i stedet for har jeg bare tonset derudaf med samfundsfag og sociologiske analyser. Jesus christ.
Det kommer ikke til at gå godt.
Det kommer ikke til at gå godt.
I nat drømte jeg dog at min lærer gav mig 13 (!). Skønt karakteren ikke findes længere, blev jeg umådeligt glad. Men så var jeg pludselig ude og køre i bil med en fra min klasse; hun havde endnu ikke fået kørekort og jeg troede jeg skulle dø. Nogen relevant sammenhængskræft mellem 13-tallet og dødskørsel?

Og lige om lidt varsler julen. Jeg har først i dag påbegyndt juleindkøbene. Men føler mig mest af alt som the grinch, når jeg fordømmer konceptet “gaver” ud over alle grænser. Og jeg glæder mig ikke engang til juleaften, for der bliver vi 15-16 mennesker, inkl. 4 børn under 7 år. Børn er fuldstændig ude af kontrol i nærheden af julelys og elektrisk gavebånd. Det bliver et helved. Mest fordi at børne-familierne så ikke ser på mig og min 15-årige søster som værende voksne, modne mennesker - nej! - vil bliver skam fornedret til at skulle underholde de små dværge. Alt jeg vil ha’ er en jul hvor jeg kan få lov til at mærke juletræets usynlige pulseren ovre fra hjørnet af stuen; at høre lyden fra de brune kartofler der med et fedtet, sukkerrigt plump lander på tallerknen. - Danse rundt om juletræet og synge uendelig mange sange, uden at være tvangsindlagt til “På loftet sidder nissen..” 10 gange.

Det hele er efterhånden noget rod. Jeg er i min kærlighedsdesperation også begyndt at projektere følelser tilbage mod hr.Z skønt han er helt uden medvirken i denne rodede sag…
Bittert.

Okay, han kom ikke. Hvad havde jeg egentlig regnet med?
At kærlighed kunne indtræffe på en enkelt aften? - Ha, jeg har vist overvurderet ungdommen. At ægte ting kan finde sted, er efterhånden en skrøne. Jeg dansede alligevel her i aften. Jeg dansede og holdte svagt øje med døren, men han kom ikke, som han havde lovet. Det var måske også dumt af mig at tro, at romantiske og kærlighedsagtige ting kunne  ske for mig.
Måske er jeg bare grim og ucharmerende med begyndende skægvækst og quasimodo-lignende gangart og uintelligent hjerne der blærer sig med: Høhø, jeg er bare færdig med den store opgave.
Og i morgen kan jeg sove lige så lang tid jeg vil. Men alligevel vil jeg råbe: Fuck søvn! For det eneste jeg vil, er kærlighed. Og det eneste jeg ved jeg aldrig kan få, er også kærlighed. Det hele er efterhånden noget tragikomisk…
Og jeg har her til aften drukket 5 øl for blot 15 kroner og jeg er så træt og fuld og sur lige nu, og jeg tænker stadig på den tomme dør han aldrig trådte igennem. Man skal ikke stole på fyrværkeri. Aldrig stole på sådan noget kemi, som kun man selv oplever.
Er det noget i mig der er dødt eller er det noget i vores senmoderne samfund der er dødt? Gnisten, tør vi efterhånden tro på den eller er vores verden efterhånden faldet i en sympati-grins-grøft med eneste formål at stille vores egne narcissistiske behov?

Trods indre demonstrationer ligger jeg så her. Under min rosa dyne, med Bright Eyes spillende i baggrunden og alt lyset tændt omkring mig. Stadig ingen fyrværkeri. Stadig ingen der vil elske mig. Stadig ingen..

Opgaven er ved at være overstået, og jeg lider nu af kroniske læse-abstinenser hvilket har fået mig til at kaste mig ud i diverse fiktionsbøger (lige pt: Jane Eyre på originalsproget; købte den i en genbrugsbutik for en 10′er og er sidst blevet læst i ‘62) og for et par dage siden, Albert Camus’ “den fremmede”, som jeg rigtig godt kunne lide. Ydermere har jeg set mange film når al min læse-energi er sluppet op. På en uge har jeg set 3 film omhandlende engelsktalende samfund i 1800-tallet; indeholdende klimakset i går med Jane Austen-klassikeren “Fornuft og følelse”. Jeg er tryllebundet af den storladne romantik der skildres i de der overklasse-omhandlende-film. Det er ikke stor og eksperimenterende filmkunst, men det er historier der rammer lige i hjertet; og jeg har efterhånden selv fået bildt mig ind, at det er sådan følelser og kærlighed skal fungere.
Hvem har i det moderne samfund ikke set sig selv gå en masse lange ture med sin udkårne og kaldt ham ved sit efternavn og så efter et par måneder bliver man kaldt ind i enerum, hvor han så siger: “De, frøken, er den eneste mit hjerte ligger hos. Jeg har elsket Dem fra det øieblik jeg først saa Dem, og jeg værdsætter Deres venskab mere end noget andet i mit ellers velhavende liv”. Og så tilføjer man selv situationen lidt følelse ved at gribe hans hånd og inden for et par dage er man gift og kører væk i kareten…
Så meget fornuft og følelse blandet i ét.
Min egen følelse bliver blæst væk af den overskyggende duft af fornuft, der breder sig som en uigennemtrængelig tåge for mit sind og lidenskabsbegærende hjerte. Jeg gider det ikke mere. Fra nu af dropper jeg al fornuft, og er impulsiv. Impulsiv, impulsiv, impulsiv. En type der ikke bliver forfjamsket over den mindste ting… ha!
Der er fri bar i aften… farvel fornuft.

Jeg ligner efterhånden mest af alt en blanding mellem en vred amish-kvinde med indsukne, små øjne og dødt ansigt, og Nelly og Allen Ginsberg med sin kat på ryggen (skønt jeg nu ikke har nogen kat).

Opgaveskrivningen er for alvor gået i gang. Jeg sidder her. Lige foran computeren time efter time efter time. Nu har jeg siddet her siden klokken 9 i morges. Jeg er så opslugt at jeg glemmer at spise og drikke, og skønt al min opslugenhed, formår jeg ikke at kunne formulere det jeg vil have med, ned i gode sammenhænge og faglige lækkerier. Er faglige frøken død?

Min underbevidsthed kompenserer for manglende dagsbegivenheder, ved at lade min drømmeverden træde i kraft når jeg endelig lukker øjnene for min stressede hjerne. I nat var jeg på et slot hvor jeg mødte Fredags-Fyrværkeri-Fyren og jeg bød ham op til en lydløs vals og svang ham rundt og sagde: Hvorfor spurgte du ikke om mit nummer? Men så kom jeg i tanke om jeg blev jagtet af autoriteterne, og måtte med bankende hjerte flygte rundt i de mørke korridorer.
Pludselig var jeg i Uganda og blev jagtet af sure slavehandlere, fordi jeg havde stjålet en gren fra dem; imens gjaldede folkemords-skrig hen over den gule slette - og tusinder af mennesker blev dræbt i små skure omkring mig mens jeg løb og løb. Og så pludselig løb jeg rundt i storcenteret på jagt efter en gallakjole og selv jagtet af tiden, fordi jeg skulle da på arbejde. Men jeg fandt ikke en kjole og kom omkring 3 timer for sent.
Noget siger mig, at jeg er stresset?
Og det er vel også af selvsamme grundt, at jeg ikke kan rejse mig op nu. Jeg er så bange for pludselig at sidde næste torsdag uden at have skrevet ét eneste ord.
Suk. Jeg er da virkelig under tøflen på alle autoriteterne…

Jeg har siddet med hovedet begravet i henholdsvis vrede ungdomsbøger om ensomhed og indre undertrykte oprør, og i snaps og fed mad med hjemmerørt remolade. Umiddelbart ikke en god cocktail, men efter 2-3 timers indtagen af snaps og juleøl og brændevin til julefrokosten i går, kiggede jeg op på den sorte himmel gennem vinduerne og følelsen af, at alt kunne lade sig gøre slog mig. Pludselig var verden smukkere end nogen sinde, og lå rede for mine fødder - klar til at lade mig rulle hen over den i hvilken tilstand jeg end måtte befinde mig i. Allerede før klokken slog 18 væltede vi allesammen rundt på dansegulvet, nogen dansede på bordene og andre lå under dem.. Fantastisk sophisticated hælder jeg en ualmindelig stor portion risalamande op i min barnlige desperation efter at finde den gyldne mandel - og spørger grødet med munden fuld af kirsebærsovs den stirrende putte overfor mig, om han har fundet mandlen, fordi jeg ikke er god til at håndtere pinlige tavsheder.

Da jeg langt om længe besluttede mig for at køre hjem efter at have vandret hvileløst rundt som en anden hvid dame i severale minutter, fandt jeg ud af at min nye kjole havde opført sig utroværdigt. Alle knapperne bag på var gået op - nogle knapper manglede endda - og jeg tænkte på de gange jeg var blevet svunget rundt på dansegulvet, hvinende over min ligeså dansende kjole - og så har jeg bare flashet popo til samtlige putteklasser. Jesus christ. Men heldigvis er det julefrokost og alle flasher et eller andet før eller siden.
Jeg kunne ikke få mig selv til at køre helt hjem med det samme, så i min halv-brandert forsatte jeg ligeud hvor jeg egentlig skulle have drejet. Ak, friheden ved at cykle. Turen udviklede sig yderligere og der gik ca. over en halv time længere end beregnet før jeg vendte hjem. Gaderne lå øde og verden var stadig smuk for min snaps-besmudsede, pulsende hjerne, og skønt klokken ikke var mere end 11, faldt jeg bevidstløs om på min seng.

I dag, ha!, i dag, har jeg siddet med alt den ungdomsfiktion og er blevet helt skør oppe i hovedet af det. Det er som om, at mit indre også er ved at skrige - et lille forsøg på at rebellere i en kynisk verden, hvor jeg nok ikke burde brokke mig over noget, men alligevel sidder oppe til klokken halv et på en søndag, fordi jeg allerede har mistet grebet om Tid og Tiden har skam selv mistet grebet. Mit værelse er i skrivende stund kulsort, med undtagelse af røde standby-knapper rundt omkring og selvfølgelig det blålige lys fra min elskværdige computer. Og jeg tænker tilbage til i går, hvor jeg sammen med en anden eventyrer løber ud til et uskyldigt træ og begynder at rive grene af det, mens vi råber at det er uartigt (altså træet er, ikke os) - og pludselig kommer der en løber, og som de sportsfolk vi er, løber vi efter ham med klakke-di-klakkende sko ad asfalten, med voldsomme vejrtrækninger for at skræmme ham, skønt han mindst er 25 år ældre end os. Og jeg tænker lidt på drengen, der spurgte hvorfor jeg stadig ikke har en fyr, og at jeg tænkte, ja, hvorfor har jeg egentlig ikke det? Jeg er da mindst lige så elskværdig som nogle af de andre tåbelige hoveder der kastede op nede på toilettet, eller dem som tabte i limbo eller dem som først tog hjem derfra da solen stod op - eller hende som smed sin telefon ned i sin øl og lod drengene kigge ned i hendes kavalergang. Jeg er da lige så elskværdig. Er jeg ikke?

Suk. Jeg ved ingenting længere.