Frøken Mig

Jeg har godt overvejet at det her nok nærmere er en drukblog fremfor teenageblog (eller hænger de to ting unægteligt sammen?) men altså.. ja. Der er så mange fester for tiden; som jeg formår at opnå perfekt fuldhed i uden at ende med at snakke i den store telefon hele natten (som jeg normalt har en tendens til).

I går var ingen undtagelse. Det var ikke rigtig fest, men nærmere fødselsdagshygge .. inkl. en uanet mængde øl. Før man fik set sig om, var man pissestiv (og det fede var at det blev de fleste) og samtalerne tog underlige drejninger. Fødselaren (som jeg sidste fredags i min åh-ingen-elsker-mig-og-derfor-fortæller-jeg-alt-og-alle-om-min-hemmelige
-forelskelse-brandert fortalte om mr. Z) sagde med et sigende blik, at mr. Z ikke kunne komme. Et meget sigende blik. Vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere på det blik; er vant til at det kun er mine bedste venner der ved hvem jeg har følelser for. (Og sigende blikke er netop grunden til jeg aldrig fortæller det til andre).

Da jeg kom hjem halv tre var jeg virkelig fuld og væltede rundt på mit værelse. Hørte fesent musik i et desperat forsøg på at føle et-eller-andet. Fungerede ikke og faldt i søvn.

Nu sidder jeg med en ufærdig konklusion foran mig (opgaven) og med et sår på knæet som jeg ikke ved hvor kommer fra. Det var dejligt at give slip i går. Slip på opgaven og bekymringerne. Og selvom jeg ikke fik brugt min fuldhed til noget (tænk at man har sådan en indstilling!?) så har jeg det godt i dag…

… er ikke sjovt.

Jeg har ikke vidst hvad jeg skal skrive i min opgave i 1½ time nu.

Det er dødirriterende. Er ellers så pokkers priviligeret.

Sidder i stedet for og mærker ting brænde i min mave. Gode ting. Fyrrige sommerfugle. Og jeg kan ikke slippe mit dagdrømmeri om urealistisk kunstnerfremtid, cykelture og frihed og kærlighed.

Lider af frygtelige humørsvingninger. Er virkelig unormalt grov i mit sprog, men forholder mig (ifølge mit eget sind) dog kun på den sarkastiske grovhed.
- Jeg håber ikke du bliver sådan når du får læseferie, siger min mor
- Det gør jeg.
- Åh nej.

Det hjælper heller ikke på det, at min 14-årige søster har fået sin første kæreste. Jeg er snart 18, og har ikke set skyggen af to-sidet kærlighed endnu. Jeg har kun formået at knuse hjerter. Det er bestemt ikke sjovt. Måske er jeg bare for kræsen.

Tænker på, at jeg godt kunne tænke mig at være kunstpilot på SMK’s nye afdeling for unge.

Tænker på, at .. festen i aften kommer til at gå helt underligt. Tror mr.Z kommer.

Tænker på, at denne opgave aldrig bliver færdig og jeg får en dårlig karakter i det. Det bliver ingen succes.

Tænker på, at nu må jeg lige tage mig sammen og få skrevet de 2 sider!

Adjø

Har rykket mit fængsel ind i stuen. Vejarbejde lige ved siden af mit værelse vækkede mig klokken 7, selvom jeg egentlig havde planlagt en times længere søvn. Nu står de svedige (!!) mænd og borrer, så jeg kan mærke gulvet ryste og min stressnerve blive svækket.
Formåede ikke særlig meget i går. Var sindssygt overfølsom og på randen til gråd hvert andet øjeblik. Jeg ved ikke hvorfor. Men måske var det kaffen jeg drak om morgenen som fik det hele til at dirre i mig og min hjerne til at nedbrydes.

Jeg skriver opgave om unges medievaner, og overvejede igår aftes mine egne medievaner.
- Computeren fylder nok mest; blogging, virtuel hugging, mails, lektier, musiknørderi.
- Indså at jeg faktisk næsten kun ser tv på dr2. Læste en tabel som offentliggjorde at 75 % af folk over 65 ser dr2 modsat til de 3 % hos teenagerne. Hmm. Enten betyder det at jeg har et sindelag på niveau med en pensioneret gymnasielærer eller også at jeg generelt er en desperat ung, som ikke kan se kanaler hvor normalt ungdomstv sendes. Fordømmer folk der taler om Paradise Hotel, men er dog inderst inde sikker på, at hvis jeg selv kunne tage tv3 ville jeg også se det. Som en ufrivillig afhængighed, selvfølgelig.
- Jeg hører også tit radio; P3. Især om morgenen.
- Mobilen bruger jeg for det meste til opdateringer hos de nærmeste venner eller som et middel til når en aftale skal planlægges. Ringer ikke særlig meget. Sender gennemsnitligt 10-15 sms’er om dagen (og hver besked indeholder 2-3 beskeder)..

Ak ja. Smart af mig at overbevise min hjerne om, at hvis jeg fortæller om mine egne medievaner, er det klart at opgaven skriver sig selv. Æhrm.. NOT!
Må smutze.

Har denne morgen påbegyndt min 4 dages afsoning af min straf for at gå i skole. Og være 2.g’er. - Studieretningsopgave. Oh, what a joy! Haarders straf til alle gymnasieelever. Opgaven fra helvede.

Solen skinner og varmer lige perfekt. Fuglene pipper og der er frihed i luften.
Bag tremmerne sidder frøkenen og stirrer ud på forårslandskabet. Hun sidder begravet i gustne tabeller, fortabte sociologiske udtryk og alt for mange tal der skal omregnes til noget konstruktivt.
Jeg er langt fra konstruktiv.
Har drukket en kop sort, sort kaffe for at gøre mig selv klar.
Ryddet op på mit væresle så jeg ikke får spat.
Men har dog stadig mest lyst til at cykle en lang tur (på min nye fantastiske cykel) i det gode vejr. Måske ned til søen og spise en is. Eller sidde på terrassen og male (læste en artikel om at Statens Museum for Kunst åbner en ungdomsafdeling, wow, inspirationen væltede pludselig over mig).

Flere frustrationer følger…

Jeg har lige siddet og bladret alle vores fotoalbums igennem for at lede efter grimme billeder af min søster til hendes konfirmation her om snart. Kiggede på dem sammen med min mor. Billeder fra Italien og mit 15. leveår dukker op og min elskværdige moder kommenterer modigt til mig (den præmenstruelle bombe): - Nøøøøj hvor var du tynd dengang!
- Mener du at jeg er tyk nu?
Min moder kommer i vilrede og forsøger at springe ude om konflikten.
- Nej, nej. Men prøv lige at se hvor tynd du er dér.
- Hold kæft hvor er du streng, siger jeg og griner harskt.
Men egentlig er det ikke spor sjovt, at ens mor synes man er liiidt chubby. Især fordi man ikke selv synes det. Indtil man får sådan noget afvide, selvfølgelig.

Jeg diskuterede også med mine forældre forleden dag.
- Vil du have den frikadelle fordi du er lækkersulten eller fordi du oprigtig er sulten?
- Mener du at jeg er tyk? At jeg er en frikadelle selv?

Okay, jeg ved godt at jeg ikke er lige så tynd som min 5 cm højere og undervægtige lillesøster, men det er ikke fedt at skulle længes tilbage til da man var 15, flot og fandens slank (og havde utrolig flot hår). Og det er bestemt ikke fedt, at man ved at ens mor allermest har lyst til at ryste en i skuldrene og skråle: “Stop eating and get your extremely pale legs out in the sun, you bloody british monster-woman!”

No wonder at jeg lider af mindreværdskomplexer.

Ps. Jeg plejer ikke bruge ordet “fucking” men er på et sjældent koffeintrip lige nu.

“Please tell me why I don’t like mondays..”

Havde alt parat til at tage i skole. Havde pumpet min cykel (den som ikke er blevet stjålet!!) og printet tyskstilen ud. Iført mig min monster skoletaske og de endnu større høretelefoner stod jeg parat til at springe ud i mandagens barske realiteter. And oh my god, hvor blev det bare en mandag med stort M.

Gik glip af første modul, fordi jeg kom i trafikvanskeligheder (kort sagt: cykel punkteret - cykler til busstoppestedet - klipper - indser da bussen starter med at køre, at jeg har glemt at låse min cykel - bruger to stop på at finde ud af om jeg skal gå tilbage eller nå i skole - står af og går aggressivt tilbage til min ulåste cykel - beslutter at blive hjemme fremfor at komme en halv time for sent. Lider af seriøs angst for at komme for sent) og da jeg kom i skole fik jeg lavet universets dårligste fysikprøve. Tegnede en flagermus-smiley, hvilket fortæller om min prøves generelle kvalitet.

Så fik jeg endelig fri fra skole (selvom jeg egentlig kun var der i 3½ time føltes det som flere år) og tog bussen for langt. Spiste en uadtil god men indadtil meget, meget ringe is. Skuffelsen var malet i mit ansigt.

Nu sidder jeg her. Det er aften.
- Har jeg lavet noget af værdi i dag? - NEJ
- Har jeg lavet noget som er godt for mig selv i dag? - NEJ
- Har jeg lavet noget som er godt for verden? - NEJ
Lytter til deprimerende musik fra en deprimeret svensker.

Selvom mandage er svære, har jeg nu ikke lyst til at endnu en uge skal forsvinde som den i sidste uge. Jeg har måske bare lyst til at blive siddende her for evigt. Og bare lave intet af værdi. Det er egentlig det som synes mest værdifuldt lige nu. Ingentingheden.

Farewell

Skolefesten fredag startede enormt godt.

En fuldkommen opvarmning og et fuldkomment stripshow fra min side af. Fuld af øl. Og flødeboller. Vi ankommer på skolen. Mere end fulde. Og fuldkomne, selvfølgelig.

Jeg danser tomt rundt i mængden. Balancerer og charmerer. Drikker ikke noget, for er fuld og fuldkommen nok.

Bliver med ét ædru da jeg ser mr.X og en fra hans klasse stå tæt omslynget i et lidenskabeligt kys midt ude på dansegulvet. Forsøger at abstrahere fra det - det er sundt at komme videre, i stedet for at hænge fast i et lignende kys som jeg delte med ham i september.

Men “drunk and denying” hænger umiddelbart ikke så godt sammen, og i stedet for at opsøge problemet, lider jeg pludselig af munddiarre om mit sølle kærlighedsliv overfor alle jeg møder. Jeg er ellers normalt ekstremt hemlighedsfuld (haha, fuld). Men igår. Hvad gik der lige galt for min fornuft? Den har aldrig svigtet mig før!

Da jeg efter en time havde vænnet mig til tanken om mr.X’s forsvinden fra min illusionsverden, ser jeg ham selvfølgelig igen. Denne gang er han ikke iklædt en anden pige. Hans blik er iklædt mig. Blev sur, selvom blikkene var harmløse.

Deprimeret og med tanken “I’m jack’s broken heart” (latterlig reference til Fight Club) sydende i hjernen, tager jeg hjem og tuder selvfølgelig hele vejen, trods der intet er at tude over.

Tillykke, Frøken. Tillykke for en seriøst vellykket og kontrolleret aften. (!!!)

Så skete det, at jeg i torsdags tog ind til et specialarrangement og så mit største idol.

Jeg tror aldrig jeg har følt mig så forelsket før, som da han trådte frem på scenen og sagde: “Godaften København” på norsk, for kort efter begynde at spille sin fantastiske musik og danse rundt, som kun han kan danse.

Med et sløret, forelsket blik bevægede mit hoved og min krop sig i takt med musikkens bølgede toner der sneg sig gennem marv og ben og lige ind i maven til alle sommerfuglene.

Jeg stod så tæt på ham. Når han gik et par skridt frem kunne jeg se op i hans næsebor. Jeg rørte forsigtigt hans fine kondisko, da de stod 2 centimeter fra mig på scenekanten.

Han hoppede ned fra scenen og dansede blandt publikum. Genert ser jeg med fra sidelinien til min veninde skubber mig ind i dansecirklen. Jeg dansede med ham!

Efter den helt, helt fantastiske koncert som varede den hurtigste time i mit liv, så jeg ham gå rundt i deres merchandise-bod i foyern. Pludselig ser jeg mig selv gå hen og prikke den herlige skabning på skulderen og give ham hånden. Meget formelt, men garanteret charmerende (og creepy stalker-agtig). - Vil du ikke signere dette papir?

Fuldstændig høj på ham og musikken ligger jeg torsdag nat i min seng, og overvejer hvor meget jeg egentlig glæder mig til Roskilde Festivalen nu.

***

Til dem som gerne vil vide hvem dette idol er, kan svaret “FORMENTLIG” aflæses fra min post om norske hunks og så kan sige, at mit største idol “FORMENTLIG” er ham, hvis ugifthed jeg betvivler.

Efter min fuldskabs “jeg-er-vild-med-dig-præstationer” i fredags, har jeg indset at jeg nok stadig er forelsket i mr. Z. Og med ’stadig’ mener jeg, at det er noget som har stået på i 2 år (!!). De hemmelige følelser for den uvidende klassekammerat.

Når jeg ikke har set ham i et par måneder siger jeg til mig selv: - Godt at jeg slet ikke tænker på mr. Z længere. Så ser jeg ham så igen, og så bryder hele min benægtelse sammen. Jeg har kun kastet kys på ham i barnlige lege, men står altid tilbage med følelsen af at snyde mig selv.

Problemet med ham er, at han (ifølge mine egne grundige analyser) er noget umoden når det kommer til kæresteri og faste parforhold, og derfor har jeg altid på fornemmelsen at han aldrig tænker på at skulle være “kæreste” med mig.  Jeg kan bare mærke på mig selv, at jeg er dødtræt af at være hemmelig forelsket i ham.

Jeg generelt bare træt af at altid kun være hemmelig forelsket. Det finder man jo aldrig kærligheden på.

**Skal ikke i urban**

Det viste sig, at mine forældre slet ikke var sure på mig over cykeltyveriet, men faktisk sagde at jeg skal have en ny cykel. Som en 18-års fødselsdagsgave på forskud. Og min mor skal så også have ny cykel. Så der er dømt stor cykelshopping på tirsdag.