Frøken Mig

Regeringen er netop udkommet med et udspil til en prøve som asylansøgere skal bestå med 28 rigtige for at komme ind i landet.

Personligt er jeg dybt imod at man skal vide alle mulige lamme, kulturelle/historiske ting om Danmark for at måtte bo her. Længe leve mangfoldigheden. Kan selvfølgelig godt se, at det bør være en del af alle danskernes elementære viden, om hvor stor Danmark er i areal eller hvilket år Danmark vandt verdensmesterskabet  i kvindehåndbold. Det er da klart det er vigtigt. Det er jo oplysninger som er med til ens personlige udvikling og nationale patriotisme og som man dagligt slynger ud i offentligtheden og til sociale arrangementer.. Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange til fester, hvor jeg har snakket om Kalmarunionen eller Islands løsrivelse fra Danmark .

(!!!!!)

Jeg tog så selv testen. Men samfundsfag og historie på højniveau burde jeg være godt klædt på til en “Har-du-nu-også-virkelig-ret-til-at-kalde-dig-selv-for-dansker”-test. Og nej. Det har jeg ikke. Var 3 point fra. Så det betyder vel, at jeg må forlade landet med bøjet ryg og et grimt globaliseret smil på læben. Fy føj da; jeg lærte sgu ikke at være dansk. Så må jeg ikke bo her!

Farvel “DANMARK”!

Eller.. for at vænne mig til at jeg ikke længere må være dansk, må jeg hellere udtrykke det sådan her: “BYE BYE DENMARK!”

Jeg har en svaghed for nordisk musik (undtagen dansk!!) og nordiske fyre som kan spille musik. Og synge. Og med svaghed, mener jeg virkelig svaghed.

Nyheden om at den legendariske (oppe i mit hoved) musik- og stemningshunk, Thomas Dybdahl, skulle giftes er jeg stadig ikke kommet over.

… det var jo mig han skulle giftes med. Det var mig og min veninde han kom løbende hen til, efter koncerten.

Suk, suk. Nå. Men jeg var så langsomt ved at komme mig over tabet af min (meget realistiske) potentielle ægtemand, til jeg i går aftes lå og så svensk tv (don’t ask). Og hvem var der? Den altid nuttede Sondre Lerche..

med skinnende blå øjne og et charmesmil der giver gåsehud. Lå og grinede for mig selv over hans kommentarer.. indtil han snakkede om en fransk skuespiller han var helt vild med og studieværten så siger: “Jamen hvad siger din kone så til det?” KONE? You gotta’ be kiddin’ me!

KONE?

Ja, denne dag har livet bare ikke været det samme som andre.. nu skulle det lige passe at Erlend Øye også giftede sig væk. Hvem skal jeg så komme til at blive gift med om 10 år?

Holddaheltfest, hvor er jeg gået amok herinde til aften. Det er ikke engang fordi jeg har noget fornuftigt på hjerte. Det her vidner nok bare mere om at jeg allerede er blevet besat af at skrive herinde og lider af uhelbredelig bloggermani.

Haha. Bloggermani. Lyder mere som om at jeg er manisk omkring bloggere som personer. Det er jeg måske også? Hmm.. Frøken the Bloggerhunter. Den nye internationale superforbryder..

…sært.

Nøøj hvor er jeg træt. Har været på et anderledes slags museum idag hvor vi (min klub og jeg) var de eneste over 8. Hmm. Det er nok derfor jeg er træt. Det var enormt underholdende at løbe rundt som kæmper, på lige fod med de små uskyldige børn, som vi brutalt skubbede væk fra de forskellige forsøg. Højdepunktet var frokosten som skulle indtages i madpakkerummet. Havde kreeret en dydig miljøskader-madpakke (sølvpapir-amok!!) og medbragt rød sodavand og sugerør. Det var bare hårdt at skulle afsted der i formiddags. Vågnede i morges efter blot 4½ times søvn; ét minut før min alarm ringede. Lå og skvulpede i et kvarter for at sikre mig, at al alkoholen ikke ville komme op igen. Det gjorde den ikke. Et par panodiler pumpes ind i kroppen. Klar til en eventfuld dag.

Jeg er dødtræt. Har ikke læst lektier til imorgen. Men kan simpelthen ikke fjerne mig fra computeren. Kan ikke overskue at rejse mig op.

Godnat til alle jer, kære bloggere.. (and be aware of the Bloggerhunter. Muhahah!)

I går da jeg stangbacardi cyklede hjem fra aftenens alkoholindtagningssocialiseringssammenkomst med gode venner (og for meget vin og øl), slog det mig, at jeg generelt er blevet lige så hyped og overvurderet som oscar-uddelingen.

Det var en uventet overflod af forfjamskede komplimenter som regnede ind over mig og langsomt kvalte mig. Jeg har aldrig været ude for noget lignende.

Jeg kan ikke finde ud af at modtage komplimenter, da jeg aldrig kan stå ved hvad folk siger. Og igår var det bare for meget. Hele min selvopfattelse (som er meget skrøbelig og usikker) faldt sammen i en stor bunke af ødelagte murbrokker. - Jeg er ikke buttet. - Jeg er ikke dum. Jeg har ikke nedern musik-og tøjsmag.

Mine øjne og mund kastede alt den surrealistiske komplimentering op igen med forskudte tårer og grådkvalt hulken. (Det var helt klart vinen der gjorde det!) Men hvordan fanden skal man reagere, når ens lille illusionverden og selvforståelse ramler sammen om ørerne på en?

Scheisse. Man burde være fuld noget oftere (yay - allerede på fredag igen ;-)). Elsker ens overfølsomhed overfor tingene. At jeg knækker fuldstændig sammen grundet nogle komplimenter fra fulde mennesker. Haha. Men det mest essentielle ved denne sag.. ja; det var at jeg rent faktisk følte et-eller-andet. Noget. Etwas. Something. Yes. Det er lang tid siden jeg har følt. Og det føltes godt at skrige gennem de nøgne, glatte gader på min cykel halv fem i nat (eller hedder det imorges?) og vælte på disse gader når man møder den første bil på aftenen. Det føltes godt at krybe under dynen, forfrossen og med lange rander af mascara forsaget af hulkesammentrækningerne i ens ansigt. Kan det så være, at jeg nu kan føle mig inspireret til at tegne?

I nat dansk tid, løber den årlige Oscar-uddeling af stablen. Det er selvfølgelig en fancy affære med smukke mennesker og overflod af filmiske talenter.’

Men .. jeg tror ikke på Oscar-uddelingen. Selvom det er den som er kendt for at være det mest prestigefyldte award-show, ja. Så synes jeg egentlig det er opreklameret.

Her i det 21. århundrede har Oscars hovedsageligt handlet om filmenes politiske og socialrealistiske budskaber, og i år er ingen undtagelse.. “Babel” som handler om den globaliserede verdens mangel på medmenneskelighed og kommunikation, “Letters From Iwo Jima” - opfølgeren til “Flags of our Fathers” - om krigen fra japans side, “The Departed”, “The Queen” (overvurderet) og “Little Miss Sunshine” (overvurderet, men fin). Jeg tænker tilbage på det 20. århundrede hvor vi hyldede film for at være film, og ikke for at være så meget andet.

Oscars handler om at vi som danskere skal føle os stolte over vores nationalskat (i form af Susanne Bier) bliver nomineret. “Det er helt vildt!” - “Novra, at lille Danmark kunne blive nomineret”. Og så kan Susanne Bier komme i sin fine kjole og vi kan sidde og vente spændt - på vejne af hele nationen - og glæde os til hun vinder.

Oscar-uddelingen er alt for overvurderet. Den kan sammenlignes med Brian Mikkelsens KulturKanon. En form for årlig retningslinie for hvad man som menneske bør opleve. Hvad man bør være. Hvad man bør have af tankegang.

Men ja. Jeg ved godt at det første jeg vil glæde mig til at høre i morgen, er nyheden om hvem der nu vandt. Hvem der nu har lavet den mest rigtige film.

Længe leve den kunstneriske frihed og støtten til eksperimenterende film, thi de da stort set aldrig bliver hyldet.

Nb. dog vil jeg lige tilføje at “Babel” er intet mindre end genial.

Mens regeringen har besluttet at trække vores tropper ud af Irak til sommer, trak min klasses tropper idag ud på græsset til vaskeægte snekrig. Det er lang tid siden jeg har oplevet en god snekrig. På mere fredelig vis defineret som sneboldskamp.

Jeg havde først besluttet ikke at deltage i denne blodige affære, da jeg hverken hue, snesko eller regnbukser havde på. Men hvad så jeg? En medkvinde i nød, angrebet af drengene! Jeg måtte straks springe til undsætning. Heltemodig hoppede jeg ud i det hvide skylandskab og løb mod den sårede kriger. Nåede dog ikke længere end et yndigt hop, før jeg blev fællet og slæbt ud i den dybe sne af 8 testosteronfyldte hankønsvæsner. Og så begyndte krigen for alvor.

Det var alletiders.

Det er egentlig sjovt med snekrige. - Selvom det på overfladen virker som en ganske uskyldig leg, så er det faktisk krigen som viser ens placering socialt. Det er en tendens jeg gennem de sidste 10 år har observeret. Hvem man vælger at kaste sine snebolde på, er faktisk ikke helt så tilfældigt endda. I dag blev jeg glad. Ikke fordi jeg fik sne ned af ryggen og mascara (flot at glemme at tage vandfast mascara på)  tværet ud i hele ansigtet. Nej. Men fordi at jeg fandt ud af jeg har en klasse som holder af mig. Fordi de smadrede mig med sne. Dem folk hader, får aldrig sne.

Altså. Det er ikke fordi jeg har været totalt usikker omkring andres mening om mig (er tilfreds med hvem jeg er). Men fordi det gav mig en kildren i maven at høre dem råbe mit navn og blive brutalt væltet omkuld og få sne ind i næseborerne. Jeg ved ikke hvad det er. Men det føltes godt inden i. Det giver en underlig samhørighedsfølelse.

Og nu må jeg håbe, at jeg ikke bliver syg. Efter at have betrådt toppen af Mount Everest ude i haven sammen med søster, bygget en snesofa + tilhørende bor og en buttet snemand med grene ud af næsen, ja. Så måtte min søster indse, at hun var syg. Hun har været hjemme idag. Men jeg holder stædigt fast i mit immunforsvar, som var det en varm heldragt jeg hver dag iklæder mig. Jeg har ikke været syg siden ugen efter Roskilde ‘06. Imponerende siger jeg bare.

Glædelig snedag. Og pas på snekrigene.

Min ellers fredelige forstad har i løbet af natten forvandlet sig til et scenarie snuppet fra katastrofefilmen “The Day after Tomorrow”. Alene af den grund, gik min mor bekymringsamok i morges, og ja. Jeg har nu snefri fra skole. Altså. Det er egentlig også fornuftigt nok. Der er ingen cykelstier og busserne kører ikke (tror jeg.. trafikinfo-siden virker ikke). Kan jo ikke gå i skole?

Men som den pligtopfyldende elev generer det mig nu, at skulle blive hjemme. Jaja, vi har faktisk en perfekt skoledag i dag til at holde snefri på. Får kun 1½ moduls fravær. Men alligevel.. og så burde man nok lave lektier nu hvor man bliver holdt som gidsel i sit hus af sneen. Men.. det er så fristende at putte under tæppe med en kop te i hånden og en film i fjernsynet. Nu må vi lige se..

Denne sag har rejst en stor forargelsesbølge gennem hele verden blandt forældre til Harry Potter-hungrende børn.

Harry Potter. Daniel Radcliffe. Nøgen. På en scene. Snakker om sex og sit problematiske forhold til heste (at prikke deres øjne ud, bl.a). Teaterstykket Equus bliver vist i London for tiden. Det er ellers et teaterstykke fra 1974, hvor det allerede dér var ganske kontroversielt. Og hvad får så vores allesammens troldmandshelt til at stille sig op til .. “forholdsvis” afslørende billeder og teaterscener?

Personligt holder jeg på hans egen forklaring, med at skulle vise sit skuespillertalent; at det kunne favne andet end Harry Potter. Desuden er han jo også snart en voksen mand, og kan for evigt ikke være den lille, uskyldsrene Harry med lynet i panden og en stav i hånden (haha - forstå mig ret).

DOG må jeg sige, at jeg var ved at gå ned med hjerteproblemer (fysisk ment) da jeg første gang så billederne. Der måtte da være tale om billedemanipulation! Og da det gik op for mig, at det var det ikke.. ja, så tænkte jeg: “Cool nok dirty harry.. men vil du pleease ikke trække dine bukser lidt op”. Noget bør jo også overlades til fantasien.. eller hvad?

***Åh nej.. så var det lige at man kom til at google “Equus Daniel” igen og fandt et billede som afslører resten af billedet ovenover. Jeg kommer mig aldrig over synet. Det er simpelthen lige en tand for meget Harry..

Jeg vil ikke bringe billedet på bloggen, men her er linket til de modige: http://blogs.telecinco.es/files/cine/harry_070223_400.jpg *** 

Jeg kom helskindet igennem prøven og fik faktisk lavet omkring halvdelen (meget stolt!). Så det er en stor lettelse!

Sad og tegnede (eftersom jeg var færdig efter en time). Da slog det mig, at jeg har fået min tegnemojo tilbage! (Den har været forsvundet i snart en måned, til min store desperation).

Og lige det øjeblik jeg sad i den slående, skrivende stilhed og tegnede smukke krummelurer på mit prøveark, da hørte jeg en stemme som jeg kendte. Drejede mit hovede. Dér stod han. Snakkede om et eller andet ligegyldigt, men utrolig højlydt. Det var lettende at mærke at jeg ingen følelser har for ham mere og at jeg blot synes han er blevet en hunk. Det kribler ikke i maven når jeg ser ham. Det var egentlig også fjollet at være lun på en hunk man i en ordenlig fulde-brandert i efteråret kaster sine kys på (og han kaster op på en) og så aldrig snakker med igen, men at følelserne så pludselig blomstrer fordi han udstråler et eller andet som tiltrækker en. Men min kyniske vinterferie har åbenbart dræbt tilbageværende, stumpede rester af følelserne for ham. Jeg føler mig lettet. (Det er også lettere at komme af med følelserne, når personen ikke sender samme længselsfulde blikke alla dem man selv kaster på genert vis efter ham overalt).

SÅ nu! Nu kan jeg gå ud og være en hel selvstændig kvinde, som kan kontrollere hvem hun forelsker sig i (æhm, eller noget) og se om der er andre jeg kan kaste mine kys på!

Nu har jeg taget alle mine bøger frem. De ligger under mine arme mens jeg skriver på tastaturet. Var ved at få psykisk melt-down ved middagsbordet hvor mine forældre undrede sig over min pludselig tavse facon.

Har lige praktiseret hvordan man på bedste mulig måde kan hvile sit hoved på tastaturet uden at røre nogle knapper. Det lykkedes. Næsten i hvert fald. Øvelse gør mester inde for det område, regner jeg med.

Vil læse til klokken 20.

Og hvis jeg ikke har fundet den dybere mening med noget af det her; ja. Så stopper jeg og ligger og daser på min seng, som enhver teenager fortjener i travle lektie-tider som disse.

Tror jeg tager noget tegnepapir med til prøven i morgen.. så ved jeg i det mindste hvad jeg skal lave når jeg går sort.