Frøken Mig

Jeg tror, at jeg har magiske evner. Telepati, you know.
Eller også bare held.

Jeg var på arbejde. Jeg laver aldrig rigtig noget der, men når jeg går og rydder op, tænker jeg nogle ting igennem, som jeg ellers normalt ikke får lejlighed til. Idag fik min hjerne overbevist mig om at jeg var ovre mr. Z. Mit hjerte derimod skuede hele tiden ud på gaden, i forhåbningen om at han ville komme forbi.

Hjertet vandt. Med det lykkeligt springende op i halsen på mig, kom han ind i forretningen. Med sin alt for snaksalige kammerat dog. Hold nu op med at snakke ven, jeg vil høre mr. Z. Den glimtende, fyrværkeri-kemi var der stadig (følte jeg) og sikkert død rød i fjæset kunne jeg ikke tage øjnene fra hans øjne. Kram hej. Kram farvel. Endnu et farvelkram, fordi jeg snakkede videre.
3 kram der stadig sidder fast i mig.
Er mennesker virkelig bygget til at kunne passe ind i en anden persons favn?
Jeg får altid følelsen af, at jeg var bygget til at passe ind i hans.

Da de gik var jeg komplet forfjamsket. Mit vindende hjerte bankede hårdt i brystet.
Tjekkede i spejlet om jeg havde haft et eller andet mellem tænderne (har jeg ofte i vigtige samtaler; mindre heldigt) og så mig selv smile glad, og krammet der stadig hang fast i tøjet på mig, som var det en sweater jeg hver dag iklædte mig.
Åh, gid det var.. Det er nemlig den bedste slags sweater der findes.

Jeg har aldrig været mindre klar til en forestående begivenhed, end jeg er nu. Roskilde venter om under to dage og jeg har ikke engang et telt. Det er jo ellers meningen at man i flere måneder før skal træne teltopslåning, så man i indløbet søndag morgen kan være 100% effektiv. Men ak..
Jeg er derfor igang med at skrive en liste over ting jeg skal huske. Ville derfor lige høre folk, hvad der er uundværligt på en festival?
Dét jeg gjorde forkert sidste år var at medbringe for meget tøj og for lidt frihed sindsmæssigt. Men det skal være omvendt nu! Masser af frihed og åbne arme!

Koncerter jeg skal stå forrest til: Björk, Jens Lekman, Datarock, The Whitest Boy Alive og Thomas Dybdahl. (Lækre svenskere og nordmænd i bunkevis!! Og en enkel smuk islænding )

Koncerter jeg skal se: Beastie Boys, Beirut, CSS, Forest & Crispian, Grizzly Bear, John Legend, Justice, Klaxons, Lonely; dear, The National, Peter, Bjorn and John, Quit your Dayjob, Taxi Taxi!, Tiësto, Tunng, Turboweekend, Wilco og mange flere.
Puuh, jeg får en travl festival!
Hvordan ser jeres favoritter ud? Og er der nogle i kan anbefale?

Men jeg befinder mig i et underligt humør i forhold til Roskilde. Jeg glæder mig, men kan samtidig ikke overskue at tage afsted. Ved dog at dette ændres når jeg først er der. Men nu. Nu ville jeg hellere bare tilbringe en uge under dynen og langsomt fortrænge 2g og dumme følelser. Var i dag hjemme hos en veninde, som gjorde mig opmærksom på noget dumt jeg gjorde her i starten af 07. Jeg ved godt selv at jeg var latterlig, men det sårede mig bare da hun sagde: “Ja, og ALLE jeg har sagt det til, synes det var latterligt”. Hvorfor har hun sagt det til folk? Hvorfor dømmer de mig udefra uden at vide hvad jeg følte omkring det? Cyklede de 3 kvarter hjem med skyldfølelse og ydmygelse hængende over hovedet. Puha. Måske meget godt at jeg skal luftes på Roskilde.

Der eksisterer i mange venindekredse et “veninde-kodeks”. Et sæt uskrevne regler, man som pige er bundet til at følge. Jeg hader kodekset. Men mest fordi jeg ikke kan finde ud af at følge det.
Et eksempel på dette kodeks kunne være, når en veninde er syg, og man snakker med de andre veninder nede i skolen; har vi nu alle husket at skrive til hende, så hun ikke bliver sur? Hvem skriver?
Ord kan ikke beskrive hvor meget jeg hader sådanne formaliteter. Måske er det fordi jeg er for selvoptaget til at se, at folk (veninder) kan blive såret over at man ikke følger disse regler.
Min ene veninde var en dag blevet utrolig ked af at hun ikke var blevet inviteret med til en fest. Så ringede hun til sin veninde, og græd og veninden (som er underlagt kodekset) lovede hende, at hun nok skulle blive hjemme i sympati, selvom hun netop havde modtaget invitation til den berygtede fest.

Nå. Men som sagt, så er jeg ikke god til at følge kodekset, men mener dog, at der er nogen ting, man som veninde bliver nødt til at huske. Det betyder meget for mig, at når jeg har ønsket en veninde held og lykke med en eksamen og forhørt mig efterfølgende hvordan det gik, at jeg får af samme mønt tilbage.
I går stod jeg med et 12-tal, og min veninde som jeg har støttet under alle hendes eksamner, gav ikke lyd fra sig. Hun skrev så om aftenen om noget helt andet, og alt tyder på, at hun har glemt min eksamen, selvom hun vidste at halvdelen af min klasse var oppe. Det irriterer mig på en eller anden måde. Og man begynder at spekulere; er det fordi hun har fået nys om at jeg fik højere karakter end hende, at hun ikke vil ønske mig tillykke? Er det fordi hun generelt er træt af mit eksamensstøtte-kodeks?

Det sjove er, at selvom jeg tager afstand til normale venindekodekser og er utrolig selvstændig (har ikke behov for at følges med en veninde alle steder) så er der alligevel ting, som jeg virkelig forventer når jeg selv har brugt meget energi på at støtte dem og leve mig ind i deres situation. Måske er jeg bare egoistisk. Måske behøver jeg parteu ikke at forvente støtte omkring mine eksamner og glæder, bare fordi jeg selv har givet den til andre? Er jeg egoistisk eller retfærdig? Kan man ikke længere give uden at forvente at modtage tilbage igen?

Men altså. Lever vi alle ikke af “noget-for-noget”-livsstilen i et vist omfang?

Det var dejligt at mødes med klassen igår. Det føltes sært, at jeg havde savnet dem så meget, selvom det blot er et par uger siden vi alle var samlet. Jeg tror det bliver en hård sommerferie. Selvfølgelig er der Roskilde, hvor de fleste af os samles. Men det er ikke det samme, når alle ikke er med. Nå. Men efter opvarmning tog vi ind til byen (via metro og bus hvor vi skreg og sang og skræmte normale, ædru mennesker væk) og endte på en herlig vandpibebar hvor vi var de eneste gæster (det er åbenbart ikke et hit at feste på en mandag). Men det var herligt at snakke med alle igen.

En kejtet hånd på mit knæ ( = mit ansigt bliver badet i forvirring). Mig, der forsøger at inhalere en cigaret, men kommer til at blæse røgen i øjet på mig selv så de løber i vand (tsk, amatør!). Forsøger at drikke en øl, mens Yndlingsputten er ved min side; kommer til at få det galt i halsen og udstøder lyde som mest burde høre hjemme i en mutantfilm, for efterfølgende at spytte det ned over mig selv. Charmerende. Men han blev dog ikke skræmt helt væk; sendte stadig blikke og smilede alt hvad jeg sagde, selvom han ikke befandt sig i samtalen.

Uden at være fuld af alkohol, men fuld af nærvær og klassesolidaritet, tager jeg hjem ved en 2-tiden. To timer senere ligger jeg i min seng og føler mig glad. Mine ben summer af den 3-kvarter lange cykeltur (hvorfor skal jeg også bo så langt væk??) og mine ører summer af folks højrøstede stemmer der ligger op til vilde udskejelser og flere frihedserklæringer.

For første gang i mit liv har jeg virkelig styret en eksamen.
Da jeg først sad med symposion foran mig, slog det mig: Det her er genialt! Jeg gik amok i perspektiveringer og filosofiske udtryk, og da jeg endelig forlod skolen og min filosofiboble med et 12-tal i hånden, var det en mægtig følelse der boblede i maven. Jeg kunne virkelig. Jeg var ikke dum til old, som mit 4-tal i årskarakter ellers råbte op om. “Du kan din symposion perfekt!” Nice.

I aften skal jeg til fest med klassen. Fejre at vi overlevede 2g. Og fejre at vi snart skal på Roskilde Festival. Og at vi nu har sommerferie! Det er en ufattelig uovervindelighedsfølelse.

Har siddet med hovedet begravet i old-bøgerne hele dagen, da jeg ikke fik læst i går.
Og det var ikke engang fordi jeg var ude og erfare ting der var mere vigtige end eksamenslæsning. Derimod sankt hans-aften med familien hvor min fætter (totalt med vilje) kaster et glas sodavand på mig. Højdepunktet nås da jeg laver en ballonhund lidt senere og iklæder mig en ballonhat min far laver til mig. (Frøken - 4 år)
Efter lørdagens intellektuelle (!!) beskæftigelser sidder jeg så her.
Dagen er fløjet afsted, og det har lige slået mig, at jeg ikke har forladt mit værelse i 3 timer. (Det vidner den tomme kagetallerken der stadig står på mit skrivebord om).
Men i morgen. Så er det overstået. Aldrig mere 2g. Aldrig mere fysik, matematik, old, religion og tysk. Tror nok på at jeg skal ud og have nogle fadbamser for at fejre det faktum.

Jeg drømmer utrolig meget for tiden. Jeg ved godt, at det mest uinteressante man kan fortælle til andre, er hvad man har drømt. Men. Der er nu noget specielt ved drømme, der får en til at føle nye ting når man vågner om morgenen, efter en total urolig søvn og tænker: Hvad søren var det?

I forgårs drømte jeg, at jeg fandt en pakke cigaretter inde på mit værelse. Jeg tændte en smøg. Kunne pludselig indhalere og nød den faktisk i fulde drag. Pludselig banker det på min dør. Jeg åbner den til mit røgtilhyllede palads, og der står min mor. Smøgen vipper flabet i mundvigen og jeg smiler bredt. “Jamen Frøken. Ryger du?” Jeg griner bare. Min mor forsvinder hulkende igen.
Det eneste jeg kan tænke på da jeg vågner, er at jeg har lyst til en smøg. En smøg der fylder lungerne med røg og varme. Jeg er normalt en hellig ikke-ryger (”Undskyld mig, din røg blæser lige ind i hovedet på mig!!”) men siden drømmen har jeg bare en forfærdelig lyst til en knitrende cigaret, hvis røg netop blæser mig i hovedet.

I nat var det nu værre. Jeg drømte at jeg endelig sagde til mr.Z, at jeg ikke kunne stoppe med at tænke på ham. Vi var i en grotte-agtig tunnel og han sad og læste en fantasybog (dem elsker han) og jeg mobbede ham kærligt med at han altid læser dem. En af mine venner hvisker så noget til ham, og jeg hører mr.Z: “Jamen jeg kan ikke holde op med at tænke på hende”. Så fjernede jeg bogen. Tog hans hånd og sagde: “Jeg har det på samme måde”. Vi løber gennem tunnellerne, hånd i hånd. Så stopper vi op. Jeg kysser ham forsigtigt på munden. Fyrværkeri. Gyldne stråler lyser ud af vores kroppe. Så vågner jeg. Kigger på min hovedpude, hvor hans hoved ikke ligger.
Det var bare en drøm.
Pis.

Før fysikeksamen stod jeg og snakkede med en ny ven jeg åbenbart har fået i lørdags. Jeg kan kun lige huske hende i glimt, men hun snakkede til mig i dag, som havde vi udvekslet dybe tanker i lørdags. Det er dejligt, når sådan noget sker. (ville selvfølgelig gerne kunne huske hvad vi snakkede om hele aftenen er bare plumbret ind i tequila-tåger )

Forlod min rumkapsel. Gik uden tyngdekraft ombord på planeten Eksamen. Pludrede lidt med censor på vej til lokalet (jeg var den første). Erfarede mit holdepunkt på planeten og iførte mig Intelligensrumdragten, og fablede løs om abstrakte ting i Universet. Da det kom til spørgsmålene måtte jeg charme mig ud af det faktum, at deres tyngdekraft ikke formåede at holde mig klinet fast til det rigtige svar.

Forlod planeten med dirrende hænder og et lettet smil. Aldrig fysik igen. Suk, hvis jeg bare bestod, så ville alt.. planetens atmosfære trækker mig ind og jeg vidner hurtigt at jeg har fået 7 (ny skala). 7! Oh my god! Mister atter tyngdekraften og svæver mod nye ukendte planeter i en glædesrus. Jeg bestod fysik! Jeg bestod! Det føles overvældende at bestå et fag, jeg teknisk set ikke forstår.

Med iltmaske på ryggen og en cocio i lommen flyver jeg tilbage til basen og kaster mig på sofaen og indtager tv’ets u-naturvidenskabelige programmer og nyder, at jeg aldrig skal på rumrejse igen.

Mit hoved bobler. Skal op og trække fysikeksamensspørgsmål i morgen meget tidlig. Jeg er nervøs fordi jeg ikke er nervøs.

Jeg har også indset en meget frygtelig ting omkring mig selv her i dag.
Min veninde havde været på date. Et meget sjældent, formelt fænomen i min omkreds.
Allerede på hendes date skrev jeg en sms, for at høre hvordan det gik. Efter daten skrev jeg. Og da hun ikke kunne give mig slibrige detaljer nok (til min umættelige appetit) så skrev jeg til hende i dag, for at få lokket mere ud af hende. Blev helt flov over mig selv. Men til mit forsvar svarede hun heller ikke særlig godt og fyldigt på mine mange spørgssmål! Blot “Ja” og “Hihi”. Det gør jo blot en endnu mere nysgerrig.
Da hun så specifikt spurgte mig: “Hvad vil du da have af vide præcist?” blev jeg flov og undlod at svare.
Pludselig reflekterende over mit såkaldte “kærlighedsliv” sidder jeg her og (føler mig utrolig præmenstruel og) utrolig ensom.
Jeg kan bare ikke komme mig over mig selv, i date-udspørgelses-sceancen. Hvor forfærdelig må man lige have lov til at være?

Tror jeg må ud og få noget luft. (Og et kærlighedsliv)

Jeg havde sidste fredag højt og helligt lovet at “Jeg drikker aldrig tequila igen”. Godt forsøg, frøken. Det havde jeg så lige glemt igår. Det gik bare helt galt. De første 2 timer til den store fødselsdagsfest fungerede rigtig godt. Jeg snakkede med en masse dejlige mennesker jeg aldrig har snakket med før, trods de går på min skole. Min mor havde gået amok på mig med et krøllejern, så store gyldne lokker fik prinsessefølelsen til at boble i mig.

Der var dog knap så meget prinsesse over mig, da jeg væltede ned af trappen. Da jeg løb over til en tankstation og gemte mig bag et reklameskilt og kastede op. Da jeg fandt en gård, satte mig på asfalten og kastede op. Da jeg låste mig ude på toilttet og faldt i søvn. Da jeg blev parkeret inde i garderoben på en bænk med en spand ved min side. Da jeg fortumlet væltede ud i en taxa 4 timer senere og kørte til en gigantisk lejlighed i den indre by.

Min alkoholkontrol havde ellers klaret sig så flot her i 2007, og igår var den første fest, hvor jeg gik under bordet før klokken 12. Imponerende. Men jeg er selv ude om det. Dog skylder jeg rimelig meget skylden på tequilaen. Føj. Som en alkoholiker tog jeg en flaske af sprøjtet og gemte den og sad og suttede på spiste citronstykker mens jeg drak resten. Så drak jeg af min venindes rom som lå i min pose.

En fyrs hånd på min ryg. Aer mig til et bedre helbred. Hans betryggende stemme der mildner min pinlighedsfølelse, og snakker til mig om ting der betyder noget. Han laver en hovedpude til mig af en jakke. Han putter mig ind i jakker, så jeg har en dyne. Han ligger noget over mine øjne, så jeg ikke får hovedpine af det skarpe lys.
Jeg kan ikke huske hvem han var. Kan kun huske den betryggende stemme. Det var rart.

Vågner i den gigantiske lejlighed på 3. sal. Sollyset bryder gennem vinduerne og kæmper sig ind i min massive hovedpine og overvældende kvalme. Kan høre bilerne larme nede på vejen. Vi forlader endelig lejligheden og Byen.

Nu: Hører det afslappende elektriske barometer. Har lige snakket i tlf med en af fødselarerne. Hun fortæller mig ting jeg har gjort, men som jeg egentlig havde glemt. Det betrygger mig, at der var så mange der blev så stive. Jeg har ikke fundet nogle blå mærker efter mit fald på trappen. Jeg har børstet kvalmen af mine tænder og vasket mit fordankede prinsessegarn. Jeg ville gerne have læst en masse fysik i dag. Men min lyst til at se Venner og Ugly Betty overvinder nok fysik-læsningen.
Det er så irriterende at tænke på, at jeg kunne have haft en fantastisk aften. Nåede slet ikke at kaste nok charmeblikke på yndlingsputten, der altid kigger så mildt på mig med sine mørke øjne. Jeg nåede ikke at danse. Jeg nåede ikke at snakke med mine herlige klassekammerater. Jeg nåede ikke at blive perfekt fuld. Jeg nåede ikke at få nok folk til at grine. Jeg nåede ikke festen.