Frøken Mig

Der ligger en forbandelse over de der efterårsfester.

Kom 1½ time senere til opvarmningen end de andre, så drak umenneskeligt hurtigt for at indhente dem. Uden aftensmad i maven samt arbejdstræthed i kroppen var det jo nærmest den sikre død, og det vidste jeg jo godt. På skolen dansede min veninde og jeg på dansegulvet som de eneste i et stykke tid, tror jeg væltede rundt. Efter en halv time - 3 kvarter går jeg ud på toilettet. Efter en times tid, tror jeg, vælter jeg ud fra toilettet efter skiftevis have brækket mig og sovet på det kolde og formentlig våde gulv.
Klokken halv 11 (!!!) - tror jeg - er jeg på vej hjem. Cyklende. Bliver konstant ved med at tabe mine sko (!!) og må hele tiden vænne om for at hente dem, hvor jeg så vælter fordi vænne-om-bevægelsen er meget krævende. Men efter 3 kvarter - tror jeg - er jeg endelig hjemme.

Efter ti timers søvn slår jeg øjnene op. Griner og græder af mig selv i frustration. Jeg havde glædet mig til den fest! Jeg skulle have danset hele aftenen i funk’n’soul-ekstase og med yndlingsputten, og jeg skulle have snakket med fremmede mennesker. “Hey - hvilken klasse går du i?” “Åh, jeg er såmænd 3g’er” “Nå, okay, jeg er 2g’er - puha det er hårdt at gå i skole ikke?”
(Ok, forhåbentligt ville det have været mere inspirerende samtaler). Men jeg skulle have haft en fantastisk aften! Og i stedet ligger jeg og raller fordi jeg ingen alkoholkontrol har! Hvor er det dumt! Virkelig Dumt!!

Nå. Men brugte dagen i går på - ingenting ? - og i dag skal jeg nyde den ekstra time døgnet har fået. Natten føltes uendelig og jeg smagte på hvert et minut som jeg lå der på sengen og stirrede op i loftet.
Selvom klokken kun er halv ti, har jeg allerede spist morgenmad og været i bad (hvad sker der?) og dagen føles uendelig og gud hvor jeg dog elsker uendelighed.

- Frøken Uendelig

Mmm.. Hjemmearbejdsdag igen i dag og efterårsfest i aften. Kan ikke lade vær’ med at tænke på sidste års efterårsfest hvor jeg cyklede hjem før klokken 23, kastede op hele vejen og havde et blik så sløret og sejlende at jeg ikke kunne  se lyskurvenes farver (- et held at der intet andet trafik var!). Man må håbe, at det ikke er sådan aftenens fest ender. Bare jeg overlever og ikke kaster op, så er jeg glad.

Jeg har det ellers fint disse dage.
I er dog gået glip af en frygtelig tekst jeg skrev i onsdags. Var på vej hjem fra arbejde, cyklede med nakken lænet helt tilbage for at kunne se stjernehimlen og pludselig begynder jeg at græde. Da jeg kom hjem og spiste aftensmad alene inde i stuen græd jeg også. Og nu er det som om, at der skal intet til før jeg græder. Jeg har ikke rigtig kontrol over hvad der sker med mig, men jeg håber det går over, for ellers eskalerer det da fuldstændig i aften, når jeg først får alkohol indenbords. Jesus!

Måske er det fordi vi er i oktober. Oktober gør et eller andet ved mig. Jeg er enormt kreativ (har tegnet ekstremt meget de sidste par dage i forhold til hvad jeg plejer), lytter til Thomas Dybdahls “Oktober-triologi” der indkapsler efterårets og oktobers dybe melankoli og ja - så græder jeg.

Hvordan mon november bliver?

Når man skal fortælle 8 ting om sig selv til fremmede, er det svært at vurdere hvad de mon vil høre. Vil de høre om mit udseende, min fortid eller min fremtid? Eller måske lidt af det hele? Det er underligt at skulle opsummere sig selv i 8 punkter. Nu har Teenagetanker tagget mig, så jeg vil imødekomme det med nogle fantastisk interessante facts om mig..

1) Jeg har arbejdet i en kommerciel tøjbutik i ca. 3 år. Jeg har de sidste 2 år og 11 måneder og 25 dage været på nippet til at sige op, men får det ikke gjort fordi jeg ikke kan overskue at skulle lede efter et nyt arbejde.

2) Hvis jeg ikke havde haft 4 forskellige slags tandbøjler på, ville jeg stadig have haft et overbid på over 1 cm. og heller ikke kunne lukke min mund. Folk kaldte mig dengang kærligt for “kaninen” og prøvede at få mig til at grine når jeg spiste chokoladekage. Da mit uskyldige tandsæt endelig var sluppet ud af togskinnernes fjendtlige greb, sagde en veninde at de var mange der havde syntes at jeg var rigtig grim med bøjle på.

3) Jeg fik mit første kys da jeg var 15 (mener jeg) til en fest hvor jeg ikke var fuld. Han var en høj fyr med Bevar Christiania sweater på og skaterbukser (!!) og jeg sagde til ham at jeg ville have hans nummer (for det mente jeg, at det var det man gjorde når man havde kysset med nogen) og næste dag skrev jeg til ham, men han svarede at han ikke havde tid. Da det blev mandag, og jeg kom i skole, gik alle helt amok over det, og jeg forstår stadig ikke hvorfor de blev så ophidsede over det. Det var den første og sidste gang jeg har kysset i ædru tilstand (!!).

4) I slutningen af 9. klasse fik jeg af vide at alle drengene fra min klasse havde været forelsket i mig. Jeg tror stadig ikke på det.

5) Når vi i de små klasser simulerede Spice Girls var jeg Sporty Spice; mest fordi jeg kunne slå vejrmøller og gå på hænder og sparke karate-agtigt ud i luften. Hvilket jeg til nogle fester prøver at bevise at jeg stadig kan udøve (hvilket jeg ikke kan).

6) Jeg starter på kørekort i dag men har virkelig ikke lyst.

7) Jeg kan ikke lide mig selv.

8 ) Jeg er god til at melde afbud til fester, hvis jeg ikke kan se hvordan jeg skal kunne komme hjem igen. Er generelt god til at finde på undskyldninger for at undgå visse ting. Fx skriver jeg nu 8 ting om mig selv i stedet for at lave det presserende engelsk essay.

Jeg har forsøgt at lege asocialt ensomhedsmonster hele ugen, men det er ikke rigtig fuldendt. Mest fordi mine venskaber til folk har vendt tilbage til mig her sidst på ugen. Det er bare rart at høre at man er ønsket og savnet og elsket, trods ens egen weltschmerz-opfattelse.
Jeg følte mig lidt dum; at jeg har gået og påtvunget mig en larmende ensomhed og selvmedlidenhed, hvor det faktisk viser sig, at jeg slet ikke var så alene og så slem igen. Utroligt som man kan tvinge sig selv ind i sindstilstande. Men jeg har haft behovet for at være ensom og fuld af smerte. Det er ikke så meget det med hr.Z (som jeg desuden drømmer om næsten hver nat hvilket blot komplikerer min jeg-skal-over-ham-tankegang) der gør, at jeg har trang til denne selvmedlidenhed. Jeg ved ikke hvad der er.
Men er dybt taknemmelig for folk herinde og folk IRL der har grebet fat i mig og hevet mig ind på et ordentligt spor igen.

Trods jeg ved at jeg burde have det forrygende, føler jeg mig alligevel ..forkert. Det er en lammende følelse der hele tiden brummer bag hvert et ord jeg tænker og siger; hver en handling jeg foretager mig. Jeg har aflyst mange aftaler med venner jeg ikke vil snakke med. En veninde der vil ringe og fortælle mig hvordan en fest gik, og jeg tænker kun på, at jeg aflyste festen fordi jeg ikke ville se nogle mennesker. Det hele er rodet uden at være det.

Og i morgen skal jeg tilbage i skole.
Og hvem fik aldrig lavet de afleveringer? Hvem fik aldrig læst de der lektier? Hvem fik aldrig trænet selvstændigt til idræt?
Jeg overvejer at lægge mig syg for at have flere dage med Ingenting og Intet og Alting Uden Indhold.

Jeg er ikke hjerteknust, men mit selvværd ligger nede på jorden, fuldstændig kvast til ukendelighed. Jeg har købt nogle dyre sko i dag, de dyreste jeg nogensinde har ejet, men de får mig ikke til at være pænere. Jeg er begyndt at tænke: hvordan kan nogen elske mine egenskaber? har jeg overhovedet nogle egenskaber man kan elske? hvordan kan man elske sådan en krop der er så ukorrekt? hvordan kan man elske et ansigt der er så usymetrisk? hvordan kan nogen elske en der er så irriterende?

Jeg musiknørdede hele natten. Havde fået en guldgrube af lp’er og singler (ca 100 skyder jeg på) fra min faster og fik gennemlyttet dem alle. Det er helt fantastisk. Da jeg gik i seng snurrede hele min krop af musikalsk overdosis. Havde alt fra Soft Cell til Jørgen Ingemann til The Clash til Birthe Kjær til Mozart. Jeg faldt i søvn til Mozarts Moonlight Sonata, som fangede stemningen fra hele dagen. Melankoliens kyniske omfavelse af min triste sjæl. Jeg kiggede på min mobiltelefon ofte, men ingen skrev.

Jeg skal også lave lektier i dag. Men kan simpelthen ikke. Det er en fysisk umulighed for mig, når mine tanker vandrer alle andre steder.
Jeg har det dårligt i dag.

Jeg tog til festen alligevel.
Fyldte min krop op med øl (7-8 stks igen) og havde det faktisk rigtig godt. Jeg skulle bare undgå ikke at være i en samtale, for når jeg først var overladt til min hjerne, væltede en vammel smøre af klistrede følelser mixet med alkohol op i mine øjenkroge og hals - snørrede min krop sammen til en ynkelig lille følelsesklump med falske håb og braste illusioner.

Så jeg lod mig svinge rundt på dansegulvet i en utrættelig uendelighed. Drak isterninger. Varmede mig ude for ved en glødelampe. Spillede drikkespil. Smilede og holdte øjenkontakt med fyrene der kiggede på mig. Det var rart. Mit selvværd fik det godt.

Og ved I hvad? Jeg kørte de 3 kvarter hjem på min cykel UDEN at fælde én eneste tåre.
Stort fremskridt.

I dag var det meningen at jeg skulle starte på en af de mange afleveringer jeg har for, men i stedet har jeg siddet og pimpet min myspace-profil (har aldrig rigtig brugt det og kan ikke finde ud af det) og leget lidt med billeder i paint og set forbandet meget Scrubs (faren ved sæson-dvd’er). Dejligt.

Lektierne kan vente. Nu vil jeg holde ferie.

“Han ved ikke rigtig hvad han vil… men jeg tror desværre at han har overtalt sig selv til at komme videre…”
Blodet forlader mit hoved. Min krop gennemskyldes af koldt vand.
Jeg vidste det jo godt. Jeg havde jo overtalt mig selv. At det var for sent. Men når man får det sort på hvidt er det stadig overvældende. Tankerne om at han virkelig skulle være min første kæreste, min første forelskelse, min første kærlighed, er overflødige og ligegyldige nu.

Hvad gør jeg nu?
Hvor tager jeg hen?
Hvad skal der ske med mig?
Hvem skal tørre tårerne fra mine øjne væk?

Der er vild fest i aften. Jeg har glædet mig hele weekenden.
Men jeg tør ikke nu. Tør ikke tage afsted med et rungende hult hjerte og fylde alkohol i det. Det er ikke sundt. Det er farligt.

Men jeg skal videre nu.
Helt videre.
Skal bare finde ud af hvordan jeg gør. Måske droppe bloggen. Måske ændre frisure. Måske ændre livsstil. Skrive mindre, handle mere.

Det er utroligt som det asociale menneske altid roder sig ud i sociale begivenheder.

Kvindemessen stank. En milliard kvinder (i alderen 40+) der flokkes om Dennis Knudsen - alle i forhåbningen om at han rører deres hår og tilfører det noget magi. Jeg var kommet for gratis ting, men fik kun gratis brochurer, bolcher og én lakeret negl. Og Dennis rørte ikke engang mit hår…

Kulturnatten udviklede sig mere til en jagt efter helium (sjove stemmer, wee) end kultur, men vi kom alligevel gennem nogle kulturelle ting. Efter 4 timers arbejde forinden havde mine ben det ikke godt, men vi gik på jagt efter en bar/pub for at få spillet noget pool og drukket nogle øl. Men vi kunne ikke finde noget passende, og efter to øl på en snusket (dog hyggelig) pub i udkanten af Nørrebronxzzxz med stamkunder der bestiller Ronan Keating på jukeboxen konstant, tog vi hjem ved en 3-tiden.

Da jeg nu alligevel var i byen næste dag, kunne jeg ligeså godt vandre rundt i det gode vejr på egen hånd. Det var enormt befriende. Åh jeg elsker den blå efterårshimmel. Og selvom jeg lignede lort - mit hår skreg efter shampoo og mine øjne hang nede på kinderne, gjorde den friske luft i lungerne, at jeg var fløjtende ligeglad. Som jeg gik ned af de overfyldte gader med musik i ørerne, følte jeg at jeg var med i en film. Jeg ænsede ingen andre end mine skridt på jorden og solen på mit ansigt. Suk. Sådan burde man tilbringe alle lørdage…

Et par timer efter jeg var kommet hjem blev jeg inviteret hjem til en af mine venner til fodboldkamp. Han fik mig overtalt til at komme over (lokkede med klaphatte og øl) trods min kæmpe uinteresse i alt der har med sport at gøre. Jeg vidste ikke engang der var landskamp før han ringede.
Jeg drak mig lynhurtigt fuld derovre, sad over i hjørnet og pimpede øl langt hurtigere end de andre fremmede mennesker. Pludselig kommer en masse andre fra min gamle klasse over og pludselig havde jeg drukket 7-8 øl, og så mig selv hoppe ud på cyklen og hoppe fra min cykel direkte ind i seng efter underlig adfærd som inkluderede at prøve alle mine nye kjoler (2) og danse med dem på, desperat forsøge at sætte cd’er på samt skrive en seddel til mine forældre (!!) og ligge og grine til Rocky Horror Picture Show som de viste i nat på tv2.

Aber doch. Hvilken dejlig weekend.
Jeg har endelig fået sat min pladeafspiller op, og min Jens Lekman LP pulser nu rundt i mit værelse med storladne melodier og finurlige tekster. Suk.. Og forresten har jeg slet ikke hørt fra hr.Z endnu, men drømte om ham i nat (og igen tog jeg det som at være virkeligheden og vågnede derfor op med skuffelse i maven).

Ps. Har I lagt mærke til at efterårstornadoen også har været forbi min blog og gjort den mere orange?

Pps. Min computer har fået det bedre.

Jeg har “hjemmearbejdsdag” i dag. Den eneste fordel ved gymnasiereformens AT-forløb.
Jeg har bosat mig ude i kontoret på mine forældres computer, men kan ikke rigtig tage mig sammen til at lave noget konstruktivt. Ikke mindst fordi at jeg ved der venter en efterårsferie lige rundt om hjørnet. Desuden går jeg nogle kulturelle dage i møde - kvindemesse (ih, lige mig: Mode og Livsstil - !! - Læs: kommer kun for at få gratis ting!!) i dag og kulturnat (yes!) og bytur i morgen sammen med mit kultiverede crew. “Vi har i denne Forening besluttet os for at diskutere det aktuelle Begreb Kultur. Hvad synes De allesammen om Det? Ja, Jørgen, De kan paabegynde din yderst intellektuelle Argumentation nu - læg nu Piben fra Dem først, unge Herre.”

Jeg så filmen “Hotel Rwanda” i går. Blev overrasket over at jeg ikke græd over den. Alle har sagt at de var smadret af ulyksagelighed og frustration over frygtelighederne efter at have set den, men jeg følte ingenting. Jeg var som en tung klump jern smeltet ned i den brune læddersofa med et bittert blik ned på mine fingre, der ikke rystede af foragt, - en bitter følelse af de tårefri øjne. Hvornår blev jeg så kynisk?

Jeg føler at jeg er med i en teenage soap fra 80′erne.
Fra mit kulørte, overtapeserede værelse spiller Carpenters (“Uh-åh-uh-åh, touch me when we’re dancing”). Mit lange hår bølger når jeg danser lidt rundt til den sukkervamle musik. Jeg har konstant mine øjne fokuseret mod den pastelfarvede telefon. Mon han ringer snart og inviterer mig ud? Samtidig ligger jeg i min bløde pude-oase på min seng og skriver dagbog med snirklet håndskrift om ham; mit liv dufter af roser og parfumer og hans ansigt er markeret i min dagbogs håbløse dagdrømme.

Jeg tænker på min fortrolige, der spurgte hr.Z’s bror: “Han var forelsket i hende, ikke?” - og broren der svarer “Ja! Det var han” som var det det mest indlysende i verden. Men.. det var han. Noget tyder på, at det hele var noget der hørte til fortiden. Det er for sent det hele. Og her ligger jeg… blikket rettet mod døren som jeg konstant forventer vil gå op, og så vil han stå ude foran og sige: Åh, Frøken, jeg har stadig følelser for dig!
Men hvad hvis banket på døren aldrig indtræffer?

- Hvad vil du overhovedet med ham? Se lige på dig! sagde en anden ven til mig i lørdags, som så han ned på hr.Z.
- Hvad mener du?
- Se lige på dig!
Jeg fik aldrig en uddybning af dette mærkværdige statement. Se lige på mig. Hvad er der med mig? Mente han, at jeg var for grim? For smuk?

Telefonen kimer endelig.
Jeg griber den grådigt; - hallo?

Ikke en lyd.

Se lige på mig: Ulykkelig med telefonen klæbende til håndfladen, ventende på århundredets største illusion.
Det må da være en stor joke.

Dette afsnit af soapen afsluttes.
Carpenters synger fra det overtydelige pigeværelse.

“There’s no word for the sadness
There’s no poetry in the pain
There’s no color in the stain where the tears have fallen
It’s gone, it’s just gone
It’s gone, it’s just gone
Well, it’s gone.”