Frøken Mig

Jeg er i gang med at tegne en dame. Hun har utrolig tyndt hår.
Jeg er ikke helt sikker på hvad det skal symobolisere.

I dag har været min første rigtige afslapperdag i sindssygt lang tid. Stod sent op, spiste morgenmad foran flimmer, indtog sentimentale teenagefølelser via Buffy og lå ude i solen en times tid. Læste lidt litteratur.
Jeg kan dog ikke rigtig finde ud af at holde fri. Har været rastløs. Haft lyst til at gå ture, men alligevel ikke gjort det fordi jeg ikke kunne tage mig sammen. Og så kommer min far hjem og råber af mig: “Ligger du stadig på din seng” og jeg bliver sur og låser døren og begynder at tegne en dame med meget tyndt hår.
Hun har desuden rander under øjnene.

I nat tvang jeg mig selv til at holde mig vågen, så jeg kunne give festaberne fra klassen følelsesmæssigt (og undercover) payback ved at have haft en interessant og poetisk aften, uden at feste (selvom jeg så brugte natten på at ærgre mig over at jeg ikke var blandt dem).
Min træthed og ærgrelse resulterede i et yderst mærkværdigt worddokument, som indeholder 16 kapitler på 2½ side. Meget underlige kapitler skal det lige tilføjes.

“Kapitel 15
Jeg har altid drømt om at kunne spille violin.
Eller bare et instrument.

Eller måske bare opfinde en rygsæk der havde en propel, så man kunne flyve mindst 3 meter over jordoverfladen, lige når man ville.”

(Sidste idé kommer fra en tegning jeg har lavet som hænger over min computerskærm. Den er yderst interessant…)

Nu sidder jeg med en voldelig hovedpine pulserende i hjernen efter den er blevet grillet i solen.
“Fridagens” rastløshed har gjort at jeg selvfølgelig har tænkt voldeligt meget på i morgen til festen, hvor mr.Z kommer. Nogle gange bliver jeg virkelig i tvivl om jeg er forelsket i tanken om ham eller rent faktisk i ham.
Det får vi at se. I morgen. Yaiks.
Måske kunne jeg netop godt bruge en propel i en taske, så jeg i morgen kan flyve væk hvis det bliver for meget.

Telefonen ringer hånligt. Lyset blinker og den brummer sagte på bordpladen.

En drengeven fra klassen er i røret.
Man forstår knapt hvad han fabler om. Larmen i baggrunden fra de festende klassekammerater overdøver hans fulde formuleringer.

Han accepterer alt for hurtigt at man ikke vil komme, fordi det tager 3 kvarter på cykel.
Og fordi det faktisk er nat.

Man giver op, da man ikke har nogen chance for at høre hvad han siger.

Man smider røret på, mens han siger ens navn.
- En indledende sætning til en dum samtale, man ikke ser nogen grund til at participere i.

Man slukker telefonen.

Natten, man fortryder man tilbringer hjemme, ligger smertefuldt lydløs foran en.

(Ps. Kunne jeg lyde mere emo? )

Vågnede op med et sæt i nat efter et mareridt.
Mareridt om matematikeksamen, selvfølgelig.
Det var en frygtelig drøm.

Jeg drømte at tiden pludselig var gået, og at jeg ikke havde løst én eneste opgave. Forsøgte desperat at skrive, men min hånd ville ikke, men lavede blot krusseduller. Pludselig havde jeg intet papir, og derfor måtte jeg løbe gennem hele skolen for at finde det. Der var intet papir nogen steder. Mine fødder var som beton og det var næsten en umulighed at løbe. Det værste var dog mere følelsen af ikke at kunne skrive noget. Der kom intet ud af mine fingre. Kun tomme ord, som jeg stregede over igen og igen. Pludselig - til min lettelse - indså jeg at det blot var en drøm.

Den rigtige prøve forløb langt bedre (satser jeg på). Fik lavet alle opgaverne pånær én, hvilket er en pragtpræstation i sig selv, synes jeg.
Var egentlig ikke særligt nervøs imorges, læste dog desperat et bestemt emne for at forsøge på at forstå det. Ingen hjælp dér. Men skulle heldigvis ikke bruge det til noget. Trods eksamen-afslappethed, var min mor meget nervøs for om jeg var syg. Var faktisk lidt skidt tilpas. Måske pga mareridtet. Fik et par panodiler og kørte lidt ør til skole.

Da klokken slog 13.00 løb jeg ud med viftende arme og lettelsessmil. Tanken om at jeg aldrig i mit liv skal åbne en matematikbog igen, er nok den bedste forudsætning for dagen!

Min klasse og jeg tog på bodega og vi nød en god goodbye-matematik-fadbamse.

Ør af øl, kaffe og funktionsforskrifter sidder jeg her. Dramatisk musik flyder ud af mine højtalere. Det er så vanvittigt smukt, at ingen fatter det. Aftenen er fri. Mange vil i byen og fejre at vi aldrig skal have matematik igen. Efter 12 års arbejden med tal (dvs. 3/4 dele af mit liv) er det endelig slut. Det burde fejres med druk. Men jeg vil nu hellere forsvinde i Max Richter og drømme mig væk i natten.

Jeg har allieret mig med min fars bærbare inde i stuen. Efter blot 3 kvarter med ligninger, potensregneregler og monotoniforhold fik jeg computer- og omverdenabstinenser.

Efter biografturen (hvor jeg så Zodiac - al for lang kriminalfilm, 3 timer, om en sag der alligevel ikke endte med at blive opklaret) tog et par stykker af os på café og drak kaffe. Vejret var dejligt lunt og det var virkelig rart at slappe af (selvom jeg spildte kaffe ned af mig selv fordi jeg rørte for voldsomt i den) og bare sætte sig til rette i den bløde kurvestol på cafeen og kigge op på den skyfri himmel og ignorere byens fyldebøtter ved nabobordet. Jeg havde problemer med at tale, fordi jeg har tænkt alt for meget de seneste par dage. Så hver gang jeg åbnede munden kom der kun vrøvl ud. Underholdende for de andre. Knap så underholdende for min sproglige stolthed, som ellers plejer at være forholdsvis godt udviklet.

Da jeg skulle hjem fra Nørreport st. med det sidste tog, var stationen stort set mennesketom. Og så er det jeg bliver paranoid. Total paranoid. Jeg ved ikke hvorfor. Der er absolut ingen grund til det. Men jeg orienterer mig konstant fra højre og venstre. Er bange for at en gruppe skumle mænd udser sig mig og står på samme tog som mig, for at stå af på samme station som jeg og så røve og myrde mig. Okay, livlig fantasi; men har det virkelig dårligt med mørke, tomme kupeer, hvor lyset er i stykker og blinker skummelt som i en gyserfilm.

Da jeg kom hjem uden at være blevet myrdet eller overfaldet, fandt jeg ud af at det nok ikke havde været så smart at drikke kaffe alligevel.
Halvsov til klokken 4, hvor jeg vågnede med et sæt da det lynede og tordnede ude for. De første fem minutter var det ganske hyggeligt og lyden af regnen der styrtede ned, bragte en beroligende følelse over mig og mit værelse. Men så begyndte jeg at tænke: “Det ville være totalt uhyggeligt hvis der pludselig stod en mand i jakkesæt foran mig”. Ved ikke hvor jakkesæts-frygten pludselig kom fra, men blev pludselig overvældet af angst for dette gyserscenarie. Hvad hvis lynet pludselig slog ned, så man kunne se det blålige, kyniske lys gennem sine persienner og når der blev mørkt igen, stod der pludselig en mand foran en. ARH!

Jeg tror, at jeg har brugt for lang tid alene denne weekend.

Jeg plejer normalt at være uhyggelig organiseret når det kommer til eksamenslæsning. Men ikke når det kommer til de skriftlige årsprøver. Det har alligevel ikke slået mig, at jeg skal op i skriflig matematik eksamen på onsdag, og jeg egentlig ikke har læst op, selvom jeg har store problemer i det fag (jeg formår altid at bestå på grænsen med 1 point).
Men jeg skal bare ikke dumpe en eksamen.

I går var det meningen at jeg skulle være hardcore og øve delen uden hjælpemidler. Men mine gode intentioner blev druknet af diverse kager, spændende skønlitteratur og latterlige film på youtube.

Efter at have drukket kaffe til kagen, lå jeg søvnløs til klokken 3.
Lå i vågen tilstand og drømte om bøger og om hvad jeg monstro kunne skrive om, når jeg en dag vil skrive en bog. Kom dog ikke frem til noget konkret. Det var bare spændende at tænke på.

I dag skal jeg lige tage mig sammen til at læse. Jeg skal dog i biografen i aften, hvilket giver mig ca. 5-6 timers læsning fra nu af. Regner ikke med at jeg kommer til at udnytte tiden optimalt.

Verdammt!

Som et efter-ve af kvindefrigørelsen i 70′erne, er der opstået en ny slags kvinde. Den militante kvinde. Nogle tog skridtet videre fra de normale frigjorte og blev småmilitante. - Militant skal ikke forstås som udpræget krigstype. Nærmere som meget, meget barsk kvinde.

Jeg bygger mine påstande på forskellige hændelser i mit liv:

I idrætstimen her sidste uge spillede mit idrætshold pigefodbold.
De gange jeg har spillet det, har det været ganske fredeligt og hyggeligt. Det var dog indtil det blev med netop disse piger. Jeg var ikke bare skræmt. Jeg var meget skræmt!
Jeg forstår virkelig ikke hvor de får energien (og aggressionerne) fra.
Men da min korthårede modspiller begyndte at skrige for sine fulde lungers kraft: “I HAVE NO MERCY AT ALL”, forsvandt al barnlig naivitet.
Min egen rolle på banen blev at sparke mig selv over anklen i stedet for bolden, og løbe forvirret frem og tilbage på banen, uden der nogle der spiller til en, for til sidst at indse at jeg har vendt min t-shirt på vrangen.
Sidst i kampen bliver der frispark til modparten. Den korthårede, militante pige skal sparke. Fem bævrende, skræmte piger (inkl. mig selv) danner en mur foran målet. Den militante pige råber så: “Jeg er ikke bange for at smadre den direkte ind i jer; husk: I HAVE NO MERCY! i fodbold” - efterfulgt af et meget, meget ondt grin. Hun sparkede dog til en modspiller, men jeg nåede dog alligevel at se hele mit liv passere revy.

Foruden denne meget uhyggelige nær-døds-oplevelse, har jeg talrige erfaringer med et militante kvindemenneske. Fx. var min tidligere chef prof. bokser, og når hun uddelegerede ordrer fungerede det mest af alt som i militæret og det virkede som om at hun altid var på nippet til at råbe: “NED OG LAV 15 ARMSTRÆKNINGER!”.

Jeg har ikke noget imod det militante kvindemenneske. Jeg snakker om dem med en hvis ærefrygt i stemmen. Jeg bliver kun militant i rundbold (”LAD NU HVER MED AT LØBE CHANCELØB, DIN SPADE!”) og når min søster dagligt kommer ind på mit værelse for at låne noget af mit tøj (”SØSTER; SKRID NU UD!!”).
Men lige nu er jeg mere fesen than ever. Har grøn øjenskygge og grøn eyeliner på. Ud af højtaleren lyder de romantiske toner fra ultrafølsomme Damien Rice; (”Can’t take my eyes of you, can’t take my mind of you“) - ikke at forveksle med den vamle Bryan Rice! Jeg planlægger at se en flødefilm i aften, fordi jeg er alene hjemme og derefter vil jeg skrive følsomme tanker ned i min dagbog. Ikke særlig meget G.I. Jane over det!

Men vil dog postulere, at den militante kvinde er kommet for at blive!

Det er ingen hemmelighed at jeg er pænt fuld lige nu.
Har været til 7 timer lang opvarmning og nåede teknisk set aldrig videre i byen. MEn synes egentlig det var retfærdigt at slutte mens legen var god. Altså. Mens jeg var fuld og ikke træt, hvuilket jeg så er nyu. Fuld OG træt- bravo!

Men den sidste dag i 2.g forløb dejligt. Svævede stadig over 12-tallet på min studieretningsopgave og derfor var jeg i godt humør. Men også fordi jeg endelig igennem 2 år, føler mig mere end tilpas i klassen. det er den dejligste følelse at være venner med alle.

Nå. Men mit hoved er som sædvanlig fyldt af de kære drengebørn, og det var egentlig mere end bizart at sidde sammen med nytårsscor og snakke om eksamen osv helt casual, som havde vi aldrig flettet tunger (damn, lyder klamt). Nå. Men havde på plænen efter skole - der hvor vi startede med at drikke øl (altså klokken 4) - siddet og savlet over mr.X og over hans ynglinge-agtige krop, hans viltre hår og hans store blå øjne, som valser hen over det grønne græs og sparker til den ligegyldige fodbold. Bare helheden omkrinjg ham, var til at dåne over. Følte for første gang i mit liv, hvordan jeg på en mærkværdig måde blev ligefrem stolt over at have været sammen med ham. Hahahaha. Hvor overfladisk må man være?

MEn så var det at snakken med en af mine venner (lad os kalde ham mr.S) begyndte at spørge ind til mr.Z (-ikke den smukke mr.X!!, men den virkelige forelskelse)
Samtalen startede egentlig med at mr.S ville høre hvem jeg ville score. JEg sagde så at jehg ville score en på fredag. nÅR JEG vidste at jeg ville se mr. Z. Pludselig endeer jeg med at få tårer i øjnene (god damn you; four beers!!!) når jeg skal sidde og snakke om ham. det hele føltes så tåbeligt, men mr.S forklarer at det er helt normalt.
Det er helt normalt at jagte ne illusion. Klart, klart.

Men nu er jeg virkelig alt for træt.
Må virkelig sove nu,
Må virkelig holde op med at græde over andres kærlighedshistorier. Og den Danielle Steele film jeg så i nat; den er faktisk grunden til at jeg sidder her i stedet for på en eksotisk bar i de indre københavn. Måske ikke ligefrem. Jeg er generel asocial. Men alligevel formår jeg altid at være en del fa fælleskabet alligevellll!

Godnat!d1!

“Lev mens du gør det, elsk mens du tør det”

(HAHAHAHA)

Jeg undskylder, hvis nogle have forventninger om at læse et dybfølt indlæg om hvad jeg ville gøre, hvis jeg kun havde én dag tilbage at leve i. Men min overskrift indikerer dog blot, at jeg kun har én dag tilbage af 2.g. Én dag!
Så er det pludselig forbi med barnlig naivitet og “jeg gider ikke lave mine lektier til imorgen”-følelser. Det må man ikke være og føle længere. Så er det først eksamener og så 3.g, hvor alt bliver alvor.

Jeg er skræmt, ja. Ualmindelig skræmt.

Men er det blot en facade jeg påtager mig, fordi at sådan føler jeg, at jeg burde føle?
Helt ærlig frøken - du må da være bange for 3.g. Du må da indse at du skal tage dig sammen nu.

Lige nu føler jeg ingen skræk eller nervøsitet. Jeg er utrolig fattet og rolig. Ligeglad med den AT-synopsis som skal afleveres i morgen, men som jeg ikke har skrevet endnu. Det er jo også bare en årsprøve. Og selvom den måske udefra virker som “OPGAVEN SENDT FRA HELVEDE” (hvilket den bestemt også er) - og at jeg skal op og forsvare den mundtligt. Ja.. så er jeg bare rolig og ligeglad. Glæder mig blot til 8 timers dag i morgen er overstået og jeg kan drikke øl og grille mad og tage i byen med min dejlige klasse.

Men kun én dag tilbage.
Så begynder alvoren skam!

Jeg er utrolig humørsvingende for tiden.

Igår aftes tog jeg mig selv i at fælde uskyldige tårer over Station 2 i en reportage om indvandrere der er blevet smidt ud af landet grundet kriminalitet. Jeg synes simpelthen det er frygteligt! Selvom man måske tænker: “Jamen så tænker indvandrere sig om en ekstra gang før de begår kriminalitet”. Dog synes jeg slet ikke at eftertanken kan opveje dét at ødelægge livet for en masse unge mænd, hvis kriminalitet er udsprunget via det danske velfærdssamfund og den danske kultur, som har fjernet enhver mulighed for dem at få et ordentligt, værdigt liv.

Man kan bare ikke sende dem til et fremmed land hvor de stort set aldrig har været og hvor den opvækst de i Danmark har fået, slet ikke passer til fx Tyrkiets kultur. Tv-holdet fulgte den 23-årige dansker med tyrkisk baggrund, som var blevet sendt til Tyrkiet efter et væbnet røveri mod en guldsmed. Man så hans jagt på arbejde i den tyrkiske provinsby. “Nej, vi hyrer ikke folk vi ikke kender”.

Jeg synes bare ikke at vi kan tillade os at smide kriminelle indvandrere ud af vores land. Vi sender heller ikke folk med dansk baggrund til fx Grønland, og nægter dem adgang til nogensinde at se deres familie, venner og liv igen. Vi kan ikke være dommere for sådan en stor ting. Derimod bør vi redde dem frem for at true dem til bedre opførsel.

…

Dog stoppede min flæben over vores stramme udlændinge politik, da jeg på tekst-tv (don’t ask) læste at Nick Carter (fra Backstreet Boys) af FN er blevet udnævnt som “Delfin-ambassadør”.
.. hvorfor lige ham? Har han et særligt kendskab til denne åbenbart truede dyreart?

“Som sin første embedshandling indspiller popstjernen en single til fordel for bevaringsarbejdet.”
Haha. Jeg glæder mig som et lille barn (Hey - jeg er stadig et lille barn!) til at høre denne single. Forestiller mig, at den lyder noget i retning af:

“Oh, sweet little dolphin
I clearly see your desperately finns
swimming in open sea
- Watch out for killers
I’ll be by your side
I’ll rescue you
nomatter (oh, oh, oh) whaaaat

Dolphins - in danger
How did the world turned out this way?
Maybe I
One day
Can swim free by your side
By your side (Oh, oh)”

Jeg hader virkelig vejret når det er sådan her. Virkelig hader!

Især fordi jeg i dag havde sovet længe og spottet at det var overskyet ude for. Og derfor gik efter det jeg-iklæder-mig-kun-i-sort-tøj-fordi-det-er-så-stilet-look, hvilket efter 10 svedige minutter på min cykel viste sig at være et meget, meget forkert valg.

Jeg håber at dagen slutter med et bragende tordenvejr! Og at der i morgen er den der friske duft af blomstrende forår i luften, i stedet for psykopatisk lummerhed.